Mortensen til MTAC: “Jeg har aldrig haft det så godt, som jeg har det nu”

4

Af Mattias Sundroos

Patrick elsker Aarhus og Aarhus elsker Patrick, og det har han kunne mærke. Han vil derfor ikke udelukke, at karrieren slutter i “Smilets by”, hvis den muligheder byder sig. 

Det er torsdag eftermiddag og endnu et træningspas er overstået på Fredensvang. Selvom vejret byder på skyer, blæst og kulde, så slår det ikke Colgate-smilet af Patrick, da han er på vej over til os for at give et interview. Og tænker man lidt over det, så er det svært at komme i tanke om, at man nogensinde har set den målfarlige 9’er med andet et imødekommende smil på læben.

Vi kunne derfor ikke lade være med at spørge Patrick som det første, hvordan det kan være, at man altid ser ham med et smil på læben og i godt humør, og her var hans svar simpelt:

“Ja, altså jeg har aldrig haft det så godt, som jeg har det nu”

Man har da heller ikke kunne sætte en finger på Patricks tid i AGF, siden man hentede ham i vinteren 2019. Dengang lå man nr. 8 i 3F Superligaen med ét sølle point op til top 6 og fem kampe tilbage af grundspillet. Og på daværende tidspunkt havde “De Hviie” endnu ikke prøvet at spille sig ind i det fine selskab, mesterskabsspillet, siden den nye struktur blev implementeret i dansk fodbold i 16/17-sæsonen. Opgaven for den nye angriber var derfor klar: Hjælp os med at komme i top 6.

Da Patrick kom til havde man inden da prøvet sig med diverse angribere uden succes, siden Morten “Duncan” Rasmussen vel at mærke stoppede karrieren i 2018, såsom André Riel, Kasper Junker, Ryan Mmaae og Marvin Pusic. Så Aarhus skreg efter en fast målscorer, og det fik man. Selvom det ikke blev til top 6 i første forsøg, så blev det til 9 mål på de resterende 12 kampe for Patrick og ja, sæsonen efter bød på en andenplads på topscorerlisten, en bronzemedalje og en kvalifikation til Europa, så Patrick har i den grad stemplet ind.

 

Nogle gange er det kedelig svar, det rigtige svar

Men hvad har været årsagen til hans og klubbens succes? Og hvordan formår han som en af frontfigurerne at holde hovedet koldt og rent faktisk også nå at nyde fremgangen mens den står på?

Her var topscorerens råd to af nutidens største klichéer, men som han selv sagde: “Nogle gange er det kedelig svar, det rigtige”

“Jeg tænker altid kun på næste kamp fordi, at det er lige netop den mentalitet, der har givet os succes sidste år. Det med at vi ikke melder alt mulig op. Selvom medierne var hurtige til at melde os ind i top 6 og forvente medaljer osv. sidste år, så holdte vi fokus og arbejdede hårdt i stedet for at hoppe med på bølgen. Så det bliver vi ved med. Det er det kedelig svar, der er det rigtige svar: Arbejd hårdt og ta’ én kamp af gangen”

Og det med at tage én kamp af gangen, er ikke blot formlen på succes, men også vejen til at kunne nyde jobbet som fodboldspiller, hvilket man ofte glemmer i snakke om sidste sæsons resultater og fremtidige målsætninger. Men klichéen, som det efterhånden er blevet, om at være i nuet, den er nøglen til det gode humør hos topscoreren.

“Jeg tror personligt også meget på at have fokus og være i nuet og ikke begynde at drømme sig for langt frem og snakke medaljer igen. Det er den bedste måde at forbedre sig på samtidig med, at du nyder dit arbejde. Det er klart, at der er ingen tvivl om, at vi gerne vil have medaljer igen, men hvem vil ikke det? Vi vil også gerne ende højere end sidste år, men vi har respekt for, at man skal arbejde endnu hårdere sæsonen efter et flot resultat. Så jeg tror for vores vedkommende, så er det vigtigt bare at have fokus på hver enkelt kamp og huske at have sig selv med i det man laver, så er jeg sikker på, at det også blive en flot sæson for os.”

 

En angriber med atypisk angriber-mentalitet, og så alligevel…

I fraværet af Backman har Patrick ikke blot påtaget sig et stort lederansvar på banen, men også anførerbindet, og det har man virkelig kunne mærke. Angriberen på de nu 31 år er en holdspiller ud over alle grænser, hvilket jo ellers bryder lidt med den traditionelle angriber, der bliver målt på sine mål og intet andet. Men for Patrick er fokuset noget helt andet når han går på banen, det handler om holdet, om kollektivet og at lave det arbejde, der gavner de andre.

“Jeg ved jo godt, at det selvfølgelig hænger sammen, at hvis jeg kan score en masse mål, så hjælper det jo også holdet på den måde. Men for mig er mit fornemmeste erhverv at kunne hjælpe holdet og der er der også mange andre ting, som jeg bidrager med og som jeg udvikler på hver dag, så både jeg og alle andre omkring mig kan blive bedre”

Dog vil Patrick ikke lægge skjul på, at han også render rundt med sin egne målsætninger og 34 mål på de nu 57 kampe i hvidt kommer da heller ikke af sig selv. Men de vigtigste ambitioner for Patrick er på holdets vegne, og her er han heller ikke bange for at sigte efter mere.

“Ja, jeg har da nogle personlige mål, som jeg gerne vil opfylde på antal mål og sådan noget, men jeg går ikke ind til en kamp med det mind-set, at jeg SKAL score i dag. Jeg går ind med det mind-set, at jeg vil gøre det så godt som muligt og komme frem til chancerne, så er jeg sikker på, at målene nok skal komme.”

“Personligt så er jeg typen, som altid vil forbedre mig og derfor gøre det bedre end sidste sæson og de samme krav sætter jeg til holdet. Det er klart, det giver jo sig selv, at i så fald skal vi jo op og have medajler igen og gerne en andenplads, men så langt tænker jeg slet ikke, hvis jeg skal være helt ærlig. Men ambitionerne de er der” 

 

Elsker Aarhus, AGF og fansene 

Men vender vi tilbage til det Colgate-smilet, som man jo nærmest skulle tro har været med til at navngive den skønne by vi lever i, så er det ikke bare resultaterne på banen eller de mange mål, der har betydning for Patrick. Man skal huske, at det med at være fodboldspiller også er et arbejde. Et arbejde, hvor man har brug for gode kollegaer, gode arbejdsforhold og fælles ambitioner, og på den front har Patrick ikke en finger at sætte på AGF.

“Ja, altså jeg har aldrig haft det så godt, som jeg har det nu. Så jeg vil ikke udelukke, at jeg slutter karrieren i AGF. Jeg elsker at være i Aarhus og min familie elsker at være i Aarhus. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne finde en anden klub i Danmark, der har bedre forhold end os. Måske FCK, men jeg har aldrig været der, så det ved jeg ikke, men jeg synes vores faciliteter er i top. Det er alt fra banen til sidevognen til vores omklædning, alt omkring os spiller, vores fysiske team, vores sundhedsteam, vores trænere. Alt er tilrettelagt, for at vi alle kan præstere bedst muligt, det er sgu bare en fornøjelse at være en del af. Men hvad tiden bringer, det bruger jeg ikke min tid på. Jeg tror på, at man skal være i nuet og være glad og bare nyde det. Hvad fremtiden så bringer det må tiden vise, det er en svær branche at planlægge i.”

 

Det unikke ved jobbet som fodboldspiller er dog alle de folk omkring dig, som uge efter uge bedømmer dit arbejde og har en holdning til dig baseret på den fodboldspiller de ser. Det pres som det medbringer har vi i Aarhus især set knække nakken på mange spillere og trænere med store potentialer og nærmest endnu større forhåbninger. Selvom presset og kulturen omkring AGF ofte er noget, der er italesat som et af de sværeste miljøer at præstere i, så har tidligere spillere, som formåede det med at hold hovedet koldt, tage én kamp af gangen og arbejde hårdt, også beskrevet miljøet omkring AGF som helt unikt. Den opbakning, kærlighed og loyalitet fra klubben med 140 år på bagen, den er det hele værd, og den har Patrick allerede gjort sig fortjent til. Som det gamle jyske mundheld går: “Man skal yde, før man kan nyde”.

Så da vi sendte en af jeres spørgsmål videre til Patrick, der lød som følger: “Vil du helst have en statue eller få en vej opkaldt efter dig, såfremt du bliver i AGF?”, så tog smilet nærmest nye højder for Patrick, som også blev en smule rørt over det previlige han føler, det er at blive værdsat så meget for det arbejde man render og laver, for i hvilke andre brancher oplever man det?

“Hahaha verdensklasse! De fans er verdensklasse! Det er da dejligt, at der bare er nogen, der kan finde på at tænke den tanke overhovedet. Det er jeg meget beæret over, men jeg ved ikke, om det er noget, jeg skal svare på, men det gør mig da utrolig stolt. Jeg har også fået rigtig mange lykønskninger på for eksempel Instagram, og selvom det ikke er alle, jeg får svaret på, så får jeg læst rigtig mange af dem og de varmer virkelig hver og en! Tænk at man kan have et arbejde, hvor vil tage sig tiden til at rose dig for det du laver. Det sætter jeg kæmpe pris på, og det er ikke bare det at jeg scorer mål, men der er faktisk rigtig mange, der lægger mærke til, hvad jeg gør udover det. Det betyder også noget og det er sgu bare mega fedt. Det er jo nærmest bedre end at score mål at kunne mærke, at man får den der anerkendelse fra fansene, det er jo dem vi spiller for. I behøver ikke at opkalde noget efter mig, jeg vil bare gerne vinde kampe med AGF”

Få notifikation
Notifikation ved
4 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
chilli
3 år siden

God artikel. Flere af dem

dengamle
3 år siden

Enig super artikel – og en fantastisk sympatisk fyr / jeg tror ikke vi skal undervurdere betydningen af PM rolle på holdet og agf optur