Optakt til Super Manager Efterår 2020

0
© Johannes Birk Thomsen
På billedet ses sidste års vinder, Johannes Thomsen, med den signerede AGF-trøje han vandt.

 

Af Mattias Sundroos

Vi har allieret os med to skarpe eksperter, som giver deres fiduser til dette års managerspil: Super Manager Efterår 2020

Sidste år deltog hele 163 af jer i vores gruppespil, hvor vi dystede om æren, titlen og en signeret AGF-trøje. Her kunne Johannes Thomsen, som ses på billedet ovenstående, slutte med armene i vejret. Samtidig måtte vores daværende eksperter se sig slået og skuffet nøjes med placeringerne: Flemming Povlsen (nr. 119), Sture Sandø (nr. 43) og Danny Olsen (nr. 36).

I år har vi hevet en sand managerekspert ind, Søren Klemensen, som tidligere har vundet holdet.dks Super Managerspil, samt sjældent ender uden for top 50. Det er dog ikke blot Søren I skal forbi i jagten på førstepladsen, men også Sture Sandø, som er redaktør og vært hos Mediano, samt dansk korrespondent med mere for UEFA. Sture er stensikker på, at han kan forbedre sidste års 43’ende plads i vores gruppe, da han sammen med resten af preview-teamet nørder Superligaen på højeste niveau.

Man skulle tro, at det var nok med forhindringer, men her må I tro om igen, da alle os på redaktionen ligeledes vil gøre, hvad vi kan for at nuppe førstepladsen i gruppen og den tilhørende håneret.

Så hop ind og vær med i gruppen: MTAC – Det officielle AGF-fan gruppespil, og giv os og eksperterne tørt på, samt gør garderoben en AGF-trøje rigere. Deadline for deltagelse er i morgen kl. 19:00 når Sønderjyske tager i mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.

 

Hvem skal ind på holdet? 

For at give os alle en hjælpende hånd, bad vi vores eksperter komme med deres bud på et must-have (En spiller man er nødt til at have på holdet), en billig fidus (En spiller til en værdi på maks. 3 mio.), og til sidst et bud på den “hvii-underlige” GF’er (Den AGF-spiller man bare må have). Så læs deres bud nedenstående og se om det ændrer på jeres hold.

 

Søren Klemensen:

Must-have:

Mit bud på et must-have må være FCM-keeper, Jesper Hansen. Jeg mener, at Jesper Hansen har været point-topscorer i de seneste mange Super Managerspil, samt er FCM eksperter i at spille til 0.

Den billige fidus: 

Man er jo aldrig fan af at skulle anbefale nogen fra AaB, men Tim Prica fra AaB har havlet mål ind i træningskampene og ligner også umiddelbart en starter. Derudover, så har AaB et fint startprogram med Lyngby (u), AC Horsens (h) og Sønderjyske (u), og så koster han bare 3 millioner.

Den hvii-underlige GF’er:

Frederik Tingager. AGF har stadig afsæt i defensiven, hvilket hele tiden har været Davids kendetegn. Nu er Morten Carlsen så kommet ind med et stort fokus på dødboldene, hvor Tingager er en kæmpe nøgle med låget. Det har han også vist her i pre-season, hvor han har scoret 2 mål.

 

Sture Sandø:

Must-have:

Jeg synes, det plejer at være ret nemt at udpege mindst ét must-have, men i år er jeg i tvivl. Men jeg vil sige det sådan, at jeg er ret overbevist om, at man er nødt til at have enten Wilczek eller Wind. Det bliver nok for dyrt at have dem begge, så man er nødt til at vælge. Jeg er selv gået med Wind.

Den billige fidus: 

Hvis du ikke allerede har ramt loftet med fire GF’ere, så synes jeg, at Tengstedt er et godt bud på en billig fidus. Alternativt kunne Max Fenger fra OB være et godt bud.

Den hvii-underlige GF’er:

Der er mange GF’ere, jeg er fristet af, men prisen taget i betragtning, så synes jeg, at Jevtovic til 3 mio. ligner et rigtig godt køb. Men der er mange gode argumenter for Højer, Tingager, Blume, Links, Tengstedt, Olsen og Mortensen.

 

Er I enige med vores eksperters fiduser, eller har I andre bud?

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments