Optakt: Kan vi nuppe sjette sejr på stribe over de “striwede” fra Fyn?

1
© Nicklas Jacobsen - JacobsenPhotography

Af Mattias Sundroos

Med restitution til nøglespillere, selvtillid til andre og minutter i benene til bredden, så er det et styrket AGF-hold, der drager til Fyn oven på pokalkvartfinalesejren i onsdags. Men kan OB og deres bane bogstavelig talt spænde ben for “De hviie”? 

 

Kampfakta:

Spilletidspunkt: Søndag den 14. Februar klokken 20:00
Spillested: Nature Energy Park, Odense
Dommer: Peter Kjærsgaard
Få startopstillingen på: Twitter: @MTACnu Facebook: Morethanaclub.dk & AGFFAN.dk
Følg kampen på: TV: TV3+ eller Viaplay Radio: P3
Hashtag: #obagf #sldk

Det er med selvtillid i bagagen, at AGF drager til Fyn på søndag, da man i 2021 fortsat er ubesejret. Dertil kan man lægge, at man har slået netop OB i de seneste 5 indbyrdesopgør og så ligger man nr. 3 i 3F Superligaen med 9 point ned til søndagens modstander. OB derimod måtte indkassere et 2-1 nederlag i torsdags, da de forsvarende mestre var på besøg, samt en skade til unge Mads Frøkjær, hvilket bare lægger sig til de nuværende bekymringer.

Dog fik man i søndags en livsvigtig sejr over FCN, hvilket rykkede OB op på den nuværende 8. plads med “kun” 5 point til top 6 og SønderjyskE. Så kampen på søndag bliver nok ikke en sikker walk-over, som man ellers kunne have håbet på i det aarhusianske. Med sølle to hjemmebanenederlag i denne sæson, så kan odenseanerne bide fra sig, og med en bane, der mest af alt minder om den AGF havde umådelig svært ved at spille på i Vejle, ja, så kan det være marginalerne, der skal i spil på søndag. Det mente OBs Moses Opondo i hvert fald efter torsdagens pokalkamp:

“Heldigvis er banen jo den samme for AGF, så man kan jo håbe på, de får sig et chok, når de kommer her. Deres bane er i lidt bedre stand. Vi ved jo, hvordan det er at spille på vores, og det gør de ikke. Så vi kan håbe, de ikke vænner sig alt for hurtigt til den” – siger han til bold.dk 

 

Indbyrdes dominerer OB historisk, men ikke lige nu! 

Kampen på søndag bliver superligakamp nr. 79 imellem Jyllands hovedstad og Fyns. Her er det blevet til 32 sejre til OB imod AGFs 26, så der er stadig tale om en overhånd til de “striwede”. Især i perioden 2005-2011 var odenseanerne overlegne, da det blev til 11 sejre, 4 uafgjorte og kun ét enkelt nederlag mod AGF i den periode.

Dog er der sket meget siden 2011, hvor startopstillingen dengang bød på spillere som Staff, Sloth, Jørgensen, Akharraz, Graulund og Johansson! Og det kan også ses på styrkeforholdet i mellem de to mandskaber. Tilbage i slut-nullerne var OB førsteudfordre til FCK om mesterskabet og frygtindgydende spillere såsom Utaka, Djemba-Djemba, Hans Henrik Andreasen og Espen Ruud var med til at sikre fynboerne tre andenpladser i træk. I dag er sagen en lidt anden, hvor det kun er blevet til en 5. plads som bedste placering siden.

Er styrkeforholdet så tippet med den aarhusianske bronzemedalje sidste år? Ja måske, men det er altid farligt at konkludere på én sæson. Derfor lader vi i stedet tallene tale for sig:

Ud af de seneste 8 Superligakampe i mellem de to mandskaber har AGF vundet de 6 og OB en enkelt. Sågar er de seneste 6 kampe i alle turneringer mellem de to hold endt med “hviie”-sejre, senest med 4-2 sejren på Ceres park med Højers frisparksperle, som vi nok alle husker, og tabellen indikerer nu 9 point i difference og 12 mål bedre målscore. Derfor ligner AGF lige nu et stærkere mandskab.

Et andet sted hvor styrkeforholdet virker tydeligt, er på trænerposten. Her har David vundet 6 ud af de 8 indbyrdes opgør med Michelsen, endda inkluderet hans tid i Lyngby. Ja, rent faktisk, så er 1-2 nederlaget tilbage i marts 2019 nærmest et usædvanligt fænomen, dog med tilbagevendte Kadrii som matchvinder i den kamp. Han udtaler dog til TV2-Fyn, at han ikke forventes klar til søndag:

“Det er dag for dag, og så tager vi en beslutning hen ad vejen, omkring hvornår jeg er helt klar. Men det går fint, og kroppen føles fint. Det er bare at klø på, og så må vi se, hvor lang tid det tager” – Kadrii til TV2-Fyn

 

Status på AGF:

Som nævnt tidligere så er man hos AGF lige nu fortsat ubesejrede i gældende kampe i 2021, og det er da også noget? Samtidig har man fået noget bedre styr på defensiven, som rent faktisk, indtil B93s Daniel Stücklers sparkede bolden ind til 1-3 i onsdags, havde holdt buret rent i hele 430 minutter! Dette endda trods man endnu ikke så meget som bare to gange har spillet med samme bagkæde i år.

Derudover, så synes vi, at man så enormt spændende takter fra midtbanen i onsdags, hvor Grønbæk på en form for 10’er position, Olsen på noget der lignede en dybdeliggende playmaker i Football Manager-termer, og med Poulsen som skraldemand, var noget af det bedste vi har set fra en AGF-midtbane i meget lang tid! Dog skal man selvfølgelig huske på, at modstanderen var et 2. divisionshold, der spillede deres første gældende kamp i år, men stadigvæk!

Bredden fik som nævnt tidligere også minutter i benene, hvilket gav os på redaktionen ro i maven. De to “reserve” backs Diks og Gersbach så for alvor gode ud, Juelsgård og Sanneh ligner stærke og vidt forskellige bud på midterforsvarer, hvilket kan give noget taktisk fleksibilitet, og Jevtovic fik vist sig lidt frem igen. Hvilket betyder, at man efterhånden har smidt mange af skaderne, som for alvor har givet grund til bekymringer i bredden.

På den mere bekymrende front skal man dog nævne vores modstandere indtil videre i år. Vejle B, Lyngby BK og B93 er mandskaber, man skal kunne slå, hvilket piller lidt af pynten på titlen som ubesejrede i 2021.

En anden bekymring vi har i tiden, er i forhold til vores anfører og topscorer, Patrick Mortensen. Han mangler simpelthen at komme igang igen. 7. december mod Brøndby IF er sidst Mortensen fandt vejen til netmaskerne, hvilket er 552 minutter siden, eller 777 minutter, hvis man inkluderer træningskampe. Det er bekymrende!

Sidst er vi nødt til at nævne midtbaneslideren Nicolai Poulsen, som måtte udgå med skade oven på pokalkampen i onsdags. Vi på MTAC var til stede til dagens træning (fredag) og her var der ingen Poulsen i sigte… Klubben har dog ikke meldt noget ud i endnu, men vi er lidt bekymrede, da han endnu engang i onsdags viste “i det skjulte”, hvor eminent en 6’er han er! Endda med anførerbind på i noget af tiden….

Ja, og så lige kort da. Banen i Odense. Den kan på mange måder minde om den i Vejle, hvor det sand for dyden var en langgaber, da man havde store problemer med at få scoret! Det kan desværre godt blive en faktor…

 

Status på OB:

OB har været lidt en af de hold den her sæson, der har været svære at gøre sig kloge på. De sluttede efteråret af med manér, hvor det kun blev til 2 nederlag i de sidste 10 kampe (inkluderet en enkelt pokalkamp), mod Randers FC og Brøndby IF. Derudover, så har de været en del i medierne i forhold til polymikken omkring Jakob Michelsen og den manglende kontraktforlængelse, den elendige bane, samt nu, at man har givet fansenes nummer væk til den tilbagevendte Baskhim Kadrii… Her kan man da efterhånden snakke “galehus”, hva?

Men problemerne har også været tydelige på banen for de “striwede” og det har været i begge ender. Med en -1 målscore på den nuværende 8. plads, så snuser man med 5 point op til Sønderjyske på 6. pladsen stadig til top 6, men med blot 3 point ned til en 10. plads kan man ikke løbe rundt med armene i vejret.

Målscoreren indikerer meget godt fynboernes problemer. Det rene bur i seneste Superliga-kamp mod FCN var blot det tredje af slagsen i denne sæson, hvor seneste faldt 1. november mod bundproppen fra Horsens. På den offensivefront lagde man hårdt ud med 9 scoringer i de første 6 kampe, hvilket er et snit på 1,5 mål. Ikke prangende, men man fik mål fra især Sabbi (2 scoringer) og Jebali (4 scoringer), som i den grad lignede to esser i truppen. Dog blev kampen i søndags mod FCN første gang siden 3-0-sejren midt i oktober mod Lyngby BK, at OB formåede at score mere end 1 mål i en kamp… bekymrende!

Læg dertil, at kun én person har scoret mere end 1 mål siden oktober og det er 21-årige Mikkel Hyllegaard med to scoringer. Derudover står Tverskov, Kløve, Opondo, Gudjohnsen, Oliver Lund, Jens Jakob Thomasen, Max Fenger og Emmanuel Sabbi alle noteret for en enkelt scoring… bekymrende!

 

Dem skal vi holde øje med:

AGF:

Patrick Mortensen: Med en bane der forventes at være i hundene, og dermed en kamp, hvor vi nok ikke kan forventes at vælte os i chancer som senest mod B93, så skal Superliga-topscoreren være på pletten. Vi tror, at Mål-Mortensen meget vel kan blive forskellen på 1 og 3 point, så lad os håbe, at sigtekornet er indstillet og sæsontræffer nr. 9 lægger lige for fødder, hoved eller hvilken kropsdel han nu skal bruge, af vores topscorer og kaptajn, Patrick Mortensen!

OB:

Moses Opondo: Vi har valgt at gå med den seneste målscore i det fynske, nemlig manden bag 1-0 målet i torsdags, Moses Opondo. Selvom Opondo ikke har været fast starter i år, så har den 23-årige ugander med sin fart og gode drev alligevel gjort sig bemærket. Her er vi især bekymret for rummet mellem bagkæden og midtbanen, hvis vores bange anelser holder stik og Poulsen ikke er med. Derfor bliver vores råd at holde et vågent øje med Opondo, som senest mod FCM viste sine styrker i at trække ind i banen og skabe problemer!

 

Bud på startopstillinger: 

AGF: (4-3-3)
Grabara – Munksgaard, Tingager, Hausner, Højer – Olsen, Hvidt, Grønbæk – Links, Mortensen, Thorsteinsson

Bobler:

Der er ikke meget grund til at diskuttere målmandsposten, som Grabara har sat sig fuldstændig på som forventet. I bagkæden lignede startopstillingen i onsdags, hvad man kan forvente som “B”-kæden lige nu, hvilket gør, at vi går med de ovenstående fire. Især, da Diks kun kunne spille 45 minutter og Sanneh stadig mangler lidt for at være i form, ellers kunne de to især blive bejlere til startelleveren.

På midten forholder vi os skeptiske i forhold til Poulsen. Det giver os dermed tre muligheder søndag. 1: Olsen på 6’eren og Blume-Grønbæk foran ham, 2: Hvidt på 6’eren og enten Olsen-Grønbæk foran eller, 3: Olsen-Blume foran Hvidt. Her går vi med mulighed 2, da vi ikke tror, at man kan undvære Hvidts styrke og defensive arbejde, samt at Grønbæk har spillet sig til pladsen foran Blume.

De tre forreste giver efterhånden sig selv, men skulle der ske en ændring, så kunne det være, at Links med meget begrænset fysik, får en pause, og Jevtovic i stedet kommer i spil. Det tror vi dog ikke.

 

OB (4-3-3):

Oliver Christensen – Alexander Juel Andersen, Kasper Larsen, Marco Lund, Oliver Lund – Ayo Simon Okosun, Janus Drachmanm, Troels Kløve – Moses Opondo, Mart Lieder, Issam Jebali

 

Karantæner:

AGF: Ingen

OB: Emmanuel Sabbi

Skader:

AGF: Zach Duncan (skade), Søren Tengstedt (skade), Niklas Backman (skade), Mathias Jørgensen (tvivlsom), Magnus Anbo (tvivlsom), Nicolai Poulsen (tvivlsom)

OB: Max Fenger (skade), Sayouba Mandé (skade), Mads Frøkjær (tvivlsom), Jørgen Skjelvik (tvivlsom), Jeppe Tverskov (tvivlsom), Baskhim Kadrii (tvivlsom)

Få notifikation
Notifikation ved
1 Comment
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments