Martin Pusic sænkede Silkeborg: AGF tager vigtigt skridt mod overlevelse

Skrevet den 8. april 2018 - 20:05 af
Superligaen Viborg - AGF 02-04-2017 02-04-2017 i Viborg på Energi Viborg Arena Foto: Jesper Zacho Elgaard

Det lugter af overlevelse i Superligaen efter Martin Pusic sænkede Silkeborg med en sen scoring i forårskampen om liv og død i den bedste danske række.

Solen stod højt over Århus da dommeren fløjtede kampen igang. Talstærkt var de mange fans i ryggen på AGF, og det startede alt sammen godt for hjemmeholdet.

AGF viste gode takter i første halvleg hvor særligt den offensive linje bankede på døren hos Silkeborg. Der var særligt fokus på matchvinderen fra sidste kamp, Tobias Sana, der viste spilleglæde og selvtillid på banen i dag. Sana, Stage og Bundu ledte kavaleriet an og spillede sig gennem Silkeborgs defensiv flere gange, men der skulle gå mere end en halv time før hjemmeholdet fik gang i scoringen.

Mustapha Bundu viser flot samarbejde med Amini, der spiller gæsterne tyndt med en fræk hælaflevering, og så kan den stærke kantspiller brage hjemmeholdet i front.

2. halvleg bød på et Silkeborg-mandskab, i et helt andet spillehumør. Gæsterne kom bedst fra start og tog fusen på værterne da Mathias Vendelbo pludselig header bolden i nettet til 1-1.

Dermed var kampen åben og bølgede frem og tilbage, med store chancer til begge hold. Dog fik AGF ordenligt fat i 2. halvleg og begyndte at vise vindertegn. De sidste 15 minutter bød på direktørchancer til både Pusic, Stage og Daniel Pedersen, der burde have lukket kampen, og særligt førstnævnte Pusic var på jagt efter den forløsende debutscoring. Og den fik han.

88 minutter spillet og AGF-offensiven spiller flot bolden rundt, den ender hos Amini, der iskoldt chipper bolden igennem gæsternes bagkæde, og hvem andre end måltørstige Pusic står klar. En kølig afslutning, et gult kort for sin jubelscene, men en hjemmebane, der kogte i ren eufori.

Dermed bliver Pusic matchvinder i denne nedrykningsgyser mens Amini bliver bedste mand på banen for Århus. Derudover fik Bror Blume tiltrængt spilletid i hans officielle debut, også han viste fin teknik og gode takter i det offensive. Det lugter af overlevelse efter en fortjent sejr over Silkeborg.

 

 

Kommentarer

  1. Det kan være lidt risikabelt at spille efter, men betryggende at vi kan nøjes med uafgjort i resten af puljekampene for at overleve.

    Self. skal vi dog gå efter sejre, og 1. pladsen i gruppen.

Skriv et svar