Optakt: AGF – FCK

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Kan AGF udfordre FCK’s andenplads med op til 8.300 tilskuere i ryggen på Ceres Park?   

Afstanden til sølvmedaljen kan mindskes til 4 point eller være på hele 10 point efter kampen på søndag, dog er Brøndby IF også ”kun” 6 point efter AGF på fjerdepladsen, så utrolig meget er på spil på søndag kl 20:00 når AGF tager imod et FCK hold, som AGF har det historisk decideret elendigt imod.

Af Mattias Sundroos

Kampfakta:
Spilletidspunkt: Søndag d. 5. Juli, kl. 20:00
Spillested: Ceres Park, Aarhus
Dommer: Jens Maae
Få startopstillingen på: Twitter: @MTACnu Facebook: Morethanaclub.dk & AGFFAN.dk
Følg kampen på: TV: TV3+ Radio: P3 Twitter: @AGFlive
Hashtag: #agffck #sldk

Det begynder for alvor at dufte af fodbold igen på Ceres Park, når man i morgen tager imod FC København i mesterskabsspillet med hele 8.300 tilskuere på stadion. Det var en skidt runde for begge hold senest, da FCK blev overmatchet i guldkampen mod FCM, og måtte se sig slået 2-1 i Parken og dermed så godt som ude af mesterskabskampen. Ståle Solbakken udtalte derfor også efter kampen, at man nu for alvor holder øje med AGF på tredjepladsen, da kun 7 point skiller de to mandskaber.

I AGF er situationen en anden. Man har nærmest siden september måned bare arbejdet sig længere og længere op i tabellen, og dermed bare øjnet den ene målsætning efter den anden blive forløst. Først mesterskabsspillet, så bronzemedaljen, men hvad så nu? Kan man lægge pres på FCK og andenpladsen eller ender man i et hundeslagsmål med Brøndby IF om bronzemedaljen? Dette bliver vi meget klogere på allerede i morgen. AGF skal for alvor også revanchere sig efter 4-1 nederlaget til AaB, hvor mangel på koncentration i 10 minutter var altafgørende.

Det er dog ikke en ønske modstander, man tager imod på Ceres Park i morgen, da kun 2 hold i år har slået AGF i begge opgør: nemlig Silkeborg og FCK. Derudover har man i AGF haft det historisk utrolig svært mod FCK, hvor man skal tilbage til 2009 for at finde seneste hjemmebanesejr, dengang med Ole Budtz i hovedrollen i 1-0 sejren. Det bliver derfor utrolig spændende at se om det ellers formstærke AGF-mandskab kan bryde med en forfærdelig indbyrdes historik. Der er i hvert fald ingen tvivl om, hvor meget kampen i morgen betyder for spillerne og cheftræner David Nielsen:

”Det er en stor kamp. Det bliver stort på alle mulige måder. Vi får åbnet op for tilskuere og kommer dermed endelig til at mærke suset fra, hvad det egentlig er, vi har spillet os til, at vi er i top seks. Det glæder jeg mig personligt rigtig meget til. Og det gør spillerne også” – David Nielsen.

 

Er styrkeforholdet endelig ved at udligne sig eller fortsætter FCK dominansen?

Som nævnt har det historisk set nærmest set forfærdelig ud for AGF mod FCK, især i de seneste 10 år. Her er det nemlig ikke blevet til en eneste sejr til ”De Hviie”. Tager man finalesejren i Atlantic Cup i januar måned ud af ligningen, så skal vi helt tilbage til august 2009 for at finde seneste AGF sejr over FCK, hvor man vandt 1-0 i Parken på mål af Peter Graulund. Kigger man på de seneste 10 kampe hedder den også 8 sejre til FCK og 2 uafgjorte. Seneste indbyrdes opgør var tilbage i oktober måned sidste år, hvor AGF tabte 2-1 på to mål af Dame N’Doye, som formodes ude med skade til på søndag, men som trods alt har fået sit ”comeback” på 40 minutter for reserveholdet i ugens løb. AGF målscoren i denne kamp var Jon Dagur Thorsteinsson.

Kigger man mere historisk på opgørene mellem Danmarks to største byer, så har FCK også overhånden, dog ikke lige så suverænt med 36 sejre imod AGFs 16 på de nuværende 74 indbyrdes opgør. Retter man i stedet blikket på den nuværende sæson, så fastholder AGF andenpladsen som mest formstærke hold med 18 point i de seneste 10 kampe, hvor FCK ”kun” har fået 15 point. FCK har faktisk kun vundet en af de første 4 kampe i mesterskabsspillet, og ligeledes kun 1 af de seneste 5 udekampe. Dog har FCK både scoret flere mål (52) end AGF (49) og lukket færre ind (33) end AGF (36). Men de tætte tal tegner et godt billede af ligevægten lige nu på de to hold.

Et andet match-up i kampen på søndag er imellem de to tidligere holdkammerater David og Ståle. Her står Ståle med den historiske overhånd på 8 sejre mod Davids ene sejr, hvilket var at finde tilbage i maj 2017, da David med Lyngby BK vandt 3-1 over FCK i anden sidste spillerunde, en sæson hvor man hev overraskende bronzemedaljer hjem til de kongeblå. Ellers har David også en enkelt uafgjort på CV’et mod Ståle, da man i august 2018 spillede 1-1 i Aarhus på mål af Jens Stage for AGF, men hvor Fischer udligner inde dybt inde i overtiden til slutresultatet 1-1.

 

Status på AGF:

Hvor står AGF ovenpå nederlaget mod AaB? Skal man tro cheftræner David Nielsen, da vi på MTAC fik os en snak med ham i torsdags på Fredensvang, så har de ekstra dages hvile været rigtig gode for hans drenge. Derudover syntes David, at resultatet mod AaB var et misvisende billede i forhold til præstationen, da man havde flot dominans i første halvleg indtil scoringen, og faktisk var fint med i kampen trods manglende profiler som Amini, Bundu, Backman og Poulsen.

I AGF har man også lige nu en mand på jagt efter mere end ”bare” en medalje titel. Nemlig Mål Mortensen, som nu har scoret 14 mål, hvilket svarer til en scoring hver anden kamp. Han jagter FCMs Ronnie Schwartz på 15 scoringer og den tidligere Brøndby IF spiller Kamil Wilczek på 17 scoringer. Patrick har derudover tidligere scoret mod FCK tilbage i 2012 for Lyngby BK, en kamp, hvor bl.a. den tidligere GF’er Frederik Krabbe også var med.

Derudover har tre AGF’er det faktisk godt imod lige netop søndagens modstandere fra Hovedstaden. Nicklas Helenius scorede tre gange i AaB-tiden afgørende mål mod FCK til henholdvis 1-1, 1-1 og 1-0 tilbage i 12/13 sæsonen. Jakob Ankersen har hele to gange i Esbjerg-trøjen scoret to mål i en kamp mod FCK, i 2012 og 2014. Til sidst har vi Jon Dagur Thorsteinsson, som ikke blot har scoret i den ene kamp han har spillet for Vendsyssel FF mod FCK, men også i de to seneste indbyrdes opgør imellem AGF og FCK.

 

Status på FCK:

FCK fik i seneste kamp et hårdt slag på stoltheden, da man måtte se FCM fortjent tage alle tre point med hjem fra Parken i søndags. Dette var ikke blot et hårdt resultat for FCK, men også et realitetstjek i en kamp, hvor FCK havde umådeligt svært ved at komme til chancer imod den stærke FCM defensiv. Derudover har man været det ringeste hold både i derbyet mod Brøndby IF og i kampen på Right to Dream Park i Farum. Ståle må derfor klø sig lidt ekstra i hovedbunden, når man kigger på topscorerlisten, hvor FCK-topscoren stadig er Pieros Sotiriou, som man solgte i vinters, med 9 mål. Han er efterfulgt af Mikkel Kaufmann med 8, hvoraf 7 er scoret for AaB, Dame N’Doye med 8, som er skadet, og Michael Santos med 8, ligeledes skadet. Alle øjne er derfor i den grad rettet mod tilbagevendte Jonas Wind, som dog ”kun” har spillet 1 kamp siden han igen pådrog sig en skade tilbage i maj måned i åbningskampen for FCK efter Corona-pausen mod OB.

Skadeslisten for FCK indeholder også de to tiligere Ajax-drenge Nicolai Boilesen og Viktor Fischer, dog fik Boilesen 60 minutter i ugens løb, da FCKs reserver spillede 1-1 mod HB Køges reserver. Dame N’Doye scorede kampens eneste mål og fik 40 minutter i benene efter hans knæoperation. Derudover må FCK se bekymret på deres defensiv, som har set utraditionel usikker ud i år med kun 7 clean-sheets, hvoraf kun to af dem er siden september sidste år (2-0 hjemme mod AaB i juni og 1-0 i Farum i december).

 

Dem skal vi holde øje med:

AGF: Jon Dagur Thorsteinsson. Skal det blive tredje på stribe for Jon? Thorsteinsson har ikke blot scoret i de to seneste opgør mod FCK, men viste også mod FCM, hvor højt et topniveau han kan have mod de allerbedste. Derfor kan Thorsteinsson godt blive en nøgle i at bryde FCK defensiven, hvis kampen skulle blive en mere låst affære. Derudover, så har Thorsteinsson vist sin evne til at skabe noget ud af ingenting, samt ligner en spiller i højt humør i tiden.

FCK: Jonas Wind. Wind var en magtfaktor for FCK i starten af sæsonen inden hans slemme knæskade, og lignede for alvor arvetageren for Dame N’Doye i FCK-lejren. Dog har han været ude længe og lignede da heller ikke en mand tilbage i topform senest mod FCM. Wind har dog en x-factor, der kan gøre ham kampafgørende på søndag.

 

Bud på startopstillinger:

AGF: Eskelinen – Munksgaard, Hausner, Tingager, Højer – Poulsen, Hvidt, Blume – Thorsteinsson, Mortensen, Ankersen.

Bobler: Backman var slet ikke på træningsbanen i torsdags, så ham tør vi godt at melde ude af kampen i morgen. Derfor giver det genvalg til Hausner. Vi tror, at David vil foretrække Munksgaard til at enten skulle lukke ned for en Rasmus Falk eller tage duellerne med Jens Stage frem for Kevin Diks, som virker en smule mere offensiv-minded. Poulsen er tilbage, hvilket skubber Grønbæk på bænken. Amini var kun iført løbesko i torsdags, og ligner derfor ikke en spiller, der når at blive klar til søndag. Til sidst har vi Bundu, som godt nok trænede en smule med i torsdags, men ellers fortsatte med individuel træning. Vi tror han kommer med i truppen, men ikke når startopstillingen trods, at David udtalte følgende:

”Der er stadigvæk nogle dage til kampen, så jeg er fortrøstningsfuld. I hvert fald i forhold til et par stykker af dem. Det går den rigtige vej” – David Nielsen

 

FCK: Johnsson – Varela, Nelsson, Papagiannopoulos, Bengtsson – Biel, Falk, Zeca, Stage – Kaufmann, Daramy

 

Karantæner:

AGF: Jesper Juelsgård

FCK: Ingen.

Skader:

AGF: Zach Duncan, Nicklas Backman, Mustafa Amini (Tvivlsom), Mustapha Bundu (Tvivlsom)

FCK: Nicolai Boilesen, Dame N’doye, Michael Santos, Viktor Fischer, Bjelland (Tvivlsom)

 

Tilskuerne bliver afgørende!  

Det sikrer bare, at alle kampene bliver på maksimal intensitet nu. Det er der ingen tvivl om. For ligaen er det rigtig godt, og for os i AGF vil det også give de ekstra kræfter at have tilskuerne med i forhold til at udføre vores kraftfulde måde at spille på. Det kræver meget energi at spille, som vi gør, så tilskuerne kommer til at give spillerne et kæmpe boost, ligesom vi også er et sted nu, hvor spillerne er i en form, at vi kan forvente, at de kan gøre det hele tiden” – David Nielsen

 

 

Er der ting, vi har overset, eller I er uenige med, så er I velkomne til at komme med jeres kommentarer nedenfor. Ellers er der bare at sige:

 

God kamp og Kom Så De Hviie!

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved