Skal medaljerne blive af sølv eller bronze?

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Af Mattias Sundroos

Stor dag venter når man i Aarhus skal have første medaljefest i dette årtusinde og så endda hjemme mod ærkerivalerne fra Brøndby IF, men hvilken farve medaljen får, er afhængigt af at FCK snubler i egen hule mod FCN

Kampfakta:

Spilletidspunkt: Søndag d. 26. Juli, kl. 19:00

Spillested: Ceres Park, Aarhus

Dommer: Jens Maae

Få startopstillingen på: Twitter: @MTACnu Facebook: Morethanaclub.dk & AGFFAN.dk

Følg kampen på: TV: TV3+ Radio: P3 Twitter: @AGFlive

Hashtag: #agfbif #sldk

 

Da programmet for mesterskabsspillet blev lagt tilbage i juni-måned, var der nok mange øjne rettet på lige netop denne kamp: AGF – Brøndby IF i sidste spillerunde, i hvad man dengang formodede skulle være den direkte duel om bronzemedaljerne. Dog står man nu her dagen før det hele går løs og kan i stedet se en distance i mellem de to hold på hele 11 point. I stedet er man nu i Aarhus tvunget til at holde øje med resultat-apps, lytte efter dong-lyden på stadion eller have en ekstra skærm kørende hjemme i stuen for at holde øje med om FC Nordsjælland skulle kunne gentage bedriften fra sidste år og slå FCK i Parken i sidste spillerunde.

Havde man tilbage i start juni, da grundspillet sluttede fortalt Aarhusianerne, at Bronzen ville blive sikret med to runder tilbage, så havde du skabt en eufori uden lige. Men med et storspillende mandskab, som især har vist kvalitet mod de allerstørste i år, så kan man ikke slukke håbet om sølvmedaljer og den direkte europæisk plads hos “De Hviie”, da man går ind til sidste spillerunde kun et point efter de forsvarende mestre fra FC København. Dette skal dog ikke tage noget fra den fantastiske præstation, det er at sikre de første medaljer i 23 år, om så det bliver af bronze eller sølv.

Kampen kan derudover også blive et farvel til den australske midtbanemotor Mustafa Amini og den storspillende vestjyde Jakob Ankersen, da de begge har kontraktudløb pr. 1/8. Hertil kan man lægge et meget muligt salg af den afrikanske dribler Mustapha Bundu og et potentielt salg af Casper “Tordenstøvle” Højer, som virkelig har vist sit enorme potentiale i dette års mesterskabsspil. Dog kan der komme en ekstra hjemmekamp, hvis medaljerne bliver af bronze, hvilket betyder en playoff-kamp hjemme mod vinderen af AC Horsens – OB.

Selvom AGF har meget at spille for i morgen i Aarhus og helt sikkert gerne vil slutte en historisk sæson af med manér, så bliver det ikke mod et Brøndby IF hold, der bare lægger sig fladt ned. Det understregede brøndby-dreng Jesper Lindstrøm, da klubben selv interviewede ham frem mod søndags rivalopgør:

”Det er lidt ligesom et Derby. Vi vil altid slå AGF, og omvendt vil de altid slå os. Det er ligegyldigt, om det handler om point, eller hvad det handler om, så skal vi ud at vinde mod dem, for så kan vi og vores fans gå på ferie med en god fornemmelse. Tre point på søndag er virkelig vigtigt for os” – Jesper Lindstrøm til brondby.com

 

Den historiske overhånd mod den nuværende 

Kampen i morgen kan godt kaldes et jubilæum, da den bliver kamp nr. 100 i mellem de to rivaliserende klubber i danmarksturneringen. Kampen er dog “kun” nr. 81 i 3F Superligaregi og her står de gule med overhånden på 44 sejre i mod de hvides 21. Dog har man i AGF-lejren virkelig fået vendt en dårlig historik mod Brøndby IF, da man er ubesejret imod dem i denne sæson og sågar har vundet to af de seneste tre opgør, senest 2-1 hjemme på mål af Bundu og Mortensen.

Især på Ceres Park begynder tingene at se rigtig godt ud for AGF. Her har man nemlig vundet de seneste tre opgør mod søndagens modstandere fra Vestegnen og kan med en sejr i morgen skrive historie, da det ville være første gang i Superligaregi, at man formår at slå Brøndby IF fire gange i træk på eget græs. Seneste Brøndby iF sejr på Ceres Park skal man helt tilbage til 2016 for at finde, dog er det nok en kamp enhver fan med hviie-tendenser vil gøre alt for at glemme.

Kigger man på de to holds form frem mod i morgens opgør, så har AGF den store favoritværdighed. AGF har formået at hive 10 point hjem på de seneste 5 kampe, hvor Brøndby IF til sammenligning kun kan pralle af 5 point. Især i Mesterskabsspillet har AGF set stærkest ud, da man kun har tabt til AaB og ellers hevet hele 17 point hjem på de 9 kampe, hvorimod Brøndby IF kun har formået at slå FC Nordsjælland og hive 11 point hjem.

 

Status på AGF: 

AGF har været Mesterskabsspillets bedste mandskab sammen med holdet fra heden med 17 point på de ni kampe der er spillet. Derudover har man været dette års anden bedste defensiv med 40 indkasserede mål på de 35 spillede kampe og anden bedste offensiv med 58 scoret. Det er derfor ikke ufortjent, at man i Aarhus nu er utrolig tætte på en andenplads.

Især på hjemmebane i år har Aarhusianerne formået at skabe sig et fort. Man har sammen med FCM og FCK lukket færrest mål ind, med 18 styks, og har rent faktisk været det mandskab, der har holdt flest clean sheats på hjemmebane i år med 7 styks. AGF har på hjemmebane i år kun tabt 4 kampe, hvoraf kun én af dem har været efter Corona-pausen.

Udover medaljefarven, så har man i AGF også den første topscorertitel siden Thorningers titel i 95/96 at spille for. Mortensen er kun ét mål efter førerulven, Ronnie Schwartz frem mod sidste spillerunde. Skulle topscorerduellen ende lige, så vinder spilleren med flest scoret mål på færrest spillede kampe, og da Schwartz har spillet 34 kampe og Mortensen 33, så vil Mortensen nuppe titlen ved scoringslighed. Dog har Schwartz og Co. en mesterskabsfejringskamp hjemme mod AaB foran sig, så AGF skal endnu en gang sende positive tanker til de bolsjestribede fra Nordjylland, hvis Mortensen skal hive titlen i land, og så skal han selvfølgelig også selv sørge for at få scoret. Dette er dog ikke urealistisk, da Mortensen har været involveret i tre af de seneste fem scoring mod BIF (2 mål og 1 assist).

 

Status på Brøndby IF:

Der har både været positive og negative tendenser at spore i Brøndby-lejren efter Corona-pausen. På den negative front, så har man kun formået at vinde to kampe i dette års Mesterskabsspil, begge mod FCN, og så har offensiven haft det svært med kun otte scoringer på ni kampe. Dog har man fået stabiliseret defensiven, hvor man suverænt har været bedste mandskab i Mesterskabsspillet med 5 indkasserede mål, 5 mål bedre end de næstbedste som er AaB.

Hvorfor har man så kæmpet så meget med at score målene?
Ja, det åbenlyse svar finder man ved at kigge på topscorerlisten. Her ser de to mandskaber ellers meget lige ud, da begge hold har en angriber på 17 mål og en midtbanespiller på 8. Forskellen ligger bare i, at de to fra Brøndby ikke spiller i klubben længere. Derfor på en aktuel topscorerliste med nuværende spillere i trupperne dominerer AGF voldsomt med Mortensen på 17, Thorsteinsson på 8, Bundu på 8 (spiller dog ikke), Ankersen på 6 og Blume på 5 imod Uhres 6 og Hedlund 5, hvilket er et godt bud på hvorfor man på Vestegnen kæmper med at lave de nødvendige mål.

Hvad man ellers får ud af at kigge på statistikken er, at Brøndby IF er Mesterskabsspillets ringeste udebanehold med sølle 19 point på 17 kampe og en målscorer på 22-22. Brøndby har scoret anden færrest mål (55) og har den fjerde bedste defensiv (42), det virker derfor ikke helt ufortjent, at de gule må “nøjes” med en fjerdeplads i år.

 

Dem skal vi holde øje med: 

AGF: Casper Højer. På mange måder kan topscorer-kandidat Patrick Mortensen ligne det oplagte valg her, da mange Aarhusianers øjne vil være rettet mod nr. 9 i jagten på topscorertitlen. Dog har vi i stedet valgt at sætte fokus på spilleren med flest minutter på banen i år for AGF, Casper Højer Nielsen, med hele 3034 minutter. Højer er i den seneste tid skreget op til at være kandidat til landsholdet med hans høje niveau både defensivt, men især også offensivt. Højer har været direkte involveret i 6 mål i de seneste 3 kampe og 10 i år. Derudover kan kampen i morgen desværre også blive Højers sidste i AGF-trøjen, hvis et salg skulle blive en realitet og sølvet det samme. Men lad os håbe, at kanon er ladt for AGFs nr. 16 i morgen, så vi kan få endnu en kandidat til årets mål eller endnu en sukkerbold i panden på Mortensen.

Brøndby IF: Mikael Uhre: Mikael Uhre har ikke lignet en spiller, der havde niveauet til at tage over efter Wilczek og har det meste af sæsonen også stået i skyggen af Samuel Mraz, men på det seneste har den 25-årige ripenser virkelig stemplet ind for de blå-gule. Det er blevet til 4 mål og 1 assist i de seneste fem kampe. Især Uhres fart kan blive en faktor imod Tingager og Hausner, hvis AGF’er kommer i en situation, hvor de er nødt til at gå frem på banen for at jagte en sejr.

 

Bud på startopstillinger:

AGF: Eskelinen – Diks, Hausner, Tingager, Højer – Hvidt, Poulsen, Blume – Thorsteinsson, Mortensen, Ankersen

Bobler: Vi tror Kevin Diks, som i den grad har gjort sig fortjent til en permanent aftale hos AGF bliver førstevalget på søndag. Munksgaard har leveret flotte præstationer, men Diks har virkelig ramt topniveau på det seneste, og vi tror derfor han er et mulehår foran Munksgaard. Derudover har Diks lidt mere fart i benene, hvilket kan blive vigtigt over for Mensah og de to BIF-angribere. Vi tror derudover, at David går tilbage til “the usual suspects” og derfor bænker Helenius, som bare har set stærkest ud som indhopper og Links som ellers har leveret super gode præstationer især senest mod FCN.

Brøndby IF: Schwäbe – Bruus, Rosted, Maxsø, Jung, Mensah – Slimane, Frendrup, Tibling – Uhre, Hedlund

Karantæner:

AGF: Ingen

Brøndby IF: Ingen

Skader:

AGF: Zach Duncan, Nicklas Backman, Mustapha Bundu og Mustafa Amini

Brøndby IF: Jens Martin Gammelby

 

Er der ting, vi har overset, eller I er uenige med, så er I velkomne til at komme med jeres kommentarer nedenfor. Ellers er der bare at sige:

 

God kamp og Kom Så De Hviie!

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved