Af Lukas Jepsen
Tempo, Tempo, Tempo… And breathe… En sæsonåbner med seks mål, utroligt højt tempo, og for GF´s vedkommende, to halvlege der på sin vis var nat og dag.
Første halvleg, og specielt de første 20 minutter, var nok noget af det bedste fodbold GF har spillet i rigtig lang tid. Måske en lidt kontroversiel udmelding, med sidste sæson in mente, men ALT hvad AGF gjorde de første 20 minutter i mandagens kamp mod Vejle, var udført til perfektion.
Det startede, som det ofte gør med David Nielsen, med den udsøgte arbejdsvilje og energi der blev lagt i alle dueller og især i presspillet. Det eneste sted Vejle ikke konstant blev presset til at tage dårlige beslutninger, var i boldbesiddelse helt ned foran eget mål.
Tager man så med i overvejelserne, at Vejle har spillet sig op i Superligaen, med flot fodbold, kombinationsspil og dygtige teknikere, må man bare lette på hatten for det taktiske udlæg Mr. Nielsen lagde for dagen.
Der var en klar plan fra starten, og den var tydelig.
I løbet af det første kvarter, blev Vejle-boksen udsat for et sandt bombardement, med både tidlige indlæg, og indlæg fra baglinjen. Specielt AGF´s venstre side, med Gift Links og Casper Højer var helt utæmmelige for Vejle-forsvaret. Den ene overtalssituation efter den anden udspillede sig på venstrekanten, og førte også mål med sig.
Midtbanen, og hvem der kontrollerer denne, er ofte afgørende for kampens resultat, men særligt i første halvleg, blev den centrale del af banen lukket helt ned. Vejle, der gerne ville spille sig op, kunne slet ikke finde plads, og AGF valgte, tilsyneladende helt bevist, at skære den del af banen ud af deres opbyggende spil.
Man sad efter første halvleg med en fornemmelse af total AGF dominans, på trods af, at de hviie´ kun stod for 42% boldbesiddelse.
15 minutter og en stadionplatte senere…
Mørket havde lagt sig over Ceres Park, og efter Thorsteinssons scoring til 3-0, så det bestemt også ud til at mørket havde lagt sig over Vejle, og deres mulighed for point i Århus. Men 3-0 er åbenbart den farligste føring. Det er svært at klandre GF for at lette foden en anelse fra speederen efter ca. 60 minutter med mere eller mindre total dominans, og en 3-måls føring, og mon ikke også Europa League kampen på torsdag sneg sig ind i baghovedet.
I alt fald, var tempoet i anden halvleg noget helt andet. Mest mærkbart, var den plads Vejle kunne finde på midtbanen nu, og det virkede som om, at AGF, i modsætning til første halvleg, spillede for at bevare, ikke udbygge føringen. Intensiteten var slet ikke den samme, og det kunne være blevet utroligt dyrt. Og da Vejles Ojala efter 84 minutter reducerede til 3-2, var det som om fortidens AGF-spøgelser lyn hurtigt spredte sig blandt de godt 7.500 tilskuere.
Helt slemt gik det jo ikke, men det må have været en påmindelse for David Nielsen og resten af truppen, om at spille til sidste fløjt.
At et ikke særligt velspillende Vejle-hold formåede at score to gange må siges at være en anelse bekymrende. Men der var flere positiver end negativer for GF. Alle fire mål blev scoret som direkte konsekvens af en glimrende taktik, tre mål som følge af skarpt slåede indlæg, og Benjamin Hvidt´s 4-2 mål, efter glimrende genpres.
Takten er lagt og hvis holdet kan holde intensiteten, er der ingen grund til ikke at være svært optimistisk for sæsonen, og det projekt AGF i øjeblikket er ved at sætte op.
Hvordan så I gårsdagens kamp? Og synes også, at de positive takter overtrumfede de negative?
