Solen skinnede over Ceres Park – AGF sikrer overlevelse i Superligaen

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Det er ikke mange dage siden AGF var på besøg i Haderslev. Nu var rollerne byttet om, men udfaldet det samme, et velspillende AGF-mandskab på pointshøst mod Riddersholm og co.

Der var stor rotation i dagens opstilling, hvor særligt de offensive pladser havde fået en rystetur. Ammitzbøll på toppen, Toutouh på kanten en Benjamin Hvidt på midten og Magnus Anbo på backen.

Selvom opstillingen var alternativ så kom AGF godt ud til kampen. Dominerende og boldbesiddende kunne AGF spille sig tættere og tættere på mål. Forløsningen kom efter 17 minutter, hvor Casper Højers altafgørende venstreben snød SønderjyskE-forsvaret på en sublimt dødbold. 1-0 til AGF.

Og bedst som man havde fundet sig rette i idéen om, at Glen Riddersholm stod og kiggede taktikbøgerne igennem for et modsvar, så kom det ud af det blå. En nedfaldsbold til Christian Jakobsen resulterede i et tørt hug uden chance for Kamil Grabara.

AGF gav i perioder SønderjyskE lov til at etablere det offensive kavaleri på egen og AGF’s banehalvdel. Da kampen havde passeret den første halve time fik kampen lov at sætte sig lidt. Det blev aldrig helt farligt i begge ender udover et par fine forsøg fra begge mandskaber, og så kunne AGF gå til pause halvtilfreds.

Første halvleg højdepunkt skal lige nævnes, da David Nielsen vendte sig mod modstanderens tekniske felt og råbte: “HOLD KÆFT GLEN!”

2. halvleg – sen scoring sikrede overlevelse

SønderjyskE startede bedst efter pausen, hvor AGF hang i bremsen. Først var det Frederik Tingager der var tæt på at koste et mål, og kort efter var der lidt smørhænder hos Grabara, der nær havde kostet en farlig returbold til SønderjyskE.

Jens Stage var her der og alle vegne, og det var også hans fortjeneste at SønderjyskE ikke kom foran i starten af 2. halvleg. Stage lever op til anførerrollen og giver virkelig alt af sig selv, fornøjelse at være vidne til.

AGF manglede overtal på midten og i det offensive. Efter 15 minutter af 2. halvleg stod der nemlig SønderjyskE på det meste. Guira satte sig ikke ordenligt igennem og Ammitzbøll manglede støtte når han en sjælden gang blev brugt som spilstation.

Reaktionen fra sidelinjen blev en dobbeltudskiftning bestående af Benjamin Hvidt for Bundu og Toutouh for Lunding.

Særligt Kasper Lunding gav fansene lidt at juble over efter et par fremragende dribleaktioner. Og det var stort set det eneste der var at juble over. For AGF fik ikke gang i spillet og var naturligvis tilfreds med et enkelt point, der ville give os adgang til endnu en sæson i Superligaen.

Med 8 minutter igen blev Marc Lieder sendt alene afsted mod AGF-målet. En mod en med Grabara kunne han sænke solen over Ceres Park, men Kamil Grabara er vågen og redder på fornemmeste vis.

Marcel Rømer blev næste hovedperson i dagens opgør da han modtager direkte rødt efter en vanvidstackling på Bundu. Det gav AGF seks minutter i overtal, og kigger vi på erfaringen betyder det ikke specielt meget for AGF. Og så alligevel.

For Glen og co. fik noget af en lussing. Bundu blev sendt mod mål og afdriblede tre mand, en kølig afslutning mellem benene på SønderjyskE-keeperen og så var billetten til en ny sæson i Superligaen i hus. Og lad os bare slutte på den nyhed. Nu gælder det Europa.

KSDH!

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved