Optakt: En revanche man virkelig tørster efter mod de forsvarende mestre fra Brøndby IF på søndag!

0

Af Mattias Sundroos 

To mandskaber har især de senere år kæmpet om at komme tilbage i toppen af dansk fodbold og leve op til den fordoms styrke og forventningerne fra deres enorme fanbaser. Det våbenkapløb fører de gule fra vestegnen nok med mesterskabet sidste år, men hvem står stærkest i år? Det får vi den første smagsprøve på søndag i Ceres Park! 

Kampfakta:
Spilletidspunkt: Søndag den 16. juli 2021, kl. 19:00
Spillested: Ceres Park, Aarhus
Dommer: Jens Maae
Få startopstillingen på: Twitter: @MTACnu, Facebook: Morethanaclub.dk og AGFFAN.dk.
Følg kampen på: TV: TV3+ og Viaplay, Radio: DR P3
Hashtag: #agfbif #sldk

Sommer, sol og Superliga, hvad mere kunne man ønske sig? Ja, det skulle da lige være en åbningskamp ikke blot hjemme mod de forsvarende mestre, men også vores ærkerivaler fra Vestegnen.

Søndag kl 19 går det løs og det er to mandskaber, der begge har sagt farvel til store profiler henover sommeren og har europæisk fodbold på menuen til denne sæson. Hos AGF er det kun blevet til 2,5 træningskampe inden sæsonstart, hvilket gør det spændende at se, hvad det kommer til at betyde, da nye spillere som Anthony D’alberto, Dawid Kurminowski og Frederik Brandhof endnu ikke har været på græs, samt Frederik Tingager, Patrick Mortensen, Nicklas Backman og Alex Gersbach ligeledes, og det har budt på to nederlag samt en smal sejr over førstedivisionsmandskabet fra Hobro.

På Vestegnen har et lidt andet billede tegnet sig for de forsvarende mestre. Her er det blevet til hele fem træningskampe (1-1 mod Kiel, 1-1 mod OB, 5-0 over Herstedøster IC, 4-1 over SønderjyskE og 2-1 over IFK Göteborg) og ikke mange nye spillere er kommet ind, men i stedet virker bredden af truppen til at skulle bevise sit værd med spillere såsom: Mads Hermansen, Jens Martin Gammelby, Rezan Corlu og Anis Slimane.

Så hvem står stærkest frem mod premieren søndag? Det er ikke til at sige. Hvad vi dog kan sige er, at vi i det mindste har gode erfaringer med åbningskampe i Ceres Park mod netop Brøndby IF, da vi senest sådan en kamp var på menuen slog BIF med 2-1 på to scoringer af Mate Vatsadze. Dengang, i 2015, hed de 11 startende for AGF: Staff, Daniel Christensen, Lopez, Juel Andersen, Aabech, Stephan Petersen, Jønsson, Daniel A. Pedersen, Danny Olsen, Bjarnason, Vatsadze, og trænermatch-uppet: Wieghorst mod Frank.

Så forhåbentlig kan vi gentage successen søndag, da det ligeledes var Jens Maae, der dømte den kamp. I hvert fald er det en revanche, man virkelig tørster efter oven på 1-2 nederlaget tilbage i maj!

Ifølge chefen selv, så er man i hvert fald klar:

“Det er jo altid det, der er spørgsmål op til en sæsonstart. Er vi klar? Vi har haft en fin opstart, vi har folk tilbage og på vej tilbage fra skader, så ja, jeg synes, vi er klar”

 

Indbyrdes:

Kampen søndag bliver kamp nr. 87 i mellem de to mandskaber, hvor Brøndby IF står med den klare overhånd på 46 sejre imod vores 22. Dog har vi vundet 3 af de seneste 5 hjemmekampe mod Brøndby IF. Faktisk så hedder statistikken mod BIF 4 sejre, 4 uafgjorte og 3 nederlag siden David tog over.

David står lige nu også med overhånden i match-uppet med Niels Frederiksen. Her er det blevet til 3 sejre til David imod Niels’ 2, hvor de sidste 3 opgør er endt uden vinder.

Det negative i statistikkerne lige nu er især, at vi ikke har slået BIF i de seneste 3 kampe, så det må gerne ændres søndag!

 

Status på AGF:

Hvor står AGF frem mod kampen? Vi stillede os selv netop det spørgsmål i en længere artikel, som du kan læse her. Men for at opsummere, så står vi med store spørgsmålstegn, men en spændende trup.

De to træningskampe man kan tage udgangspunkt i, har været af meget forskellig karakter. Mod AaB tabte man et jævnbyrdigt opgør, hvorimod man var klart bedst mod Hobro IK, men pga. udskiftninger og lidt mangel på koncentration kun vandt 3-2.

Især en Søren Tengstedt, en Yann Aurel Bisseck og en Patrick Olsen har imponeret os i opstarten, så vi håber meget på, at de kan tage store skridt i denne sæson. Lund og Hansen ligner solide køb, især Hansen er vel nærmest det optimale, man kunne gøre på den position.

Men hvor står Links, Thorsteinsson, Grønbæk og Duncan det bliver spændende at se. Og så bliver det ligeledes spændende at se, om man tør at køre spillestilen ud og gå højt på Brøndby IF i presset, når to raketter ligger på toppen for gæsterne (Uhre og Hedlund), men ifølge David har farten lige netop været en prioritet for “de hviie” frem mod den nye sæson:

“Ja, det har vi allerede gjort (red. sikret sig mere fart) i vores nye angriber som er hurtig og Yann i bagkæden, som også har fart. Det er klart, at det er noget, der er vigtigt for os” 

Men det kan være svært at spå om, hvad kampbilledet bliver søndag, da man i AGF vil vise taktiskfleksibilitet og skal se de nye gutter an:

“Det skal vi se undervejs (red. om potentielle ændringer i spillestilen), vi er ikke bange for at ændre, hvis føler det er nødvendigt. Nu skal vi på mange måder spille et lidt nye hold sammen og der skal vi være åben for alt, også et nyt system” – Siger Chefen til os i torsdags

 

Status på BIF:

Brøndby IF har indtil videre sagt farvel til tre afgørende brikker i de bagerste geleder: Schwäbe, Hermansson og Jung. Her har man ikke investeret stort på at erstatte de erfarne gutter, men hentet Thomas Mikkelsen ind til at konkurre med unge Mads Hermansen i målet. I bagkæden ligner Rosted og Børkeeiet de direkte erstatninger, hvilket bliver spændende at se, hvad betyder for de forsvarende mestre.

På midten har man sagt farvel til den helt store stjerne fra sidste sæson, Jesper Lindstrøm, samt indhopperen Lasse Vigen, så det ligner de unge gutter: Corlu, Slimane og Frendrup for alvor skal steppe op, hvis BIF skal fortsætte som tophold.

Dog tror vi, at det fortsat bliver et stærkt Brøndby IF-mandskab, vi kommer til at se på søndag, især da deres europæiske kampagne afventer lidt, så bredden endnu ikke for alvor bliver udfordret. Dog er der ingen tvivl om, at hvis man kan lukke ned for Hedlund og Uhre, og tør lægge pres på bagkæden og dominere midtbanen, så kan vi godt ligne det stærkeste hold.

 

Chefens tanker:

Måske nogle af de nye fra start:

“Jeg tror sagtens, at de nye hurtigt kan komme i aktion. Jeg synes, det er nogle spændende gode spillere. Og ja, alle er i form. Der vil altid gå lidt, da man skal ind i kamprytmen hos os, men er i super god form” 

Ingen er sikre:

“Det er jo op til spillerne selv. Der er nogen, der kan komme til at overraske, men der er altså også nogen, der spillede meget sidste år, som skal hæve deres niveau og blive endnu bedre. Alle skal levere deres bedste og så må vi se, hvem der kommer til at skinne mest fra den ene kamp til den anden” 

Der bliver ikke sparet i midtugen, så vi får en hård start at se:

“Nej, vi kommer til at prioritere det benhårdt Europa. Det er vigtigt for os, der er ikke noget der. Vi kommer til at stille det stærkest mulige hold til de kampe vi skal spille og helt fra start. Så ja, det bliver hårdt” 

 

Dem vi skal holde øje med:

AGF: Yann Aurel Bisseck. Vores øjne har været rettet mod vores nye stopper på mægtige 1,96 i træningskampene og det kommer de også til at være søndag. Bisseck kan blive en x-factor på offensive dødbolde og så bliver det spændende at se, hvorvidt hans fart er som lovet af Stig Inge og David og om han kan positionere sig, som han skal, hvilket nærmest ikke kan blive testet mere end mod Uhre og Hedlund.

BIF: Mikael Uhre. Sidste års topscorer, ja, det siger vel alt, men Uhre skal lukkes ned, hvis vi skal nuppe alle tre streger søndag, især da vores egen topscorer ikke bliver aktuel. Især Uhres fart og positionering kan gøre ondt, så ham skal der holdes øje med.

 

Bud på startopstillinger:

AGF (4-3-3):

Hansen – Munksgaard, Hausner, Bisseck, Lund – Olsen, Duncan, Grønbæk – Links, Tengstedt, Thorsteinsson

Bobler:

Man siger jo oftest, at startelleveren i seneste træningskamp er den klare indikator på startelleveren i en premiere. I Aalborg var der en forskel fra den startellever, vi forventer søndag, og det er Nicolai Poulsen. Grunden til, at vi har taget ham ud, er, at han udgik ret tidligt fra træning i torsdags, hvilket gør os bekymret, og med det hårde startprogram vi har, samt en Duncan der også kan tage 6’eren, så kunne vi godt frygte, at Poulsen ikke er med fra start søndag.

Dog kan der være andre årsager til det korte træningspas for Poulsen, det har vi ikke kunne få be- eller afkræftet.

Andre ændringer der kunne ske, er Kurminowski og D’alberto fra start, da David sagde til os, at han ikke er bange for at smide de nye i ilden. Dog tror vi, at det er for tidligt. En Ammitzbøll kunne godt være manden på toppen i stedet for Tengstedt, men med præstationerne i Hobro-kampen og det signal startelleveren herefter, i Aalborg, var, så tror vi Ammitzbøll må starte på bænken.

Juelsgård-Hausner kunne selvfølgelig også godt være makkerparret, som vi så i størstedelen af sidste sæson, men med Bisseck fra start i begge træningskampe ligner det et tydeligt signal.

Til sidst kunne man selvfølgelig snakke Hvidt på midten eller måske Gersbach på venstre back, men det tror vi ikke på, da Gersbach ikke ligner en mand på 100% endnu og Hvidt nok bare ikke er på samme niveau som de tre andre, så skulle det være fordi, man ville lave et mere defensivt udgangspunkt end med Grønbæk.

BIF (3-5-2):

Hermansen – Børkeeiet, Maxsø, Rosted – Bruus, Slimane, Radosevic, Corlu, Mensah – Uhre, Hedlund

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments