Interview med Leon Andreasen del 1

0

Leon Andreasen er en af de GF’ere, der i den grad har gjort sig bemærket på landsholdsscenen og vundet hjerter iblandt fansene. Leons fighterånd har været indbegrebet af AGF-DNA og kærligheden har altid virket gensidig. Så ta’ med på en tur ”down memory-lane” med vores helt egen Leon Andreasen i dette interview.

Skulle man tage en snak med en hvilken som helst dansker om det danske herrelandsholds fodboldhistorie, så går der nok ikke mange sekunder før årstallet 1992 bliver nævnt, og mere specifikt datoen d. 26. juni 1992. Dette er uden tvivl den danske fodboldhistories højdepunkt.

Dog kan mange nok også huske juni-måned for andet, da man i året 2007 spillede en altafgørende kvalifikationskamp i Parken om at komme med til EM 2008. Modstanderen var vores naboer fra den anden side af Øresund og scenariet var klokkeklart for det danske hold: Kun tre point kunne holde håbet om EM i live.

Kampen var da også lidt ekstra speciel for den dengang 24-årige tidligere AGF-spiller, Leon Andreasen. Leon havde på daværende tidspunkt spillet over 30 bundesligakampe i klubberne Mainz 05, som han var udlejet til i den sæson, og Werder Bremen, som købte ham fra AGF i sommeren 2005 for i omegnen af 10 millioner kr.

Leon startede på bænken den dag i Parken i 2007 og herfra kunne han se sit hold kollapse fra start. Efter blot 7 minutter kunne den tidligere Brøndby IF-spiller Johan Elmander bringe svenskerne på 1-0. Elmander scorede endda igen til 3-0 efter blot 26 minutters spil.

Efter et hjørnespark i det 34’ minut, hvor Daniel Agger kom højest og headede bolden ind til 1-3, signalerede Morten Olsen til Leon, at det var tid til at komme på banen. Leon erstattede Jan Kristiansen og kampen skulle vise sig at blive en af karrierens helt store højdepunkter og lavpunkter i en og samme omgang for Andreasen:

”Min bedste og samtidig også værste oplevelse i landsholdstrøjen var i sommeren 2007, hvor vi spillede 3-3 mod Sverige i Parken. Jeg bliver skiftet ind i det 35. minut til stillingen 1-3 bare minuttet efter Agger har bragt lidt håb tilbage i truppen. Jeg kommer ind i stedet for Jan Kristiansen, som havde spillet en af sine dårligere kampe.”

 ”Det er et af de vildeste comebacks, jeg har oplevet i min tid som fodboldsspiller. Vi var nede 3-0 og jeg kommer ind og ender med at score målet til 3-3. Jeg kan stadig huske, hvordan hårene rejste sig i nakken, da bolden gik ind og stadion bare sprang i luften af jubel.”

Men som Leon selv nævner, så skulle kampen desværre ikke huskes for det fænomenale comeback, men i stedet en sekvens af uheldige episoder i de døende minutter.

Svenskerne var helt på hælene og kom ikke frem til det store, men pludselig da alle øjne var rettet mod bolden ude omkring sidelinjen hørte man dommer Herbert Fandels fløjte lyde og han spændte straks ud til linjedommeren, som havde set noget ingen andre havde set. Derefter løb han konsekvent hen til Christian Poulsen, som fik det røde kort, og derefter pegede Fandel på straffesparkspletten.

Comebacket syntes pludselig nytteløst, og det skulle det også blive, da fodboldfanen, der efterfølgende blot blev kendt som ”fodboldtossen”, løb på banen og slog ud efter kampens dommer. Danmark blev, som alle nok husker, taberdømt og EM 2008 udeblev:

”Omvendt så var den kamp tilbage i juni 2007 også en af mine værste i landsholdstrøjen. Man gik jo fra at være helt oppe i skyerne og spillede virkelig på en følelse af momentum. Vi kunne seriøst gå på skyerne og jeg er stensikker på, at vi kunne have vundet den kamp, men vi endte totalt nede i kulkælderen, da Poulsens hjerneblødning skulle koste os til sidst. Så det er på alle måder en kamp, jeg og nok også resten af Danmark aldrig glemmer.”

 

Som et led i en temarække af interviews har vi på MTAC sat os for at få en snak med tidligere AGF-spillere, som alle har det til fælles, at de nåede at spille på det danske landshold. Vi tager en snak med dem om tiden i AGF, tiden på landsholdet og tiden efter fodbolden, og her i første interview har vi snakket med midtbanemotoren og forsvarskriger Leon Andreasen.

Så få fyldt kaffekoppen op og ta’ en tur ned ad mindernes allé med spilleren, som vi nok alle husker for hans store fighterindsats og mandsmod, men også hårde skadesperioder og et tidligt karrierestop. Leon Andreasen.

 

Begyndelsen:

Leon Hougaard Andreasen er født og opvokset i den lille jyske by Aidt ved Thorsø lidt uden for Bjerringbro. Leon kom allerede i en ung alder under vingerne på en tidligere AGF-spiller nemlig Lars Lundkvist, som dengang havde sin daglige gang på Hessel Gods fodboldskole.

Lundkvist så tidligt et kæmpe potentiale i Leon og spåede ham en stor fremtid. Ifølge Lars Lundkvist var det den mentale indstilling og attitude, der bragte Leon frem, det fortalte han tilbage i 2003 til Jyllands-Posten:

“Han er lærevillig, træningsivrig og fremfor alt ydmyg. Han er i modsætning til mange andre altid parat til at erkende, at han kan blive bedre, og det vil gøre ham bedre. Han besidder en konstant høj tænding. Arbejder hårdt for at blive god, for han var ikke et talent fra naturens hånd, men har altid troet på, at han kunne blive god. Det gør ham også til en drøm at arbejde med. Han hører efter og gør, hvad han får besked på”

Dette er nok også de værdier som mange AGF-fans vil huske Leon for. Leon skiftede i 1999 fra ungdomsklubben, Hammel GF, og ind til ungdomsafdelingen i AGF. Her skulle der dog ikke gå mere end 2 år før Leon i 2001 skulle blive en del af førsteholdstruppen. Leon husker dog tilbage på skiftet fra ungdomsfodbolden som hårdt og præget af tilfældigheder:

”Det var et kæmpe skridt, der skulle tages dengang sådan at gå fra ungdomsfodbold til førsteholdstruppen. Jeg fik muligheden, da Jesper Andersen brækkede kæben på en træningslejr, hvorefter jeg hurtigt blev fløjet derned.”

“På træningslejren begyndte jeg at lære gutterne at kende, men det var en hård uddannelse i et stærkt hierarki med nogen hårde hunde, men det er jeg ikke i tvivl om, at jeg havde godt af.”

Leons hårde arbejde og fighter-indstilling gav dog hurtigt pote ved den daværende AGF-træner John Stampe, for allerede i 10’ende runde af sæsonen 01/02 blev det til debut for den dengang 18-årige Leon Andreasen. Han erstattede midterforsvaren John Sandberg i det 79’ende minut i en hjemmekamp mod Silkeborg, hvor hele familien så stolt med fra tribunen:

”Det var meget specielt for mig at debutere, og så endda på hjemmebane. Det betød utrolig meget for mig og hele min familie, så det er uden tvivl noget jeg aldrig glemmer”. 

Debuten skulle vise sig at blive startskuddet til en hel del spilletid for den unge Leon, som startede inde allerede kampen efter i Parken mod FCK, og derefter blev noteret for 15 kampe af de resterende 22 i den sæson.

Der skulle da heller ikke gå mere end 5 kampe i den ”hviie” trøje før Leons første GF-mål skulle blive en realitet, trods pladsen som midterforsvar. I en udekampe mod Vejle BK d. 18/11 2001 kunne Leon nemlig bringe AGF foran med 1-0 efter blot 6 minutters spil og sågar også fordoble føringen bare 15 minutter efter. Andreasen tilskriver især træner John Stampe en stor del af æren for hans gennembrud:

”John Stampe var hovedårsagen til, at jeg slog igennem som jeg gjorde, og at jeg blomstrede, som jeg gjorde lige fra start. John troede virkelig på mig og kunne se noget i mig, selvom jeg til tider trænede og spillede som en sæk nødder. Det er jeg ham utrolig taknemlig for. Trods en ringe placering den sæson, så er det svært at ønske sig en meget bedre start som ungdomsspiller.”

 

Fast mand:

Efter en første sæson med 17 kampe, hvoraf 12 af dem var fra start, og 3 mål som midterforsvar, havde Leon Andreasen hurtigt gjort sig til en fast bestanddel af AGF-holdet. Sæsonen efter brændte den nu 19-årige spiller for alvor igennem og blev noteret for hele 32 kampe ud af de 33 mulige.

John Stampe takkede af som træner i sommeren 2002 og i stedet overtog Poul Hansen holdet.

Poul Hansen fik for alvor øje på Leons alsidighed og udvidede dermed Leons spiller-CV med spilletid på både backen og midtbanen. Dette skulle vise sig at være et smart træk, da Leon betalte tilbage med hele 8 mål i den sæson. Leon selv, husker især tilbage på hjemmebanekampen mod FCK d. 23/03 2003, som et af sine helt klare højdepunkter i AGF-trøjen:

”Jeg husker især gerne tilbage på en helt speciel kamp mod FCK tilbage i 2003. Vi havde overvintret på en 9. plads kun 2 point over Viborg FF under stregen og skulle starte med at møde førstepladsen fra København.”

“Et FCK-hold med profiler som Peter Møller og Sibusiso Zuma. Vi kommer bagud 2-0, men jeg scorer så to mål på de sidste 15 minutter. Især den sene udligning husker jeg tydeligt!”

Leon har altid været en spiller med hjertet uden på trøjen, som man siger, og det har man kunne se på både hans spillestil og ageren udenfor banen.

Der er ingen tvivl om, at dette i stor grad er en del af hans personlighed, men Leon mener selv, at det også har været den slags spillere, der har inspireret ham og betydet noget for ham i sin tid i AGF:

”Som sagt tidligere er en af de personer, der har betydet mest for mig og min karriere, John Stampe. Han var ikke blot en træner som troede på mig, men også en type spiller og person, som jeg så meget op til.”

“Derudover har jeg især lært meget af spillere som Stig Tøfting og Brian Steen Nielsen. Dem kunne jeg virkelig godt lide at læne mig op af, så kunne jeg også få lov til at lave lidt svinestreger uden, der rigtig blev sagt noget til det.”

Leons resterende tid i AGF trøjen bød på både op- og nedture. Dog kunne man ikke komme udenom den unge midterforsvars store betydning for holdet.

Efter sæsonen 04/05 gik den dog ikke længere, vingerne var veludvoksede, og fuglen var klar til at flyve fra reden. Den tyske storklub Werder Bremen var klar til at lægge i omegnen af 10 millioner kroner for den 22-årige midterforsvar. AGF takkede ja, og Leons eventyr skulle fortsætte i det tyske. Leon husker tilbage på skiftet med blandede følelser:

”Thomas Schaaf, den daværende Werder Bremen træner, havde været på Aarhus Stadion og se os spille i en kamp, hvor vi vandt 3-2 og jeg scorede en kasse. Det er derfor sådan med ens karriere som fodboldspiller, at det kræver altså også bare en vis del held en gang i mellem, da man skal præstere når de store klubber kommer og ser en spille. Held og psyke. Og da tilbuddet så kom, ja, så var det bare for stor en oplevelse til at takke nej til.”

”Der har været en hel del skæve oplevelser i min tid i AGF, men det skal der være i en klub som AGF. Det var hårdt at tage afsked med klubben, da mit hjerte altid vil være hvidt og AGF har de bedste fans i Danmark. Jeg har selv et par kammerater blandt fansene og havde selv fornøjelsen af at stå og skråle med dem i Pokalfinalen, så AGF vil altid have mit hjerte.”

 

I del 2 af interviewet med Leon Andreasen zoomer vi ind på tiden på landsholdet og snakker med ham om, hvordan det var at stoppe som fodboldspiller, hvorfor han aldrig kom tilbage til AGF og hvordan han ser på det nuværende AGF-hold, så læs med næste gang.

Ellers er I meget velkomne til at komme med ris og ros i kommentarfeltet, eventuelle forslag til hvem vi ellers skal snakke med og jeres bedste minde om Leon Andreasen.

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved