Pokaldrømmene lever: AGF bankede Aarhus Fremad med 5-1

0

Her til aften var der dømt vaskeægte lokalopgør i Aarhus, da storebror AGF tog i mod lillebror Aarhus Fremad på Ceres Park. Det første betydningsfulde opgør mellem de to Aarhus hold siden 2012.

Til dagens kamp i 3. runde af Sydbank Pokalen, havde Aarhus Fremad valgt at rykke kampen fra deres sædvanlige hjemmebane Riisvangen i nordbyen, til Ceres Park, og dermed givet afkald på hjemmebanefordelen.

AGF stillede med en flok unge talenter krydret med nogle rutinerede folk. Startopstillingen så ud som følger:

  • Oscar Whalley
  • Daniel Thøgersen
  • Pierre Kanstrup
  • Jesper Juelsgård
  • Dino Mikanovic
  • Benjamin Hvidt
  • Mustafa Amini
  • Björn Daniel Sverrison
  • Magnus Kaastrup
  • Kasper Lunding
  • Ryan Mmaee

Fra kampens start, var det dog ikke til at se på spil og chancer, at AGF var storebror og  på hjemmebane.

Der skulle gå 41 minutter inden AGF viste klassen. Dino Mikanovic modtog bolden i højre side og slog et flot velplaceret indlæg ind i feltet, hvor Mustafa Amini dukkede op og headede AGF foran 1-0. Stillingen holdt til pausen.

I 2. halvleg forsøgte Aarhus Fremad igen at byde AGF op til dans. Fremad spillede sig i starten af halvlegen til flere fine chancer, men rigtig farligt blev det aldrig.

Det blev det derimod for AGF, der i det 64. min bragte sig foran med 2-0. Igen var det den australske midtbanemotor “Musti” der kom på tavlen. Kaastrup sendte et indlæg ind til Amini, der igen sendte kuglen i kassen med en flot afslutning.

Efter 70 minutter var rollerne så byttet om, da “Musti” med et dejligt indlæg fra højre, fandt Kaastrup i feltet, som med en god afslutning gjorde det til 3-0.

I det 80. minut kom også lejesvenden Ryan Mmaee på tavlen. Magnus Kaastrup tog sig en god dribletur og sendte en afslutning på stolpen. Mmaee opsnappede riposten og kanonerede efterfølgende bolden i kassen til 4-0.

Efter 85 minutter fik Aarhus Fremad pyntet lidt på resultatet, da de fik scoret til 4-1.

Glæden var dog kort for Fremad. For minuttet efter, scorede Ryan Mmaee sit 2. mål, denne gang til 5-1. Og igen var det stortalentet Magnus Kaastrup der stod for oplægget.

I løbet af 2. halvleg blev der også spilletid til Magnus Anbo Clausen, Sebastian Hausner og Jens Stage.

AGF endte altså med at sætte Aarhus Fremad på plads med 5-1, i en kamp hvor flere af de unge spillere gjorde en rigtig god figur. Især vil vi fremhæve Magnus Kaastrup som tilmed er vores bud på en Man of the Match.

Målscorer:

1-0: Mustafa Amini

2-0: Mustafa Amini

3-0: Magnus Kaastrup

4-0: Ryan Mmaee

4-1: Aarhus Fremad

5-1: Ryan Mmaee

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved