Stephan P: Vil give den en ekstra skalle i Superligaen

2

Efter en sæson i landets næstbedste fodboldrække er AGF i det fine selskab. Og netop derfor glæder Stephan Petersen sig til at komme i gang med opstarten, hvor holdet skal forbedre sig til sæsonstarten om små tre uger.

“Vi har endnu mere at glæde os til. At vi skal op at spille i Superligaen igen, betyder for mit vedkommende, at jeg nok vil give den en ekstra skalle. Jeg glæder mig til at vise mig frem på et højere niveau. 1. division var fin nok, men det er bare ikke det samme som Superligaen,” siger Stephan Petersen til agffodbold.dk og tilføjer:

“Alt er bare større. Der er flere tilskuere, og man spiller mod bedre spillere. Det betyder, at man selv skal være bedre. Man skal hele tiden være på toppen, både fysisk og rent mentalt. Og det er det, vi som fodboldspillere lever for og får vores løn for”.

Stephan Petersen brugte store dele af sin ferie på afslapning hjemme hos familien, men sørgede for at holde formen ved lige.

“Jeg har holdt mig rigtig godt i gang i sommerferien, for der er ikke lang tid til første kamp, og jeg ved, at det bliver et vigtigt år for mig selv og for klubben. Vi skal bare derudaf,” siger kantspilleren.

AGF indleder sæson mandag d. 18. juni hjemme mod Lyngby.

Få notifikation
Notifikation ved
2 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
Steen6372
12 år siden

Mærkelig udtalelse, synes jeg. Vil det sige at han har været bevidst om at han kun gav 80-90% i den forgangne sæson?

Samtidig med at han selv udtaler: Man skal hele tiden være på toppen, både fysisk og rent mentalt. Og det er det, vi som fodboldspillere lever for og får vores løn for.

Vil gætte på at han bare får udtrykt sig forkert, og blot vil fortælle at han glæder sig til den kommende sæson. Det er vi jo mange der gør.

Allan Nielsen
12 år siden

Klubbens bedste spiller efter min mening. Jeg kan godt forstå at det må være svært at motivere sig i 1 division, men jeg glæder mig over at han stadigvæk er i klubben, da alle klubber i superligaen må kunne bruge hans kvaliteter.