Kommentar: Mellemlederen fra Midtjylland, synder eller syndebuk?

Foto: Jesper Zacho Elgaard

Ansættelsen af Glen Riddersholm som AGF-træner var rigtig. Det var fyringen også. Læs hvorfor her 16 måneder efter.

Glens tid i Aarhus sluttede grimt med en samtale på parkeringspladsen udenfor AGF’s træningsanlæg. FCM’s guldtræner fra 2015 er nu cheftræner for Sønderjyske, og skal op mod sin gamle klub klokken 19.00 fredag aften. Gensynet med Glen giver anledning til at se på, hvorfor han på papiret var en rigtig ansættelse, og hvorfor det var rigtigt, at fyre ham.

Ansættelsen var rigtig

Forklaringen på, at man ansatte en træner med Glen Riddersholms profil, skal i høj grad findes hos hans forgænger. Morten Wieghorst virkede på mange måder som et fremmedlegeme i klubben, og han harmonerede åbenlyst ikke med Jacob Nielsen og Jens Andersson. Det var et ulykkeligt ægteskab, der i bagklogskabens ulideligt klare lys nok var dømt til at gå galt i det lange løb.

Ansættelsen af Wieghorst var ikke nødvendigvis forkert, men den kom til at kollidere med den strategi, der udvikledes i genopbygningen af klubben. Da man i sin tid ansatte Wieghorst ansatte man et navn og ikke en stil, og det var der god grund til.

Selv om det kan være svært at finde det absolutte lavpunkt i AGF’s mange kriser de sidste 20-25 år, så må sommeren 2014 bestemt være en solid kandidat. Man stod med tredje nedrykning indenfor 8 år. Bestyrelsen og daværende direktør Jan Christensen havde vist sig fra sin mest uduelige side ved at lade en de facto fyret Peter Sørensen gennemføre hele vinterpausen og derefter fyre ham to kampe inde i forårssæsonen. Vel at mærke uden, at man havde en afløser. Resultatet blev det ‘elendigste’ forår i klubbens historie og endnu en tur i første division.

Derfor havde man brug for et massivt navn på trænerbænken. For hvordan skulle man sælge endnu en tur rundt på danske divisionsstadions? Byen og omgivelserne var kørt træt, og man ville få store problemer med at få sponsorater og sæsonkort fornyet. Det er i det lys, ansættelsen af Wieghorst skal ses. Han var på daværende tidspunkt en af de mest eftertragtede trænere i dansk fodbold, og man kan vel mene, at han lige så meget tjente et kommercielt som et sportsligt formål. Det første virkede, og det sidste blev aldrig rigtig godt og resulterede i en fyring.

Det var her Glen kom ind i billedet. Han var den største fodboldfaglige kapacitet, der var tilgængelig i december 2015. Han havde et stærkt CV som talentudvikler. Han havde vundet medaljer. Han havde været en vital del af og leder for en større fodboldforretning i Danmark i en længere periode. Et CV, der passede til AGF’s strategi.

Desuden markerede hans ansættelse et stilskifte, hvor spillet på banen i højere grad skulle afspejle værdierne hos AGF’s fans. En spillestil med vægt på stor fysik, hårdt arbejde og masser af mål fra dødbolde passede bedre i Århus end Wieghorsts fokus på boldbesiddelse.

Stilskiftet var rigtigt set, og på mange måder har både Glens og senere David Nielsens tid vist, at fans af ”de hviii” bredt set er mere til Jens Stage end Kim Aabech. Som modstander skal man slå sig, når man kommer på Århus stadion, og AGF blev da også kendt som et meget fysisk hold. I jagten på at finde frem til, hvad klubben efter årtiers identitetskrise faktisk var, så det helt rigtigt ud, da man ansatte Glen Riddersholm. På papiret i hvert fald.

Hvorfor var fyringen rigtig?

Der kom et reelt skifte i det, som Glen nok selv ville kalde holdets ”udtryk”, efter han tog over. Hans debutkamp i foråret 2016 på udebane mod OB fik de fleste fans til at slikke sig om munden. Høj intensitet, arbejdsraseri og ikke mindst mål på dødbolde gav indtryk af, at der for alvor var nye boller på suppen. At en 2-0-føring blev sat over styr, var mindre vigtigt, da det ellers lovede ganske godt.

Optimismen visnede dog hurtigt, og AGF måtte vente 10 runder på den første ligasejr, der først kom i maj. Generelt blev et miserabelt forår maskeret af en pokalfinale, som trods alt var et solidt lyspunkt i AGF’s nyere historie. Men de sløje resultater havde slidt på relationen mellem fans og Riddersholm, og det blev slæbt med ind i næste sæson, der også udviklede sig skuffende. Glen talte om proces, og processen var ikke til at få øje på.

Kampbilledet i de fleste kampe personificeredes af de to mest sikre startere Morten Duncan, der konstant fløj rundt i jagten på høje bolde, og Martin Spelmann, der arbejdede hårdt i jagten på andenbolde og modstandernes ankler. Når det gik godt, kom modstanderen under tryk, og AGF så farlige ud. Men når det ikke virkede, og det skete ofte, så manglede holdet en plan B og var ude af stand til at tage kontrol med kampene. Selv varemærket med de mange dødboldsmål udeblev.

Som så mange AGF-trænere før ham, fik Glen at mærke, at han lige pludselig fik utroligt meget taletid i lokale såvel som landsdækkende medier. Det var ikke nødvendigvis til hans fordel, da han generelt henter meget af sit sprogbrug i powerpointnoterne fra de utvivlsomt mange kurser, han har været på i tidens løb. Det fremstod i længden som floskler, og det tærede på hans troværdighed.

Glen selv har reflekteret over, hvorfor han blev fyret. I trænermagasinet ‘Indersiden’ fortalte han om, hvordan han tror på det sunde i det ‘indre pres’, og hvordan han havde svært ved at skærme for det ‘ydre pres’ og skabe ro om spillertruppen.

Interviewet viser, at Glen ikke er skabt til AGF. Som en anden mellemleder ser han opmærksomheden som ydre pres, som noget, der skal bekæmpes. Denne tilgang kunne genkendes i hans interviews omkring kampene, hvor han defensivt fægtede med ”proces”,”afklarethed”, ”ændringsparathed”, ”forruden er større end bakspejlet” osv.

Han trivedes ikke i presset, og han formåede ikke at vende det til sin fordel. Efterhånden som skruen strammedes, så fremstod han isoleret og uden værktøjer til at håndtere situationen. Når Glen og Lars Friis sad på bænken og desperat skriblede på hver sin blok, lignede de to assistenter side om side. Man fristedes til at spørge: “hvor er chefen?”.

Glen tabte fodboldkampe. Det gør alle trænere. Men han tabte også byen. Han blev aldrig den tydelige leder for både hold og omgivelser. Han blev aldrig ‘fansenes egen’. For ham var AGF’s fans til besvær. De var ikke gode for præstationerne eller processen.

Fyringen

I sæsonåbningen 2017/18 tabte AGF 1-2 imod et Horsens-hold, der havde haft 13 spillere til rådighed i opstarten. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. De sportslige resultater, der havde holdt ham oppe i foråret 2017, var væk.

Fra da af var han reelt fyret. Direktørerne satte gang i jagten på den næste træner. Spot blev føjet til skade, da man blev kørt 1-4 ud ad Århus-stadion af Randers, der på daværende tidspunkt ikke havde vundet en kamp i sæsonen. Det blev en grim skilsmisse, og man kan sige, at presset havde nået ind til Glen. Nøjagtig som det kan have nået ind til så mange af dem, der kom før ham.

Det er ikke udelukket, at Glen Riddersholm kan få dryp af succes i sit nye job.

Sønderjyske og FC Midtjylland minder om hinanden på den måde, at der er arbejdsro. Det er der, fordi de eneste mennesker, der interesserer sig for de to klubber, er indbyggerne i Herning og Haderslev på dage, hvor der ikke er ishockey.

Glen er derfor hverken synder eller syndebuk. Tanken var god, men som leder var han var ikke tilstrækkelig. Og det falder tilbage på dem, der har ansat ham.

Bliver det aldrig bedre?

Det korte svar er: Jo.

Noget tyder på, at Jacob Nielsen og PC lærte noget af Glen Riddersholm. De søgte en klart anderledes profil, der dog kunne bygge videre på spillestilen. En som har en anden autoritet og autencitet (vi undskylder for at falde i klichégryden).

David Nielsen motiveres af forventningerne til klubben. Han er 2017 i BT citeret for – efter sine to første og tabte kampe – at “Man får ikke to sekunders fred til sit arbejde i
AGF. Det er fedt! For det er sådan, det er i de store klubber. I Lyngby er der
ingen, der bekymrer sig om, hvad man går og laver. Det er der i AGF…
”.

Det er en mand, for hvem opmærksomheden ikke er pres, men kærlighed.

Se ham efter kampene. Århus kalder på ham. Kærligheden er gengældt.

Morethanaclub.dk logo


Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
nyeste ældste mest bedømte
Notifikation ved
Rambro
Bruger

Fed artikel. Og enig i vurderingerne

rupertm
Bruger

Sober artikel, der forklarer meget for os der bare kommer på stadion, og som elsker Aahus og AGF. Tænk hvis byens avis havde samme høje format og dagsorden, som de to der har skrevet denne artikel. Tak.

kimBo
Bruger

Spot on beskrevet! Kald bare AGF et cirkus men i sidste skal der en til at styre Manegen, ellers ender man som klovn på vippen. David Nielsen er imo den fedeste træner jeg har set i Agf. Ligeså sindssyg han var som spiller, ligeså fattet virker han som træner. Hans aura udstråler ro og autenticitet. Han lefler ikke for pressen med fagudtryk for at skjule det faktum at han ikkke har styr på tingene. Han virker til at kunne indtage et omklædningsrum, og få det bedste ud af hvert enkelte spiller. Vi har set noget af det bedste defensive fodbold… Læs mere »

mulle2
Bruger

Super stærk artikel, tak. Jeg har venner i SønderjyskE – et par af dem fortæller, at hver gang de ser på hinanden i flokken kigger de til siden og siger: Proces! Der er ikke store forventninger hele vejen rundt til Glenn i Haderslev – mange er meget skeptiske sku jeg hilse og sige. Mit bud er at han holder et års tid – selvom de har ansat ham på en 3,1/2 års kontrakt!

Juniorxx
Bruger

Kæmpe ros til MTAC for en artikel der prøver at gå et stik dybere for at finde ud af hvorfor det er så svært i Aarhus. I rammer det spot on!! Mere af det her… vildere!!

KSDH!!!!

Dichio
Bruger

En god artikel med noget analyse og holdning og enig et godt stykke hen ad vejen. OK og bakning i truppen – men ikke hos ledelsen Ridderen gjorde det vel fint nok, og havde opbakning i truppen. Men vi kom bare ligesom ikke rigtig videre og var stadig nr ca. 8 (ligesom under Wiggo), og tænker det springende punkt var at Glen kom på kant med JN osv (samme som Wiggo gjorde med JN). Vinterpausen havde været det pæne skifte Synes måske det havde været mest rigtigt at køre frem til vinterpausen, så havde vi samlet set fået flere point… Læs mere »

dengamle
Bruger

Jeg syntes på ingen måde artiklen er pinligt og Glen bliver vel heller ikke udstillet. Succes fik Glen ikke i AGF og så er det vel også rimeligt at der kigges på hvad der gik gal. Er enig i det der står i artiklen at der hvor Glen ikke slog til var i forhold til at stå for det pres der er i en klub som AGF og holde det væk fra spillerne. Det er Glen vist også tæt på selv at sige

dengamle
Bruger

Glen var og så ud som en presset mand i sin sidste tid i AGF og jeg syntes artiklen forsøger at beskrive situationen. Om det så er sandheden er en anden sag, men det er i hvert fald efter min mening et godt bud. Sandheden om hvorfor Glen ikke blev en succes i AGF får vi aldring, dels fordi der ikke er et enkelt svar og også fordi hverken Glen eller Jacob/PC giver der version af tiden

lurifax
Bruger

Decideret pinlig artikel, hvor de nedladende udtryk og tanker om Glen på ubehjælpsomt formuleret vis får lov at overskygge alt andet i et håb om at please dem, der ønsker at hade.

Steen6372
Bruger

Jeg synes nu ikke, at artiklen er nedladende overfor Glen. Man redegør jo for, hvorfor det var rigtigt set at hente Glen, i forhold til den spillestil man ønskede. Årsagerne til at Glen ikke lykkedes i AGF synes jeg faktisk også at man rammer ret godt. Glen var ikke i stand til at omfavne den store eksterne opmærksomhed og at skærme sine spillere, fordi hans kommunikation er for glat. Derudover var der bare dårlig kemi mellem JN og GR, hvilket ikke entydigt kan forstås som en kritik af GR.

lurifax
Bruger

“Der kom et reelt skifte i det, som Glen nok selv ville kalde holdets ”udtryk”” Det er en nedladende/haterpleasende kommentar. Haha, “udtryk”… “han generelt henter meget af sit sprogbrug i powerpointnoterne fra de utvivlsomt mange kurser, han har været på i tidens løb.” Det er en nedladende, bedrevidende kommentar. “Som en anden mellemleder” Det er en nedladende kommentar. “defensivt fægtede med” Det er en nedladende kommentar. “Fægtede med”? Værdiladet udtryk much? “Når Glen og Lars Friis sad på bænken og desperat skriblede på hver sin blok” Det er en nedladende kommentar. “Desperat”? Desperat eller ihærdigt? “Hver sin”? Skulle de have… Læs mere »

kimBo
Bruger

Du virker til at være den eneste der “hader” noget her? Vil anbefale dig at melde dig som skribent på siden og komme med din egen udgave. Syntes det er en super velskrevet dybdegående, og sober artikel. Det er jo netop sådanne indhold der skiller sig ud fra andre sites, som vi har efterspurgt.