TK efter Hjulmand-kommentar: “Det giver bare endnu mere sult”

0
© Nicklas Jacobsen - JacobsenPhotography

Af: Martin Johannes Madsen

Forleden kunne flere AGF-fans spærre øjnene op da den danske landstræner, Kasper Hjulmand, nævnte at han har øjne på AGF’s 20-årige, talentfulde forsvarsspiller, Thomas ’TK’ Kristensen. TK selv har benene solidt plantet på jorden, men er også selv klar over hans evner. Desuden kalder David Nielsen, TK for den første gode historie på Fredensvang i flere måneder.

Den unge stopper har vist flot forsvarsspil, en utrolig ro og flotte præstationer på det seneste, hvilket ikke er gået ubemærket hen.

”Jeg har set en TK spille for AGF. En ung stopper, der er kommet op og ser spændende ud og er hurtig. Det er godt at se dem fra starten, når de begynder at komme op,” var ordene fra Kasper Hjulmand til TV3 Sport.

TK havde selvfølgelig også hørt det, og han er naturligvis meget glad for anerkendelsen.

”Det er altid dejligt med anerkendelse for ens arbejde, og så endda fra en relativt kendt fyr i Danmark – vi ved alle, hvem han er jo. Det er dejligt, og det giver selvfølgelig bare endnu mere sult.”

”Det bekræfter mig også i, hvad jeg kan. Jeg har personligt ikke selv være i tvivl, men har bare gået og ventet på at gribe chancen. Jeg har haft nogle dygtige midterforsvarere over mig, som jeg har suget til mig fra, og nu har jeg så stille og roligt grebet chancen,” lyder det fra en glad Thomas ’TK’ Kristensen.

TK bejler til U21-landsholdet
Onsdag var den tidligere AGF-træner og nuværende U21-landstræner, Jesper Sørensen, til stede på Fredensvang, og lige inden TK kom over til en snak med mig, var han forbi hr. Sørensen, og der var godt nyt til TK.

”Jeg har lige snakket med ham, og han sagde, at de følger med og at de tager mig i betragtning. Så det er dejligt ikke kun selv at kunne mærke at det går godt, men også høre det udefra. Både fra dem (Kasper Hjulmand og Jesper Sørensen red.), men også fra trænerne her i AGF.”

”Men det vigtigste er at jeg selv kan mærke at det går godt, og at min krop har det godt. Det går kun én vej nu!” siger TK med et stort smil på læben.

”Første positive historie vi har haft i et par måneder”
David Nielsen er også glad for TK’s udvikling, og nævner at nogle ting godt kan gå godt, selvom resultaterne ikke er der, og TK er solstrålehistorien fra Aarhus lige pt.

”Man kan jo sige at det er den første positive historie vi har haft i et par måneder, så den skal jeg jo også sørge for at få læst,” siger David Nielsen med et glimt i øjet.

For det er heller ikke en hemmelighed, at tingene ikke kører på skinner i AGF, hvilket også frustrer en ung spiller som TK.

”Det er super, super træls at vi er i den situation vi er i lige nu, især når vi har så godt et mandskab, som vi har. Det er bare røvfrustrerende, at det bliver ved med at gå som det gør.”

”Så det er lidt en underlig situation i omklædningsrummet, for vi har virkelig den der tro på at det nok skal vende, og vi har så dygtige spillere at nok skal komme. Det kan vi selvfølgelig blive ved med at sige, uden der sker noget.”

”Men ja, det er fedt i sådan en periode så at vise at man kan træde lidt i karakter, selvom jeg er en ung spiller. Det er jo positivt nok, når det ikke går så godt for holdet. Men der er stadig lidt vej.”

TK lader sig motivere af de svære, nervøse kampe
Hvordan er det som ung spiller, at skulle ind og spille de her uhyrevigtige kampe?

”Faktisk så giver de her kampe mig noget ekstra. Det er fodbold vi skal ind og spille, og jeg elsker det. Igen, så ved jeg hvad vi kan, men det er selvfølgelig en vigtig kamp.”

”Jeg laver en fejl i sidste kamp, men det er hvad der sker. Det er så vidt som muligt bare at holde sig på få af dem. Men det er også bare en del af mit spil; nogle gange tager jeg nogle ’risks’, men i seniorfodbold bliver det straffet, når man fejler. Så det skal mindskes, det er klart. Men ellers skal jeg bare spise op!” afslutter TK med et grin.

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments