Optakt: Skal vi med i medaljekampen eller ej?

2
© Nicklas Jacobsen - JacobsenPhotography

Af Mattias Sundroos

I morgen er den danske klassiker på menuen, når AGF drager turen til Vestegnen for at møde Brøndby IF. Skal “De Hviie” øjne vendes opad eller nedad? Det ved vi mere om efter i morgen! 

Kampfakta:
Spilletidspunkt:
Søndag 17. april klokken 18:00
Spillested: Brøndby Stadion, Brøndby
Dommer: Jens Grabski Maae
Få startopstillingen på: Twitter: @MTACnu, Facebook: Morethanaclub.dk og AGFFAN.dk.
Følg kampen på: TV3+ og Viaplay
Hashtag: #bifagf #sldk

Hvad der i historisk øjemed bliver kaldt en af Danmarks største kampe, har i senere tid kæmpet sig tilbage i nærheden af den titel. Dog er titlen båret af én ting mere end historik normalt, og det er de to fantastiske fangrupper, som man desværre først får gensyn med runden efter.

Det tager dog ikke noget fra, at kampen i morgen i stor grad kan være definerende for både medaljespil og selvtillid for de to mandskaber som begge har fået en skidt start på mesterskabsspillet. Skulle Brøndby trække sig sejrrigt ud af kampen i morgen, så vil forspringet blive på hele 10 point ned til AGF, hvorimod en GF-sejr ville kunne reducere det til 4 point. Så alt er på spil i morgen på Brøndby Stadion.

 

Indbyrdes:

Det er helt klart her, på den indbyrdes front, at vi har den største chance for at bringe forhåbningens smil tilbage på læberne af det skønne folk fra smilets by. I de seneste 10 opgør har der nemlig stået AGF på de tre point hele 5 gange og kun 2 gange er BIF løbet med sejren. Derfor kan man godt tale om en intern overhånd i øjeblikket.

Især David Nielsen og hans spillestil har passet godt til at tæmme Vestegnens gutter, da han har været ved roret i de seneste ni opgør. De to nederlag det er blevet til, var hjemme mod BIF i bronzefejringskampen og på Brøndby stadion tilbage i 2018, hvor målscorerne hed Wilczek og Kaiser.

Seneste besøg på Brøndby Stadion blev den indbyrdes kamp nr. 84 i 3F Superliga-regi og en kamp, hvor de to holds offensiver blev taget ud af spil, især Brøndbys pga. en overraskende storspillende 6’er i Kevin Diks. Og var en kamp, hvor man godt kunne tillade sig at kalde AGF bedste mandskab trods 1-1 resultatet. Selvtilliden må derfor kunne findes i spillerbussen når man kører mod Brøndby Stadion, hvor man trods alt ikke har tabt de seneste tre gange! Seneste sejr var 3-0 sejren i august 19, hvor Blume, Ankersen og Mortensen stod bag scoringerne. Den ser vi gerne en gentagelse af! Sikke en kamp!

 

Status på AGF:

Puha vi ser slidte ud… Selvom der i den grad var opløftende 20-25 minutter i pokalsemifinalens første halvleg, så forsvandt de optimistiske tanker dog som dug fra solen i anden halvleg. Her så vi et AGF-mandskab, som var pisket frem, men som simpelthen ikke havde noget at skyde med. Thorsteinsson, med gode udfordringer og drev i første halvleg, blev usynlig, Gift Links prøvede og prøvede, men så for alvor træt ud, og de to “offensive” indskiftninger i Blume og Grønbæk havde intet at komme med. Værst var det at se, at når man skulle smide alt frem til sidst, så hed de to indskiftninger Alex Gersbach og Bubacarr Sanneh, to forsvarsspillere, som samtidig også var et tydeligt signal til de to offensiver Ammitzbøll og Jevtovic om manglende tiltro….

Så bekymret, ja, det kan vi ikke komme udenom. Det har mere eller mindre været samme 11 spillere, der har skulle spille 2 kampe i ugen den sidste stykke tid, og det sætter sig, når selvtilliden så også har lidt et knæk ovenpå kun 1 sejr i de seneste 10 kampe..

Dog er der også positive ting at finde frem:

Punkt 1: Det lysner på skadesfronten. Længe har AGF haft en skadesliste længere end køen foran den nye Søstrene Grene, men så småt begynder spillerne at vende tilbage. Kevin Diks spillede 64 minutter mod Randers FC, Backman er tilbage og kan nok også snart tage en hel kamp, hvis det er, Sanneh og Grabara smed hurtigt deres sygdom, Poulsen er blevet meldt næsten klar, Zach Duncan træner fuldt med og må også snart være tilbage, og så har vi både Tengstedt og Jørgensen på græs, som ikke kan være så langt fra heller. Dog ligner det længere udsigter med Arzani og Tingager, men lad os holde os til det positive.

Punkt 2: Alle øjne kan igen rettes mod Mortensen! Oven på fem kampe med kun 1 scoring, så har Mortensen nu nettet i de seneste to, hvilket kan blive altafgørende, da vores topscorer, især lige nu, nok skal være manden, der bærer offensiven i den nuværende “krise”. Vi snakkede også kort med Mortensen efter kampen, og den mand taber aldrig troen på tingene. Så voldsomt vigtigt at få ham tilbage på scoringstogt!

Punkt 3: Gode momenter. Trods truppen ser slidt ud, reserverne mangler niveau, og de skadesramte spillere er noget fra kampform, så så vi altså momenter med de 11 på banen i Randers i torsdag, der kan give gode minder. Især Diks og Olsen på den centrale midt viste den energi, man har savnet så længe, og flere gange så man det lynhurtige omstillingsspil, som truppen trods alt ikke har glemt fra bronzesæsonen. Så kan vi få banket lidt af selvtilliden tilbage i holdet, evt. med en hurtig scoring, så har de potentiale til så meget mere!

 

Status på Brøndby IF:

Kigger man blot på pointene siden mesterskabsspillet startede, så kunne man meget hurtigt falde i den fælde, der hedder at kalde Brøndby for krise ramt. Dog ligger der en stor sandhed bag de to nederlag, som trods alt også har været til Superligaens formodentlig to bedste hold lige nu, FCK og FCM. Mod FCM var man i stor grad det dominerende hold og fortjente som minimum det ene point, og mod FCK så man en kamp, hvor de to hold eliminerede hinandens styrker. Det havde derfor ikke været ufortjent med det ene point, men et straffespark i overtiden skulle blive afgørende.

Derfor er det svært at snakke Brøndby IF ned i lige så stor en “krise”, som vi er i lige nu, da man også kan udvide perspektivet en smule og se på deres seneste 10 kampe, som trods alt hedder: 5 sejre, 2 uafgjorte og 3 nederlag. Lidt en anden snak. Dog har Niels Frederiksen og Martin Retov mere eller mindre stillet med samme 11 hele sæsonen, så man begyndte også at se trætheds tegn på de bærende profiler som Lindstrøm og Uhre i sidste weekends derby, hvilket kan blive et problem for dem. Dog har de gule fra Vestegnen haft fornøjelsen af en uges hvile, hvor vi i torsdag var i fuld aktion i pokalsemifinalen.

 

Dem skal vi holde øje med:

AGF: Patrick, ja begge to! Mortensen skal scorer i morgen før vi har en chance, det er desværre efterhånden de kolde facts, da vores topscorer i den grad er eneste offensive spiller, der med colgate-smilet fremme kan sige, at han holder niveau. Derudover, så skal Olsen holde temperament, tænding og teknik på samme niveau som mod Randers, da han i den grad viste glimt af det potentiale, man har købt. Rammer de to Patrick’er niveauet, så er der fortsat håb! 

BIF: Topscorerduellen er på tapettet og derfor er Mikael Uhre umulig at komme udenom. Med 14 sæsonscoringer og fem på de seneste fire kampe, så er den tidligere SønderjyskE-spiller i storform. Hans fart og placeringsevne kan blive et stort problem for AGF-mandskabet, så det kræver meget vel en stor præstation fra U21-landsholdsspiller Sebastian Hausner, hvis vi skal slippe fra Brøndby Stadion uden indkasserede mål!

Bud på startopstillinger:

AGF (4-3-3):

Kamil Grabara – Alexander Munksgaard, Sebastian Hausner, Jesper Juelsgård, Casper Højer – Patrick Olsen, Kevin Diks, Albert Grønbæk – Gift Links, Patrick Mortensen, Jon Thorsteinsson.

Bobler:

Startopstilling giver i store træk sig selv i manglen på bredde og med spillere der fortsat kæmper med skaderne.

På mål er Grabara første mand, også på søndag. Foran ham kommer Højer og Munksgaard til at udgøre backsne og signalet har på det seneste været tydeligt fra David. I fraværret af Tingager, så er den foretrukne konstellation Hausner-Juelsgård. Hvor meget man, ikke tør, men er tvunget til at rotere pga. det hårde program, det vides kun internt. Men vi tror der skal ret meget til, før vi ville se ændringer, da Sanneh bare må være vurderet i dårligere form end “Julle” og man nok stadig ikke tør at kaste Backman i en hel kamp endnu.

På midten går vi med Olsen og Diks, som i vores optik må være sikre valg. Med Hvidt i karantæne og Poulsen, som trods alt har været ude i ret lang tid, på vippen, så tror vi mere på et indhop til vores traditionelle 6’er og en startplads til den nyfundne 6’er. Spørgsmålet er så bare: Hvem skal være ved siden af Olsen? Bliver det Blume eller Grønbæk? Det oplagte valg ville være Blume, hvis man både ser på hans historik mod netop Brøndby og de seneste valg af start-11. Dog går vi med Grønbæk, da vi tror, at man i trænertruppen har brug for noget opportunisme og offensiv gå-på-mod, som unge Grønbæk trods alt bringer, selvom præstationerne har været svingende.

I front går vi med Jon, Mortensen og Links, da de er de tre foretrukne og fordi vi simpelthen ikke kan se andre muligheder? Med Jørgensen og Tengstedt langt fra fuld kampform og med det tydelige signal Jevtovic og Ammitzbøll fik i torsdags, så ligner det, at alle forhåbninger er på, at de tre musketerer genfinder storformen ellers er der ingen plan b…

 

BIF (3-5-2): Schwäbe – Hermansson, Maxsø, Jung – Mensah, Frendrup, Lindstrøm, Radosevic, Bjur – Hedlund, Uhre

Skader:
AGF: 
Daniel Arzani (skadet), Frederik Tingager (skadet), Søren Tengstedt (skadet), Mathias Jørgensen (skadet), Zach Duncan (skadet) og Nicolai Poulsen (tvivlsom).

BIF: Blas Riveros (Skade)

Karantæner:
AGF: Benjamin Hvidt
BIF: Ingen.

 

Få notifikation
Notifikation ved
2 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
BorisG
2 år siden

Selvom vi skulle vinde den kamp, så tror jeg ikke vi tager medaljer i år.
Desværre! Men hvor vi tidligere har været vant til, at kriser som denne har rodet os ind i nedrykningsdramaet, eller kostet nedrykning, så vil det i år, i værste tilfælde resultere i en 6. plads.

Det siger lidt om, hvor meget holdet har rykket sig.
Træerne vokser ikke ind i himmelen. Og forhåbentlig rejser vi os igen, så vi også de kommende år kommer til at kæmpe om de sjove pladser.

dengamle
2 år siden

Enig med dig BorisG – trænerne vokser ikke ind i himlen, og agf er endnu et eksempel på at det tager mange år at gå fra at være en bundklub til et tophold år efter år. Jeg tror på en 4. Plads i år og den skal der kæmpes for.