Interview med John Sivebæk – Del 2: Om landsholdet og tiden i AGF

2
AGF-AAB. -TIPSBLADET. John Sivebæk, AGF, i kamp mod AAB april 6, 1997. Th.: AABs Søren Frederiksen. Erik Jepsen/NORDFOTO 1997

 

I 1. del af vores store interview med John Sivebæk, kunne du bl.a. læse om Sivebæks syn på 80’ernes dueller mellem Vejle Boldklub og AGF. Sivebæk fortalte også om en hjertefejl, der var ved at koste ham skiftet til Manchester United. 

Af Rasmus Thomsen

 

Her i del 2 kan du blandt andet læse om hvorfor Sivebæks karriere ikke sluttede i Vejle Boldklub, men i AGF. Du kan også læse om tiden på landsholdet og et ufrivilligt landsholdsstop.

 

Uenigheder med Vejle Boldklub

Efter en flot karriere i udlandet, rykkede John Sivebæk hjem til barndomsklubben Vejle Boldklub i midten af 90’erne. Men efter knap 300 kampe for VB, drog vejlenseren nordpå til Aarhus og AGF. Men burde karrieren ikke være endt, der hvor det hele startede for europamesteren?

”Jo det kan godt være, men sådan blev det ikke. Af forskellige årsager. Tilfældige årsager vil jeg næsten sige. For det var selvfølgelig naturligt for mig, at jeg skulle hjem til Vejle, da mit udenlandseventyr skulle slutte.”

Sivebæk nåede at spille i Manchester United, AS Saint-Étienne, AS Monaco og Pescara inden han skiftede hjem til Danmark.

Vejle Boldklub var dog i en anden forfatning, end da Sivebæk havde forladt klubben omkring 10 år tidligere.

Klubben var nu at finde længere nede i rækkerne. VB var i kvalifikationsrækken, som det hed dengang, og Sivebæk skulle hjælpe klubben tilbage i 1. division. Missionen lykkedes og herefter spillede Sivebæk endnu en sæson i VB. Men herefter opstod der uenigheder mellem klubben og ”Siv”.

”Men så går der noget galt i forhandlingerne med klubben. Lang historie kort, så kommer jeg hjem til Vejle på meget fornuftige vilkår. Så forlænger jeg året efter, på endnu bedre vilkår for Vejle. Der spiller jeg næsten gratis.”

”Og da vi så bliver i 1. division, skal jeg så forlænge igen, men der kan vi simpelthen ikke blive enige. Der mente jeg, at jeg skulle til at have noget for at spille der, og for den tid jeg brugte på det. Men det havde Vejle ikke helt samme holdning til. Så det gik lidt i hårdknude. Måske blev jeg lidt stædig og stejl på det. Dybest set betød det jo ikke noget, men jeg syntes der var nogle principper i det.”

 

Landsholdkollega opfordrede til AGF-skifte

Efter uoverensstemmelserne med VB, overvejede John Sivebæk sine muligheder. Og efter en snak med en tidligere landsholdkollega, europamester og AGF-spiller, endte han på Fredensvang hos ”De hviie”.

”Men så kendte jeg jo Torben Piechnik fra landsholdet, og vi snakkede lidt sammen. Og så sagde han, var det ikke noget at komme til AGF?” 

”Jo hvorfor ikke, tænkte jeg. Dengang var det jo en større klub. Altså det var en stor klub dengang. Større end Vejle, som jo havde været nede at vende og som var på vej tilbage igen.”

”Så jeg vælger at tage et møde med AGF og Peter Rudbæk og hører lidt om planerne. Og det fungerede bare rigtig godt. Jeg havde en rigtig god fornemmelse med det fra dag ét.”

I sæsonen 1996/1997 endte John Sivebæk i AGF, da han tilsluttede sig holdet, der spillede med i toppen af ligaen.

Sivebæk var på det tidspunkt halvtids-prof, da han havde et job ved siden.  I første omgang skiftede han til AGF på en halvårlig aftale. Kontrakten blev dog forlænget med yderligere et halvt år. Dermed endte det med ét år i AGF for den tidligere europamester.

 

”Et super godt år”

På trods af at Sivebæk kun endte med at spille i AGF i én sæson, endte klubben med at gøre stort indtryk på den tidligere landsholdspiller med det flotte CV.

Og 1996/1997 sæsonen var da også en rigtig god sæson for både Sivebæk og holdet. Og Sivebæk kunne godt mærke at AGF var noget helt særligt.

”Jeg må sige at det var et super godt år for mig. Det var egentlig dejligt at prøve at spille i en anden dansk klub og opleve en anden kultur, i en anden dansk klub. Og jeg kunne mærke fra dag ét, at AGF bare var en stor størrelse.”

”Ikke fordi Vejle ikke var professionelle, men AGF var bare den tand mere professionelle. Dejlige holdkammerater, fantastiske ledere og i det hele taget, var det et super år jeg havde i AGF. Dejligt publikum, fantastiske fans, meget entusiastiske, mere end VB’s faktisk.”

1996/1997 sæsonen er samtidig sidste gang, hvor AGF vandt medaljer i Superligaen. Dengang blev det til et sæt bronzemedaljer.

”Vi var superglade og det var et super år vi havde. Vi var tæt på at få sølv jo, men fik det ikke.”

Sjovt nok var det Vejle Boldklub, der endte med sølvmedaljerne i den sæson.

 

”Det er en klub, som har en plads meget tæt ved mit hjerte”

Efter det ene år i AGF, endte John Sivebæk med at trække sig tilbage som professionel fodboldspiller.

Da ”Siv” kom til Aarhus i midten af 90’erne var AGF et tophold – ligesom dengang i 80’erne hvor Sivebæk og Vejle bl.a. kæmpede mod AGF om medaljerne. Sivebæk oplevede da også AGF, som en unik klub.

”Man kunne mærke at det var en storklub, som havde været igennem mange ting. En af de største i Danmark. Forstået på den måde at man havde en mere professionel tilgang til mange ting.”

“Jeg ved godt at Fredensvang allerede var gammelt dengang, men alligevel var der noget kultur og noget ånd, noget klubånd. Og så fanskaren man har, meget entusiastisk og som går op i det. Jeg synes det var lækkert at se.”

”Når man kom til Fredensvang, var der altid nogen der kom og snakkede osv. Det var bare noget helt specielt. Det tror jeg alle kan snakke med om. Jeg var der så kun i et år, men jeg tænker også på dem der har været der i 10 år. Det er jo derfor de har det hvide hjerte. Det er jo på grund af det. Alt det der er skabt undervejs.”

På trods af knap 300 kampe for en anden dansk klub, endte John Sivebæk også med at kalde sig ”AGF’er”. Han erkender da også at han følger klubben ekstra meget i dag.

”Jeg ser egentlig også mig selv som “AGF’er”, selvom jeg er opvokset i Vejle. Selvom det kun var et år, så føles det egentlig som om, at jeg har været der i flere år.”

”Det er en klub som har en plads meget tæt ved mit hjerte, og de gode oplevelser som jeg havde i det år, det er ikke noget man glemmer. Det er noget man husker, og det er derfor det sidder så tæt på en.”

 

AGF er en attraktiv klub

I dag arbejder John Sivebæk som agent, og han er bl.a. manden bag Thomas Gravesens skifte fra Everton til Real Madrid. Et skifte som Sivebæk kalder sin største bedrift i fodboldverdenen efter afslutningen på sin egen karriere.

En af de spillere, som Sivebæk repræsenter i dag, er AGF-profilen Mustapha Bundu. Qua jobbet som agent, har Sivebæk et godt indblik i hvordan spillere rundt omkring ser på AGF, som klub i dag.

Og til spørgsmålet om AGF er en attraktiv klub, er han tydelig i sit svar.

”Ja det mener jeg klart det er. Det tror jeg altid det har været for øvrigt. Men det er det også i dag ja.”

”Der er jo ingen tvivl om at der er store forventninger til holdet og til de spillere der kommer til AGF, sådan er det. Og det skal man selvfølgelig kunne leve med. Ellers så bliver det svært. Men det er også en fantastisk klub når det går godt og der kommer jo hurtigt 20.000 på lægterne hvis det går rigtig godt. Så på den måde er det jo en meget spændende klub at være i.”

“Men der er også nogle forventninger. Går det skidt, så skal man også forvente at man får nogle hug, fordi der er den opmærksom omkring klubben. Men det synes jeg kun er positivt. Og det er jo også med til at motivere spillere og gøre dem bedre.”

 

Landsholdet – debut under Sepp Piontek

Man kan ikke sige John Sivebæk uden også at nævne landsholdet. Hele 87 A-landskampe blev det til for ”Siv”, hvilket gør ham til spilleren med 12. flest landskampe nogensinde.

Allerede i 1982 debuterede 21-årige John Sivebæk på landsholdet, under ledelse af Sepp Piontek.

Efter landsholds-debuten så Sivebæk sig ikke tilbage. Han deltog bl.a. i fire slutrunder, i henholdvis 84´, 86’, 88’ og 92’.

I sine 87 landskampe blev det kun til et enkelt mål. Men hvilket mål. Som man også kunne læse i del 1, scorede Sivebæk et mål i Irland tilbage i 85’, som fik stor betydning for den videre karriere.

”Jeg tror det mål jeg lavede i Irland betød alt for mig. Eller den kamp jeg spillede i Irland. Måske ikke så meget målet, men mere kampen, hvor jeg spillede en af de bedste landskampe jeg nogensinde har spillet.”

“Der er ingen tvivl om, at det var med til at skubbe til de klubber, der havde kigget lidt på mig. De kom til at se på mig for alvor efter Irland-kampen.”

Målet i Irland var muligvis årsagen til, at danskeren endte i mægtige Manchester United. Men målet var kun startskuddet til hvad der ellers ventede for Sivebæk.

”Men altså så har jeg jo haft en flot karriere derudover, for det var jo først dér det reelt startede jo. I 84’, 86’ og 88’ i Tyskland. Og så selvfølgelig med kronen på værket i 92. Så det har jo kun været en opadgående kurve, også på landsholdet.”

 

Sommeren 92′

Det hele kulminerede i sommeren 1992 til EM i Sverige. Her endte Danmark, som bekendt med, at stå med pokalen til sidst.

Men hvorfor var det lige som “underdogs” i 1992, man skulle gå hele vejen, når man havde været større favoritter ved tidligere slutrunder?

”Det er jo rigtig nok. Vi fornemmede jo et eller andet sted at det bedste landshold var i 86’ i Mexico. Og i de år var der store personligheder og store stjerner, der spillede på landsholdet. Og da de fleste af dem gik på pension, så var vi nogen af dem der havde været med, som skulle tage lidt over. Vi var vel en fire-fem spillere på det tidspunkt og det gik ikke specielt godt faktisk.”

“Vi mistede også en del tilskuere, der var færre og færre fans til kampene. Jeg kan huske vi spillede en kamp mod Island tilbage i 1990 tror jeg, hvor vi var 6.000 mennesker i Parken. Og det var underligt for os og vi tænkte at vi var på vej mod nogle dårlige år.”

”Men så sker der jo det i 92-kvalifikationen, at Jugoslavien bliver frataget deres deltagelse, selvom de jo egentlig var kvalificeret. Og så bliver vi jo kaldt ind i stedet for. Og så kender vi jo alle sammen den historie, som jo er lidt vanvittig. Men der var ingen der kunne se, at det skulle ende som det gjorde.”

“Og det er jo det der er det gode ved fodbold, at det ikke er forudsigeligt på nogen måde og alt kan ske. Man er bare stolt af og glad for at man har været en del af den historie.”

 

Det folkekære ”80’er landshold”

I løbet af karrieren havde John Sivebæk mange store oplevelser. Han spillede for en storklub i England, han spillede med i toppen af den franske liga og han nåede at spille Serie A. Derudover blev det til et mesterskab og en pokaltitel med VB. Men ifølge Sivebæk er der ingenting der kan måle sig med sejren ved EM i 1992.

”Nej det er der ikke.  Det er noget der sidder som det øverste i en.”

Sejren i 92’ står i mange sportselskeres øjne, som den største begivenhed i dansk sport gennem tiderne.

Men på trods af det, er der stadig mange, særligt ældre fodboldfans, som snakker om ”80’er-landsholdet” som værende det mest folkekære landshold, hvilket Sivebæk godt kan nikke genkendende til.

”Vi havde jo en meget karismatisk træner kan man sige. Vi fik nye impulser og nye ideer. Og han havde en anden måde at gøre tingene på, end man havde været vant til på det danske landshold. Jeg har ikke haft nogen tidligere end Sepp på landsholdet. Men på ungdomslandsholdet havde jeg Richard Møller, så jeg kendte jo godt hans facon.”

”Men så kom Sepp og han havde en lidt anden tilgang til det. Men vi havde jo også nogle store personligheder rundt om i Europa på det tidspunkt. Og nogen som blev endnu større efter 84’.”

“Preben Elkjær, Frank Arnesen, Morten Olsen, Søren Lerby og Jesper Olsen, så der var jo mange store personligheder. Det var bare nogle profiler på storhold i Europa. Det kan godt være at fodbold er blevet mere mangfoldigt og der er også flere store hold. Og vi mangler måske bare de der, stjerner som vi havde dengang. Men der er også kommet meget mere fokus på det, og omtale omkring fodbold.”

Udover de store stjerner og personligheder på “80’er landsholdet”, mener Sivebæk også, at der er andre årsager til, at det hold står øverst i manges hukommelse.

”Og dengang var det jo første gang at Danmark rigtigt fik succes ved slutrunder og kom til slutrunder. Første gang vi kom til en slutrunde var i 84’ og vi fik stor succes. Og det kan folk jo godt huske. Når man har sådan en succes første gang, så er det jo tit det folk husker. Og det gør jeg også. Det var første gang at jeg var med til en slutrunde, og det var fantastisk at se de rød/hvide farver rundt i Frankrig. Det var helt unikt.”

”Og noget som jeg, som spiller også husker tilbage på. Så derfor kan jeg godt forstå at fansene også husker det.” Og det samme kan man sige om Mexico i 86’ jo.”

“Så jeg har forståelse for at man tænker tilbage på 80’er-holdet, som noget stort. Men det er lidt uretfærdigt for de spillere, som er der nu. For i princippet er de jo lige så gode, men fodbold bliver bare omtalt meget mere og der er flere storhold runder i Europa og sådan.”

 

Ufrivilligt farvel til landsholdet

Efter EM-sejren i 1992 var Sivebæk ikke klar over, at landsholdskarrieren snart skulle ende for ham. Det var ikke selvvalgt, at landskamp nummer 87 også skulle blive den sidste, tilbage i november 92’. Siden da har Sivebæk gjort sig mange tanker om, hvorfor det skulle slutte der.

”Det var desværre ikke noget jeg selv valgte. Det er svært at sige hvorfor faktisk. Men min egen teori er, at der udkom en bog efter EM (i 1992, red.), omkring hvordan det kunne lade sig gøre, at vi vandt EM. Og der kommer nogle ting frem der, hvor jeg bl.a. udtaler mig om nogle ting.”

“Der var nogle der udtalte sig anonymt, men det ville jeg ikke. Jeg ville gerne stå ved den holdning, jeg havde. Og der blev der skrevet noget om, at vi tit gjorde de samme ting. Altså Richard (Møller Nielsen, red.) var en træner hvor vi tit gjorde de samme ting, vi lavede tit de samme øvelser, og det var måden, som han trænede på. Og det tog han lidt…”

”Min teori er, at han tog det ilde op og syntes at det var en kritik af ham. Og siden den bog udkom, der fik jeg ikke flere landskampe. Men jeg har aldrig fået at vide, at det var derfor. Det er min egen teori.”

“Men det gav ikke rigtig nogen mening, for jeg spillede i Italien, i Serie A med Pescara, og var en profil på det hold, så det gav ikke nogen mening, at jeg ikke var på det danske landshold mere. Men af en eller anden årsag har det jo været og det kan da også være fordi de ikke mente at jeg var god nok længere. Jeg ved det ikke. Men det tror jeg nu ikke selv.”

John Sivebæk mener dog at forholdet mellem ham og Richard Møller Nielsen var godt. Men han er ikke overrasket over, hvis dén bog var årsagen til de manglende landsholdsudtagelser fremover.

”Men når det så er sagt, så vil jeg egentlig sige, at jeg altid har haft det godt med Richard, så derfor har jeg også lidt svært ved at forstå, hvis det skulle være derfor.

“Men igen når man så kender Richard rigtig godt, så kunne man godt få en anelse om, at det kunne være sådan noget.”

 

Gode minder – men én ting ærgrer

Når Sivebæk i dag tænker tilbage på sin karriere som professionel fodboldspiller, husker han mange store oplevelser. Oplevelser som han fik igennem ophold hos europæiske storklubber, i dansk fodbold hos Vejle og AGF og på landsholdet.

Med så mange store oplevelser og sejre, er det svært at gøre op, hvad der har været størst.

”Det synes jeg er svært at gøre op på den måde, for det hænger jo lidt sammen. Der er jo ingen tvivl om, at da dommeren fløjter af oppe i Sverige, så føler man sig lidt på en anden planet. Det er dét, der står som det største at vinde. Et trofæ med sit land.”

“Men vi har haft sindssygt mange gode oplevelser i alle årene og i udlandet og dem vil jeg heller ikke være foruden. Så det er to forskellige ting, synes jeg.”

Særlige følelse dukker op hos Sivebæk, når han skal sætte ord på hvad han tænker om sin karriere.

”Jeg er megastolt over min karriere. Nogle gange kan det være lidt tilfældigheder og andre gange er det dygtighed, held og selvfølgelig mental styrke. Så der er flere ting der spiller ind i sådan en karriere, men altså man kan jo ikke sige andet end, at det er gået fantastisk.

På trods af stolthed, glæde og et misundelsværdigt CV, har Sivebæk særligt én ting som han ærgrer sig over den dag i dag.

”Jeg vil godt have spillet 100 landskampe, hvis jeg skal være helt ærlig. Og det synes jeg egentlig godt, at jeg kunne have nået, hvis ikke der var sket, det der var sket. Men jeg nåede 87 landskampe og det er jeg rigtig stolt af. Ellers er der ikke noget, jeg vil have lavet om overhovedet.”

”Eller måske. Da jeg kom til Italien, valgte jeg at skrive under med Pescara, som var en nyoprykket klub til Serie A. Jeg kom fra velordnede forhold i AS Monaco. Det kan måske godt være, at jeg havde valgt noget andet, hvis jeg havde vidst hvordan det var.”

“Men jeg er egentlig glad for at jeg også har spillet i Italien og oplevet den liga og den kultur, og den måde italienere er på fordi, det lærer man også en del af. Man lærer faktisk rigtig meget af det. Hvordan folk er forskellige fra land til land og fra kultur til kultur. Det synes jeg også at jeg bruger i dag i mit hverv som agent. Og jeg taler jo sprogene stadigvæk. Så der er ikke noget, hvor jeg kan sige at det vil jeg 100 % gerne have været foruden.”

 

Trænere med stor betydning

John Sivebæk kan ikke udvælge én træner som den bedste i sin egen karriere. I del 1 var Sivebæk omkring nogle af de store trænernavne, som han nåede at opleve i sin karriere.

Vejlenseren nævner dog også selv nogle danske navne, når han remser sine bedste trænere fra karrieren op.

”Altså de trænere jeg har haft, har betydet rigtig meget for mig, og det har også været medvirkende til, at jeg har fået den karriere som jeg har fået.”

“Poul Erik Bech som også var en del af AGF i 80’erne, betød rigtig meget for mig, som senior træner. Men Ole Fritzen er nok den, der har betydet allermest. Fordi han var min træner som ynglinge. Han blev også min træner som senior og det var nok ham der opfandt højrebackpladsen til mig. Det havde jeg ellers ikke set, men han kunne se at det var en plads, der passede godt til mig og den måde, jeg spillede fodbold på. Og der må man jo sige, at han havde fuldstændig ret.”

“Men ellers så Sepp Piontek, Richard Møller Nielsen, Alex Ferguson, Arsene Wenger, Robert Herbin i Saint Etienne og Peter Rudbæk i AGF.”

“Jeg synes ikke jeg har haft nogle trænere hvor jeg har tænkt, arh okay det var en klovn. De har forskellige personligheder alle sammen, og man kan sige at Ron Atkinson, ham der købte mig til United, jeg vidste jo ikke hvad han var for en fyr, da jeg kom derover. Men han var sådan lidt mere sprælsk, charmerende og ville joke og være lidt sjov. Han ville også selv spille med på banen og sådan. Det grinte man lidt af, men jeg kan godt se her bagefter at det var måske ikke den bedste måde at være træner på.”

 

Dette var tredje afsnit i serien “GF’ere på landsholdet”. Afsnit fire udkommer først senere, da vi nu kan se frem til at Superligaen ruller igen. Hvis du har ønsker til hvem vi skal interviewe, så skriv det i en kommentar herunder.

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
nyeste ældste mest bedømte
Notifikation ved
Legerdemain
Bruger

tak for artiklen, spændende:)

kaagaard
Bruger

Jeg kan huske, da Sivebæk kom til klubben.
Troede at han var “over the hill”, men han var stadig rigtig god. Han kunne også lave nogle gode rush på fløjen.