Status på transfervinduet – hvad sker der i AGF?

2

Transfervinduet er i fuld gang. Men der har endnu ikke været den store aktivitet i AGF. Hvad er der sket indtil nu og hvad skal der ske i resten af vinduet?

En vigtig kontraktforlængelse med cheftræner David Nielsen er det hidtidige højdepunkt for AGF denne vinter. Derudover har Daniel Thøgersen byttet sit lejeophold i Næstved ud, med et lejeophold i Kolding IF. Youssef Toutouh har fået ophævet sin kontrakt og Nimo Gribenco har fået løbepas. 

Mustafa Amini og Jakob Ankersen står begge med kontraktudløb til sommer, og må derfor frit snakke med nye klubber.

Særligt har der gået rygter om, at Mustafa Amini har sagt nej til en forlængelse. FC Midtjylland har bl.a. været nævnt som ny klub for australieren.

Ny målmand?

Denne vinter er lejeaftalen med Aleksandar Jovanovic også udløbet. Jovanovic har selv sagt farvel til klubben, via sin Instagram-konto.

Det betyder at AGF står tilbage med William Eskelinen, Kasper T. Kristensen og u-19 målmand Daniel Gadegaard Andersen. 

Her ligner William Eskelinen et sikkert første valg. Men bør der hentes en ny og mere rutineret målmand, til at skærpe konkurrencen? 

Der har ikke umiddelbart været rygter om noget, men med to meget unge målmænd, kan det være en position hvor der bliver hentet en ny mand til.

Er forsvaret på plads?

David Nielsen har brugt Casper Højer Nielsen og Alexander Munksgaard i alle 20 Superligakampe i efteråret. 

De ligner to meget sikre spillere på holdkortet. Der er desuden sørget for optimal konkurrence til de to, i form af Alex Gersbach og Kevin Diks.

Skulle lejesvenden Kevin Diks ramme topformen, kan det være at Munksgaard skal frygte for sin plads i løbet af foråret. 

Men med mindre et salg af enten Højer eller Munksgaard skulle forekomme, ville det være en stor overraskelse hvis der hentes nye spillere til disse positioner.

I det centrale forsvar er styrmanden Niklas Backman tilbage ved fuld styrke. På pladsen ved siden af kaptajnen har Frederik Tingager vist sig, som en stærk konkurrent. I løbet af efteråret bød også den unge stopper Sebastian Hausner sig til i duellen om, at være makker til Backman. 

Og med Jesper Juelsgård som reserve, ligner det heller ikke at der skal skiftes ud på denne position.

Skal Amini erstattes?

Mustafa Amini har udviklet sig til en stor profil i sin AGF-tid, og han kan blive svær at erstatte. 

I flere medier er den australske u-23 landsholdspiller Keanu Baccus, fra Western Sydney Wanderers, været nævnt som en mulig AGF-tilgang. 

I løbet af efteråret var den unge Silkeborg spiller Mads Emil Madsen også rygtet til AGF. 

Noget tyder altså på, at AGF er på udkig efter en ny central midtbanespiller. I den nuværende spillertrup er der også unge spillere som Benjamin Hvidt og Zach Duncan, der kan komme i spil som afløser for Amini. 

Nikolai Poulsen og Bror Blume ligner de to sikre valg på midten, men hvem der starter på “Aminis plads” er stadig åbent. Indtil videre er den tidligere Dortmund-spiller dog stadig en del af AGF-truppen. 

Hvad med Ankersen og Bundu?

Jakob Ankersen har ligeledes kontraktudløb til sommer. I løbet af efteråret har Ankersen flere gange været henvist til bænken – særligt på bekostning af Jon Thorsteinsson, som har spillet flere flotte kampe. 

Ankersen har i medierne fortalt, at bolden lige nu ligger hos AGF, i forhold til en ny kontrakt. 

Med Lunding på vej tilbage fra skade, Gift Links som et ubeskrevet blad og Jon Thorsteinsson med flere flotte efterårs præstationer, kunne det godt ligne et snarligt farvel til 29-årige Ankersen.

En af efterårets store fornøjelser Mustapha Bundu, er et oplagt salgsemne. Flere medier fortæller om interesse for Bundu og i efteråret lød det, at AGF krævede omkring 37 mio. for Bundu. Hvis man modtager sådan et bud, kan det ende med et rekordsalg for klubben. 

Mister man både Bundu og Ankersen, vil man komme til at se skrøbelige ud på kanterne og man vil miste en masse fart og kreativitet. 

Med meldingerne om interesse for Hobros Emmanuel Sabbi, blev der pustet til rygterne om, at AGF søger en ny kantspiller. 

Sabbi endte dog med, at skifte til 3F Superliga-konkurrenterne OB.

Helenius, Mortensen og Ammitzbøll

På angrebspositionen huserer Patrick Mortensen der har leveret 8 mål i 19 efterårskampe. Til at udfordrer Mortensen hentede AGF i sommer Nicklas Helenius. Helenius har døjet med skader, som har gjort at han ikke har været i topform.

Det er to rutinerede angribere, som man har til én plads. Derudover har man unge Alexander Ammitzbøll, som selv har åbnet op for en mulig udlejning. 

Patrick Mortensen er udsat for meget debat blandt AGF-fansene, men de tørre tal viser, at han har bidraget med 17 mål i 31 Superligakampe, siden skiftet til AGF for ét år siden. Og med Helenius og en ung spiller som reserve, er det ikke det mest oplagte sted at investere i noget nyt lige nu.

Hvad skal der så ske?

Det ligner et meget stille transfervindue for “De hviie”. Hvis der kommer store bud på nogle af holdets profiler, som f.eks. Mustapha Bundu, kan det blive svært at afslå. I så fald skal der hentes en erstatning.

Ellers tyder meget på, at AGF satser på kontinuitet og at man håber på, at kunne holde truppen intakt frem mod forårets vigtige kampe om en plads i top-6.

Kom gerne med din mening om transfervinduet og deltag i debatten herunder.

Få notifikation
Notifikation ved
2 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
Di Stefano
4 år siden

Et par bud kunne være, at både Musti og Ankersen ryger nu eller til sommer. Tror Bundu spiller sæsonen færdig og Diks får en del kampe i foråret. Tror der hentes en ny midtbane nu. Kunne blive Baccus.

starks
4 år siden

Jeg håber at transfervinduet bliver stille og roligt. Vi har brug for kontinuitet. Istedet skal man være klar på sommerens transfervindue hvor vi kan miste Amini, Bundu og Ankersen.