Tredje afsnit af MTAC Fanpodcast er på gaden!

0

Tredje afsnit af More Than a Club – En AGF Fanpodcast er netop udgivet. I dette afsnit har vores værter – Jonas Roulund og Ahmed Omar – sat den tidligere GF’er, Jens Gjesing, stævne til en snak om karrieren før og efter fodbolden, og så har Jonas fanget den jobsøgende Peter Graulund på en telefonforbindelse.

Ahmed Omar og Jonas Roulund har været en tur i studiet for at vende AGF’s nuværende situation, hyggesnakke med Graulund og Gjesing samt finde ud af, om det nogensinde vil lykkes Ahmed at få et point i den legendariske quiz!

Det blev en lang og spændende omgang – så nu har du helt sikkert noget at bruge den hyggelige juletid på!

Lyt med på Spotify, Apple Podcast, eller der, hvor du ellers finder dine podcasts.

OBS: Podcasten er optaget inden pokalkampen mod Horsens.

 

Ledig Graulund er ved godt mod

Fortvivl ej, kære læser! Vores gamle målhund, Peter Graulund, er ikke gået i depri-mode efter opsigelsen fra NENT Group for nyligt. Tværtimod, så får Jonas og den tidligere angriber sig faktisk en hyggelig snak om livet som jobsøgende familiefar i en Coronatid, og så kan Graulund fortælle, at han fortsat holder sig tæt til klubben via sin søn, der er på vej frem i ungdomsrækkerne!

Klublegenden slutter i øvrigt interviewet af med en særdeles kærlig hilsen til alle AGF-fans.

 

Jens Gjesing: Konkurrencegenet har altid drevet mig

I studiet får værterne besøg af den tidligere AGF’er, Jens Gjesing – som faktisk kender Ahmed fra deres fælles tid på HF.

Gjesing blev erklæret fodboldinvalid som 26-årig og fortæller åbenhjertigt om hele forløbet samt karrierens mange op- og nedture, der både indbragte ham nedrykninger, oprykninger, ungdomslandskampe og 137 førsteholdskampe for AGF.

Vi håber, I kan lide, hvad I hører! Husk, at I altid er velkomne til at give feedback på vores sociale medier på Facebook, Instagram og Twitter.

God lytning!

 

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments