Optakt: Kan 8000 tilskuere i ryggen gøre forskellen når vi torsdag møder Randers?

0
© Nicklas Jacobsen - JacobsenPhotography

Af Simon Fenger

Torsdag venter Randers FC endnu engang. Denne gang er vi imidlertid flere end Davids 11 udvalgte, der er klar til at tage imod. Forhåbentligt er det lige det, der skal til for at sikre en tiltrængt sejr over Randers FC.

Kampfakta:
Spilletidspunkt:
 Torsdag 22. april klokken 17:45
Spillested: Ceres park, Aarhus
Dommer: Sandi Putros
Få startopstillingen på: Twitter: @MTACnu, Facebook: Morethanaclub.dk og AGFFAN.dk.
Følg kampen på: TV3+ og Viaplay
Hashtag: #agfranders #sldk

Sidste AGF-sejr over Randers fandt sted d.2 August 2015. Vi, der var på stadion denne dag, husker en ret vanvittig kamp. Ved halvleg førte Randers 2-0 på mål af Viktor Lundberg og Jonas Borring. En uforglemmelig 2. halvleg bød derefter på først en straffesparksreducering ved Kim Aabech, dernæst et rødt kort til Amini (han var som bekendt Randersspiller dengang). Kim Aabech fulgte op med endnu en scoring og i det 85.minut satte Stephan Petersen et scoringsmæssigt punktum på kampen med sin scoring til 3-2. Minuttet efter fik Kasper Fisker Randers’ andet røde kort.

Siden 2015 har der desværre ikke været mange positive oplevelser imod Randers FC for de hvidblusede.

 

Indbyrdes:

Der er ikke meget positivt at hente her desværre. Denne sæson har budt på 4 opgør hidtil. To i grundspillet som begge endte uafgjort og to pokalsemifinaler som endte med hhv en uafgjort og en Randerssejr.

Randers har været dygtige til at lukrere på de fejl, vi har lavet, og vi har haft vanskeligt ved at stå imod det pres, Randers har lagt på os. Der har været flere lysglimt, som eksempelvis de første 25 minutter af den sidste grundspilskamp. Her spillede vi rigtigt godt, og Links bragte os fortjent foran, men generelt, og i særdeleshed i pokalkampene, har Randers samlet set spillet bedre end os.

 

Status på AGF:

Der er ingen tvivl om, at vi resultatmæssigt er inde i en nedtur. AGF har ikke vundet de sidste 5 ligakampe. Indsatsen i sidste rundes uafgjorte resultat imod Brøndby IF var imidlertid fuldt ud godkendt, og forhåbentligt kan der leveres mere af samme skuffe torsdag.

På spillersiden er der gode nyheder i form af, at Nicolai Poulsen er kommet sig over sin skade og meldes fit for fight. Benjamin Hvidt har udstået sin karantæne og er tilbage, desværre har Højer så til gengæld overtaget pladsen i karantæneboksen.

På træningsbanen ser vi gode fremskridt for spillere som Arzani, Duncan og Tengstedt. Dog har Duncan nu fået den ene arm i gibs, hvilket nok holder ham tilbage lidt endnu. David har tidligere udtalt, at denne tid på sæsonen ikke er til at spille sig ind på holdet, så denne trio har muligvis et stykke vej til 1.holdet.

 

Status på Randers FC:

I gårsdagens kamp imellem Randers og FCM havde Thomas Thomasberg valgt at spare nogle af de normale startere. Cheftræneren fortalte, at det var ud fra betragtninger omkring det tætte kampprogram. I den forbindelse spiller det naturligvis også en rolle, at Randers har en pokalfinale imod Sønderjyske at se frem imod.

Desværre virkede det til, at det var ret kompetente erstatninger, der blev sat ind i stedet.

 

Dem skal vi holde øje med:

Vi skal holde øje med de forhåbentligt 8000 tilskuere på Aarhus stadion. Forhåbentligt er vi nu endegyldigt forbi de triste superligatransmissioner, hvor vi hjemme i stuerne kan høre om 4.dommeren har fået hikke. Forhåbentligt kan sammenspillet mellem AGF-spillere og et fodboldsultent hjemmepublikum gå op i en højere symbiose.

 

Bud på startopstillinger:

AGF (4-3-3):

Kamil Grabara – Alexander Munksgaard, Bubacar Sanneh, Jesper Juelsgård, Kevin Diks – Patrick Olsen, Bror Blume, Nicolai Poulsen – Gift Links, Patrick Mortensen, Jon Thorsteinsson.

Bobler:

Startopstillingen giver ikke helt sig selv på alle pladser denne gang. Målmandsposten er der imidlertid ikke så meget tvivl om. Grabara tager kassen.

I forsvaret er Casper Højer ude med karantæne. Det giver David valget mellem den Australske venstrebenede venstreback Alex Gersbach og så vores Hollandske oprindeligt-højreback-men-nu-altmuligmand Kevin Diks. Diks har tidligere været anvendt som venstre back når Højer har været ude. Tvivlen her handler også om, at Diks de sidste kampe også har gjort det godt som en af de centrale midtbanespillere, så det kan også være inde i trænerteamets overvejelser. Vi går dog med Diks på venstre back. I det centrale forsvar er der reelt 3 spillere i spil til de to pladser. Sanneh, Juelsgaard og Hausner. Hausner har kostet et par mål i de sidste kampe og vi tror, at det er hans tur til at snuppe en kamp på bænken. Sanneh har heller ikke været prangende i sit spil, men han kommer med noget fysik der særligt imod Randers kan blive relevant. Juelsgård er ikke nogen Paolo Maldini, men han leverer kontinuerligt på et højt niveau. Hvis Diks spiller venstre back, så er Munksgaard et stensikkert valg som højre back.

På den centrale midtbane er Nicolai Poulsen og Patrick Olsen de to stensikre valg. Nicolai Poulsen kan nok næppe holde til 90 minutter og vi forudser derfor en udskiftning af ham omkring det 70. minut. David overraskede mange ved at skifte Patrick Olsen ud i Brøndbykampen. Måske det var en lille melding til Olsen om at steppe lidt op. Som den 3. centrale midtbanespiller går vi med Bror Blume. Hvis Diks ikke er med i betragtningerne her så står valget reelt imellem Bror og Benjamin Hvidt. Ingen af de to har leveret særligt godt i dette forår, Bror har dog tidligere vist at han besidder evnerne, måske 8000 tilskuere kan få det frem i ham igen.

På kanterne står valget imellem Links, Thorsteinsson og Albert Erlykke. Jevtovic ser desværre ud til at være et godt stykke vej fra det niveau, vi håbede på. Generelt set så er vi desværre langt fra lykkedes med at være lige så sprudlende på kanterne, som vi var i sidste sæson. Både Thorsteinsson og Links kan levere fremragende præstationer, når tingene lykkedes for dem, det er bare sjældent, vi har set det i de sidste kampe. Albert er en kommende stjerne i hvidt, han har noget x-factor på banen som kan vende kampe for os. Han kan imidlertid også forsvinde helt ud af kampene i store perioder. Albert er opfostret som central offensiv midtbanespiller, men han har til tider leveret gode præstationer på kanten, og det ser ud til at det er der han har kortest til spilletid lige i øjeblikket.

Helt fremme er det meget let for David. Her spiller Paddy. Pattrick Mortensen er statistisk set den bedste angriber AGF har haft i nyere tid. Han leverer helt kontinuerligt på et meget højt niveau.

Skader:
AGF:  
Frederik Tingager (skadet), Zach Duncan (skadet), Backman (Tvivlsom), Mathias Jørgensen (Tvivlsom), Arzani (Tvivlsom)
RFC: Ingen

Karantæner:
AGF: 
Casper Højer Nielsen
RFC: Ingen.

 

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments