Lumb: Silkeborg må ikke undervurderes

0

AGF har fået den bedste start på sæsonen siden 1982 i form af flere flotte præstationer på ude- og hjemmebane.
Senest blev sidste års mestre fra FCK slået i egen hule med 0-1 i en kamp, hvor De Hvide fra Fredensvang til tider kørte FCK’erne rundt med flot kombinationsspil.

Lørdagens kamp mod Silkeborg på hjemmebane kan derfor i manges øjne virke som en overkommelig opgave for det formstærke AGF-mandskab.
Favorit-rollen til trods er det jyske lokalopgør, dog ikke noget Michael Lumb ligefrem glæder sig til:

“Det er en kamp, som denne her, der hører til de sværeste at spille som fodboldspiller. Vi har jo alt at tabe. Vi har netop slået FCK på udebane og ligger nummer et i ligaen, så nu forventer alle, at vi »bare« slår et hold som Silkeborg. Men de har faktisk et rigtig stærkt hold, som vi ikke må undervurdere, og er vi ikke lige så tændte, som vi har været til de første kampe, så får vi problemer. Tre point kommer ikke af sig i Superligaen mere. Det viste den sidste hjemmekamp mod HB Køge med al mulig tydelighed,” siger Lumb til Århus Stiftstidende, og fortsætter:

“Det er nu, vi skal vise, at vi – trods den flotte start – evner at holde begge ben solidt plantet på jorden. Og det er jeg sikker på, at vi kan. Vi rider på en bølge af succes og selvtillid i øjeblikket, men der bliver samtidig også virkelig gået til sagen til træning, så der er ikke noget med at hvile på laurbærene. Alle vil have mere, så det kommer helt af sig selv, at vi ikke vil undervurdere dem. Stemningen er selvfølgelig afslappet, fordi vi har fået en forrygende start og tingene er lykkedes for os som hold, men vi arbejder lige så hårdt til træning, som vi hele tiden har gjort,” slutter den talentfulde venstre back.

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved