Interview med Peter Rudbæk: 96-sæsonen var det største for mig – Del 2 af 2

0
Peter Rudbæk kåres som Årets Træner i 95/96, på trods af, at AGF lige akkurat missede guldet. Foto: Ernst van Norde - Scanpix (Nordfoto)

Peter Rudbæk har oplevet hele følelsesregistret i sin tid i AGF, men der er naturligvis noget der står klarere end andet. Et årstal og en bestemt dato, der nok aldrig forsvinder.

Der er et svært modsætningsforhold i den unævnelige kamp den 12. maj 1996, der i sidste ende kostede AGF guldet, samtidig med at det var den beste sæson AGF nu har haft i to årtier. Men lad os starte et andet sted. Lad os starte med at høre den nuværende trænerudviklingschef i DBU omkring trænerens rolle i Superligaen:

– Dengang havde træneren virkelig meget at sige. Der var en direktør og en bestyrelse, men træneren var for det meste ansigtet udadtil. Jeg kan huske da jeg kom hertil, så spurgte en eller anden “hvordan vil du komme til København, du, du, du hele tiden”, det er slet ikke min stil, der hedder det “vi”. Jeg tror man i mange tilfælde overeksponerer trænere, og rollen i dag som træner er mere udsat for pres, fortæller Peter Rudbæk og fortsætter:

– Træneren i dag har jo mange flere hjælpere. Jeg havde en målmandstræner og en assistenttræner. I dag er der nærmest behov for en ekstra bænk fordi der så mange aktører omkring et hold.

Peter Rudbæk er kendt for mange ting i AGF, blandt andet det legendariske interview om pokalsemifinalen mod Herfølge. Men der er ét bestemt nedslag i karrieren som hverken han eller fansene vil bruge alt for meget hjernekapacitet på:

Læs også: AGF henter tocifret millionbeløb

Det er hverken for at plage dig eller vores læsere, men vi kunne alligevel godt tænke os at høre, hvor meget sådan noget fylder hos en træner og spillere?

– Det fylder rigtig meget. For nyligt var jeg sammen med det 96-hold og skulle spille en såkaldt showkamp, så det betyder meget. Jeg brugte også meget tid på at fortælle spillerne det første år, at vi først ville få rigtig ro på når vi havde vundet en pokal, ellers ville vi blive ved med at snakke om det. Jeg kan huske, at 10 år efter 1996 blev jeg ringet op af diverse medier, 20 år efter var det samme og sådan bliver det ved. Dengang, dengang, dengang. Det er selvfølgelig glædeligt for vi andre at man kan huske det, men det er jo desværre fordi det er det eneste man har vundet.

– Nu er der ikke noget der er synd for voksne mennesker. Men det er ærgerligt for dem der spiller nu, at de skal gå og høre på det der. For der er opfundet fine kaffemaskiner og telefoner siden 1996. Men det var stort.

Apropos pokalen. Så har det, sammen med sølvsæsonen, været de to største succesnedslag i AGF i længere tid. Er det dét du særligt gerne vil huskes for som træner for AGF, eller er der andre ting der er vigtigere?

– Jeg synes det største for mig var 96-sæsonen, fordi vi jo var med hvor det var sjovt. Vi møder Brøndby fire gange, vinder tre og spiller en uafgjort, og hvad er det så for en kamp man husker. Den vi spiller 3-3. Jeg kan huske en eller anden leder sige til mig, at det ikke må lade sig gøre at sætte en 3-1 føring over styr, og så kunne jeg sige til vedkommende, et stykke tid efter, da United vinder Champions League-finalen på et minut, at det sker andre steder i AGF. Man kan altid efterrationaliserer, men der er i hvert fald to kampe jeg ikke har set siden de blev spillet, selvom jeg har dem på video, det var 3-3-kampen mod Brøndby og den vi vinder i Europa Cup’en mod Nantes.

Læs også: AGF henter tocifret millionbeløb

Særligt kampen mod Nantes var utrolig. Her skrev Lars Windfeld sig i historiebøgerne som den ottende spiller, der fik karakteren 10 i den franske avis L’Equipe. Naturligvis med spillere som Neymar og Messi ved siden af. Og det er netop derfor Peter Rudbæk hverken ønsker at se den største nedtur i AGF-tiden samt den største optur.

– Jeg ønsker ikke at se hvordan det i virkeligheden var. Det var jo en fantastisk oplevelse (Nantes-kampen red.) og en fantastisk præstation. Jeg har en fornemmelse af, at om så Lars Windfeld havde stået på toppen af overliggeren, så havde de ramt ham alligevel.

Nutidens AGF set med Rudbæk-briller

Tre trænere på tre år vidner om, at det er svært at være træner i AGF. Men er det en varm kartoffel for trænere at komme til AGF, eller er det omvendt noget hvor man tænker, at her der et pres man sjældent ser i klubber på det her niveau?

– Jeg tror at mange trænere ikke kender presset før de står der. Jeg tror det var en fordel at jeg ikke boede i byen men kørte til og fra hver dag. Der er rigtig mange der godt kunne tænke sig at være træner i AGF, men det mindste af det at være træner i dag er at gå ud og træne med dem, det er alt det uden for banen der fylder. Det handler om at kunne tage presset og kunne kommunikere med en masse forskellige.

Hvordan vil du så vurdere David Nielsen?

– Nu kender jeg David ret godt. For mig er det ikke overraskende at han klare sig godt kommunikativt og at han kan sætte et hold op. Hvis han har de rigtige folk omkring sig, så er han en rigtig god løsning for AGF. Han er iskold.

Hvad vil du mene den største bekymring for AGF er i dag?

– Jeg ved ikke om der er nogle bekymringer. Nu var jeg for nyligt forbi Fredensvang, og jeg kan ikke komme i tanke om et smukkere anlæg, så der mangler der ikke noget. Byen summer af fodbold og der er egentlig rigtig mange ting, som er præcis som de skal være.

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved