Kampen mod Randers FC er aflyst og det samme er Superligaen de næste to uger

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Hele landet sad samlet i går aftes foran fjernsynet, da vores statsminister Mette Frederiksen kunne offentliggøre, at landet nu går ind i fase 2 i forhold til Corona-virussen. Dette gør, at stort set alle aktiviteter bliver lukket ned de næste to uger, en af dem er vores elskede 3F Superliga.

Af Mattias Sundroos

Bølgen af reaktioner i forhold til udbruddet af virussen covid-19, bedre kendt som Corona-virussen, tog for alvor fart i sidste uge, da regeringen d. 6 marts opfordrede alle til at udskyde eller aflyse arrangementer med over 1000 personer. Effekten af dette var især at kunne mærke på underholdningsindustrien, hvor koncerter blev aflyst og fodboldkampene skulle spilles for tomme tribuner.

Det var derfor et noget utraditionelt syn, der mødte en, da man i weekenden tændte fjersynet for at følge 3F Superligaen. De helt tomme tribuner gav følelsen af, at man sad og så træningskampe, hvilket virkelig må have sat tankerne i gang for alle i og omkring fodbolden i forhold til betydningen af fansene. For, hvad er fodbold uden fans?

Ifølge Manchester Citys manager, Pep Guardiola var svaret simpelt, da han til pressemødet omkring den aflyste kamp imellem Manchester City og Arsenal i går, forholdte sig til situationen:

”Hvis folket ikke kommer og overværer kampene, er der ingen mening tilbage. Jeg vil ikke bryde mig om at spille i Champions League, Premier League og andre turneringer uden fans, da vi er her for dem.”

 

Hvad er status så nu i 3F Superligaen og for AGF?

Bold.dk kunne i dag offentliggøre pressemeddelelsen fra Divisionsforening, hvor beskeden lød som følger: Ingen dansk fodbold i de kommende to uger.

Derfor kunne AGF også melde ud på agf.dk i dag, at aftenens vigtige opgør mod lokalrivalerne fra Randers FC er aflyst. Ligeledes er kampen på søndag hjemme mod OB også aflyst. Hvad der kommer til at ske med 3F Superligaen fremadrettet, vides endnu ikke, da direktør for Divisionsforeningen Claus Thomsen udtalte som følger til Tipsbladet:

”Præcist, hvad det får af betydning for afviklingen af turneringerne, kigger vi på den kommende tid. Her og nu handler det i første omgang om at reagere på myndighedernes udmeldinger og sikre, at vi i dansk fodbold gør, hvad vi kan for at mindske smitterisikoen. Vi følger fortsat med i de udmeldinger, der kommer fra myndighederne. Hvad der rent praktisk kommer til at ske med de udsatte kampe og resten af sæsonen, melder vi ud, når vi ved mere”

Der har været mange ”konspirationsteorier”, om hvad der kunne blive konsekvensen på længere sigt, såfremt virussen ikke bliver dæmpet. Man har i Italien bl.a. opstillet følgende tre muligheder for Serie A:

  1. Man aflyser turneringen og kårer ingen vinder eller nedrykker
  2. Man lader sæsonen være afgjort ved den nuværende stilling
  3. Man laver playoff-kampe om mesterskabet, europæiske pladser og nedrykning, for at få det afviklet hurtigst muligt.

Hvad reaktionen bliver i Danmark, ved vi som sagt ikke endnu, men af ovenstående muligheder, må man da håbe på nr. 2 i AGFs tilfælde, da vi trods alt stadig ligger nr. 3.

VI fodbold- og 3F superligaelskere, må dog væbner os med tålmodighed de kommende to uger og indtil videre nøjes med at følge de internationale ligaer, der stadig spiller og ellers få fyret op for diverse streamingtjenester og bruge tiden med familien, for dansk fodbold i fjerneren, ja, det bliver der ikke meget af.

 

Hvad kommer der til at ske på Morethanaclub.dk?  

Vi på MTAC bliver selvfølgelig også ramt af aflysninger, da det bliver svært at levere indhold om kampe, der ikke bliver spillet. Dog ved vi, hvor meget I ligesom vi, kommer til at hungre efter nyt om Byens Hold i den kommende tid, hvilket også gør, at vi ser det her som en mulighed for at tænke ud af boksen i forhold til indhold fremfor en begrænsning.

Vi vil derfor gøre vores bedste i forhold til at lave interview med træner/spiller fra AGF, selvfølgelig på Corona-sikker afstand og hvis klubben giver os lov, så I ikke skal undvære fodbold 100% i den næste tid. Derudover, vil vi prøve at give plads til lidt af det indhold, der normalt ikke er plads til i det pressede program, så frygt ej og ”stay tuned”, for vi på MTAC vil gøre alt for stadig at levere indhold til jer!

 

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved