Jacob Nielsen og et sjældent indblik ind på ledelsesgangene i AGF

8
Fotograf: Jesper Zacho

Af Mattias Sundroos

Vi har snakket med adm. direktør og agerende sportchef, Jacob Nielsen, som hudløst ærligt tog os med en tur ind bag facaden. Her blev der snakket transferstrategier, den fremtidige økonomiske udvikling, samt AGFs styrket position.

Vi mennesker har det hurtigt med at skabe vaner og bliver forvent med tingene som de er – især når det går godt. Selv i en klub som AGF, hvor en stor del af vores identitet i den grad er bundet op på vores historie. Dog skal man ikke ridse for meget i overfladen for at finde nogle mørke år, som i den grad har været med til at forme vores store selvironi her i det aarhusianske.

Derfor følte jeg, at selvom det kan være hård læsning, ja faktisk så uhørt, at man knapt ved, om man skal grine eller græde, så var jeg nødsaget til at rive lidt op i rædselskabinettet af ledelsesmæssig ustabilitet, som i starten af årtusindeskiftet var med til at give os øgenavnet “galehuset”. For nogle gange skal man huske, hvor slemt tingene stod til for egentlig at kunne forstå, hvor godt man har det nu!

I en kort historisk gennemgang, som du kære læser skal være velkommen til at springe over, hvis du ikke har brug for pinslen, så starter vi i året: 2000. Her bliver Peter Rudbæk fyret efter syv år i jobbet som cheftræner, hvilket i stor grad kan ses tilbage på, som starten på det hele.

Hold tungen lige i munden og se om I kan følge med nu.

Herefter tager Lars Lundkvist over, for så at overlade Kent Nielsen roret i forårets sidste 11 kampe, for derefter at give plads til Ove C på en tre-årig kontrakt. Samtidig, altså stadig i år 2000, siger adm. direktør Dan Iversen op efter 1 år på posten. Allerede året efter, altså 2001, siger Ove C op og John Stampe tager over, samt Michael Hyldgaard bliver ny direktør.

Året efter, 2002, bliver Stampe så fyret, ass. træner Rieper følger ham af egen fri vilje og Poul Hansen kommer til som sportschef. I 2003 siger direktør Michael Hyldgaard så op og Frank Heskjær tager over. Poul Hansen bliver fyret oven på en uheldig episode, hvor der bliver talt over sig på et herretoilet fra direktøren, og Sören Åkeby bliver cheftræner under målsætningen, at AGF skal blive danske mestre.

I 2005 siger den daværende direktør Frank Heskjær så op og legenden Lars Windfeld tager over. Brian Steen bliver udnævnt ny sportchef og Sören Åkeby takker af. Ove P bliver så den nye træner i 2006 i en sæson, der byder på den første af tre nedrykninger. Efter Ove P så får hevet AGF tilbage i Superligaen bliver han fyret i 2008 og afløseren hedder Erik Rasmussen. Direktør Lars Windfeld bliver sygemeldt og ender med at stoppe i 2009, hvorefter Jan Christensen tager over som direktør.

I 2010 bliver det så Erik Rasmussens tur til at blive fyret efter endnu en nedrykning og Peter Sørensen er ny mand i spidsen. Han bringer AGF tilbage i Superligaen og sidder faktisk helt indtil 2014, hvor han så bliver fyret og Jesper Fredberg tager over. Her bliver det så til endnu en nedrykning, hvilket koster Brian Steen hans job, Direktør Jan Christensen siger op og Morten Wieghorst bliver ansat.

 

Puha, det var en lang omgang! 14 trænere på 14 år (med de midlertidige afløsere), 5 direktører og nok endda endnu flere sportschefer.

Dog skulle nedrykningen i 2014 også bringe noget godt med sig. Det bliver nemlig i juni 2014, at vores nuværende direktør Jacob Nielsen kommer til, og han har nu siddet på posten i mere end 6 år! Selvom det også har heddet 3 cheftrænere og nu også 3 sportschefer under Hr. Nielsen, så har både den økonomiske- og resultatmæssige kurve kun gået en vej, og det er opad.

Meeeen nu har vi igen set nærmest et helt sportsligt-setup blive skiftet ud inden for det seneste halve år, hvilket godt kan bringe tankerne tilbage til den noget kaotiske historik, jeg ridsede op tidligere. Et farvel til Rubén Selles, Allan Frederiksen, “PC” og Lars Friis, hvilket gjorde, at min første spørgsmål til Jacob selvfølgelig var, om vi skulle være bekymret og hvad de strategiske overvejelser har været bag det nye setup?

“Vi har kigget ind i tingene og synes egentlig, at vi står et godt sted. Og så har det været, nu siger du strategisk, men det har jo været løbende, at de her udskiftninger er sket, af forskellige årsager. Der vil jeg sige det sådan, at i nogle tilfælde har det været en længere proces, hvor man har kunne arbejde på det, som f.eks. med Allan Frederiksen og Rubén. I andre tilfælde har det været en noget kortere proces, og det er jo bare sådanm det er. Men nu er vi jo så godt et sted, at det er et tydeligt bevis på, at når man lykkes i en klub af AGFs størrelse for første i 23 år, så er man lige pludselig bare meget sexet på dansegulvet!”

 

Selvom en stor udskiftning på det seneste kan skabe bekymring, så er det vigtigt at se på, hvorfor udskiftningerne har været der, som Jacob pointerer. At Rubén var klar til at tage næste skridt er et tegn på en flot udvikling, at han så ender i FCK, var jo ikke i direkte forbindelse med, at han stoppede i AGF. Allan Frederiksen var en længere proces, hvor begge parter var enige om at skilles og man ventede endda med det, til en ny talentchef var på plads.

Lars Friis fik tilbudt en mulighed, man I AGF ikke vil stå i vejen for, da en del af tiltrækningskræften ved at være assistentræner i AGF skal være at udvikle sig til at blive cheftræner. Og “PC”, som er blevet et lidt “betændt” emne, valgte at skifte til et større budget og dermed også udfordringer, og skal ligegyldig måden det endte på honoreres for mange år i klubben.

Så den nuværende udskiftning bør ikke skabe større bekymringer end, at der nu er en ny “indkørselsfase” for det nye setup. Den manglende bekymring er da også opfattelsen ude i fodboldmiljøet, hvor folk er begyndt at se anderledes på AGF og “galehuset” er blevet til “geniale-huset” i stedet.

“Der er ingen tvivl om, at meget af det vi hører, også når jeg har været på udkig i rekrutteringen, er, at folk godt ved vi står et andet sted, med en anden kontinuitet og et helt andet setup end tidligere. Og ja faktisk også en anderledes tro på tingene, styr på økonomien, et nyt stadion på vej, og en infrastruktur på Fredensvang der virker. Det er i hvert fald nogle af de ting, der meget går igen, af hvad jeg hører. Og at vi ikke er et “galehus” mere. Det er det, jeg hører, når jeg snakker med folk. Og det er jeg stolt af”

 

Dog understreger Jacob, at man ikke bare kan drage parallel mellem succes og at blive mere eftertragtet i en klub som AGF, da det ville neglicere vores historie og et længe diskutteret potentiale. I stedet bør man snakke om hvem og af hvilken årsag, folk nu er draget af AGF, og det er her det største skifte har været.

“Jeg synes egentlig altid, at AGF har kunne rekruttere fra en høj hylde måske også i sammenhæng med, at de fleste gerne vil være en del af det her med, hvordan skal man sige det, at rykke i det så omtalte “sværd”. Det er jo ikke kun forbeholdt cheftræneren at rykke i det, der er jo mange, der er med til at rykke i det samtidig. Det er uanset, om man kan være med til at gøre det som assistenttræner, sportschef eller for den sags skyld i den kommercielle afdeling, så vil alle gerne lykkes med det, så jeg føler egentlig, at AGF tiltrækningskraft i mange år har været stor. Det jeg synes ikke, er blevet anderledes. Men det kan da være, at hvis du spurgte Haysen eller andre, at de ikke ville have ville være klar til AGF tidligere, da de ville se kontinuitet og stabilitet. Og det er nok heller ikke en skidt ting”

 

Transferstrategien har været med to formål: Stå stærkest her og nu, og gi’ Haysen mulighed for at sætte sit præg til sommer

Der var store roser fra Jacob, da snakken så faldt på den nye sportschef, der tiltræder til marts. Her har processen været sund og man har taget sig den tid, det tager at finde det helt rigtige match, mener Jacob:

“Jamen, som jeg også har sagt i pressemeddelsen, så er valget taget ud fra nogle kriterier, vi har sat op i klubben, bl.a., at vi gerne vil have en dansker med stor erfaring fra lignende job til Superligaen, og det samme med hensyn til profilen kan man sige. I forhold til den var det vigtigt, at man oplevede det rigtige match i forhold til værdier og kemi selvfølgelig. Så ja, det har været de primære faktorer, der har spillet ind”

 

Derfor har det også været vigtigt for Jacob at give hans nye mand, ja faktisk hele den nye stab, de bedste muligheder for sætter deres præg på den sportslige retning fra sommeren 2021. Hvilket har været en af hovedårsagerne til de mange lejeaftaler, vi har set, samt at man skal række ud efter resultaterne her og nu!

“Ja, det har været begge dele. Altså det har været en øjeblikssituation i forhold til Covid-19, hvor vi har ønsket en større bredde i truppen, og derfor har vi lejet spillere. Og kombineret med, at der skulle en sportschef ind, så har jeg ikke ønsket at lukke et midterforsvar på længerevarende aftaler, men ladet det stå mere åbent. Men også fordi, at jeg tror på, at vi kan få et bedre marked, hvis vi i salgsafdelingen og på de andre parametre kan blive ved med at udvikle os økonomisk, så er planen jo også, at vi skal kunne være mere udfordrende på både transfermarkedet og i rekrutteringen af nye spillere, og der synes jeg bare, at Covid-19 også er med til at gøre, at der dukker noget endnu federe op i fremtiden”

 

Derfor var det også en tilfreds agerende sportschef, der kunne evaluere den trup, der nu træder ind i forårssæsonen med førstepladsen inden for rækkevidde og stadig med en smule distance ud af top 6.

“Som jeg også sagde før transfervinduet, jeg synes det er en god trup, som jeg har stor tillid til. Derfor følte jeg heller ikke, at der var så vanvittig meget arbejde, der skulle gøres. Så det har jo ikke ændret sig egentlig. Jeg synes, det er en rigtig god trup og jeg er meget fortrøstningsfuld. Så det ser fint ud”

 

Man kan derfor se tilbage på et transfervindue, hvor man mere eller mindre blot skulle sige nej, samt at lappe de få huller, der opstod, hvilket har været overkommelig, mener Jacob, der har skulle jonglere i mellem de to roller som adm. direktør og sportschef.

“Det er jo ikke svært, det er jo bare at sige nej. Så det er ikke en opgave i sig selv, det behøver man ikke at være sportschef for. Det behøvede jeg jo ikke at være her for, men det er jo klart, at der er jo sket nogle pludselige udskiftninger, som vi ikke selv har været helt herre over, f.eks. med Backman. Men måske også i forhold til Lars Friis, som jo havde udløb og som vi så besluttede at lade gå til Viborg. Så selvfølgelig har det været en opgave på den front og ellers så, ja så synes jeg egentlig, vi er styrket”

 

Men selvom Jacob neglicerer det med at sige nej en smule, så understreger han dog også, at det kun er pga. de gode forudsætninger, man i AGF har skabt sig selv over tid, at man nu kan stå fast i for eksempel forhandlinger omkring Casper Højer. Dog skal det at Højer endte med at blive, ikke ses som et statement, men statementet for det styrkede AGF skal ses i forudsætningerne.

“Det synes jeg, vi har været undervejs med hele tiden. Vi har hele tiden haft en ambition om, at vi skal gå styrket ud af samtlige transfervinduer. Og det er jo svært, når profiler som f.eks. Bundu og Ankersen forlader klubben af forskellige årsager. Jeg synes, altså f.eks. i forhold det med Højer, at man skal tænke på, at vi i AGF også er et sted, hvor vi til fodboldbranchen, til spillerne og til dem vi rekruterer, skal vise, at vi kan sælge spillere videre, så det er ikke fordi, at vi ikke vil sælge Højer, men vi følte bare ikke, at det rigtige match har været der”

“Så det hænger jo også sammen, altså f.eks. med, at vi kun har én reel backup i Gersbach, som har været meget skadet og vi vil være nødt til at have en mere osv. Og det har vi ikke kunne finde, så der er flere ting, der gør sig gældende i det, men for mig er det ikke et statement. Det der er et statement, er vel egentlig bare, at det beviser vores forretningsmodel virker. Fordi havde vi været i økonomiske problemer, som klubben har været i rigtig rigtig mange gange før, så havde været nødtvunget til at sælge Højer, når der nu kommer et tilbud for at få penge i kassen, men det er heldigvis ikke der, vi er. Så det bedste svar er vel, at statementen ligger mere i, at vi har formået den del i det”

 

Den efterhånden styrket position vidner om stærke strategiske træk, men vi er langt fra i mål!

Da man tilbage i juni 2014 hentede Jacob Nielsen til, fra lillebroren mod nord, så var det med én klar men svær mission: Der skulle penge i kassen på en sund måde, men hurtigt. Her har én ting især været det store fokus for Jacob, og det har været sponsorerne.

“Jamen altså jeg synes jo, det er der (Red. på sponsorindtægter), at vi har kunne gøre den største udvikling hurtigst. Der er jo ingen tvivl om, at jeg fra starten har syntes, at der var nogle områder, som man kunne rykke sig på og gøre bedre, ud fra de erfaringer jeg har fra Superligaen og fra en mindre klub. Der var ingen tvivl om, at jeg syntes, at potentialet var væsentlig større i AGF end man præsterede, og det er vi selvfølgelig lykkedes med, men jeg synes ikke, at vi har nået vores maks endnu”

“Lige nu ligger vi på 65 millioner kroner sponsormæssigt og det er klart, at det er jo en voldsom forøgelse i forhold til, hvad det var fra år tilbage. Der lå den på omkring de 30 millioner, da jeg startede her. Så det skal vi bare fortsætte med at forbedre”

 

Og lige netop den sidste linje er vel nok nærmere det, der karakteriserer vores nuværende direktør, som ikke blot har skabt stabilitet og ro omkring klubben, men hans ægerighed efter mere, er hvad der i stor grad har drevet udviklingen, og kommer til at drive den fremadrettet.

“Aarhus har stadigvæk et stort potentiale, der er stadigvæk mange virksomheder, som vi skal have med i forhold til at skabe værdi. Derudover, så er det klart, at sådan noget som det at tilbyde dem nogle mere digitale løsninger er fremtiden. Vores ambition er at være Danmarks bedste, og det tror jeg, vi er godt på vej til”

 

Sponsorerne og de digitale løsninger er dog ikke de eneste parametre, der skal være med til at bringe AGF op på en endnu højere hylde økonomisk.

“Og så har du selvfølgelig stadig noget at gå på endnu i forhold til sponsorer, og så kommer der jo også et nyt stadion, og så er der pludselig endnu mere at gå på, ikke? Men der hvor vi skal rejse os, er der ingen tvivl om, er på match-day indtægter, på merchandise og det skal det nye stadion også hjælpe med. Og så bliver der europæiske indtægter og så transfer. Det er egentlig de ting, som du kan sige er afgørende. Så det er alle parametre, vi skal rejse os på. Og det har vi også i tankerne at gøre!”

 

Man siger jo så ofte i forretningsverdenen, at man kan “tilpasse sig eller dø”, hvilket helt ubarhjertigt minder om savannen i Afrika, hvor man er nødt til at spise eller blive spist. Dette har i stor grad været noget af det, man ikke har været gode nok til i AGF, hvilket rædselskabinettet i starten nærmest cementerer i granit. Man så potentialet og understregede historien, men man nægtede at indse realiteterne, som gjorde man bare langsomt dalede.

Derfor hylder vi på MTAC især det, at man med Jacob i spidsen udover stabilitet også har turde igen at påtage sig det postulat, som så mange har grinet af os for at tage på os før – nemlig at vi skal være Danmarks bedste, da der nu endelig virker til at være hold i det!

Selvom det i første omgang skal være på digitale løsninger eller på sponsorfronten, så tror vi på, at ambitionerne er med til at bringe os imod det mål, vi alle drømmer om -at vi igen skal blive en af Danmarks førerende fodboldklubber. Selvfølgelig er der stadig lang vej, men med Jacob i spidsen, en stærk organisation bag ham, der også fortjener ros, og en ledelse over ham, lige så, så føler vi os lige i trygge hænder på bagsæddet med Jacob ved rattet.

Er I enige med vores tanker eller har vi ladet os rive for meget med? Og hvad tænker i generelt om de ting Jacob kunne fortælle? Er I trygge ved det nye setup, de store ambitioner og det seneste transfervindue?

Kom gerne med jeres tanker og holdninger i kommentarfeltet!

Vil du læse mere om overvejelserne Jacob og hans team gjorde sig på transferdeadline-dagen og i forhold til den store bredde truppen efterhånden har, så læs vores artikel: “Jacob Nielsen til MTAC: Vores kabale er gået op, så vi forsøger kun at få lejet et par spillere ud”

Få notifikation
Notifikation ved
8 Comments
mest bedømte
nyeste ældste
Inline Feedbacks
View all comments
msdhansen
3 måneder siden

Flot artikel, meget velskrevet. Godt arbejde MTAC

kimBo
3 måneder siden

Godt arbejde! JN er det bedste der er sket for klubben siden 90erne.. Den vilje og det drive har været med til at vækste klubben essentielt!

RygKlapper
3 måneder siden

Er nødt til at genaktivere mig selv for en stund, så jeg kan rose jer for denne artikel. Det er virkelig flot arbejde og en meget velformuleret, gennemtænkt artikel. Imponerende.

Eraticator
2 måneder siden

Morethanaclub var i rigtig mange år mit daglige AGF fix, men har ikke været det de sidste 3-4 år, da jeg synes nyhedsstrømmen og kvaliteten blev alt for ringe. Sådanne artikler her, er dog aldeles fremragende, og jeg er sikker på det ville kunne trække mange brugere tilbage til sitet. I forhold til indholdet, så snakker vi meget om hvor skidt det er at vi har mistet PC. Imo ville det være en langt større streg i regningen, hvis Jacob Nielsen skulle finde på at forlade skuden, så lad os håbe kaptajnen bliver ved roret i mange år frem i… Læs mere »