Kommentar: Et transfervindue efter planen?

© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

PC gennemførte transfervinduet til UG. Her er analysen af strategien, der skal bringe AGF til toppen af Superligaen. En strategi, som kommentatorerne ikke forholder sig til.S

AGF’s transferstrategi

I takt med at den gode sæsonstart smuldrede i efteråret, blev AGF kritiseret for sommerens transfervindue. Kritikkens omdrejningspunkt var den manglende angriber, men salgene af Aleksander Jovanovic og Kasper Junker fik heller ikke mange roser med på vejen. I et indlæg i Ekstra Bladet fældede Morten Bruun og Jan Schouby hårde domme over de tre ledende figurer i AGF: Direktør Jacob Nielsen, sportschef Peter Christiansen (PC) og cheftræner David Nielsen, der ifølge de to ”eksperter” på hvert sit område havde fejlet.

Truppen har da også i lange stræk i efteråret set for smal ud. Især midterforsvaret og angrebspositionen har set tynde ud i de perioder, hvor Backman har været skadet, og Bundu ikke har kunnet holde et stabilt niveau.

PC måtte i et interview med tipsbladet også medgive, at man havde satset lige vel hårdt ved at tro på, at den daværende trup kunne bære efteråret igennem. Men PC gav i samme interview noget af forklaringen på sommerens dispositioner, der udefra så mystiske ud. De sportslige ambitioner på kort sigt blev sat i baggrunden til fordel for de mere langsigtede mål, der ifølge PC var:

  • En foryngelse af truppen
  • En mere lokalt forankret trup (læs: danske og skandinaviske spillere)
  • Et opgør med arven fra Jens Anderson, der har trukket lange spor ind i det økonomiske råderum i PC’s tid som sportschef.

For at starte med det sidste, så foretog AGF i sin tid et klart strategiskifte med overgangen fra Jens Andersson til PC. Som eksempel kan nævnes, at Andersson i sine godt to år på posten blandt andet skrev kontrakt med to Kroater, to australiere, to Serbere, en russer, en amerikaner og en enkelt spiller fra Sierra Leone. Til sammenligning har PC primært hentet spillere fra Skandinavien, og en enkelt burkiner i skikkelse af Adama Guira, der dog var et etableret superliganavn efter tre år hos Sønderjyske. I denne forbindelse ignoreres PC’s hang til eksotiske nationaliteter hos keepere på korttidskontrakter, da det mest af alt virker som billige lappeløsninger, indtil AGF formentlig lægger sig fast på en førstekeeper til sommer.

En anden del af de nye toner består i den måde, som spillerne bliver aflønnet. Alle spillere, der har skrevet kontrakt, siden PC tiltrådte som sportsdirektør, er ansat på kontrakter, hvor store dele af lønnen er præstationsbetinget. Derudover er AGF stort set gået væk fra at betale transfersum for nye spillere, samtidigt med at man i sommers demonstrerede, at man kan tjene på sine spillere. I den forbindelse må 10-15 mio. for en keeper (Jovanovic) og ca. 5 mio. + videresalgsklausul for en angriber, der ikke kunne score (Junker) siges at være pænt. Til sammenligning er tidligere store profiler såsom Leon Andreasen, Michael Lumb, Morten Duncan, Tobias Grahn, Aron Johansson og Jakob Poulsen alle solgt for mindre beløb, end det som Jovanovic via bonusser kan komme til at indbringe.

Transitionen mellem de to sportsdirektører er først fuldendt til sommer, hvor Anderssons sidste kontrakter udløber. Det vil være de sidste kontrakter, der ikke i så høj grad er præstationsafhængige, og Ifølge PC frigiver det desuden store dele af klubbens budget, da man også har spredt afskrivningen af transfer- og sign-on-beløb henover kontraktperioderne.

Hvis man skal sætte det på spidsen, har man fra den sportslige ledelses side accepteret, at sæsonen 18/19 skulle være en overgangssæson. Man har ikke villet foretage dyre investeringer i spillere, som man ikke var sikre på, indgik i de langsigtede planer.

Anføreren der kan undværes

Sommervinduet 2019 er afgørende i sammensætningen af den trup, som David Nielsen skal bruge for at etablere AGF som fast element i toppen af dansk fodbold. Der er dog noget, der tyder på, at PC er tyvstartet her i januar.

Januars transfervindue medførte følgende ændringer i truppen:

Ind:

  • Youssef Toutouh (hentet i oktober, men kan reelt først regnes for en forstærkning fra foråret)
  • Frederik Tingager
  • Alexander Munksgaard
  • Patrick Mortensen
  • Kamil Grabara

Ud:

  • Pierre Kanstrup
  • Roman Mysak
  • Björn Daniel Sverrison
  • Michael Zacho

Hertil kommer forlængelser med flere af truppens yngre talenter og et salg af en talentfuld ungsdomsspiller, der ikke ønskede at forlænge sin kontrakt.

Af de spillere, der ikke længere er i truppen, er Pierre Kanstrup den mest markante. Han tilhørte gruppen af spillere, der havde udløb til sommer, og han bliver en del af en lille tradition, hvor AGF to januarvinduer i træk har skilt sig af med sin anfører. På samme måde som det var tilfældet med Morten Duncan Rasmussen sidste vinter, så giver det rigtig god mening, da begge spillere ved deres afgang ikke sportsligt kunne leve op til hverken lønniveau eller anførerstatus.

Kanstrup har i perioder set stærk ud i AGF’s forsvar, men det har altid været med Jovanovic til at dominere feltet bag sig, DAP/Guira til at støvsuge foran sig og Backman til at dirigere ved siden af sig. Efterhånden som de komponenter faldt væk i løbet af efteråret har Kanstrup set rådvild og usikker ud. Han har ikke fået megen hjælp fra Jesper Juelsgaard (der ligner et kontraktudløb til sommer), men han har heller ikke kunnet løfte defensiven omkring sig. En mindre transfersum for Kanstrup og en yngre, transferfri og lovende erstatning i Frederik Tingager er en manøvre, der ligger helt i tråd med den overordnede strategi.

Derudover ser det ud til, at U21-landsholdsspilleren Alexander Munksgaard skal erstatte Dino Mikanovic. Denne transfer er på mange måder et nybrud, da AGF ikke har haft for vane at hente danske ungdomslandsholdsspillere. Man kunne i den forbindelse håbe, at han kan være med til at bane vejen for andre yngre spillere, der kan overbevises om, at de kan slå igennem hos AGF.

Sidst men ikke mindst fik PC fundet den angriber, som alle i og omkring AGF har skreget på, siden Martin Pusic forlod klubben. Patrick Mortensen ankommer til Århus med et CV, der dokumenterer en gennemprøvet evne til at score mål. Han er dansker og har en alder, der gør, at han må betragtes som en spiller, der skal toppe og have sin bedste tid de næste par år. Han virker desuden til at være en type, der er meget præcist castet fra trænerens side, så man ved, hvad man får.

Overordnet set virker vinterens transfervindue til at være lykkedes til punkt og prikke i forhold til den strategi, som den sportslige ledelse har lagt. Den eneste mulige anke er, at Patrick Mortensen mødte op til sin tv-præsentation i en kogende varm hal ved KMD Cup med modehalstørklæde, og dermed demonstrerede, at københavnermanerene ikke er lagt helt på hylden. Man må håbe, at Mortensen bliver en succes og en passende opdragelse følger med i købet.

Mon ikke PC selv står for det?

Morethanaclub.dk favicon


Få notifikation
Notifikation ved
16 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
Filskov
5 år siden

Jeg ved ikke helt nok om behov og generelle strategiske fremtidsplaner i AGF til at ville sige noget (u-)intelligent om det.

Men jeg vil gerne rose holdet bag artiklen for et velstruktureret, sammenhængende og velartikuleret indlæg. Gennemarbejdet og velunderbygget. Tak for det. 🙂

Geza Toldi
5 år siden

jeg synes det er en fin sammenfatning af transferstrategien. Jeg har også bidt mærke i t PC nævner sommers transfervindue som særligt vigtigt/markant. Spørgsmålet er så i hvor høj grad der allerede er åbnet for den pose der skulle financierer sommerens aktiviteter. Personligt tror jeg ikke, at PC havde forventet så meget aktivitet nu, dengang han omtalte den kommende sommers tranfer-vindue som markant. Men i kraft af at efteråret gik som det gik, blev de nødt til at sadle lidt om, og fremskynde planerne. Med andre ord, tror jegikke vi skal forvente omfattende ændringer til sommer, men mere begrænset aktivitet.… Læs mere »

Lylle
5 år siden

Fin artikel, håber på mere af det i fremtiden. Ellers enig i budskabet.

Donmiguel
5 år siden

Puha der fejes flot for PCs dør i artiklen… Manden som endnu ikke har formået at indfri egne sportslige målsætninger i to år? Samt været en del af den sportslige ledelse i 3 år? Ansættelser af flop som Rask, Kanstrup, Riel, Møller, Mmaae, Mysak… Når man så sætter navn på de udlændinge som Jens Anderson kritiseres for i artiklen at have hentet, nemlig: Dino, Jovanovic, Elez, Cavric, Bundu, Amini, Ikonomidis, Djamal, Soares så undrer man sig over at det gøres til et problem… Fint nok at skribenten mener at PCs er fantastisk men lidt mindre spin og ukritisk vurdering af… Læs mere »

habo95
5 år siden
Reply to  Donmiguel

Godt med lidt modvægt – vi er dog i en klub, som er stor af navn men ikke af gavn, og selvom vi på papiret har en af ligaens største budgetter, så batter det ikke, når de store vil lege med. PC har ageret på de positioner, der stod for skud, hvilket er positivt – tiden vil så vise kvaliteten af hans ageren. Artiklen forbigår Sven Braken, som jeg mener har været ønske nr. 1 i front, hvilket gør Mortensen som tidligere Mmaee til et valg længere nede på ønskelisten.

Juniorxx
5 år siden
Reply to  Donmiguel

Enig langt hen af vejen. Dog syntes jeg ikke Kanstrup kan beskrives som flop. Og da han blev signet transferfrit tror jeg at 90% mente at det var en rigtig god signing. Men han har mangler i det opbyggende og har haft det svært uden Backman ved sin side. Men så dårlig at han skal kategoriseres som flop er lidt voldsomt. Syntes Jens A’s signinger bare mere præg af at han ville rykke AGF op af hurtigt mens PC laver stabile signings, men til stadig ingen i nivaue med Elez og Jovanovic. Vi ender til stadighed som en middelvare… Hvis… Læs mere »

zcml
5 år siden
Reply to  Juniorxx

@ Juniorxx:

Nu er det jo ikke fordi at hverken Elez eller Jovanovic var klassespillere, da Jens A. hentede dem til AGF.
Elez blev det først efter han havde forladt AGF. Og Jovanovic først til sidst inden han blev solgt.
Nogle af dem PC har hentet kan sagtens blive lige så gode, eller bedre. Eks. har Højer leveret fra start, på et højere niveau end Jovanovic havde da han kom til klubben.

Og Jens A. samlede også et middelvare hold, bare af dyre østeuropæere!
Eneste store navn var vel Duncan.

Juniorxx
5 år siden
Reply to  zcml

Var Elez ikke god i AGF? AGF strakte sig langt for at lave en fast aftale. Han var et monster, og ham og Backmann var sgu et midterforsvar der kunne noget. At Jovanovic ikke var perfekt da han kom, men en der kunne udvikles til at blive god er vel også en god sportschef’s opgave.

Donmiguel
5 år siden

Måske læser jeg artiklen som fanden læser biblen men når man skriver dette: Et opgør med arven fra Jens Anderson, der har trukket lange spor ind i det økonomiske råderum i PC’s tid som sportschef. Men samtidig roser PC for salg af samme spillere som Jens Anderson har hentet: I den forbindelse må 10-15 mio. for en keeper (Jovanovic) og ca. 5 mio. + videresalgsklausul for en angriber, der ikke kunne score (Junker) siges at være pænt. Så giver det i min optik ingen mening. Jens Andersson fandt gode spillere til muligvis en højere løn + transfer men som også… Læs mere »

grind88
5 år siden

Ja det er kanon

Boelt
5 år siden

Rigtig god og spændene artikel, velskrevet og med gode pointer, flere af dem tak 🙂

zcml
5 år siden

Eftersigende blev Jovanovic altså kun solgt for 1 mill. €, hvilket er mindre end hvad både Duncan, Lumb og Aron blev solgt for, og vist i omegnen af, hvad Jakob Poulsen blev solgt for. Hvad Leon og Grahn blev solgt for kan jeg ikke lige huske. At der så er nogle klausuler i Jovanovic kontrakt, der KAN afføde at AGF tjener op til det dobbelte er så en anden sag Der var vist også nogle af de andre, der havde klausuler, der gav yderligere afkast. Markedet har dog også ændret sig meget siden især Duncan, Lumb og Leon blev solgt.… Læs mere »

Per Leth
5 år siden
Reply to  zcml

Dejlig saglig artikel der belyser, alle de forskellige ukendte hensyn som PC må kalkulere med i sit arbejde med at forbedre truppen. Alt sammen noget der giver god mening, og som konstruktivt sætter hele debatten om nye transfers og journalistens forudsigelige kritik af vores ledelse, i relief. Godt gået PC og David og Jakob og MTAC!

wellop
5 år siden
Reply to  zcml

Du undervurderer betydningen af det er et salg til en af verdens største ligaer.
Duncan, Lumb, Aron, Junker, osv. er solgt til sekundære ligaer og dermed ikke et klart signal om at AGF kan bruges som et springbræt.

Kan man via AGF derimod komme til Spanien, England, Italien, osv. så er man anset som væsentlig mere interessant.

Isoleret set var salget af Jova ikke nødvendigvis et godt salg, men som signalværdi og med længere udsigter, så kan det gøre en væsentlig større forskel for AGF end de andre salg.

zcml
5 år siden
Reply to  wellop

@ wellop: Jeg undervurdere skam ikke betydningen af et salg til en af verdens største ligaer, men derfor kan jeg vel godt syntes at Jovanovic blev solgt for billigt. Og netop ISÆR når det var til en af verdens største ligaer. Duncan, Lumb og Aron tog alle et spring opad ved salgene, hvilket da er et signal om at AGF kan bruges som springbræt. At det så ikke er lige så stort et spring som med Jovanovic er en anden sag. Den russiske liga er en større liga end den danske, og alt andet lige er den hollandske også; niveauet… Læs mere »