Takeaway fra Ceres Park

0

Af Lukas Voergaard Jepsen

Det var til tider virkelig godt. Måske var AGF endda det bedste hold over hele kampen, men det endte i en flad fornemmelse

 

God kamp. Skidt resultat.

Det var en rigtig øv-kamp. Eller måske rettere et øv-resultat. Det var en af den slags kampe, hvor man som fan bagefter sidder og tænker ”hvorfor tabte vi?”.

Det samme gjorde sig tilsyneladende gældende i truppen. Den efterhånden obligatoriske post-matchinterviews-duo af først Patrick Mortensen, og senere David Nielsen, udtalte sig begge med ærgelse i stemmen om et skidt resultat, i en ellers god kamp

Ifølge kampens eneste GF-målskytte, Patrick Mortensen, havde udeholdet marginalerne med sig, og David Nielsen kunne stemme i, med ros til gæsterne for deres store effektivitet.

Men for fjerde kamp, ud af de ni spillede, lykkedes det kun De Hviie at få to afslutninger inden for rammen, hvor Midtjylland formåede fem.

Så er det meget muligt, at midtjyderne ikke var uheldige med deres scoringer. Både målet til 1-0, hvor der efter Grabara´s flotte første redning er et øjebliks panik, bare så bolden kan lande for fødderne af Frank Onyeka, og 2-0, hvor Sory Kaba får sendt en ellers ikke særlig kraftfuld afslutning afsted, der sniger sig mellem den polske målmands ben.

Men pointen er, jovist, Midtjylland var kyniske, men de gav sig selv muligheden for at være det. AGF kunne have været nok så kyniske, men sat lidt firkantet op, skal man jo ramme målet før kynisme overhovedet kan komme på tale.

Hvis man så kun rammer målet to gange i løbet af en kamp, selv med al den effektivitet og kynisme man kunne drømme om, kan man max score to mål.

At dette er en firkantet måde at sætte situationen op på, er jeg ganske klar over, men to skud på mål i fire ud af ni kampe, må betragtes som en bekymrende tendens.

Tænker man lidt videre, melder spørgsmålet sig om hvorfor GF ikke skaber flere chancer sig?

 

Mangel på trusler

Der er så vidt, jeg kan se to hovedårsager til, at Patrick Mortensen har været så suveræn en målscore, specielt i år, hvor Mortensen nu er delt Superliga topscorer, med 6 kasser.

Nummer et; Patrick Mortensen er en fantastisk dygtig angriber, med en målnæse og erfaring der kun kan matches af en lille håndfuld spillere i Superligaen. Han er kløgtig med sine sene løb i feltet, han har overblik, når han finder sine holdkammerater i opspillet, og han er kølig når det skal afsluttes. Overordnet set, en angriber af en kvalitet og spilforståelse AGF ikke har haft i lang tid.

Nummer to: ALT hvad der foregår offensivt synes at skulle gå igennem GF´s fyrtårn af en angriber. Med den type spiller Mortensen er, er det klart at man bruger ham som opspilsstation, og bombarderer boksen med indlæg, han kan angribe, MEN – Det virker altså som om, at Mortensen skal være sidste, næstsidste, tredje eller fjerdesidste fod på, hvis der skal skabes en ordentlig chance.

Der er ikke mange, specielt ikke jeg selv, der betvivler David Nielsens måde at sætte et hold op, og spille fodbold på, men efter de føromtalte fire kampe med kun to skud på mål, savner jeg nogle flere deciderede måltrusler på holdet.

Vi hører gang på gang modstanderhold rose Mortensen, og fortælle os, at han er svær at lukke ned. Det er uden tvivl rigtigt, men lykkedes det først, ja så er der altså problemer i Århus.

Der er til tider simpelthen få for spillere, der udover at assistere, selv kan være en direkte trussel mod målet. Specielt spillere som Albert Grønbæk og Gift Links. Nu kunne det umiddelbart lyde som en kritik af de to, det er det dog bestemt ikke. Det er begge spillere, der arbejder stenhårdt for holdet, og gør som de får besked på.

Men i visse kampe, hvor forsvaret er ekstremt opmærksomme på Mortensen, eller bare generelt står lidt dybt, ville det virkelig kunne rykke på den defensive organisation, hvis vores kantspillere var mere udfordrende i en-mod-en situationer, og opsøgte disse.

På trods af, at det langt fra altid lykkedes for Ankersen og Bundu sidste sæson, når de udfordrede, skabte det som regel bare en anelse forvirring i modstanderens forsvar. Og sådan går det når man udfordrer, det skaber ubalance. Både Links og Grønbæk har en virkelig god fart, specielt på de første meter. De har hurtige fødder, og en teknik der på en god dag kan sætte de fleste Superliga forsvarsspillere på halen. Det kunne også være midtbanespillerne der skubber længere frem, eller holder i bolden lige præcis lang nok tid, til at hive modstandere til sig, før man så aflevere videre.

Det er en slidt fodboldkliché, men AGF har brug for flere spillere der agerer, fremfor at reagere rent offensivt. Om ikke andet, skal modstanderen have nogle flere bekymringer når GF angriber, men vi ikke alene med denne analyse, da David også indrømmede, at kanternes en-mod-en styker har manglet, da vi talte med ham i torsdags.

 

Bagkæden – Hvem, hvad og hvordan?

Bagkæden har i den grad været udfordret af skader og karantæner i denne endnu unge sæson. Er der et sted på banen, man gerne vil have stabilitet, så er det i bagerste geled. Og GF´s defensive statistikker ser, alt taget i betragtning, faktisk glimrende ud. På trods af en nedadgående formkurve, er De Hvii´e stadig på en delt andenplads i 3F Superligaen, når det kommer til at lukke færrest mål ind – Virkelig godt!

Så det er altså ikke forsvaret, der halter. Derfor kunne det også være interessant at se på den måde forsvaret indgår i det offensive på.

Vi har i AGF nogle ekstremt dygtige backs, men med forskellige styrker og kvaliteter.

Kevin Diks, der har spillet meget det sidste par uger, er en fremragende højreback, men hvis man beslutter sig for at ville spille på overlap og smide indlæg ind, så er Munksgaard altså mere værd end lejesvenden fra Fiorentina. Munksgaards indlæg er slået med meget mere appel.

Diks er en helt anden type back end Munksgaard. Han er hurtigere i sprint, hurtigere på fødderne, og han er teknisk også virkelig dygtig. Men når han spiller, kunne det være interessant at se ham søge mere ind i banen, for han ville nemlig kunne udfordre i en-mod-en. Ikke nødvendigvis gå forbi folk, men hvert fald udfordrer med hans fart.

Så hvis Diks søger ind i banen, ville det trække modstanderens kant eller backspiller ind i banen, og hvis en spiller som Links ligger i samme side som Diks, ville han få masser af plads til at bruge sin fart. Og hvis han absolut skal slå indlæg, så skal han til baglinjen og lave cutbacks i stedet. De høje indlæg har overordnet set ikke fungeret for ham endnu.

På den anden side har GF en back, der er fænomenal til at slå indlæg. Casper Højer sparker til en fodbold som få andre, og han skal selvfølgelig med frem, hver eneste gang muligheden er der.

Hvis begge backs så står op omkring modstanderens felt når GF taber bolden, har modstanderen selvfølgelig mulighed for kontra, men med det høje- og aggressive pres holdet gerne vil køre, og gjorde rigtig godt i perioder mod FCM, kunne det til tider ligefrem være en fordel at have backs, der med det samme er klar til det aggressive pres.

Fanden males dog bestemt ikke på væggen herfra. David Nielsen forklarede allerede i starten af sæsonen, at man nu i klubben ville spille mere offensivt og chanceskabende fodbold, og det er jo også til tider lykkes virkelig godt.

At der så kommer indimellem kommer svære tider, når man forsøger nye ting, kan ikke være en overraskelse – Men det er nu konceptet skal til at bankes på plads.

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments