Rasmus Tantholdt Del 2: Kontinuitet, en stålfast ledelse, samt et knaldgodt trænerteam er opskriften på succes

2
© ekstrabladet.dk

Af Mattias Sundroos

Her i del 2 er alvoren lagt lidt på hylden og fodbolden kommer i stedet i fokus i en snak om sidste sæsons succes, hvordan den kommende tid ser ud og ungdommens frembrud.

 

Er AGF ved at bide sig fast i toppen eller var sidste sæson bare et heldigt sammenfald? Det spørgsmål har alle lige fra landets diverse fodboldfans til fodboldeksperter stillet sig selv i henover sommeren. Vi er nu 7 kampe inde den nye sæson, og er vi egentlig blevet klogere?

Umiddelbart ja, det har i hvert fald indtil videre ikke været den sæsonstart, som mange nok havde frygtet oven på de første medaljer i 23 år. Og det har Rasmus også en forklaring på: Kontinuitet og ro i ledelsen.

“Det nemme svar ville være Patrick Mortensen, Casper Højer og Bundu og den slags, men det mere kedelig svar, men også mere rigtige svar må være at pege på nogen, som vi nok roser lidt for sjældent her i Aarhus. Det er den ledelse, der er kommet til. Altså jeg synes jo, at vi har fået en ledelse, som ikke vakler. I gamle dage, hvis AGF tabte tre kampe i streg, så startede snakken om trænerfyringer, og om direktøren ikke også skulle væk, og hvad med sportschefen? Og det har været sådan fordi, at der har været et så stort pres på, at der skulle komme en succes til Aarhus, og at det skulle gå stærkt fordi, der var ingen tålmodighed, da vi allerede havde ventet så længe. Og der synes jeg, at den nye ledelse har været meget tålmodig, de har ladet det lidt pralle af og i stedet holdt fast i den linje, som de har lagt”

“Det er klart, begynder man at vakle og ikke tro på det, som du har selv har proklameret, at du vil gennemføre, og du begynder at tabe troen på dit projekt, fordi du taber tre kampe i streg, og det er det der sket så mange gange på de sidste tre år, så falder korthuset bare. Men bliver du ved med at gøre det samme og bliver du ved med at tro på dit projekt, uanset hvad der bliver skrevet og hvad fansene og folk rundt om siger, bliver ved med at holde fast og turde at gøre det, ja, så til sidst, hvis det er den rigtige plan du har lagt, så kommer der også en form for gevinst. Det synes jeg, er hvad, vi har set her”

 

Selvom rosen i stor grad falder på ledelsen, så må man ikke glemme trænerteamet og den evne de har haft til at udvikle spillerne. Især Casper Højer og Mustapha Bundu er for Rasmus et klart eksempel på den udvikling, man i AGF er i gang med.

“Så det, at vi har mulighed for at købe spillere som Patrick Mortensen, at vi har haft muligheder for at skabe en klub, hvor Bundu udvikler sig på den måde, at vi har mulighed for at købe en Casper Højer, som på det tidspunkt, da han blev købt jo ikke var noget sådan specielt. At have skabt en klub, hvor spillere udvikler sig til at blive bedre, kræver jo, at der er et fundament og en dygtig sportschef, der ser de ting, en dygtig træner og en direktør, som lader dem gøre det. Du kan også huske, at før var det sådan, at hver gang vi købte en mega god spiller, så var der ingen tvivl om, at når han så kom til Aarhus, så blev han dårligere. Sådan var det i mange år, og man tænkte bare, at det måtte simpelthen være løgn, når den her spiller kunne spille så vanvittig godt i den klub han kom fra, og så kommer han til Aarhus og falder sammen som en sæk kartofler. Nu ser vi det omvendte, og det er altså ikke bare noget, der sker over night, det er noget der tager lang tid”

 

Kulturen trænger til et wake-up-call 

Selvom Rasmus, som mange andre AGF-fans, har svært ved at holde igen med rosen oven på en sæson, hvor man ikke blot ender som nr. 3, men rejser sig oven på en hård start og sågar er et mulehår fra en andenplads, så kan Rasmus stadig finde ting, der trænger til at blive ændret i AGF.

Her pegede Rasmus på fankulturen og den kommunikation, der er omkring AGF. Uden at skulle tage Janteloven og den jyske ydmyghed og ironi helt ud af klubben fra Jyllands hovedstad, så har Rasmus et stort ønske om, at man begynder at skabe en vinderkultur.

“Man er nødt til at udvikle en vinderkultur i stedet for den taberkultur, man længe har haft i AGF. Og der synes jeg vores direktør sagde noget meget rigtigt, da han kom til klubben: Hold nu op med at synge den sang med, at vi er en klub med stolte traditioner, det er jo vi ikke, vi er en klub med nogle lorte traditioner, i hvert fald når man ser på det sådan mere kortsigtet. Vi skal have skabt en vinderkultur. Altså jeg elsker sangen “I troede vi var døde og borte”, men man må også sige, at den er skabt ud fra præmissen om, at vi altid taber, måske skal vi snart udvikle en fankultur som også siger, hey vi taber ikke, vi er fucking gode og vise en smule arrogance på en anden måde. Det tror jeg altså vil være godt for klubben, og det er jo det, som de har gjort og er i gang med” 

 

Selvom det kan lyde voldsomt, så understregede Rasmus, at han ikke ønsker, at man gør AGF til et FCK-delight eller FC Midtjylland for den sags skyld, men at man godt må turde lidt mere at opildne til en tro på tingene i stedet for hele tiden at gå rundt i frygten for, at tingene ramler igen. Når man går rundt og hentyder til, at det nok alligevel går galt lige om lidt, så smitter det.

Rasmus opfordrer derfor til, at vi som AGF-fans i fællesskab skal fjerne det åg af unødvendigt pres, der hviler på spillerne og i stedet holder fast i noget af det, vi også kan. Nemlig at bakke dem op og tro på dem. Spillerne kan jo helt sikkert mærke det sus, der plejer at gå igennem stadion i det sekund en modstander scorer. Men selv-ironien og frygten bunder jo også i den historik, vi bærer rundt på, så det tager nok tid at ændre den og få tiltroen til, at vi kan være et tophold. Men hvis fansene ikke engang tror på det, hvem skulle så?”

 

Ungdommen giver tro på fremtiden 

Udover ledelsen, trænerteamet og de store profiler, var der især en tendens Rasmus var begejsret for – Ungdommens frembrud. Og det er der flere grunde til. Den vigtigste af dem alle er ifølge Rasmus, sundhedstegnet som det er, at man skaber sin egen “forsyningslinje”.

“Det betyder helt utrolig meget, at ungdommen vinder indpas. Altså medmindre det ender med, at vi sælger dem til FCK, ik. Men nej, det betyder utrolig meget fordi, at en ting er at lappe på et åbent sår ved hele tiden at købe spillere som skal dække huller, noget andet er at have et fundament, hvor vi rent faktisk selv kan fylde ud. Lad os sige, at vi en sæson ikke har så mange penge, at vi så rent faktisk kan fylde på fra vores egen ungdomsafdeling, det er et kæmpe sundhedstegn”

 

Alt skal da heller ikke være fornuft, da især følelserne fra fans til egne spillere er noget helt unikt ifølge Rasmus. Selvfølgelig vil man da også gerne at dyre indkøb slår til, og man håber da selvfølgelig også altid på, at en usleben diamant, man har købt pludselig blomstrer, men der er ikke noget, man som fan håber mere på end ens egne.

“Nu ser jeg utrolig meget ungdomsfodbold fordi, at min kærestes, Natasja Crone, søn er professionel fodboldspiller i FC Nordsjælland på ungdomsholdene, så jeg er ude at se dem tit. Jeg har også set AGFs ungdomshold mange gange bl.a., da vi vandt U-17 mesterskabet sidst ude på Fredensvang, og der er et gigantisk potentiale. Og så skal man simpelthen ikke undervurdere, hvor meget vi fans vil vores egne det godt!” 

 

Dog kan både følelser og fornuft være ligegyldig, hvis dem der sidder og tager beslutningerne ikke tror på det. Derfor kunne Rasmus ikke lade være med igen at vende tilbage til den nuværende bestyrelse og understrege deres vigtige rolle i den nuværende udvikling.

“Potentiale er en ting, men det kræver selvfølgelig også noget at have modet til at bruge dem med potentiale. Jeg havde for eksempel ikke set, og nu siger jeg det bare helt ærligt, at sådan en som Sebastian Hausner pludselig skulle slå Backman af. Det havde jeg simpelthen ikke set komme, det må jeg bare sige. Men der sidder nogen i ledelsen, som siger, prøv dem nu, hvis de er gode nok. Jeg sad bl.a. og snakkede med PC på stadion om Gift Links, hvor jeg sagde: han duer jo ikke, han bliver bare skubbet omkuld, men så sagde PC: Vent nu, gi’ ham nu bare noget tid Rasmus, så sagde jeg: Han er fysisk helt væk jo, så det kommer ikke til at ske, men lige så langsomt, så får de ret, fordi de har kunne se nogle ting og kan se lidt længere frem end sådan en som mig. Jeg havde ikke set den med Sebastian Hausner komme, det må jeg sige, jeg ved nu heller ikke om de selv havde, men jeg må sige, at det er gode eksempler, også Hvidt for eksempel. Hausner synes jeg godt nok har været helt vild!”

 

Forventning til den nuværende sæson er dog “bare” top seks

Selvom Rasmus har udtrykt et ønske om, at vi AGF-fans skal tro mere på tingene og turde at være lidt arrogante, så måtte han alligevel indrømme, at man som GF’er bare så utrolig gerne vil se kontinuiteten to sæsoner i træk ved igen at komme i top-6.

“Øhm… Altså man skal jo stadig passe en del på med at snakke om forventninger, når man er Aarhusianer, men altså først må jeg sige, at mit håb er, at vi kan holde fast og at vi som PC har sagt, ikke sælger alle vores gode spillere, og at vi ikke bliver en “pop-up” klub, som vi har set i tilfældene Esbjerg, Lyngby og Helsingør eller hvem fanden det nu ellers kan være. Det er faktisk mit største håb, men hvis jeg skal være realistisk, så tror jeg også, at det kan lade sig gøre” 

“Jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis bliver til mere end bronzemedaljer, men bare det at komme i top-6 to år i træk, det er nok for mig, så er jeg tilfreds”

 

Der er dog forskel på forventninger og amitioner, for Rasmus mener bestemt, at bronzemedaljerne og Europa smager af mere. Også uden at være urealistisk, men det vigtigste lige nu, understreger han, er at bygge økonomien stille og roligt op, som man er igang med, da penge bare betyder meget i fodbold.

“Det jo klart, at når man ser to eller flere år frem, så vil jeg selvfølgelig gerne se, at vi kan avancere eller får medaljer igen, men jeg forventer ikke, at vi nødvendigvis får det igen i denne sæson eller at vi skal op og kæmpe med om Danmarks mesterskabet. Jeg må sige, at der bare stadigvæk er klasseforskel, eller bør være til hold som FCK, som vi så for ikke så lang tid siden spille lige op med Manchester United. Heldigvis så vandt Manchester United, men der noget forskel endnu også i budgetter, så det synes jeg især, man skal passe på med bare at tro, at det kan lade sig gøre at bide skeer med dem. FC Midtjylland selvfølgelig også, men dem slår vi jo hver gang, men sådan på den lange bane, så er de stadig foran. Så min forventning hedder altså top seks lige nu, men jeg vil have mere på sigt” 

 

Selvom Rasmus især brugte kræfter på at rose bestyrelsen, trænerteamet og de unge, så var det dog en lidt anden spiller, der blev nævnt, da vi spurgte ham, hvem han bare måtte have på trøjen efter sidste sæson.

“Ja…hm… Det er et godt spørgsmål, altså… Ej, det er jeg egentlig ikke i tvivl om, det skal være Højer. Ja, jeg synes Patrick Mortensen er en fed målmaskine, men han bliver lidt det nemme valg, så Casper Højer. Jeg synes, det er helt ekstraordinært at have en back, der har så sikker en fod, at modstanderne er ved at dø af skræk, når vi har en dødbold. Altså at have en spiller, der er så farlig både i sine indlæg på dødbolde, hvor der er så meget temperatur i hans afleveringer, er helt vildt. Den præcision. Hvad han har vist, synes jeg er helt enormt, han var helt klart en af årsagerne til Mortensens mange mål, så ja, jeg må sige, at der skal stå Højer”

 

Den sidste ting vores internationale korrespondent måtte forholde sig til, var dog, hvorvidt han kunne finde plads til en ex-gf’er på det nuværende hold, eller om det hold, han havde rost så meget, så komplet ud? Her måtte Rasmus dog gå med følelser frem for potentialet, da han igen skulle vende tilbage til vigtigheden af mere vindermentalitet på byens hold.

“Amen altså, spørgsmålet er selvfølgelig, hvor langt må jeg gå tilbage, men hvis jeg måtte vælge frit, så skulle det nok være kæmpetalentet Flemming Povlsen, som vi jo havde på holdet. Det kunne sagtens være ham, men altså det er klart, jeg har et utrolig blødt hjerte for Peter Graulund. Så jeg ville nok vælge ham i sidste ende, men det er fordi, at han er lige så Aarhusiansk inde i hovedet, som jeg selv er, og han har den samme vindermentalitet, og så er han i øvrigt en pisse sød fyr, så jeg tror, jeg ville hente Graulund”

 

Er I enige med Rasmus’ valg af trøjenavn og eks GF’er, eller havde I valgt andre? Kom gerne med jeres bud og begrundelser i kommentarfeltet, og selvfølgelig ris og ros, eller uenighed med, hvad vi har skrevet og Rasmus har sagt. Vi tager gerne en god diskussion om tingene!

 

Få notifikation
Notifikation ved
2 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
dengamle
15 dage siden

Super artikel – gode valg med og Flemming Poulsen. Men ingen kommer over Stig Tøfting – han er det jeg forstår ved en rigtigt AGF er