Optakt: Kamp om pladserne i AGF-lejren – David Nielsens luksusproblem

Skrevet den 16. april 2018 - 15:23 af

AGF tager tirsdag til nordsjælland for at møde FC Helsingør i en kamp, der meget vel kan skabe fodboldglæde i Århus. 

Der er glæde i AGF-lejren eftersom klubben fredag aften sikrede klubbens tredje sejr på stribe. Det betyder at klubben er centimeter fra Superliga-overlevelse, samt godt på vej mod den topplacering, som blandt andet Pierre Kanstrup spåede før gruppespillet.

AGF er formstærke og ubesejret i 5 kampe, senest blev det også til en 2-1 sejr over FC Helsingør. En sejr der muligvis skulle have været endnu større.

David Nielsen synes at have fået styr på tropperne, dog med et par udsving på nogle af pladserne. For selvom de fleste pladser er okkuperet af faste spillere, så mangler David Nielsen stadig at få kortrækken til at gå helt op.

Fredag mod Helsingør var der igen plads til unge Magnus Kaastrup i startopstillingen, der har skrevet fuldtidskontrakt med klubben. Han erstattede Bundu, der har kæmpet med det unge stjernefrø om en fast plads på kanten. Dog vise Kaastrup klassen, og det ville være naturligt for David Nielsen at give den unge spiller endnu en chance mod Helsingør.

Læs også: Reaktionerne fra sejren mod FC Helsingør

På toppen har valget stået mellem tilbagevendte Kasper Junker og Martin Pusic, der før kampen mod Silkeborg var målløs i AGF-trøjen. Nu har Pusic fået gang i målmaskinen og den dygtige boksangriber har stået i spidsen for de to seneste sejrsmål for AGF. Det ville skabe forundring hvis ikke han er at finde i spidsen i morgen.

På den anden kant har Jens Stage fungeret som lappeløsning for David Nielsen, men udvist imponerende takter, og han har desuden høstet stor ros fra cheftræneren. Også blandt fans har Jens Stage gjort et godt indtryk, der med hans arbejdsmoral og offensive overblik, giver et herligt liv i kampene. Han har altså overmatchet Spellman og Guira, der har skulle kigge længe efter spilletid i de seneste seks kampe.

Et yderst positivt perspektiv på Nielsens trup er, at der er utrolig mange muligheder på de forskellige pladser. David Nielsen har givet de unge spillere plads til at vise deres værd og det har de gjort. Der er kamp i AGF-lejren om spillepladserne, en ting, der kun gavner spillerniveauet i en klub. Dog er det David Nielsens ‘luksusproblem’ at finde de rigtige løsninger og at udvikle spillerne til deres yderste potentialer. Med spillere som Bundu, Guira, Blume, Stage, Kaastrup, og Ankersen er der mulighed for at udvikle spillerne i en retning, der kan blive afgørende i fremtiden. David Nielsen har i den grad mulighed for at skabe et solidt fundament, og en spillertrup, hvor man virkelig skal kæmpe om pladserne.

Kampen på tirsdag sparkes i gang klokken 19.00 i Helsingør. En kamp, der meget vel kan sikre AGF passage til endnu en fortjent sæson i Superligaen.

Kommentarer

  1. Fin artikel. Siden den blev skrevet, har forårets resultater medført at nedrykning ikke er aktuel. Med Davids resultater har vi ikke blot sikret os en plads i suppen, men fået så meget medvind, at fordums storhed vender tilbage. KSDH. Aarhus overgiver sig aldrig!

  2. Det giver med andre ord følgende trup:

    26. Aleksandar Jovanovic / 1. Steffen Rasmussen / 2. Dino Mikanovic / 3. Niklas Backmann / 4. Daniel A. Pedersen / 6. Björn Daniel Sverrisson / 7. Jakob Ankersen / 9. Kasper Junker / 11. Tobias Sana / 14. Jens Stage / 16. Casper Højer Nielsen / 17. Adama Guira / 19. Mustapha Bundu / 22. Benjamin Hvidt / 23. Pierre Kanstrup / 29. Bror Blume / 32. Martin Pusic / 44. Magnus Kaastrup

    Start 11.
    Aleksandar Jovanovic
    Dino Mikanovic, Niklas Backmann, Pierre Kanstrup, Casper Højer Nielsen
    Magnus Kaastrup, Benjamin Hvidt, Daniel A. Pedersen ,Tobias Sana
    Kasper Junker, Jakob Ankersen.

    Meget ung midt. Men vi har intet at tabe. Godt at spille dem ind nu.

Skriv et svar