Leon Andreasen del 2 – Tiden på landsholdet og forholdet til AGF i dag

0

Landsholdstiden bød på mange op- og nedture for Leon Andreasen, hvilket især skader var en stor årsag til. Dog er det kun med glæde, at han ser tilbage på tiden i rød/hvide farver. Desværre fik karrieren ikke den slutning på hverken landsholdet eller klubniveau, som Leon havde drømt om.

 

Året er 2005, kalenderen viser oktober og sidste runde i Landsholdets kvalifikationsturnering frem mod VM 2006 i Tyskland står for døren. Modstanderne hedder Grækenland i Parken og en lang flyvetur til Kasakhstan. Morten Olsens udvalgte står overfor en svær mission, da man i gruppen med Ukraine, Tyrkiet og Grækenland er pisket til sejr i begge kampe, samtidig med at Tyrkiet skal smide point i Albanien, i håbet om at tage andenpladsen bag Ukraine.

Grækenland står ligeledes med kniven for struben, da de står på den nuværende tredjeplads og ligeledes jagter Tyrkiet på den billetgivende andenplads.

Inden Morten Olsen kan offentliggøre sin landsholdstrup, ser stillingen således ud:

Ukraine på 24 point i 11 kampe, Tyrkiet med 20 point i lige så mange, Grækenland med 18 point på 10 kampe og Danmark på 16 point på 10 kampe.

Presset er derfor enormt på landstræneren, som havde kvalificeret holdet til de seneste to slutrunder i træk.

Dog skulle denne runde vise sig endnu mere ekstraordinær for den dengang kun 22-årige Leon Andreasen.

Leon og resten af U-21 landsholdet havde i 2005, i modsætningen til A-landholdet, ret kurs mod den playoff-givende førsteplads til U21 EM-slutrunden i Portugal 2006.

Her var Leon en klar profil sammen med spillere, som Thomas Kahlenberg, Daniel Agger og Rasmus Würtz.

Dog skulle Leon modtage et helt specielt opkald fra A-landstræneren, Morten Olsen, da han for første gang skulle udtages til A-landsholdet. Dette skete ovenpå en sæson i Werder Bremen, der ikke blot havde budt på spilletid, men faktisk et mindre gennembrud for hårdtarbejdende Andreasen.

Han havde allerede det efterår 2005, fået hele 9 bundesligakampe og tre champions League kampe, så landsholdsudtagelsen blev toppen på kransekagen. Det var endnu engang en skade, der skulle åbne dørene for Leon ligesom tilbage i AGF som ungdomsspiller, hvilket også understreger Leons råd om, at man skal have heldet og dygtigheden med sig, som nævnt i del 1.

”Jeg blev udtaget til landsholdet i 2005, da en eller anden havde fået en skade. Jeg var på daværende tidspunkt en fast del af U-21-landsholdet, så det var ikke noget, jeg havde forventet. Jeg blev faktisk kaldt ind imens, vi var samlet med U-21-landsholdet. Så vi er tilbage til det der med at være klar når chancen byder sig og have heldet med sig.”

 ”Jeg så det som en kæmpe nyhed, og det blev også et vigtigt startskridt i at lære af bedre og mere erfarne spillere, hvilket er den største mulighed for udvikling. Det tog lidt tid at falde til, men jeg kom især rigtig godt ud af det med Lars Jacobsen, Daniel Agger og Simon Kjær, så det hjalp gevaldigt.”

Dog skulle det hverken blive til en debut i 1-0 hjemmebanesejren mod Grækenland eller den dramatiske 2-1 sejr i Kasahkstan. Ligeledes måtte landsholdet vinke farvel til VM-slutrunden i Tyskland, da Tyrkiet kunne slide en 1-0 sejr i land i Albanien og dermed nuppe den sidste billet.

Dette skulle dog langt fra være enden på Leons landsholdseventyr, men i stedet blot begyndelsen.

Vi på MTAC har fået os en snak med Leon om tiden på landsholdet, hvad det har betydet for ham. Vi snakkede også om, hvordan han som eksil-GF’er stadig følger ”De Hviie” fra nabolandet Tyskland og hvordan han ser på den succes AGF har oplevet i denne sæson. Så læn dig tilbage i sædet og nyd et tilbageblik på en af de yngste GF legenders landsholdshistorie, Leon Andreasen.

 

Landsholdseventyret starter

Selvom det ikke blev til en debut tilbage i oktober 2005, så havde Leon nu fået næsen indenfor i det fine selskab på A-landsholdet.

Dog var fokus ikke kun på A-landsholdsfodbold, da Leon og resten af U-21-landsholdet stod overfor to altafgørende playoffkampe mod Rusland fremmod U-21 EM-slutrunden i Portugal, hvilket Leon også udtrykte tydeligt i et interview med Berlingske tilbage i november 2005.

”EM-slutrunden betyder meget. Vi har kæmpet for det her i så lang tid, og Danmark har ikke haft et U21-landshold med i en slutrunde siden 1992. Så det vil være kæmpestort for mig at prøve.”

Danmark slog Rusland 1-0 i Krasnodar og derefter 3-1 på Brøndby stadion, og første slutrunde siden 92 var nu en realitet for de unge drenge. Leon kæmpede dog med spilletiden i Werder Bremen i forårssæsonen 2006, hvor det primært blev til tid på bænken og ellers et væld af forskelige positioner som indskifter, såsom venstrekant, centralmidt, højrekant og det vante midterforsvar.

Dette skulle dog ikke ændre på Leons position på U-21-landsholdet, hvor slutrunden i Portugal skulle blive en blandet affære for Leon og de danske drenge. Med kun 2 point på 3 kampe imod Italien, Holland og Ukraine, måtte de danske drenge forlade slutrunden som 4’er i gruppen. Dog skulle slutrunden ikke blot give spilletid til Leon, men han kunne endda lade sig hylde, da han bragte Danmark foran med 3-1 mod Italien, en kamp der endte 3-3.

Leon skulle endnu en gang kæmpe meget for spilletiden i Werder Bremen efter sommerpausen, så da vintertransfervinduet kom, blev det til en lejeaftale til det vesttyske og klubben Mainz 05.

Her skulle sagen blive en helt anden, hvor Leon straks blev fast mand på den centrale midtbane, og spilletiden skulle vise sig at bære frugt. Frem mod EM-kvalifikationskampen mod mægtige Spanien blev Leon nu endnu en gang udtaget til landsholdet, hvilket ekstra bladet dengang beskrev sådan her.

”Mindre sensationelt er det, at Olsen helt logisk har udtaget Mainz-spilleren Leon Andreasen, der med fire scoringer har sin væsentlige andel i, at klubben er ved at redde sig fri fra nedrykning i Bundesligaen”

Leon husker da også udtagelsen og debuten tydeligt.

”Jeg tænkte ikke så meget over landsholdet op til landsholdsudtagelsen, mit fokus var 100% på at blive fast mand i Bundesligaen. Jeg tror dog ikke, at jeg behøver at fortælle nogen, hvor fedt det var at blive udtaget og få debut på Santiago Bernabéu mod Spanien. Det var jo sindssygt fedt!”

Derfra lignede Leon nu en fastmand i A-landsholdstruppen. Det var han, som nævnt i sidste artikel, også i den næste kvalifikationskamp, den famøse 3-3 kamp hjemme mod Sverige.

I de næste 8 landskampe, deltog Leon i de 7, så han kunne med rette kalde sig A-landsholdsspiller. Selv med skiftet til Premier League klubben Fulham i sæsonen efter, var Leon en fast del af Olsens udvalgte. En Morten Olsen, som nok kunne se en del ligheder med sig selv, i den unge Andreasen, fra dengang hvor Olsens notesbog på sidelinjen var byttet ud med et anførerbind inde i midterforsvaret.

Dog skulle 2009 blive et skæbnesvangert år for Leon både på landsholdet og i klubregi.

 

Skadet…

Det er ikke fordi Leon ikke tidligere både havde haft, men også var kommet sig over skader.

Leons skadeshistorik hed på daværende tidspunk i 2009: en brækket hånd tilbage i 2003, knæskade i 2004, en hjernerystelse i 2005, en fibersprængning i 2007 og senest en fiberskade i 2008. Dog skulle lyskeskaden i maj 2009 vise sig at være af en helt anden kaliber. Skaden blev en lang og besværlig følgesvend for Leon og holdt ham ude i hele 8 måneder. Heldigvis valgte hans daværende klub, Hannover 96, at holde fast i den 26-årige dansker, men efter blot 8 kampe i Hannover trøjen drillede både låret og lysken igen….

Denne gang sad Leon ude i over 2 år, hvor det bl.a. blev til to operationer. Hannover 96 stod derfor overfor svære overvejelser i forhold til en kontraktforlængelse til den nu 28-årige og skadesplagede Leon Andreasen.

Dog valgte Hannover 96 at holde fast, men kort tid efter skulle ondt blive værre, da korsbåndet nu stod for tur. Leon måtte derfor efter kun 10 minutter på banen imod FC Nürnberg tilbage i september 2012 endnu en gang kigge ind imod lange skadeshorisonter og i stedet tage plads på tribunen.

Man kan derfor kun spekulere på, hvad karrieren mon kunne have bragt Leon, hvis ikke uheldet havde været sådan ude efter ham. Skaderne skulle også blive årsagen til det tidlige karrierestop i 2016, hvor Leon som 33-årig takkede af efter tiden i Hannover 96.

”Det var faktisk ikke så hård en beslutning at stoppe karrieren, da jeg havde haft en del problemer med min fod. Så da Hannover smed mig ud, og jeg samtidig havde mulighed for at starte mit tøjfirma, så gjorde jeg det. Det er så utrolig vigtigt, at vi spillere har noget at give os til efter fodbolden, og det har jeg været bevidst om længe, måske især pga. erfaringerne med at sidde ude i så lange perioder.”

Dog ser Leon tilbage med et smil på både tiden i Hannover 96, hvor Leon alligevel nåede at spille 97 kampe, men også på tiden på landsholdet.

”At være på landsholdet er noget helt specielt, man mærker især, hvordan familier og venner er stolte af en, men også hvordan et helt land hepper på dig. Det er en kæmpe følelse.”

Der var da også én helt særlig spiller, som Leon husker tilbage på efter tiden på landsholdet.

”Thomas Gravesen! Sikke et talent. Gravesen var dejlig arrogant på en fodboldbane og en ekstraordinær tekniker. Ham nød jeg virkelig godt af!”

 

Leon og AGF den dag i dag

Som nævnt, så har Leon et tøjfirma den dag i dag, som blev stiftet tilbage i 2016, hvor Leon takkede af som fodboldspiller. Ellers bruger Leon især tiden på sønnen Luis. Det har dog både sine fordele og ulemper ikke at have fodbolden, som en del af hverdagen mere.

”Jeg savner virkelig det rush man har lige inden en kamp, og det kæmpe adrenalinkick man får under kampene. Ellers så synes jeg faktisk ikke, at jeg savner det så meget i min hverdag. Jeg savner mindst af alt de mange weekender, hvor man er væk fra familie og venner.”

Dog har Leon ikke sluppet fodbolden helt.

”Jeg bor jo i Hannover, så jeg er da på stadion med min søn og se hjemmebanekampene, så fodbolden er stadig en stor del af mit liv. Ellers så følger jeg kun med i hvordan det går med ét hold, og det er ”De Hviie”. Jeg følger med og hepper med så godt som man nu kan fra det tyske, og så har jeg også været hjemme i Aarhus og se et par kampe.”

Derfor var det også oplagt lige at høre, hvordan Leon ser på den fremgang AGF har oplevet især i den her sæson.

”De har fået skabt sig en god stabilitet bagtil synes jeg. Samtidig med det, så synes jeg, at det er blevet godt, hvor hurtigt de kommer frem ad når bolden er erobret. Jeg kan ikke sige andet end, at det ligner, at de har lige så god holdånd, som vi havde dengang, jeg spillede der.”

Med unge spillere som Hausner, TK, Hvidt og Lunding i truppen, så var det også oplagt lige at høre fra Leon, hvilke råd han kunne give til den næste generation af unge talentfulde GF’ere på vej op, som nok kun kan håbe på at nå, det han nåede.

”Jamen, et godt råd er at være ydmyg, og vise viljen til at ville lære, men samtidig gå til stålet til træning og få sat dine fodspor. Man skal have respekten for de bedre og ældre spillere, men aldrig miste troen på egne evner. Du er hvor du er af en grund!”

Til sidst måtte vi sende Leon ud i det spørgsmål alle med AGF-tendenser altid har haft på sinde. Nemlig, hvorfor en mand med 130 bundesligakampe og 20 landskampe ikke kunne slutte karrieren af på Ceres Park?

”Jeg har også altid haft en drøm om at slutte i AGF, men jeg har min søn hernede. Da muligheden kom skulle det betyde, at jeg skulle flytte væk fra ham, og det ville jeg ikke. Det var som sådan ikke nogen svær beslutning, det må en hver forældre kunne forstå, da han er mit et og alt, men når det så er sagt, så ville jeg da ønske, at det havde været muligt for mig at slutte i AGF!”

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved