Optakt: Løverne skal nedlægges i jagten på bronzemedaljerne

0

Af Rasmus Thomsen

Der resterer seks kampe af dette års 3F Superliga. AGF ligger nummer tre. Side om side med F.C. København. I morgen gæster københavnerne Aarhus, i en direkte duel om bronzemedaljer. Søndag aften kommer Ceres Park endnu engang til at danne rammerne om et top-brag. Med tilskuere!

 

Kampfakta:

Spilletidspunkt: Søndag 26. april klokken 20:00

Spillested: Ceres Park, Aarhus

Dommer: Morten Krogh

Få startopstillingen på: Twitter: @MTACnu, Facebook: Morethanaclub.dk og AGFFAN.dk.

Følg kampen på: TV3+ og Viaplay

Hashtag: #agffck #sldk

 

Tilskuerne er tilbage! I torsdags vandt AGF en hårdt tiltrængt sejr over Randers FC. Det var første gang siden 2015, at AGF besejrede lokalrivalerne fra Randers FC.

Og ikke nok med, at Randers-forbandelsen blev brudt, så var sejren ekstra dejlig, da der for første gang i mange måneder var fans på stadion. Og hvilken kulisse, de flere tusinder AGF-fans skabte torsdag aften. Fansenes tilstedeværelse skabte, helt tydeligt, fornyet energi hos hjemmeholdets spillere.

Allerede i morgen søndag, venter endnu en kamp i det enormt tætpakkede kampprogram. Og endnu engang må der komme fans på stadion. AGF forventer op mod 8.500 tilskuere til søndagens brag mod F.C. København.

Her skal AGF forsøge at følge op på den flotte og tiltrængte sejr over Randers FC i torsdags. Inden kampen mod Randers, var aarhusianerne inde i en mindre krise, hvor man stod uden sejr i otte kampe i træk. Og lad sejren over Randers FC blive vendepunktet.

 

Indbyrdes:

Opgøret mellem klubberne fra landets to største byer, er for alvor ved at udvikle sig til en ny-klassiker i dansk fodbold. Særligt AGF’s tilbagevenden til toppen af dansk fodbold, har skabt fornyet spænding og intensitet i kampene mellem de to storklubber.

I mange år var F.C. København lidt af en skrækmodstander for AGF. Det har dog ændret sig en smule i de seneste sæsoner. I sidste års mesterskabsspil, vandt AGF sine to opgør mod F.C. København, og kan ”De Hviie” gøre den bedrift efter i denne sæson, vil bronzemedaljerne i den grad være i sigte.

Før søndagens kamp har AGF og F.C. København, mødt hinanden to gange i denne sæson. I efteråret vandt københavnerne med 1-0 i Aarhus i en kamp, der nok mest huskes for kontroverserne mellem hjemmeholdets Nicolai Poulsen og udeholdets Viktor Fischer. Nicolai Poulsen blev sendt i bad før tid. Det gjorde Mikkel Kaufmann i øvrigt også.

Dramatik var der også i forårets opgør mellem de to klubber. Denne gang var det AGF, der var på besøg hos F.C. København i Parken.

Et opgør der endte 3-3 og som nok vil gå over historien for, at være den første kamp på dansk grund, der endte med en scoring efter dommerens slutfløjt. Jonas Wind endte som bekendt med at score på et straffespark, der først blev endeligt dømt af VAR, efter dommeren ellers havde fløjtet kampen af.

I de seneste år har opgørene mellem AGF og F.C. København altså været tætte og dramatiske. Og med tilskuere tilbage på Ceres Park, bliver der med garanti drama igen, når der fløjtes op til topkamp mellem AGF og FCK klokken 20.00 søndag aften.

 

Status på AGF:

AGF har været ramt af en lang række skader i løbet af forårssæsonen. Derudover har det tætte kampprogram i ligaen, sideløbende med deltagelse i pokalturneringen sat sine spor hos flere AGF-spillere.

Flere spillere har virket trætte i de seneste uger, og resultaterne har da heller ikke været prangende. Der blæser dog positive vinde over Aarhus i disse dage.

Sejren over Randers FC, tilskuere tilbage på Ceres Park og flere spillere, der så småt vender tilbage fra skader. Der er grund til at være optimistisk frem mod sæsonens seks sidste kampe. AGF ligger nummer tre, med samme pointantal som morgendagens modstander.

Der er altså en realistisk mulighed for, at gentage den flotte bedrift fra sidste sæson, hvor holdet vandt bronze.

I torsdagens kamp mod Randers FC kom Alexander Ammitzbøll igen på banen med få minutter igen. Denne gang kvitterede angriberen med en flot scoring, der slog det sidste søm i Randers-kisten.

Den første sæsontræffer fra Ammitzbøll kan vise sig, at komme på et meget belejligt tidspunkt for angriberen og resten af AGF-holdet. Patrick Mortensen sidder nemlig ude med karantæne i kampen mod FCK. Derfor tyder meget på, at Ammitzbøll får chancen fra start i morgen aften.

 

Status på F.C. København:

Det er et vaklende FCK-mandskab, der søndag aften gæster Aarhus og AGF. Den store krise i 2020, der førte til en fyring af Ståle Solbakken, hænger stadig som en tung sky over københavnerne.

På trods af en trup fyldt med mange velkendte navne og flere landsholdspillere, svinger præstationerne gevaldigt. Guldmedaljerne virker usandsynligt langt væk, særligt efter nedsablingen i Herning i torsdags. Her tabte FCK med 4-1 til konkurrenterne fra FCM.

Det er altså en flok sårede løver, der gæster et toptændt Ceres Park i morgen.

 

Dem skal vi holde øje med:

AGF – Kamil Grabara: Liverpool-ejede Grabara stod en fantastisk kamp i torsdagens opgør mod Randers FC. Topniveauet hos keeperen er ekstremt højt – måske det højeste i 3F Superligaen. Desværre har der også været et par svipsere i mellem.

Kamil Grabara har en fantastisk attitude og udstråling, der kan blive altafgørende for AGF i sæsonens sidste kampe. Der er et internationalt snit over Grabara, når han rammer sit topniveau.

Hvis målmanden kan fortsætte de fornemme takter fra Randers-kampen, kan han blive kampafgørende mod F.C. København.

FCK – Lukas Lerager: Den hjemvendte udlandsdansker, er en af de spillere, der for alvor skal træde i karakter for F.C. København, hvis de skal nå andet end en sekundær placering i dette års udgave af 3F Superligaen.

Lerager kan med sin rutine og erfaring fra udlandet og landsholdet, blive lidt af en mundfuld for hjemmeholdet, hvis ikke man får kontrol over midtbanen. Sammen med spillere som Carlos Zeca og Rasmus Falk kan Lukas Lerager være med til, at tippe kampen over til udeholdets fordel, når kampen om midtbanen skal stå.

 

Bud på startopstillinger:

AGF (4-3-3):

Kamil Grabara – Kevin Diks, Sebastian Hausner, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen – Nicolai Poulsen, Bror Blume, Patrick Olsen – Albert Grønbæk, Jon Thorsteinsson, Alexander Ammitzbøll

Bobler:

Topscorer og fungerende anfører Patrick Mortensen har karantæne. Derfor ligner Alexander Ammitzbøll den oplagte afløser.

Der er kamp om pladserne i AGF. Derfor er der flere positioner, hvor der er forholdsvis åben kamp om pladsen.

En af de positioner, hvor det stadig er ret åbent er i højre forsvarsside. Kevin Diks og Alexander Munksgaard dyster i en helt lige duel om pladsen. På baggrund af de seneste opgør, tror vi på at cheftræner David Nielsen vælger Diks til pladsen.

På kanterne er der også flere spillere, der byder sig til. Gift Links og Jon Thorsteinsson har ellers siddet tungt på startpladserne i dette forår. Men i de seneste kampe, har unge Albert Grønbæk vist noget af det fantastiske spil, der gav ham et større gennembrud i efteråret.

Og selvom Grønbæk har spillet mere ”8’er” end kantspiller i dette forår, så indikerer de sidste par kampe, at Grønbæk i den grad byder sig til i kampen om startpladserne på kanten. Derfor tror vi at David Nielsen, ligesom i torsdags, vælger Albert Grønbæk frem for Gift Links.

Derudover er der også en åben kamp om pladserne i midterforsvaret. Inden forårssæsonen gik i gang, lignede Frederik Tingager og Sebastian Hausner den stærkeste konstellation. Men med skader, karantæner og tilgang af Bubacarr Sanneh, har der været stor rotation i det bagerste geled. Vi går med samme midterforsvar som i torsdag – Juelsgård/Hausner.

FCK (4-3-3):

Grytebust – Ankersen, Nelsson, Jørgensen, Kristiansen – Zeca, Lerager, Falk – Wind, Daramy, Wilczek

 

Skader:

AGF:

Zach Duncan (skadet), Frederik Tingager (skadet), Daniel Arzani (skadet), Nicklas Backman (tvivlsom), Mathias Jørgensen (tvivlsom)

 

F.C. København:

Andres Bjelland (skadet), Bryan Oviedo (skadet)

 

Karantæner:

AGF: Patrick Mortensen

F.C. København: Nicolai Boilesen

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments