MTAC’s bud på transfermuligheder for AGF: Venstre back

0
Eric Kahl

Af: Martin Johannes Madsen

Jeg har lånt Rasmus Thomsen fra AGF-podcasten ‘Lyden AGF’. Over en række artikler vil jeg komme med mine bud på potentielle sommertransfers i AGF, med lille hjælp fra Rasmus. Vi tager det én position ad gangen, og denne gang er vi nået til den anden backposition; venstre back.

Lige nu er venstrebacken reelt set kun besat af svenske Eric Kahl, der stadig mangler at leve op til sit store potentiale. Derfor er venstrebackpositionen relevant at kigge på, da hullet efter Casper Højer har været for stort.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi ikke har set det bedste fra Kahl endnu. Han har vist glimt af sit store potentiale, men når “konkurrenten” på positionen er en – meget – højrebenet Oliver Lund, så mangler der i den grad konkurrence der kan gavne svenskerens udvikling.

Den konkurrence skal AGF ud og hente på transfermarkedet, og der er nok at tage af – så at sige. Man kunne her forestille sig, at en rutineret spiller kan blive hentet ind som førstevalg, og samtidigt som ‘læremester’ for Eric Kahl.

Bud #1: Christian Sørensen, 29 år, Danmark – Spiller i Viborg FF
Første bud er Christian Sørensen fra Viborg FF, der har været blandt de bærende kræfter på Viborgs hold i den forgangne sæson. Hele 11 assists og et enkelt mål er det blevet til for den 29-årige venstre back.

Han har en utroligt god venstrefod og de offensive kvaliteter, som AGF har manglet siden afgangen af Casper Højer. Dertil har han med sin alder og Superliga-erfaring en masse læring at give videre til unge Eric Kahl.

Det kan dog blive svært for De Hviie at lokke ham væk fra Viborg, efter de kvalificerede sig til europæisk fodbold. Udover det så forlængede Sørensen sin kontrakt sidste forår, så den nu rækker til 2024. Derfor vil Viborg garanteret kræve en pæn sum for ham, men ikke noget AGF’s transferbudget ikke kan overkomme. Flere kilder melder også, at AGF har været ude efter Christian Sørensen, men umiddelbart er der ikke noget yderligere omkring det. Dog skulle AGF eftersigende stadig holde øje med muligheden for at hente ham.

Spørgsmålet er bare hvor mange penge man vil smide efter en 29-årig spiller, der i maj måned udtalte således til TV3 Sport:
“Men jeg føler stadig, at jeg har noget – vi har noget – her i Viborg, som vi stadig kan opnå, og Europa med Viborg det vægter rimeligt højt i mine drømme uden tvivl, for det var ikke noget, jeg havde set komme for bare to tre år siden.”

Bud #2: Jonas Knudsen, 29 år, Danmark – Spiller i Malmö FF
Vores andet bud på en ny venstreback er Jonas Knudsen der har gjort sine folder i udlandet siden 2015, hvor han blev solgt fra Esbjerg fB til Ipswich Town fra den engelske Championship. Han har tilmed opnået 7 landskampe for det danske landshold. Derudover har Jonas Knudsen med sine 29 år en fornuftig alder, hvad angår et par gode år endnu, samt en fremragende sparringspartner for Eric Kahl.

Derudover kan det siges, at Jonas Knudsen i sin tid i Malmö i en periode havde Uwe Rösler som cheftræner. Den tyske træner er den nye AGF-træner, og har dermed kendskab til Jonas Knudsen, som også kender til Röslers idéer og spillestil.

I et interview bold.dk siger han omkring Uwe Rösler:
“Han er en rigtig god træner, som er meget ærlig. Du ved, hvad du får. Han kan sætte en retning for, hvilken vej det skal gå. Han har lidt den tyske mentalitet, hvor du skal gøre dit arbejde ordentligt, og hvis du gør det, har du også rigtigt gode chancer for at spille under Uwe.”

Og han tilføjede også et par rosende ord omkring AGF og Aarhus:

“AGF er jo en fed klub i en stor by, som alle kender, og alle kan jo se, hvor sjovt det kunne være, hvis klubben kom op og var en fast del af toppen.”

Derfor kunne der måske være en lille mulighed for, at Jonas Knudsen kunne vende hjem til Danmark, og den danske Superliga.

Bud #3: Andreas Poulsen, 22 år, Danmark – Spiller i Borussia Mönchengladbach
Endnu et bud på en ny venstreback kunne være den unge Andreas Poulsen, der har haft svært ved at finde melodien siden han kom til Bundesligaen. Da Poulsen var i FC Midtjylland viste han med efter en enormt flot sæson, at talentet var der. Det kunne man også se i mægtige Borussia Mönchengladbach.

Andreas Poulsen ville kunne gå i direkte konkurrence med Eric Kahl, men de er to unge spillere der begge har brug for at udvikle sig. Andreas Poulsen har dog tidligere vist, at han i hvert fald har niveauet til toppen af Superliga, men det er svært at gøre sig klog på hvilken forfatning han er i i dag.

Derudover er AaB angiveligt ude efter venstrebacken, og man kunne forestillige sig at Stig Inge Bjørnebye ikke vil hente en ny, ung venstreback til klubben efter han måtte smide mange penge for Eric Kahl.

Andre bud: Malte Amundsen (New York City FC), Mikkel Kirkeskov (Holstein Kiel), Marc Dal Hende (SønderjyskE) og Nikolas Dyhr (FC Midtjylland)