Optakt: Pokaleventyret starter forhåbentlig torsdag eftermiddag på Autocentralen Park i Kolding

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Af Mattias Sundroos

Jagten på den tiende pokaltitel starter i Kolding, hvor man ikke har tabt i 51 år. Dog har et første divisions mandskab betydet exit de seneste to gange man er ramt i dem, og de første runder har ikke været rene walk-overs de seneste år. 

 

Kampfakta:
Spilletidspunkt: Torsdag den 12. november kl. 16:30
Spillested: Autocentralen Park, Kolding
Dommer: Sandi Putros
Få startopstillingen på: Twitter: @MTACnu Facebook: Morethanaclub.dk & AGFFAN.dk
Følg kampen på: TV: DR1 & Viaplay Radio: P3 Twitter: @AGFlive
Hashtag: #kifagf #sldk

Pokalen betyder noget helt specielt i AGF, det er man ikke i tvivl om. Titlen som mest vindende hold nogensinde i den danske pokalturnering er noget, som man virkelig er stolte af i Aarhus, men seneste pokaltitel er 24 år tilbage i tiden, så for at fastholde den titel er man snart nødt til at levere igen.

Alle i og omkring AGF husker helt sikkert pokaleventyret i 2016, hvor man nåede pokalfinalen i Parken, men måtte så kapitulere der. Derfor kan man oven på en sæsonstart med kun ét nederlag, samt en fantastisk slutning på sidste sæson ikke lade være med at gå at drømme lidt igen. Men før den drøm for alvor kan blomstre, så skal man forbi første divisions manskabet Kolding IF.

Sidst man mødte netop Kolding IF i pokal-regi endte kampen med en 3-1 sejr til “De Hviie”. Året var 1985 og AGF lå dengang i toppen af landets bedste række og Kolding IF i bunden af den næstbedste række, hvor de kæmpede for overlevelse. Lyder det bekendt? Lad os håbe på en gentagelse.

 

Indbyrdes:

Kampen i morgen bliver det indbyrdes opgør nr. 14 mod Kolding IF. Her har AGF overhånden med deres 8 sejre imod Koldings to. Begge nederlag ligger tilbage i 1969, da både AGF og Kolding IF spillede i den næstbedste række, 2. division som det hed dengang. AGF har dermed ikke tabt til Kolding IF i 51 år, hvilket svarer til alderen på Højer og Olsen tilsammen. Interessant er det dog, at de seneste to opgør i Kolding er endt uafgjort, 1-1 og 3-3, hviket også har kendetegnet sidste sæson i pokalturneringen for AGF, da man spillede uafgjort både i anden og tredje runde mod henholdvis Marstal/Rise og VSK Aarhus.

Andre interessante aspekter er, at vi i morgen formodentlig får et gensyn med AGF-drengen, Daniel Thøgersen, som nåede 6 førsteholdskampe for AGF inden han skiftede til Kolding IF i sommers. I de fire 3F Superligakampe det blev til, fik Daniel gjort sig bemærket med sine 2 assists i henholdvis 4-2 sejren over Vejle BK i nedrykningsspillet i 2019, og i 2-2 kampen mod Vendsyssel FF tidligere samme sæson. Daniel har tidligere været udlejet til Næstved i den anden bedste række, hvorefter han blev lejet ud til Kolding IF den resterende halvsæson. Her skiftede Daniel så også til i sommers, da hans kontrakt i AGF udløb. I denne sæson er det blevet til 13 kampe for Daniel for Kolding IF, hvoraf 11 har været i 1. division og de resterende 2 i pokalturneringen. Dermed har Daniel været med i samtlige kampe i år for Kolding IF.

En anden tidligere GF’er vi kan få gensyn med i morgen, er Kolding IFs nye nummer 7, Jacob Torp, som er fra ungdomsafdelingen i AGF. Jacob nåede dog aldrig førsteholdet i AGF, men har i stedet spillet for VSK Aarhus og Aarhus Fremad.

 

Status på AGF:

Hvad der lignede fjerde uafgjorte resultat i træk på udebane i år, endte heldigvis med en velfortjent 2-1 sejr, da Jon Dagur Thorsteinsson kom ind og klogt sparkede bolden i korte hjørne i det 89′ minut. Derfor kunne man i små 90 minutter nyde sig af en førsteplads, men nu må tage sig til takke med en tredjeplads. Kampen mod Lyngby var et skønt pust rent offensivt, da statistikken efter kampen hed 29 skudforsøg, hvoraf 9 var på mål. Selvom det ikke blev til mere end to scoringer, så var de 29 skudforsøg en klar forbedring fra de 6 mod SønderjyskE og 8 mod FCK. Så det var en betryggende udvikling.

Mindre betryggende er det dog, at det endnu engang ikke lykkedes at holde buret rent. Det er kun lykkes én enkelt gang i år, hvilket var hjemmekampen mod AC Horsens. Man kunne derfor håbe, at lige netop sådan en pokalkamp kunne være startskuddet på en stærk jerndefensiv, som man tidligere har været kendt for.

AGF går ind til kampen som store favoritter, men man skal passe på, da man går ind til torsdagens pokalkamp uden en del profiler i truppen. Patrick Mortensen er blevet indkaldt til landsholdet og det samme er Thorsteinsson. Derudover er Backman, Amini, Duncan og Gersbach fortsat skadet, dog har de heller ikke været meget gældende i år. Det bliver dog utrolig spændende at se, hvor meget David og co. roterer oven på de mange kampe, men med en friweekend i sigte.

 

Status på Kolding IF:

Kolding IF er første divisions nuværende tiendeplads. Det er blevet til 8 point og især målscoringen har været et problem for holdet fra trekantsområdet. 10 mål på 11 kampe og med de to kanter som topscorer: Denis Fazlagic, som kom til fra FC Fredericia tilbage i 2018 og er tidligere Vejle BK-spiller, og Oliver Drost, som kom til fra AC Horsens i sommers, hvor han nåede 49 kampe, og ligeledes har spillet i rivalklubben Vejle BK. Begge står noteret for tre sæsontræffere.

Derfor håber Kolding IF nok desperat på at få gang i deres angribere snarest muligt. Kolding endte nemlig som nr. 6 sidste år som oprykkere. Her var de fjerde mest scorende hold med 50 scoringer på de 33 kampe. Topscoreren var Jeppe Hansen med 9 sæsontræffere, som dog er skadet lige nu. Dernæst var det manden, der nærmest er synonym med Kolding IF, Rune Nautrup på 8 scoringer. Lige netop Rune kunne blive aktuel mod AGF og er rent faktisk den nuværende rekordindeholder i Kolding IF på både antal spillede kampe, 134, og scoringer, 73, hele 53 scoringer ned til andenpladsen. Dog skal det siges, at Rune kun er kamprekordindehaver i nyere tid, da Jørgen Lildballe med mægtige 386 kampe for førsteholdet tilbage i 50’erne og 60’erne er all-time indehaveren.

Hvad kan man ellers sige om Kolding IF?

Jo, Kolding er ubesejret i de seneste 7 kampe oven på en ellers skrækkelig start på sæsonen med 5 nederlag i træk. Dog af de 7 kampe er kun 2 sejre at finde, 2-1 sejren over Hobro IK og 5-0 sejren i pokalturneringen mod FK Utopia (serie 1). Interessant er det dog at bemærke, at Kolding i denne tid også foretog et formationsskifte fra 4-3-3 til 5-4-1, hvilket har været en ubesejret formation lige siden.

Kolding IFs største bedrift i pokalen har været kvartfinalen, hvilket man senest nåede i 18/19-sæsonen, hvor man dog tabte 2-0 til FC Midtjylland. Man har tidligere været i kvartfinalen i 82/83, 83/84 og 84/85. Denne sæsons pokaleventyr for Kolding IF har budt på to sejre, første over Egebjerg IFs serie 4-hold på 2-0 og 5-0 sejren over FK Utopias serie 1-hold. Kolding IF har ikke formået at slå et superligahold i pokalturneringens ordinære spilletid siden 86′, hvor Kolding IF slog Herfølge BK med 2-0. Derudover, så er de seneste tre kampe Kolding IF har spillet i pokalturneringens tredje runde endt med 1-1 mod Randers FC (vundet i forænget 3-1), 1-1 mod Skive IK (tabt i forlænget med 1-3) og en 5-2 sejr over IK Skovbakken.

Andre sjove vinkler på Kolding IF er, at i år 2000 skiftede AGF’er Johnny Mølby fra AGF til Kolding IF, hvor han debuterede som 16-årig tilbage i 1985 og nåede 46 kampe på førsteholdet. Derudover, så har man i Kolding en anden Mølby som det store forbillede, nemlig Jan. Jan startede karrieren i Kolding IF som 6-årig, debuterede som 17-årig og nåede landsholdet, Ajax og Liverpool. Så Mølby er et stort navn i Kolding.

 

Gift Links kommentarer til kampen:

“Det viser jo, at alt kan ske i pokalkampe, hvor man muligvis ender i forlænget spilletid eller ligefrem i straffesparkskonkurrence, og hvor begge hold vil give alt for at gå videre, og vi er opsatte på at kæmpe hele vejen til slutfløjt” siger Gift Links til agf.dk 

 

Dem skal vi holde øje med:

AGF:

Nicklas Helenius: Helenius som i den grad har påtaget sig rollen som farlig indskifter i AGF, får et stort ansvar på sine skuldre i morgen, når han skal overtage frontspidsen fra selveste anfører og topscorer, Patrick Mortensen. Det er små 5 måneder siden Helenius sidst scorede i en betydende kamp, da han sikrede AGF sejren med sin 4-3 scoring i Herning. Vi må derfor håbe, at Helenius igen for fundet målformen, da den centrale rolle i offensiven kommer til at hvile på ham.

Kolding IF:

Daniel Thøgersen: Thøgersen er som nævnt tidligere, et produkt af AGFs ungdomsafdeling. Selvom det endnu ikke er blevet til hverken mål eller assists i år, så har Thøgersen fået en stor rolle for første divisions mandskabet på hans venstrewingback. Det er dog nok mere de to kanter og en eventuel Rune Nautrup, man skal frygte i AGF-defensiven. Dog mener vi, at hans historik gør ham til nævneværdig i denne sammenhæng.

 

Bud på startopstillinger:

AGF: (4-3-3)

Grabara – Juelsgård, Hausner, Tingager, Munksgaard – Hvidt, Poulsen, Blume – Links, Helenius, Grønbæk

Bobler:

Vi tror ikke umiddelbart, at man i AGF tør at spare for meget frem mod kampen i morgen, da pokalen som sagt er en stor prioritet i AGF, og Kolding IF trods alt spiller i landets andenbedste række. Hvis der skulle ske rotation, så vil vores bud være, at det skulle være Patrick Olsen eller Frederik Tingager. Begge har spillet samtlige 8 kampe i 3F Superligaen i år og kunne derfor godt trænge til et hvil. Dog tror vi ikke David tør at skifte i midterforsvaret, da Backman heller ikke er klar, så det skulle være en Mikkel Lassen, Jesper Juelsgård eller Magnus Anbo, der skulle spille sammen med Hausner. Vi er dog gået med makkerparret Hausner-Tingager, især af den grund, at vi tror, at Juelsgård har vundet genvalg på venstrebacken oven på en stærk kamp i Lyngby.

Højrebacken tror vi bliver Munksgaard, da Diks trods alt spillede det meste af Lyngby-kampen. Grabara tror vi fortsat er i målet, da Eskelinen virker langt fra spilletid, og selvom Gadegaard har fået meget ros på det seneste og man ofte roterer på målmandsposten i pokalen, så tror vi den kolde kalkyle er, at man skal videre og Grabara er bedst.

På midten giver vi Olsen en velfortjent pause og tiltror Hvidt, Blume og Poulsen pladserne. Kanterne tror vi bliver Grønbæk og Links ligesom i Lyngby, men man kunne evt. komme til at se en Jevtovic fra start, men vi tror han bliver brugt som indskifter i stedet, da han nok stadig mangler det sidste for at kunne spille fra start. Og på toppen falder valget selvfølgelig på Helenius.

Kolding IF (5-4-1):

Ibsen – Hansen, Eriksen, Gudmann, Høgsholt, Thøgersen – Fazlagic, M. Jakobsen, Vestergaard, Drost – A. Jakobsen

 

Karantæner:

AGF:

Kolding IF:

Skader:

AGF: Mustafa Amini, Zach Duncan (Skade), Niklas Backman (Skade), Søren Tengstedt (Skade), Alex Gersbach (Skadet), Casper Højer (Tvivlsom), Patrick Mortensen (Landholdet), Jon Thorsteinsson (Landholdet)

Kolding IF: Schubert, Trier, Zederkof, Stenhoft og Jeppe Hansen

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments