Transferdebat: På hvilke positioner mangler AGF-truppen forstærkninger?

5
Billede fra agf.dk

Af Rasmus Thomsen

Søndag den 18. juli sparker AGF en ny sæson i gang. Transfervinduet er i gang og allerede nu står det klart, at AGF-holdet står overfor stor udskiftning. Spillere som Casper Højer, Kamil Grabara og Kevin Diks er fortid i klubben. Jesper Hansen og Oliver Lund er blandt de nye ansigter. Men på hvilke positioner mangler AGF-truppen forstærkninger?

EM-slutrunden fylder meget for Fodbolddanmark denne sommer, men midt i alle EM-drømmene har AGF og de andre 3F Superligaklubber taget hul på forberedelserne frem mod den nye sæson. Ligastarten nærmer sig med hastige skridt. AGF spiller første kamp i midten af juli, når de forsvarende mestre, Brøndby IF, gæster Ceres Park.

I de to seneste sæsoner har AGF opfyldt målsætningen om top-6. Her er holdet endt på tredje- og fjerdepladsen. Derfor er der også høje forventninger til AGF, når den nye sæson indledes.

Når man er AGF, er der ikke kun forventninger til en plads i toppen af rækken. Der er også forventninger om, at ”De Hviie” kommer langt i pokalturneringen. I Pokalen har AGF også præsteret flot i de seneste sæsoner, hvor man er nået til semifinalerne to år i træk. Derfor drømmer mange AGF-fans da også om at nå til endnu en pokalfinale.

Igen i år er der europæiske kampe på menuen, da AGF for andet år i træk er med i en europæisk kvalifikationsturnering – denne gang til det nye format Conference League.

Med deltagelse i tre turneringer og med dertilhørende høje forventninger, venter der umiddelbart en hård efterårssæson for AGF.

I denne artikel ser vi nærmere på AGF-truppen. Er holdet stærkt nok til at levere topplaceringer i 3F Superligaen, samtidig med gode præstationer i Pokalen og Conference League?

Kort inden EM udgav vi det seneste afsnit af vores podcast, hvor vi også debatterer sommerens transfervindue.

 

Ilddåb til Stig Inge Bjørnebye

I snart tre måneder har Stig Inge Bjørnebye været sportschef i AGF. Nu er transfervinduet åbent og den nye sportschef er i fuld gang med sit nye job.

Da AGF jagtede en ny sportschef stod det allerede klart, at den nye mand i jobbet ville få en travl sommer. Og det er da også lidt af en ilddåb, som Stig Inge Bjørnebye står over for.

Lejesvendene Mathias Jørgensen, Daniel Arzani, Bubacarr Sanneh, Kevin Diks og Kamil Grabara er alle rejst fra klubben. Bror Blume har forladt klubben ved kontraktudløb og Casper Højer Nielsen er blevet solgt.

Derudover har Frederik Tingager og Niklas Backman været skadet i det meste af forårssæsonen. Ligesom de seneste sæsoners topscorer Patrick Mortensen også er ude med en skade, på ubestemt tid, grundet en operation. Af de tre er det kun Frederik Tingager, der er vendt tilbage til træningsbanen.

Ser man på ovenstående navne, der enten har forladt klubben eller står på skadeslisten, er der flere store profiler iblandt. Derfor tyder meget på, at Stig Inge Bjørnebye skal lave en del ændringer i AGF-truppen denne sommer.

 

Status på transfervinduet indtil nu

Inden den norske sportschef tiltrådte stod det allerede klart, at Viborg-profilen Frederik Brandhof ville komme til klubben. Ligeledes har Bjørnebye selv hentet sine første spillere til klubben.

Den tidligere landsholdsspiller og Superliga-profil Jesper Hansen er hentet til klubben. Hansen ligner en direkte erstatning for Kamil Grabara, hvilket sikrede tidligt ro omkring målmandsposten.

Derudover har AGF hentet Oliver Lund til klubben. Oliver Lund kom gratis til klubben efter kontraktudløb i OB. Lund dækker de fleste pladser i defensiven, samt kan vikariere på den defensive midtbane. Det ligner en tilføjelse til bredden, men Lunds rutine og alsidighed kan blive vigtig i et tætpakket efterårsprogram.

Udover de to danske spillere, har AGF også lejet den unge tyske forsvarsspiller Yann Aurel Bisseck. Som 16-årig fik Bisseck debut i Bundesligaen, men siden da er talentet ikke blevet forløst. Derfor er nu 20-årige Bisseck sendt til Aarhus i håbet om at få det endelig gennembrud på seniorniveau.

AGF-cheftræner David Nielsen har foruden de nye spillere også fået en spiller hjem fra lejeophold. Den 20-årige forsvarsspiller Mikkel Lassen er hjemvendt efter et succesfuldt ophold hos 1. divisionsmandskabet Skive IK.

Den 30. august vender også Magnus Anbo tilbage til truppen, når lejeaftalen med islandske Stjarnan ophører.

 

Hvad mangler der – endnu en målmand?

AGF har sagt farvel til profiler som Bror Blume, Casper Højer Nielsen, Kevin Diks og Kamil Grabara. Og med skader på flere nøglepositioner er ønskelisten da også lang her på MTAC-redaktionen.

Med indkøbet af Jesper Hansen er der allerede nu ro på målmandsposten. Den tidligere FC Midtjylland-profil ligner et stensikkert valg i buret, når AGF indleder den nye sæson.

Mere usikkert ser det ud, når man ser på hvem, der skal dyste mod Jesper Hansen om pladsen. William Eskelinen er stadig i truppen, men svenskerens situation er uholdbar. Derfor tror vi, at Eskelinen er fortid i klubben, senest ved udgangen af denne sommers transfervindue.

Det efterlader Daniel Gadegaard Andersen som eneste gardering til Jesper Hansen. Derfor tror vi, at Stig Inge Bjørnebye ender med at hente endnu en målmand – denne gang til bredden.

 

Hvad mangler der – godt besat i midterforsvaret?

AGF-truppen tæller en del spillere, der kan gøre sig i midterforsvaret. Frederik Tingager, Sebastian Hausner, Jesper Juelsgård, Mikkel Lassen, Niklas Backman, Thomas ”TK” Kristensen og nytilkomne Lund og Bisseck.

Med så mange spillere, der kan gøre sig på de to pladser, tror vi ikke, at der kommer flere spillere ind på denne position. Hvis der ryger spillere ud, er situationen selvfølgelig anderledes.

Yann Aurel Bisseck har ikke spillet meget førsteholdsfodbold i de seneste år, og er derfor et ubeskrevet blad. Men med Backman og måske Tingager ude, ligner det at Bisseck allerede kan være en kandidat til en startplads i forårspremieren mod Brøndby IF.

 

Hvad mangler der – nye backs?

Så er der de to back-positioner. Her har AGF-holdet mistet to af deres største profiler, Casper Højer Nielsen og Kevin Diks.

Særligt Casper Højer har været en profil i Aarhus gennem flere sæsoner. Kevin Diks bankede først for alvor døren ind til Superligaen i dette forår. Men så skal vi da også love for, at hollænderen spillede sig op blandt de bedste spillere i Superligaen.

AGF har allerede to spillere i truppen, der kan være tænkt som erstatninger for de to back-profiler.

Alexander Munksgaard har længe vist, at han kan være med på AGF-holdet i toppen af ligaen. Indtil Kevin Diks for alvor brændte igennem i foråret, var der endda dødt løb mellem Munksgaard og Diks i kampen om højreback-pladsen.

Alexander Gersbach er også et bud på en intern erstatning for Højer. Udfordringen med Gersbach er dog alle de skader, der har ramt australieren. Derfor har Gersbach endnu ikke vist meget af sig selv i Aarhus. Gersbach var heller ikke at finde i truppen til den seneste træningskamp mod Hobro. Her startede Oliver Lund på venstreback.

Derfor ligner pladsen i venstre side af forsvaret, en position hvor AGF er særligt sårbare. Dette må være en af Stig Inge Bjørnebyes største prioriteter. Dog hjælper unge Mikkel Lassen også lidt til bredden her, da hans favoritposition er højrebacken, men sågar også har nuppet flere “man-of-the-match”-titler i Skive IK i denne sæson i kampe som venstre back, så han blive en afgørende breddespiller i denne sæson.

 

Hvad mangler der – er midten og kanterne stærke nok?

Længere fremme på banen er AGF stadig godt dækket ind – både centralt og på kanterne. Nicolai Poulsen, Zach Duncan, Patrick Olsen, Albert Grønbæk, Benjamin Hvidt og Frederik Brandhof skal umiddelbart kæmpe om de tre pladser centralt. Det kan dog ikke helt udelukkes, at AGF vil gå efter yderligere en forstærkning.

På kanterne var Jon Thorsteinsson og Gift Links blandt dem med mest spilletid i sidste sæson. Milan Jevtovic fik ikke vist meget i foråret, men indgår nu fuldt ud i ”pre-season”.

Søren Tengstedt er blevet sin skade kvit og scorede bl.a. to mål i den seneste træningskamp. Og med Albert Grønbæk som yderligere kandidat til kanten, er man fint dækket ind.

Men netop på kanterne så man i foråret, at AGF manglede lidt kvalitet. Den kvalitet kan både Thorsteinsson og Links sagtens udvikle sig til. Ligesom Jevtovic og Tengstedt kan besidde dén kvalitet, hvis de kommer på 100 %.

Derfor er det spændende at se, om de nuværende kantspillere får et halvt år mere til at vise kvalitet, eller om Bjørnebye henter nyt blod ude fra, allerede denne sommer.

 

Hvad mangler der – mere konkurrence til Mortensen?

En af AGF’s absolut, største profiler er Patrick Mortensen. I flere sæsoner har han vist sig som en af 3F Superligaens bedste angribere. Men nu er Mortensen skadet. Og ingen ved hvornår topscoreren er klar igen. Mortensen har trukket et kæmpe læs for holdet, hvor han har spillet stort set alle kampe – indtil han blev skadet.

Som erstatning for Mortensen har AGF kun Alexander Ammitzbøll. Og selvom Ammitzbøll har spillet flere gode kampe – mod bl.a. Brøndby og FCK, er AGF tyndt besat på denne position.

Derfor burde dette også være en position som Bjørnebye prioriterer.

 

Bud på spillere til AGF

AGF SKAL have en ny venstre back, da Alexander Gersbach er et for usikkert kort. Derudover ser vi mere Oliver Lund som breddespiller end stamspiller.

 

Bud på ny venstre back:

Riza Durmisi – Lazio:

Hele 23 A-landskampe har Riza Durmisi på CV’et. Men karrieren er gået fuldstændig i stå for den tidligere Betis og Brøndby-spiller.

Durmisi er stadig kun 27 år, og kan David Nielsen få den tidligere landsholdspiller i gang, er der stadig masser af år tilbage, samt mulighed for videresalg.

Durmisi har dog ikke spillet meget i de seneste år, ligesom han flere gange har kastet sin kærlighed på Brøndby. Derfor kan en transfer til AGF ser svær ud.

 

Marc Dal Hende – Sønderjyske:

En spiller der ville kunne træde ind på holdet fra dag ét. Dal Hende har masser af rutine og som type, passer han godt ind i AGF. Han er bl.a. kendt for sin fight.

Der er en del uro i SønderjyskE, hvor Glen Riddersholm bl.a. er blevet fyret. Derfor kan Dal Hende muligvis lokkes væk.

 

Nicolas Dyhr – FC Midtjylland:

Et ungt stortalent, der ikke umiddelbart har udsigt til spilletid i Herning. I vinter var der, i følge vores kilder, lidt dialog mellem Dyhr og AGF. Derfor er det ikke usandsynligt, at AGF har Dyhr i kikkerten denne sommer.

 

Michael Lumb – Brøndby IF:

33-årige Lumb ville være en kortsigtet løsning. Men den tidligere AGF-spiller og Aarhus-dreng har haft et meget sløjt ophold hos rivalerne fra Brøndby IF. Derfor virker et sommerskifte ikke usandsynligt. Lumb kender ligaen og han har masser af rutine. Er han i form og klar til at spile, kan Lumb være et bud på en midlertidig løsning.

 

 

AGF SKAL også have en ny angriber. En spiller der skal kunne konkurrere med Mortensen og Ammitzbøll. Og en spiller der helst skal kunne erstatte Mortensen, hvis skaden enten varer ved i længere tid, eller ved et evt. salg af profilen.

 

Bud på ny angriber:

Sebastian Grønning – Viborg FF:

Sidste sæsons topscorer i 1. division. Han scorede hele 23 mål i landets næstbedste række i den seneste sæson, og flere af målene var yderst spektakulære. Grønning står til at spille Superliga-fodbold med Viborg FF i denne sæson, hvilket gør et køb af angriberen mere kompliceret.

Grønning har dog fortalt til andre medier, at der er interesse for ham. Det kunne godt være fra AGF.

 

Jens Odgaard – Sassuolo:

En ung, talentfuld angriber, der i Danmark har spillet 1. divisions fodbold for Lyngby. Efter skiftet til udlandet, har han været udlejet til forskellige klubber. Han har også spillet flere gode kampe for det danske u21-landshold.

Hvis Odgaard har brug for stabilitet under hjemlige himmelstrøg, kan AGF helt sikkert være en mulighed. Odgaard har klubber som Inter og Heerenveen på CV’et.

 

Kenneth Zohore – West Bromwich:

For mere end 11 år siden debuterede Kenneth Zohore i Superligaen. Dengang var han 16 år gammel. Siden da har han levet en lidt rodet tilværelse, der har bragt ham forbi en del forskellige klubber. Skader har bl.a. gjort at karrieren ikke har været så stabil.

Kan AGF få ham bygget op igen, kan der hentes en 27-årig spiller med stor erfaring, der har vist sig frem i både Superliga og udlandet.

 

Ronnie Schwartz – Charlton:

Tidligere Superliga-topscorer, der har bevist sig i et hav af klubber. Schwartz har slet ikke slået igennem i Charlton, og kan være på vej videre.

Schwartz fylder 32 år til august, og kan være på et stadie af karrieren hvor han søger tilbage til Danmark. Han kan give konkurrence til Mortensen og Ammitzbøll og han kan bidrage med noget helt andet, end de to nuværende angribere i truppen.

 

Andre positioner der kan forstærkes: Højreback, central midt og kanterne.

 

Bud på eventuelle forstærkninger:

Karlo Bartolec – F.C. København:

Den 26-årige højreback er aldrig blevet ligeså succesfuld i F.C. København, som han var i FC Nordsjælland.

Kroaten har fået besked om, at han ikke indgår i københavnernes planer for den kommende sæson. Ønsker man mere konkurrence til Munksgaard, kunne Bartolec være et bud.

 

Rezan Corlu – Brøndby IF:

Corlu er en kreativ midtbanespiller, der tidligere har spillet med stor succes i Lyngby, hvor han i 27 Superligakampe bidrog med 8 mål og 8 oplæg. Den seneste sæson i Brøndby, bød ikke på meget spilletid for Corlu, der stadig har to år tilbage af sin kontrakt.

 

Nicolaj Thomsen – F.C. København:

Ligesom Bartolec, har Thomsen heller ikke for alvor slået til i hovedstaden. Og ligesom Bartolec er Nicolaj Thomsen ikke en del af planerne i FCK i den nye sæson. Thomsen har tidligere spillet i AaB inden han skiftede til udlandet og senere F.C. København.

28-årige Thomsen har én A-landskamp på CV’et.

 

Mustapha Bundu – Anderlecht:

En spiller som vi alle kender. Bundu har ikke haft det nemt, siden han forlod Aarhus. Hverken i Anderlecht eller i FCK.

Skal Bundu allerede videre igen, kan en tilbagevenden til de trygge rammer i Aarhus, måske komme på tale. Han er en anden type end de nuværende kantspillere.

 

Mikael Anderson – FC Midtjylland:

Der har været mange rygter om AGF og Mikael Anderson. I den seneste udgave af vores podcast, kunne Daniel Ortved da også fortælle, at der i vinter havde været samtaler mellem de to lejre.

I slutningen af forårssæsonen var Anderson også en tur på Ceres Park til en AGF-kamp. Dette gjorde rygterne brandvarme igen.

 

Deltag gerne i debatten herunder…

Kom gerne med jeres bud på hvor AGF mangler at forstærke sig – hvilke positioner er vigtigst?

Kom gerne med konkrete bud på spillere, som I håber Stig Inge Bjørnebye henter til klubben.

 

Få notifikation
Notifikation ved
5 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
Gaflen
1 år siden

Durmizi kunne i den grad være spændende- jeg tror godt David, stabilitet samt tryghed kunne gøre underværker for Riza. Lad den gå hjem

Thomas K
1 år siden

Riza Durmisi ville være et scoop af den anden verden. Tvivler dog på, at hans løn kan løses. Derudover tror jeg Birger Melling og Andreas Poulsen kunne være bud. Anderson og Bundu ser jeg også gerne i AGF. Odgaard virker også umulig, at få fingre i. Ligeledes virker det ‘vanvittigt’ at forlænge med Ammitzbøll hvis man ikke mener, at han kan løse opgaven som backup (så kunne man ligeså godt have sparet de penge).

starks
1 år siden

Riza Durmisi ville være et klasse indkøb. Et alternativ kunne være sydafrikanske Sibusiso Mabiliso. Hvis man vil have en mere offensiv højreback kunne Rasmus Carstensen være en mulighed. På kanten kunne en gammel kending af Bjørnebye, Rafik Zekhnini være vildt. Alternativt en Magnus Warming. Mikael Andersson kunne være en mulighed centralt, men jeg tror han bliver i Midtjylland. I front bliver det svært da et nyindkøb vil skulle starte på bænken, med mindre man hiver en stjerne spiller op af hatten.

BorisG
1 år siden
Reply to  starks

Det ser da netop ikke ud til at et nyindkøb i front, vil skulle starte på bænken, da forlydenderne tyder på, at PM ikke bliver klar til starten af sæsonen!

Simon G
1 år siden

For vinduet imø skal kunne godkendes mangler vi fortsat 1 vb, 2 kanter med fart og mål og muligvis også 1 8’er, der spiller fremad. Af navne kunne jeg bl.a. godt tænke mig Carlo Holse til kant Mads Valentin, Jonas Knudsen, Jacob Barrett eller Fredrik Björkan til vb