Kevin Diks om målform: “Jeg ved hvordan forsvarsspillere tænker”

0
© Nicklas Jacobsen - JacobsenPhotography

Af Lukas Voergaard Jepsen

Indtil for ganske nyligt, synes de bitre rivaler fra Randers at være en, af uransagelige årsager, uovervindelig modstander. Den dårlige stime er dog brudt, og på bare tre ugers tid, har AGF nu hentet to vigtige sejre over de lyseblå hingste

Det er ikke ofte, men indimellem støder man i fodbold på fænomener eller statistikker, der ikke giver særligt meget mening. Sådan et fænomen med tilhørende statistik fandtes for indtil for ganske nyligt i historien om opgøret mellem AGF og Randers FC.

Statistikken er stadig ikke decideret sjov læsning, da opgør mod Randers FC af den ene eller anden grund, hvert fald statistisk, har en dobbelt så stor chance for at ende i nederlag frem for sejr. 16 gange har de lyseblå slået århusianerne, der kun står for otte sejre.

Ikke siden 2015 er det lykkedes for De Hvie at slå lokalrivalerne, også lykkedes det hele to gange inden for små tre uger – fodbold er en sjov størrelse, der til tider kan være meget svær at gøre sig klog på. Så lad os i stedet fokusere på ting vi kan forstå.

GF hev en hårdt tilkæmpet og ikke mindst fortjent 1-0 sejr hjem, efter et besøg på Cepheus Park i Randers, takket være en mand, vi med alt sandsynlighed snart, med tunge hjerte og tårer i øjnene må sige farvel til – Kevin Diks.

Naturligvis var den 24-årige højreback det helt store omdrejningspunkt efter kampen, og det lykkedes Morethanaclub.dk at klæmme sig ind i mængden af journalister, der var meget ivrige efter at høre fra hollænderen.

Første emne var selvfølgelig, at forsvarsspilleren scorede endnu et mål, og dermed nu har bidraget med intet mindre end fire mål over de sidste fem kampe:

“Jeg ved, at jeg kan score, jeg ved, at jeg kan heade, jeg ved, at jeg kan skyde, jeg ved, hvad jeg kan og jeg tror på mine egne kvaliteter, jeg tror på mine holdkammeraters kvaliteter” – fortæller den hollandske højreback, og sender et anerkendende nik til assistmager og back-kollega Casper Højer, der interviewes ved siden af før han fortsætter:

 

“Jeg har meget selvtillid. Hver kamp giver lidt mere til min selvtillid, det har været en lang vej, og jeg er stolt af mig selv, men jeg er nødt til at fortsætte, for jeg ved at jeg kan mere. Jeg kender mit potentiale, og det nærmer jeg mig,”

 

Vi spørger nærmere indtil hvordan det er lykkedes for en højreback at komme i flot målform:

“Jeg spillede jo kant som ungdomsspiller, men forskellen er, at jeg ved hvordan forsvarsspillere tænker, jeg er forsvarsspiller, så jeg ved hvor jeg skal udfordre, jeg kan læse og forstå deres svagheder, og så har jeg farten til at bryde igennem,”

 

Kevin Diks flotte hovedstødsmål var i den grad nødvendigt, for på trods af at holdet for nyligt slog samme modstander på hjemmebane, har resultaterne over en længere periode, ikke flasket sig helt som håbet for David Nielsens mænd.

“Det her var ekstremt vigtige tre point. Jeg ved ikke hvor mange kampe i træk hvor vi ikke vandt, vi vandt over Randers hjemme, men før det kan jeg ikke engang huske hvornår vi sidst vandt. Så vi har som hold været nødt at holde sammen, og vi ved hvad vi kan gøre. Sidste kamp, i Parken, spillede vi en fantastisk anden halvleg, og vi tog alle de positive ting med derfra. Vi kiggede på hinanden og sagde, ‘Se hvordan vi kan spille mod FCK, og hvilket hold kan så stoppe os?’” – fortæller Diks og tilføjer:

“Jeg husker i midten af sæsonen vandt vi mange kampe, også i starten, men vi gik i stå og sad fast, og nu forsøger vi at komme tilbage og slutte så højt i tabellen som muligt”

 

Han bliver efterfølgende spurgt hvad han mener holdet til tider har manglet, og det er ifølge højrebacken ikke meget:

“Det var ikke fordi vi ikke var til stede, vi fik bare ikke resultaterne. Til tider har vi været lidt uheldige, andre gange har vi manglet en smule her eller en procent der, som i Parken, hvor vi bare manglede en lille smule, men i dag startede vi fantastisk,”

 

En sejr og rent bur på udebane er bestemt ikke noget at være ked af, og Diks nævner dog også kun én ting, som han mener holdet skulle have klaret bedre:

“Vi vidste at vi var nødt til at kæmpe sammen. De havde ikke store chancer, der var et hjørnespark hvor de blev rigtig farlige, men udover det kan jeg ikke rigtig huske nogle store chancer til dem. Det var fordi vi var virkelige solide, de centrale midterforsvarer var fantastiske i dag, hele holdet var fantastiske, nye spillere i startopstillingen gjorde det fantastisk. – Vi var AGF i dag, og vi viste det,” – siger han og tilføjer:

 

“Vi spillede rigtig godt i første halvleg, vi havde en masse chancer, det eneste der manglede i første halvleg var flere mål,” – Et synspunkt der gentages af cheftræner David Nielsen, der for første gang i trænerkarrieren vandt i Randers:

“Vi ikke får scoret til 2 eller 3-0 i første halvleg som vi skal. Vores første halvleg var fantastisk, vi fortsatte hvor vi sluttede i Parken, og det var hele ideen med kampen her, for vi fandt nogle ting i vores spil som var rigtig godt.

Så bliver der jo, fordi vi ikke får scoret, nogle situationer til sidst, men alt i alt er det en super vigtig sejr”

 

Selvfølgelig blev Kevin Diks flere gange spurgt indtil kontraktsituationen, men den 24-årige lejesvend havde ikke meget, hvis noget nyt at tilføje, og vi besluttede os derfor i stedet for at bruge hans dyrebare tid på andre spørgsmål.

Som hvad perspektivet er for resten af sæsonen, kan FCK og tredjepladsen indhentes, eller er fokus mere på at holde fast i fjerdepladsen?

“Jeg kigger altid opad (i tabellen, red.). Jeg kender ikke et fodboldhold der kigger nedad, vi kigger altid op, og vi har lagt pres på dem nu. De har en kamp i hånden, og uafhængig af deres resultat, fokuserer vi på vores egne kampe og mål,”

 

FCK spillede i går aftes 2-2 ude mod FC Nordsjælland, og er derfor i øjeblikket fire point foran GF, med tre kampe tilbage for begge hold. Det bliver ikke en nem opgave, men en tredjeplads og mulighed for Europa League, er endnu ikke uden for rækkevidde .

 

 

 

 

 

 

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments