Træningsrapport d. 23/6: Afslappet stemning inden HIK-kampen

2

Solskin fra en næsten skyfri himmel og en superlækker græsplæne var hvad der ventede AGF-spillerne, der efter nogle dages ferie kom trissende ud af klubhuset på Fredensvang en efter en. Forårssæsonens sidste træningspas skulle i dag overstås, og det var da tydeligvis også en flok glade AGFere, der gik i gang med deres sædvanlige småspil, inden Ove Pedersen som sidste mand entrerede banen kl. 10.

Efter et lille møde midt på banen, hvor spillerne utålmodigt trippede efter at få rørt bolden for første gang i en lille uges tid, førte Jesper Tollefsen truppen igennem den obligatoriske opvarmning. Der blev ivrigt snakket og pjattet indbyrdes, og man fornemmer ganske tydeligt, at lettelsen hos spillerne er stor efter oprykningen blev slået fast i sidste weekend i Kolding. Presset er for en stund væk fra AGFerne, og det nyder de tydeligvis i fulde drag.

Herefter blev holdet inddelt i to grupper, som skulle igennem en række pasningsøvelser. De 5 dages ferie har øjensynligt haft en mindre effekt på spillernes boldføling og indstilling, men trænerteamet vedblev stædigt øvelsen, indtil der kom mere seriøsitet og glid i kombinationerne. Og herfra lignede det atter det AGF-hold, der normalvis altid giver sig 100 % på træningsbanen.

Humøret kunne der dog ikke pilles ved hos spillerne, der efterfølgende gik sammen to og to, for at øve afleveringer og tæmninger. Svenne Poulsen, der altid er god for lidt sjov på træningsbanen, måtte således en tur i græsset, efter en mislykket brysttæmning, hvor bolden ramte midtbanespillerne lige i ansigtet i stedet for på brystkassen. Der var en meget løssluppen stemning blandt spillerne, og trænerteamet, der nok ellers ville have skredet ind, lod spillerne hygge sig igennem dette forårs sidste træningspas.

Mens spillerne i et yderst mageligt tempo gennemgik de forskellige øvelser inde på banen, dukkede de 4 skadede spillere op: Peter Foldgast, Thomas Hansen, Niels Kristensen og Olof Persson. Efter disse lige kort fik hilst på de resterende spillere, begyndte de på diverse genoptræningsøvelser sammen med Casper Bugge. Positivt var det at se Olof Persson, der nu har skiftet kondiskoene ud med fodboldstøvler, og indimellem ikke kunne dy sig for at jonglere lidt med en bold. Der er tydeligvis fremgang at spore hos den svenske forsvarsgeneral.

Hele truppen blev dernæst delt ind i tre hold, hvor to af disse spillede kamp mod hinanden med Ove Pedersen som hård men retfærdig dommer, mens det overskydende hold trænede indlæg og afslutninger med Jesper Tollefsen. Enkelte spillere, deriblandt Peter Graulund og momentvis også Peter Sand, viste stor træfsikkerhed foran målet, men de fleste åbenbart ikke har lært det der med at læne kroppen indover bolden når man sparker. Således endte mange vildfarne skud i træerne, på parkeringspladsen og alle mulige andre steder end i nettet.

Efter dette var der dømt fyraften for spillerne, der samlede sig i skyggen af de høje træer, og ivrigt diskuterede morgendagens kamp. For de få fremmødte tilskuere var der således kun tilbage at overvære Jeremiah White og Michael Lumbs desperate forsøg på at få en bold ned fra et træ “” de måtte dog til sidst give op. Og da faretruende mørke skyer efterhånden trak sig sammen over Fredensvang, indikerede dette, at denne sæsons sidste træningspas efter godt og vel 5 kvarter var slut.

Dermed venter der blot morgendagens hjemmekamp mod HIK inden en hård sæson er ovre. Og i morgen er det med stor garanti en flok spillere med en del mere motivation, end det var tilfældet i formiddagens træningspas, hvor feriestemningen havde ramt spillerne i høj grad. Men mon ikke Ove Pedersen og co. godt kan se igennem fingre med dette, hvis spillerne leverer en god afslutning foran et næsten udsolgt NRGi Park i morgen.

Få notifikation
Notifikation ved
2 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
Den fede maler
15 år siden

Godt med en træningsrapport [cheers] Glæder mig til imorgen :k:k:k:k

GGRAHN
15 år siden

Altid dejligt med en træningsrapport, det ser jo lovende ud, så mangler vi bare et fuldhus i morgen og en kæmpe fest efter kampen, det blir for [b][u]vildt..[/u][/b]