Transferdebatten del 4 – Hvem skal være Mortensens back-up? Har Jørgensen og Ammitzbøll det, der skal til?

2
© Nicklas Jacobsen - JacobsenPhotography

Af Rasmus Thomsen

Transfervinduet er åbent. I AGF-truppen spiller en af landets farligste angribere. Derfor kan der ikke være helt ro i maven, hos de mange AGF-fans landet over. Sælges klubbens topscorer Patrick Mortensen i dette transfervindue? Det håber og tror vi ikke.

Vinterens transfervindue har allerede budt på aktivitet hos nogle af de spillere, der bejler til pladsen i front hos ”De Hviie”.

Allerede i starten af december offentliggjorde AGF en lejeaftale med Mathias Jørgensen. Og kort tid efter offentliggjorde klubben, at Nicklas Helenius skifter til Silkeborg IF, hvor han tidligere har spillet med succes.

Derudover er Alexander Ammitzbøll hjemvendt til AGF fra sit lejeophold i norsk fodbold. Indtil videre er én spiller rejst og to spillere er kommet til.

I denne artikel ser vi på det igangværende transfervindue – kommer der yderligere ændringer i angriber-gruppen?

 

Status på efterårssæsonen:

”Han ligger nummer et”. Sådan kan man med rette synge om Patrick Mortensen efter afslutningen på efterårssæsonen i 3F Superligaen. Med 8 mål i 13 kampe, topper Mortensen topscorerlisten sammen med Jesper Lindstrøm fra Brøndby IF.

Mortensen er startet inde i alle 13 Superliga-kampe i efteråret. Det er blevet til fuld tid i samtlige kampe, på nær efterårets sidste kamp mod AaB. Her blev Mortensen udskiftet med få minutter igen.

Selv erfarne Nicklas Helenius fik kun sporadisk med spilletid, på grund af Mortensens flotte præstationer. Cheftræner David Nielsen vakler ikke i sine valg af spillere. Han spiller med den bedste og der bliver ikke eksperimenteret eller givet ved dørene.

Alexander Ammitzbøll og Mathias Jørgensen var ikke i truppen i efterårssæsonen. Mortensens eneste konkurrent Nicklas Helenius er væk. Ankomsten af de to unge mænd, Amittzbøll og Jørgensen, kan måske åbne op for flere pauser til Patrick Mortensen.

Topscoreren, der også blev udtaget til A-landsholdet i løbet af efteråret, har taget et kæmpe læs for holdet. I et tætpakket forårsprogram, kan der blive brug for aflastning. Amittzbøll og Jørgensen står klar i kulissen, men har de hvad der skal til?

 

Gennemgang af angribere:

På den officielle hjemmeside AGF.dk, står fire spillere noteret som en del af angriber-gruppen. Vi valgte dog at lade Søren Tengstedt indgå i analysen af midtbanespillere.

Derfor inkluderer denne gennemgang kun tre spillere.

 

Patrick Mortensen:

Mål-Mortensen har fortsat de flotte takter med endnu en forrygende halvsæson. Lige siden ankomsten til AGF har Patrick Mortensen bombet mål ind for holdet. Og endnu engang blander Mortensen sig i toppen af topscorerlisten.

I efteråret blev Mortensen sågar udtaget til det danske A-landshold – dog uden at få sin debut. Mortensen er et af de bedste AGF-køb i nyere tid, hvor han er en af hovedårsagerne til den nuværende succes. Derfor er han selvfølgelig et sikkert kort i startopstillingen.

Men…

Kan AGF være sikre på at holde på Mortensen? I et interview med MTAC tilbage i november, fortalte Mortensen at han drømmer om endnu et udlandseventyr.

Selvom Mortensen er blevet 31 år, kan han stadig være attraktiv for andre klubber. Vi håber dog, at topscoreren stadig er at finde i AGF når transfervinduet lukker.

Mortensen står noteret for hele 40 mål i 66 kampe for AGF, hvilket er en imponerende statistik. Bliver Mortensen mon den første Superliga-topscorer hos AGF siden Thomas Thorninger i 95/96 sæsonen? Det håber og tror vi på!

 

Alexander Ammitzbøll:

I næste måned fylder Ammitzbøll 22 år. Angriberen har været udlejet til norske Haugesund siden forårssæsonen. I Norge fik Ammitzbøll spilletid i 30 kampe, hvori han scorede 4 mål.

Efter hjemkomsten til AGF har cheftræner David Nielsen været ude med roser til Ammitzbøll. David Nielsen er glad for at have fået angriberen hjem. Nielsen forudser, at den hjemvendte angriber nok skal få spilletid, da man står over for et tætpakket kampprogram og stramme corona-protokoller.

Ammitzbøll har kontraktudløb til nytår. Derfor kan forårssæsonen blive skelsættende for både ham og klubben. Et godt forår med spilletid og mål kan betyde en forlængelse af kontrakten. Det modsatte kan betyde et endeligt farvel – måske allerede til sommer.

 

Mathias Jørgensen:

20-årige Mathias Jørgensen er hentet til AGF på en lejeaftale gældende resten af sæsonen 20/21. Som bare 18-årig blev Jørgensen solgt af OB til New York Red Bulls. I OB nåede han 18 kampe med 3 mål til følge.

Jørgensen er en helt anden type end Patrick Mortensen og Alexander Ammitzbøll, hvilket kan give en ny dimension til holdet. Jørgensen er lynhurtig og er bl.a. god til dybdeløb.

Hvis forårssæsonen viser sig at være et godt match mellem Jørgensen og AGF vil det give god mening at hente Jørgensen permanent. Det vil være oplagt med en købsoption i aftalen – dette har dog ikke været meldt officielt ud.

 

Vores vurdering:

AGF har en af Superligaens absolut bedste angribere i form af Patrick Mortensen. Han er en af favoritterne til topscorer-titlen og han er selvskrevet i startopstillingen.

Men hvad nu hvis Mortensen bliver skadet? Eller solgt?

Foråret byder på en masse kampe og kampprogrammet er tætpakket. Det kan overbelaste og presse spillerne.

Mathias Jørgensen og Alexander Ammitzbøll skal nok få deres chancer. Mortensen kan få brug for aflastning og holdet kan få brug for taktiske ændringer. Her kan særligt Mathias Jørgensen vise sig at blive værdifuld, da han umiddelbart kommer med noget helt andet end de øvrige to spillere.

Det kan se lidt skrøbeligt ud med Patrick Mortensen og to reserver på henholdsvis 20 og 22 år, som ikke har alverdens Superliga-erfaring. Nicklas Helenius var trods alt en spiller, der havde en masse erfaring og som tidligere havde vist skarp målnæse i ligaen.

Vi forudser, at der ikke kommer til at ske mere på positionen som angriber. Patrick Mortensen bliver det ubestridte førstevalg. Ammitzbøll og Jørgensen skal supplere. Ammitzbøll nok det tætteste vi kommer på en “en-til-en” aflastning med evnerne til at være opspilsstation, og Jørgensen når der skal bringes noget helt andet. Det vides heller ikke om Jørgensen kan bide sig mere fast på en af de to kanter eller evt. kunne blive set sammen med Mortensen i nogle kampe?

Derudover er Søren Tengstedt også registreret som angriber på AGF.dk, og når han vender tilbage fra skade, kan det også blive spilletid på toppen til ham.

Skulle der mod forventning ske ændringer har vi fundet et par bud på mulige forstærkninger til AGF.

 

Vores bud:

 

Bashkim Kadrii:

Kadrii har af flere omgange været en stor Superliga-profil. Han har bl.a. optrådt for OB, F.C. København og Randers FC. For et års tiden siden valgte Kadrii at skifte til den Saudi Arabiske klub Al-Fateh FC. Kadrii har stadig halvandet år tilbage af kontrakten med sin nuværende klub, derfor skal han som udgangspunkt købes fri.

Som 29-årig burde Kadrii stadig have en del gode år i sig endnu. Efter et år i Saudi Arabien kunne det måske være tid til at vende hjem til Danmark og Superligaen. Her kunne AGF være et bud på en kommende arbejdsgiver – især hvis aarhusianerne mod forventning skulle sælge deres topscorer Patrick Mortensen.

 

Carlo Holse:

Det tidligere F.C. København talent spiller nu for norske Rosenborg BK. På trods af sine kun 21 år har Holse allerede spillet tæt på 100 kampe for FCK, Esbjerg og Rosenborg.

Holse er en anden type spiller end Patrick Mortensen og et skifte til AGF, vil give aarhusianerne flere muligheder i offensiven.

U21-landsholdspilleren får fint med spilletid i Rosenborg, der endte den norske sæson som nummer 4. Derfor skal der med stor sandsynlighed penge på bordet, hvis Holse skal hentes hjem til Danmark. Derudover, skal det selvfølgelig tages til efterretning, at Holse ofte har spillet højrekanten fremfor angriber-pladsen, men som falsk 9’er vil det ikke være umuligt.

 

Sebastian Grønning:

AGF har allerede været på rov én gang hos førerholdet i 1. divsion. Sebastian Grønning overvintrer som topscorer i landets næstbedste række, med 10 mål i 16 kampe. Grønning har kun spillet i Viborg FF siden i sommer.

24-årige Grønning spillede ungdomsfodbold i AaB, men efter et år som senior i Aalborg rykkede han videre til Hobro IK. Gennembruddet kom dog for alvor i Skive IK, som han scorede 14 mål for i sidste sæson – også i 1. division.

Grønning har først kontrakt udløb i sommeren 2023, hvilket kan besværliggøre en mulig transfer.

Et par bud med kontraktudløb, som ville kunne hentes med henblik på at overtage fra sommer af:

Selvom både Mario Balotelli, Zlatan Ibrahimovic og mægtige Andy Carroll har kontraktudløb til sommer, så er det dog ikke dem, vi ser i en hviie-trøje som mulige erstatninger (forhåbentlig ikke) eller supplementer til Mål-Mortensen. I får i stedet et par lidt andre bud her:

van Weert:

Selvom Tom fra AaB både har haft store problemer på det sidste og er rundet de 30 år, så har vi taget ham med som lidt af en “nødløsning”, såfremt Mortensen skulle smutte. Tom scorede 11 mål for AaB i sidste sæson, og er nok den af de kommende kontraktløse i 3F Superligaen, der bedst ville kunne udfylde nogle af de roller Mortensen har.

Det siger også meget, at Tom er viceanfører i AaB, hvilket indikerer en stor rolle i omklædningsrummet. Derudover, så har Tom kontinuerligt scoret to-cifrede antal mål i størstedelen af hans sæsoner, både i Eredivisie i Holland og Jupiler League i Belgien. Så potentialet er der.

Elías Már Ómarsson:

Den nye Aron Johansson? Arh okay, det er store ord. Vi kunne dog ikke lade være med at tage den 25-årige islænding med i betragtning, da han i denne sæson for SBV Excelsior Rotterdam i den næstbedste række i Holland har scoret 17 mål på 18 kampe!

Selvom vi også så Mart Lieder komme til 3F Superligaen på baggrund af utrolig mange mål i selvsamme række og han har i vores optik måske ikke helt niveauet til det AGF-hold, vi efterhånden er. Så er han da værd at overveje? Han scorede også 8 mål på 12 kampe for IFK Göteborg i Allsvenskan i 2018 inden skiftet til Holland.

Branimir Hrgota:

Et andet sjovt bud er den 28-årige svensker, Hrgota. Hrgota har både Bundesliga-erfaring fra Mönchengladbach og Eintrackt Frankfurt, hvor det til sammen på de 7 år blev til lidt over 100 kampe og knap 30 scoringer, hvilket er godkendt.

Nu render Hrgota rundt i SpVgg Greuther Fürth i den anden bedste tyske række, hvor det blev til 10 scoringer på 32 kampe i sidste sæson og 5 på de første 10 i år. Hvorvidt lønchecken er for høj vides ikke, men med kontraktudløb til sommer og 28 år, så er det ikke umuligt i vores optik.

Marius Noubissi:

Sidste bud er den bomstærke, 24-årige camerouner Noubissi. Noubissi render rundt i den bedste belgiske række, hvor han spiller for Beerschot V.A., der trods værende oprykker har budt på 3 scoringer og 3 assists fra Noubissi i de første 13 kampe.

Hvorvidt han er en klassisk målscore, ja, så meget belgisk fodbold har vi ikke set, men tænk nu, hvis vi kunne finde den næste Peter Utaka, Dame N’doye eller Djiby Fall? Noubissi er i hvert fald et sjovt navn at trække ud af ærmet.

 

Debat:

Er gruppen af angribere komplet? Hvad gør AGF, hvis Patrick Mortensen bliver skadet eller solgt? Og hvilke spillere kunne være attraktive at få til AGF?

Kom gerne med jeres tanker og inputs in kommentarfeltet nedenfor.

Få notifikation
Notifikation ved
2 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
Thomas K
1 måned siden

AGF spiller med en link-up angriber. Hvilket de har gjort siden Duncan kom retur, med undtagelse af de gange Duncan og Junker spillede sammen og, når Helenius og Mortensen spillede sammen.

At spille med Kadrii og Holse på den position vil, i min optik, giv ligeså meget mening som at smide Links på top.

Redaktionen
Admin
1 måned siden
Reply to  Thomas K

Kan jeg 100% følge dig i, spørgsmålet er som om vi kommer til at se spillestilsændringer i den kommende tid? For hvad argumenterer ellers for lejeaftalen med Jørgensen, såfremt man holder i fast i ham som angriber? Men du 100% ret på den front!