Take-aways fra AaB

0

Af Lukas Voergaard Jepsen

En vaskeægte Superligakamp udspillede sig, søndag eftermiddag i Ålborg. Intense nærkampe, intet mindre end 39 frispark og to hold der i store dele af kampen havde svært ved at skabe chancer.

AGF’s udebanekampe har indtil videre i denne sæson været en blandet fornøjelse. To gange 1-1 under forskellige omstændigheder, men tilfældes for de to resultater er dog, at ingen af kampene har været særligt ophidsende for GF-fans.

 

Opspilsproblemer

David Nielsen har indtil videre formået at sætte sit mandskab rigtigt op, og de udvalgte spillere er i mere eller mindre grad lykkedes med at udføre deres opgaver. Denne søndag blev sæsonens første kamp, hvor De Hviie i store dele af kampen virkede idéforladte. De høje bolde op på Patrick Mortensen, vi ellers har set virke til perfektion i store dele af alle hidtil spillede kampe, var ikke svaret.

AaB er meget dygtige i deres presspil, og GF virkede fra starten tynget af det. Gang på gang måtte Kamil Grabara spænde lårmusklerne, og hamre bolde frem til en spidsangriber, der blev pakket godt ind af stærke AaB centerbacks. Selvom dette ofte har været den foretrukne taktik, og også i dag virkede planlagt, synes der til tider at være en smule panik over opspillet, særligt i første halvleg.

Om det var spillerne der blev stressede ved synet af den fremadstormende hær af bolsjestriber, eller om trænerteamet fra starten havde taget en bevist og meget konsekvent beslutning om ikke at spille op, er svært at sige. I alt fald virkede Århusianerne meget bange for potentielt at give bolden væk under opspil.

Man kan selvfølgelig heller ikke ignorere, at spillet, og kampen, aldrig rigtig fandt sin rytme. I en kamp der udvikler sig til at være så fysisk og intens, bliver det ofte svært at udføre den lagte game-plan. Specielt hvis modstanderen presser højt, og indbyder til intense dueller.

 

Beskidt bur

Fire kampe inde i sæsonen (seks hvis man tæller Europa League med) og det er stadig ikke lykkedes at holde buret rent. Det er i sig selv ikke nok til at jeg personligt ringer panik-klokkerne, men man sidder alligevel tilbage med en følelse af, at AGF har mistet et eller andet i bagkæden.

Koldt vand i blodet. En mere eller mindre konstant varierende bagkædesammensætning vil unægteligt til tider koste mål.

I søndagens kamp, mødte GF også for første gang i sæsonen en 3-5-2, en taktik der er notorisk kendt for at kunne gøre ondt på 4-3-3 som jo er den foretrukne GF-opstilling. Der bliver som oftest plads til de to wingbacks, og dette nød AaB også til tider godt af. De tre spillere på den Århusianske midtbane kommer ikke så ofte helt ud på kanten, hvorfor AaB også fandt rum til at spille i, det var dog sjældent de for alvor blev farlige som konsekvens af det.

Generelt må den defensive indsats mod AaB siges at være godkendt. Det lykkedes for GF at holde modstanderen til bare fire målforsøg, hvor kun et af dem ramte målet. At dette skud så går ind, er selvfølgelig en anelse frustrerende.

For at sætte det hele lidt i perspektiv. Det at AGF tager til Ålborg, med en meget skadesplaget/karantæneramt trup, og kun tillader fire skud, et mål, havde jo for en lille håndfuld år siden lydt rigtigt godt. Det kunne måske være en anelse bedre, men AGF-fans ved om nogen, at det bestemt kunne være meget, meget værre.

 

Ny kamp, ny keeper

Han har ikke spillet en rigtig fodboldkamp i lange tider, og selv for en målmand, kan det ikke bare skydes til siden. Kamil Grabara, den hjemvendte keeper-helt, er nu på plads i buret igen, og kan forhåbentligt hjælpe med at få organiseret forsvaret, og ikke mindst give noget ro i bagkæden. Den polske keeper havde ikke meget at se til, men alligevel er der et par punkter fra hans kamp at bide mærke i.

En mere fysisk keeper end Eskelinen, og håbet er nu, at GF ikke vil være så sårbare på indlæg og dødbolde som tidligere. Vidste man ikke bedre, skulle man tro AaB havde glemt at læse GFs holdkort, for de slog ufortrødent det ene indlæg tæt ind under mål efter det andet. Grabara virkede ikke altid lige sikker i sine indgreb, og specielt i et par situationer så han en anelse rusten ud.

Selvfølgelig kommer topform ikke af sig selv, og kræver som regel en del kampe at finde, også for målmænd. Og selvom Grabara har udtalt at han er helt klar, og ikke er bange for at kaste sig for fødderne af en angriber, virkede han til tider en anelse tøvende.

AGF har uden tvivl fået en rigtig dygtig målmand på leje, fra ingen ringere end Liverpool, men at tro at Grabara er svaret på alle GFs defensive bønner, synes i øjeblikket en anelse naivt.

 

Er I enige med vores tre nedslag? Eller synes I andre ting skulle fremhæves?

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments