Rubén Sélles del 1: Det unikke CV, Martin Ødegaard og talenterne i AGF

2

Af Paulo Augusto Chichon

Mød assisttræneren med det anderledes CV og et kæmpe hjerte for Aarhus og talentudvikling. Rubén Sélles var ikke ligesom alle andre og derfor har vi taget os en snak med Spanieren efter tiden i AGF. Så læs med i vores todeltte artikel om Rubén, og bliv klogere på vores tidligere assistenttræner.

 

Efter en given kamp, efterbehandles AGFs indsats i den skrevne presse, diverse podcasts og ikke mindst på barerne på Frederiksbjerg i Aarhus. Når man lytter til samtalerne, diskussionerne og eksperternes udsagn, nævnes AGFs assistenttræner, Rubén Sélles, ofte. Det kan virke atypisk at en assistenttræner har så stor indflydelse på et fodboldhold, at han fremhæves som en hovedaktør for holdets succes de seneste år. Alligevel er størstedelen af fodbolddanmark enige; Rubén Sélles har været en af de mest indflydelsesrige assistenttrænere i Superligaen de seneste år. Af samme årsag har jeg, Paulo Augusto Chichon, ringet spanieren op i Valencia, for at tage en snak om karrieren, talentarbejdet og specielt opholdet i AGF. Den følgende artikel er baseret på mit interview med den dygtige assistenttræner.

De seneste år har de brune bodegaer på Frederiks Allé været vidne til et populært samtaleemne i David Nielsens assistenttræner. Rubén Sélles popularitet i en af Danmarks største fodboldklubber, bakkes også op af den følgende påfaldende statistik: David Nielsen bliver cheftræner i AGF i oktober 2017, taber sine første fire kampe og vinder blot et af otte opgør, før årsskiftet. Derefter tiltræder assistenttræneren i januar og holdet er pludseligt ubesejrede i de første fem opgør i 2018. Da jeg spørger Rubén ind til statistikken, forklarer han at David allerede ønskede at tilknytte Rubén i oktober. Dog var Rubéns arbejdsgiver, fodboldklubben Qarabag i Azerbaijan, i gang med klubbens første Champions League-kampagne i historien og derfor svarede Rubén, at David først kunne regne med sin spanske assistenttræner fra januar. To og et halvt år senere har Rubén bidraget til at AGF har fået en Superliga-medalje for første gang i 23 år.

 

Globetrotteren Sélles

Rubén Sélles er en berejst herre. I sine ophold i fodboldklubber i Spanien, Azerbaijan, Grækenland, Norge, Rusland og Danmark, har han oplevet meget. Listen virker atypisk men som Rubén selv siger: ”man tager derhen, hvor de gerne vil have dig”. Når jeg spørger ham hvorfor landene ikke er mere fodboldstærke, som Tyskland, England eller Frankrig, svarer han halvt grinende: ”de har ikke ringet endnu”.

Før Qarabag ringede, havde Rubén dog allerede samarbejdet med David Nielsen. Det foregik i den norske klub Strømgodset. Her kan jeg ikke undgå at fremhæve en af de talenter, Rubén stiftede bekendtskab med i Norge. Den spanske assistenttræner og David Nielsen havde nemlig den nuværende Real Madrid-spiller, Martin Ødegaard, i truppen i Norge. Da jeg spørger ham ind til Ødegaard, er Rubén befriende ærlig:

”Martin Ødegaard var større som navn og historie end reel fodboldspiller, da Real Madrid købte ham fra Strømgodset. Dengang var han et stort talent, men snakken og opmærksomheden fra de største internationale klubber fyldte meget mere end spillerens potentiale. I dag er han ufatteligt god. Ethvert talent kræver sin tid for at blive forløst”

 

Den sidste pointe virker essentiel og samtidigt sigende for Rubéns karriere og tilgang til fodboldverdenen. Talentarbejdet fylder meget. Fascinationen for talenter startede allerede som barn. Rubéns drøm fra barnsben var nemlig at blive fodboldspiller for barndomsklubben Valencia. ”Som barn drømte jeg kun om at spille for Valencias førstehold. Verden startede og sluttede i Valencia for mig”. At det ikke blev til en karriere som fodboldspiller, kan århusianerne være glade for, men Rubén har fået meget inspiration for barndomsklubben. ”Jeg voksede op med et Valencia-hold bygget op omkring ungdomsspillerne. Det har formet mig i min nuværende måde at se fodbold på”.

 

Fascinationen for talentarbejdet

Selvom Rubén har arbejdet med verdensklasse spillere som Paco Alcácer (Villarreal), Isco og Martin Ødegaard (Real Madrid) og Juan Bernat (PSG), virker han mindre interesseret i de nu etablerede spillere. Han motiveres i højere grad af arbejdet med talenterne. Af samme årsag spørger jeg straks ind til hvilke spillere han, i sin tid i AGF, føler har udviklet sig mest. Svaret falder promte:

”Sebastian Hausner og Benjamin Hvidt. Da vi ankom, var de ’børn’ på 16-17 år. Jeg opdagede straks at Hausner skulle arbejde på sin positionering, sit duelspil samt at han skulle kunne forsvare de områder, som holdets angrebslystne backs efterlod”. Jeg spørger Rubén hvordan man helt konkret kan se hvad der skal arbejdes på. Rubén svarer: ”jeg ser lynhurtigt at de ikke har de evner, en given kamp(situation) påkræver. Hvidt havde spillet 6’er og vi ønskede at bruge ham som 8’er, i en boks-til-boks-rolle. Han skulle vænne sig til ikke at have så meget tid på bolden og skulle arbejde meget med sit presspil”.

 

For fodboldfans kan det virke diffust at snakke om talenter, uden at forstå hvordan udviklingen manifesterer sig hos spillerne, således at de forbedrer deres niveau på banen. Rubén forklarer:

Jeg elsker at iagttage udviklingen med sådanne spillere. De viser ikke rigtigt tegn på forbedring og pludseligt ændres alt og de spiller en komplet kamp, uden at du forventede det. Og det er lige her, at de tager store udviklingsskridt fra at have været nede med nakken, uden tiltro på egne evner og aldrig blive udtaget, til at levere. Vores arbejde med ungdomsspillere baserer sig på at skubbe til dem, frustrere dem og så kommer deres reaktion. Intet kommer gratis og ungdomsspillerne accepterer hurtigt deres mangler og utilstrækkeligheder. Derfor har de en enorm motivation for at arbejde på disse mangler. Pludseligt dominerer de facetter af spillet, som de før ikke magtede og så begynder de at få minutter hist og her i førsteholdskampene. Og når de får minutter, kan vi nærmest ikke fjerne dem fra holdkortet igen grundet deres nyopfundne og enorme selvtillid”.

 

Det var første del af MoreThanAClubs todelte artikelserie om Rubén Sélles. Efter at have læst om den berejste assistenttræner og hans arbejde med talenter, kan du se frem til den anden og sidste del af interviewet. Her vil Sélles fortælle om sit samarbede med og forhold til David Nielsen, samt fankulturen i AGF og Aarhus som by.

Få notifikation
Notifikation ved
2 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
vamos eles brancos
8 dage siden

Super indslag! Mere af det..