Optakt: Brøndby IF – AGF

2

Kan AGF tage afgørende point i bronzekampen mod ærkerivalerne fra Brøndby IF

Ovenpå et skuffende exit i pokalsemifinalen skal drengene fra Fredensvang genrejse sig i jagten på bronzemedajlen og første skridt på vejen hedder Brøndby IF.  

Af Mattias Sundroos

Kampfakta:
Spilletidspunkt: Søndag d. 14. Juni, kl. 20:00
Spillested: Brøndby Stadion, Brøndby
Dommer: Jørgen Daubjerg-Burchardt
Få startopstillingen på: Twitter: @MTACnu Facebook: Morethanaclub.dk & AGFFAN.dk
Følg kampen på: TV: TV3+ Radio: P3 Twitter: @AGFlive
Hashtag: #bifagf #sldk

Skuffelsen over onsdagens pokalexit sidder stadig lidt fast i hjertekuglen, men hvilken bedre måde at komme tilbage på, end en sejr mod Brøndby IF. Eller det må vi i hvert fald håbe. Brøndby IF ligner lige nu AGFs største konkurrent til bronzemedaljen, hvilket gør at imorgens kamp kan få kæmpe stor betydning.

Lige nu ligger AGF nr. 3 med 5 point ned til de gule fra Vestegnen frem mod 10 hæsblæsende kampe i mesterskabsspillet, men et nederlag ville kunne mindske afstanden til sølle 2 point. Dog står AGF nu uden pokalfodbold i baghovedet og kan fokusere 100% på den første bronzemedalje i 23 år. Kampprogrammet er da også lagt således, at AGF ikke blot starter mesterskabsspillet mod Brøndby IF, men også slutter det hjemme på Ceres Park mod selvsamme hold, og hvilken drøm det kunne være at nuppe bronzemedaljen foran lige netop Brøndby IF, men i første omgang hedder det en kamp om at holde afstanden imorgen på Brøndby Stadion.

Selvom det bliver uden AGF-fans på stadion, så ændrer det ikke betydning af kampen, så hvis I mangler lige det sidste for at komme i den rigtige stemning, så kan vi stærkt anbefale AGF-TV’s optakt til kampen her.

 

AGF har overhånden inden imorgens helt store klassiker

Kampen imorgen bliver AGFs kamp nr. 81 mod Brøndby IF i 3F Superligaregi. Traditionelt set står Brøndby med overhånden på 44 sejre imod AGFs 21, men kigger man på den seneste tid, så er magtforholdet tippet.

I augustmåned sidste år formåede AGF at bryde en 12 år lang stime uden sejre på Brøndby Stadion med en overbevisende 3-0 sejr på mål af Bror Blume, Jakob Ankersen og Patrick Mortensen. Ikke nok med det, så har Brøndby faktisk kun vundet 1 ud af de seneste 6 indbyrdesopgør mod AGF, hvoraf 4 er blevet GF-sejre.

Der er mål i luften! Siden Superligaens etablering i 1991 er AGF og Brøndby IF kun 4 gange gået fra banen mod hinanden uden scoringer. De indbyrdesopgør ligger rent faktisk på et målsnit på hele 2,87 pr kamp. Derudover ser Brøndby IFs bagkæde udfordret ud frem mod kampen imorgen, da både Anthony Jung og Kevin Mensah ikke er tilgængelig. Dette ligner det rene guf for de to målsultne GF’er Blume og Mortensen, som har nettet henholdvis 2 og 3 mål siden Corone-pausen.

En gang tidligere har AGF spillet en kamp uden tilskuere på Brøndby Stadion. Det var tilbage i april 2013, en mærkværdig kamp, hvor både Martin Albrechtsen og Arthur Sorin blev dobbeltemålscorer, dog endte kampen med en 3-2 sejr til de gule.

 

Status på AGF:

En ellers flot stime på tre kampe i streg uden nederlag blev ødelagt i onsdags i Aalborg, men det ændrer ikke på, at AGF faktisk er det hold efter FCM, der har hentet flest point de seneste 20 kampe med hele 42 point, hvilket svarer til et pointsnit på 2,1 per kamp. Et pointsnit, der faktisk ville have givet sølvmedaljer i 3 ud af de seneste 4 sæsoner.

Hvad fungerer så godt for AGF?

AGF er begyndt at skabe utrolig mange chancer i omstillingsspillet, hvilket også er blevet udnyttet med 42 scoringer i denne sæson. Man har rent faktisk scoret minimum 1 mål i 12 ud af de seneste 13 kampe.

AGF er samtidig 3F Superligaens næstbedste defensiv med kun 28 indkasserede mål i de 26 spillede kampe. Derudover har indskifterne virkelig kunne bidrage med noget, hvilket viser en stor bredde. Endda senest mod AaB, hvor Thorsteinsson, Diks, Hvidt, Links og Helenius især havde stor indflydelse på det comeback man strikkede sammen i anden halvleg.

Bekymringer for de hviie?

Hvor står Bundu? Bundu har ikke ramt målformen siden Corona-pausen, sidst han scorede var i pokalkvartfinalen mod Esbjerg i martsmåned. Dette skyldes især småskader, hvilket også var årsagen til, at han sad over i seneste superligakamp, og måtte lade sig udskifte i pausen i Aalborg i onsdags. Vi har dog ikke kunne spore os frem til, hvad status er på Bundu frem mod søndagsopgør.

AGF er ikke gode, hvis de får for meget af initiativet. Det kunne man se i onsdagenskamp, men det har også været en generel tendens i denne sæson, hvor man har kæmpet i de kampe, hvor man har haft mest boldbesiddelse. Derfor kan det være en fordel at komme med i mesterskabsspillet, hvor mange af de andre hold gerne vil tage initiativet. Vi må håbe at dette er sagen i Brøndby imorgen!

 

Status på Brøndby IF:

Brøndby IF har haft en svingende sæson. På papiret er det egentlig godkendt stadig at være med i bronzekampen ovenpå to store salg i vinterpausen af Kamil Wilczek og Dominik Kaiser. Dog har Brøndby virkelig haft det svært ved at finde arvetagerne på målscorerfronten, hvor man lige nu har Hedlund og Mraz som topscorere med 4 mål hver. De har dog begge kun scoret 1 mål hver i de seneste 6 kampe.

Derudover har Brøndby kæmpet med defensiven, da man kun har holdt buret rent seks gange i år og indkasseret hele 37 mål, hvilket er 9 mere end AGF. Dog er flere af de unge drenge begyndt at vise sig lidt frem i fraværet af de store salg, heriblandt Anis Slimane og Jesper Lindstrøm, og senest 21-årige Andreas Bruus.

 

Dem skal vi holde øje med:

AGF: Bror Blume. Blume ramte ikke sin bedste kamp i onsdags, men det ændrede ikke på hans helt unikke evne til at stå det rigtige sted omkring feltet og smide en blød inderside i kassen. Blume har scoret i de seneste to kampe, og scorede da også sidst man var i Brøndby, så Blume kunne godt få en afgørende rolle imorgen. Blume har rent faktisk været direkte medvirkende til 10 mål i denne sæson, 5 scoringer og 5 assists.

AaB: Simon Hedlund. Hedlund var fraværende, da Brøndby tabte 3-2 i Horsens i seneste runde, da han skulle giftes, men nu er han tilbage. Hedlund er Brøndbys klart farligste mand efter salgene af Kaiser og Wilczek, da han står noteret for 4 scoringer og hele 9 assists. Det bliver derfor afgørende for Backman og co. at få lukket bagrummet ned, da Hedlunds fart kan gøre ondt på et hvert 3F Superligahold!

 

Bud på startopstillinger:

AGF: Eskelinen – Munksgaard, Backman, Tingager, Højer – Amini, Poulsen, Blume – Bundu, Mortensen, Thorsteinsson.

Bobler: Dette er umiddelbart, hvad der ligner AGFs stærkeste start-11. Det største spørgsmåltegn denne sæson har været om venstrekanten hedder Ankersen eller Thorsteinsson. Vi tror dog Thorsteinsson for startpladsen i morgen, da han leverede et fantastisk indhop i onsdag, hvilket bør belønnes. Dog har Ankersen også vist arbejdssomhed, gå-på-mod og fine præstationer, så den kommer til at ligge lige på vippen. Ydermere, så ved vi som sagt ikke, hvad status er på Bundu, men vi satser på, at han er med fra start. Vi tror også David holder Helenius på bænken, da det har vist sig at være et livsfarligt våben at kunne smide ind enten i stedet for eller sammen med Mortensen på toppen. Diks leverede også et flot indhop, men vi tror stadig Munksgaard sidder på pladsen, da man nok tænker defensivt fremfor offensivt, og Munksgaard er en utrolig dygtig markeringsspiller.

Brøndby IF: Schwäbe – Gammelby, Rosted, Maxsø, Hermannsson, Bruus – Slimane, Radosevic, Vigen – Mraz, Hedlund

 

Karantæner:

AGF: Ingen

Brøndby IF: Anthony Jung

Skader:

AGF: Zach Duncan,

Brøndby IF: Kevin Mensah og Tobias Børkeeiet

 

Pletten fra i onsdags skal vaskes væk! 

“Vi ærgrer os over, at vi ikke kom i pokalfinalen. Vi skal sørge for at tage al vores selvtillid fra Superligaen med videre. Vi har masser at spille for, og vi glæder os, til vi skal til Brøndby på søndag” – David Nielsen til Bold.dk

 

Er der ting, vi har overset, eller I er uenige med, så er I velkomne til at komme med jeres kommentarer nedenfor. Ellers er der bare at sige:

 

God kamp og Kom Så De Hviie!

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
nyeste ældste mest bedømte
Notifikation ved
Enggaard
Bruger

Imorgens? Er I fire år gamle?

zcml
Bruger

Nej! Der er vist ikke noget, der hedder imorgen(s).