Tilbage til håbløsheden? AGF banket på plads af Randers

3
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Randers vandt en overbevisende 0-2 sejr over Århus på Ceres Park.
Det blev endnu et skuffende resultat i Århus. Ovenpå pokalfiaskoen mod Næstved havde vi i den grad brug for en succesoplevelse, det blev ikke idag, og dermed må vi igen sigte langt efter en Top 6-placering.

Det lå ellers i kortene, at AGF ville tage det længste strå i aftenens Derby. Randers har været skidt kørende og et lokalopgør på eget græs måtte kunne sætte fut i GF-spillerne, men det var som om vi aldrig rigtig bed fra os.

De første 30 minutter var en langgaber, dernæst kom der to mål ud af ingenting fra Stokke og Bager, der på mystisk vis lige pludselig blussede op i Superligaen. Det var som om, at Randers-spillerne var i stødet, mens AGF snorksov i det defensive.

Hvor bliver tændingen af?

Anden halvleg var en smal forbedring på den sløje første halvleg. Det hang nok sammen med, at Randers var udemærket tilfredse med deres tomåls-føring og derfor placerede sig længere nede på banen. Selvom vi fik mere plads blev vi aldrig helt farlige, og det er et kæmpe problem.

Sana mangler motivation. Trøjen forblev kridhvid hele kampen igennem, han kæmper simpelthen ikke nok for holdet.

Et par halvforkølede forsøg fra Bundu efter hans indhop og en del misforståelser mellem Sana og medspillerne. Der er ufatteligt lidt at skrive hjem om, ingen gejst, ingen chancer, ingen tænding.

Det solide defensive fundament vi havde tidligere på sæsonen er forsvundet. Der mangler lederskab i bagkæden og kynisme i angrebet. Vi spiller uden kreativitet og motivation, en klassisk GF-manøvre når det går dårligt.

Det varsler sorte tider i AGF, men det er jo ikke første gang, og nok heller ikke sidste gang. Som AGF-fan bliver man ekspert i at være i dårligt humør. Det ligger i klubbens DNA og kultur, sådan er det bare. Men vi bliver ved til den bitre ende, selvom det føles som om man er nået dertil.

Sæsonen er langt fra ovre. Hverken PC, Hr. Nielsen eller David Nielsen er populære. Men vi skal huske på, at fundamentet er godt. Toutouh kan blive giftig, Stage er vores de næste par år, Whalley skal have tid (ligesom Jova fik). Den defensive organisation skal på plads igen, det må være førsteprioritet, og så tager vi den derfra. Ligesom vi altid har gjort.

Vores opråb er at give snor til David Nielsen. Det er for tidligt at fyre (igen), og alle hold kan rende ind i sølle perioder. Men vi skal snart ud af hullet, ellers går det galt. Giv det tid, og bed for at David får vendt skuden, for det kan godt lade sig gøre.

AGF er nu på 9. pladsen med 18 points, næste kamp er mod Brøndby på udebane den 9. november.

Få notifikation
Notifikation ved
3 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
Leba
5 år siden

Alene det overhovedet at bringe emnet “trænerfyring” i spil (omend det er et opråb om at give tid) er gakkelak. Det spørgsmål skal overhovedet ikke bringes på bane!!!!

Frejensvang
5 år siden

Sana må en tur på bænken. Der er ikke råd til sådan en luksusspiller i de kampe, hvor der skal kæmpes. Amini var også stinkende ringe. Sæsonens absolut dårligste indsats af holdet!
Hvad lærte DN egentlig af pokalexiten, når han nu tog fiaskoen på sin kappe?

Groggster
5 år siden

For tidligt at fyre David Nielsen??
David Nielsen skal satme ikke fyres under nogen omstændigheder! At tænke i de baner er sgu useriøst, også selvom det er en opfordring til tålmodighed.