Interview med en legende: Bent Wachmann – Del 2 af 2

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Her følger 2. del af interviewet med tidligere spiller, direktør og nuværende netværkschef Bent Wachmann.

Genistreg – John Stampe blev frataget anførerbindet

Tilbage i 1986 ansatte AGF Jens Harmsen som træner.

Jens Harmsen overtog et hold med et tydeligt hierarki på banen. Der var folk på holdet som man altid lyttede til, f.eks. spillere som Troels Rasmussen, John Stampe og Lars Lundkvist.

Bent Wachmann beskriver sig selv som en ”indianer”: – Altså jeg gjorde hvad der blev sagt. Jeg skulle ikke stå og diskutere med John Stampe, om jeg skulle løbe til højre eller venstre. Altså det kunne vi godt, men så havde vi aldrig vundet noget.

Ligesom holdet var enige om, at man gav sig 100 % i både træning og kamp, så var holdet også enige om aftalerne. Man fulgte de aftaler der blev lavet og man lyttede til toppen af hierarkiet: – Vi havde aftalerne på plads. Vi tog os af hver vores ting, der var slet ingen diskussioner om, hvem der gjorde hvad.

John Stampe var holdets anfører i 80’erne, og han havde en stor rolle på AGF-holdet. Men i 1986, da Jens Harmsen overtog holdet, valgte han at skifte anfører: – Jens gjorde jo Lars Lundkvist til anfører. Bent Wachmann holder en tænkepause, inden han fortsætter: – John accepterede det, men jeg tror han sov på den i et par nætter.

 Wachmann kalder Jens Harmsens beslutning for modig, men mest af alt, ser han det i dag som en genistreg:

– For det tog lige fokusset væk fra John, primært også fra dommerne, som John jo godt kunne lide at kommunikere med. Og så kom bindet over på Lars, som var en helt anden type. Men jeg tror at Lars var den eneste, som John kunne acceptere fik det hverv i stedet for ham. Og så var John jo stadig med inde over alle beslutninger Det var Lars Lundkvist og John Stampe, der sammen med Jens Harmsen sørgede for taktikken.

”Vi havde ikke råd til at spille med 10 ½ mand”

Snakken falder på nutidens AGF, der i denne efterårssæson er blevet beskyldt for at være kedelige.

Bent Wachmann fortæller at datidens AGF-hold heller ikke sprudlede hver gang. Her tog man udgangspunkt i, at det vigtigste var at holde nullet. Han husker også, at fansene gik mest op i spillernes attitude:

– Man gik mere op i at man vidste, at når vi gik på banen, så var det med 100 %.

Bent Wachmann husker en episode fra pokalfinalen i 1987 mod AaB. Her fremskaffede han selv et af finalens største jubelbrøl, da han sendte en glidende takling afsted, som tog både modstander og kamerastativ med i farten.

De hårde taklinger, var en del af Wachmanns stil: – For mig, er det AGF… At du giver alt hvad du har. Også lige til stregen, og nogen gange kommer du også til at gå lige over.

Han slap selv for røde kort i karrieren, men han var tæt på et par gange: – Jeg er gået lige til stregen, hver eneste gang. Og det måtte også godt lige være ved grænsen. Og det savner jeg lidt engang i mellem, når jeg ser nutidens hold spille.

Bent Wachmann og datidens guldhold var meget bevidste om, hvad AGF-fansene ønskede og han mener ikke det har forandret sig siden: – Fansene skal kunne mærke, at der bliver givet alt.

I 1986 var der kontant afregning, hvis man ikke var villig at fighte og give alt:

– Hvis der gik en god boldspiller rundt ved os, men ikke viste det, jamen så blev han sat af i 86. Det havde vi ikke råd til. Vi havde ikke råd til at spille med 10 ½ mand, for vi skulle bruge alle 11.

Bent Wachmann vedkender sig gerne, at 1986 efterhånden er mange år siden. Dyderne og minderne, er dog noget som mange fans stadig har med sig i dag:

– Jeg har set nogle få klip af 86-holdet, det er jo næsten lysbilleder i dag. Det var ikke sprudlende eller noget, men det er stadig det som vores fans husker og som de relaterer til. ”Hold kæft hvor var det godt”. Det er jo det der står tilbage. Folk vil have vindere. De vil have pokaler. Og så er det ligegyldigt hvor flot det er.

Jens Stage – ”ham skal vi identificere os med”

Snakken falder igen på nutidens AGF-hold. Den helt store publikumsfavorit, er Aarhus-drengen Jens Stage.

Bent Wachmann er helt enig med de mange AGF-fans, og han mener at Jens Stage besidder mange af de ting, som AGF bør identificere sig med:

– Stage er jo ikke den nye Messi. Han er bare den type, som jeg mener vi skal identificere os med i AGF.

Bent Wachmann fremhæver ligeledes Jens Stages tur fra Lyseng, til AGF, til Brabrand og så tilbage til AGF: – Selvom han er sorteret fra, så kommer han igen. Det er også den historie vi godt kan lide. Han giver sgu ikke op. Og det gør han heller ikke inde på banen.

Men der findes også spillere som aldrig, bliver populære i AGF, og her er Bent Wachmann ikke i tvivl:

– Det man ikke gider se herude, og det er alle over en kam. Det er nogen, som slår op i banen. Du gider ikke nogen, som ikke går ind og leverer 100 %. Den type har ikke ret lang leve tid her i Aarhus. Og det er nok qua vores historie. Man er vokset op med de typer, som giver den en skalle.

Den sidste succes – året 1996

Bent Wachmann nåede 10 år på AGF’s 1. hold, hvor han vandt 1 guldmedalje,2 sølvmedaljer, 3 bronzemedaljer, samt 2 pokaltitler, inden karrieren sluttede som 30 årig.

Da AGF fik en træner, som ikke så Bent Wachmanns vej, valgte han at stoppe karrieren. I stedet blev han tilbudt et job i klubbens salg og marketings afdeling.

I starten af 90’erne fik folk som Peter Rudbæk, Jan Bartram, Jens Harmsen og Bent Wachmann til opgave, at få AGF tilbage til toppen af dansk fodbold. Det hele kulminerer i 1996 med to meget intense opgør mod Brøndby IF. Her ender AGF med sølvmedaljer i ligaen og som vindere af pokalturneringen.

Bent Wachmann ser mange ligheder mellem 80’ernes og 90’ernes AGF-hold, for ligesom i 80’erne, får AGF stille og roligt samlet et slagkraftigt hold, med nogle af de velkendte AGF-dyder.

Spillere som Stig Tøfting, Lennart Bak, Håvard Flo, Thomas Thorninger, Allan K. Jepsen og Peter Degn, er med på det AGF-hold som sammen kan fejre pokaltriumfen i 1996.

AGF-forbandelsen

Ikke siden 1997 har AGF vundet en medalje i den nationale liga. Og kun én gang siden 1996, har man stået i en pokalfinale (mod FCK i 2016).

Det kan være svært at forstå, at der er gået så mange år, uden sportslig succes i Aarhus.

Ingen kender svarene på hvorfor, men i medierne har man flere gange snakket om en ”AGF-forbandelse”. En såkaldt forbandelse, som gør spillere dårlige, ligeså snart de får en AGF-trøje over hovedet.

Men den køber Bent Wachmann ikke: – Det er der også i alle de andre klubber, siger han uden tøven.

Han ser det altså ikke som særligt for AGF, og så alligevel lidt:

– Nej, eller jo i Aarhus er det særligt. Her snakker vi meget om det. Og jeg har det sådan, at jo mere man snakker om det, jo mere rigtigt bliver det. Men nej, jeg tror ikke på den.

Bent Wachmann mener at man i Aarhus, har været for gode til at bygge den slags historier op om sig selv, og han ser det ikke værende anderledes end i alle andre klubber:

– Jeg kan nævne masser af eksempler i mange andre klubber, som har oplevet akkurat det samme. Vi interesserer os bare ikke så meget for det, fordi det er en anden klub.

Som ung skal man have tålmodighed

Men hvad så med de unge? Passer det så, at det er mere vanskeligt, at slå igennem som ung i AGF, end i andre danske klubber?

Heller ikke dette emne, mener Wachmann er særligt for AGF:

– Dit hold skal fungere før end du kan give unge mennesker chancen. Du kan ikke bare lige tage to spillere, som f.eks. Hvidt og Kaastrup, og lade dem starte på udebane i Brøndby.

Bent Wachmann er sikker på, at de unge nok skal få chancen, når holdet er stærkt nok til det. Og det er med kontinuerlig spilletid, at man udvikler sig:

– Holdet har ikke været godt nok til f.eks. at kunne give Kaastrup chancen i 5 kampe i træk. Jeg er sikker på at han nok skal slå til, når det sker. Men hvad koster det at spille med 10 ½ eller 10 mand? Jeg tror det er en af David Nielsens overvejelser omkring det.

Bent Wachmann kender selv til, at skulle vente på sin chance. Fra 1979-1981 var Bent Wachmann ude og inde af holdet. Først i 1982 som 23-årig, blev han fast mand på holdkortet.

Nogle gange kræver det tålmodighed som ung spiller, når man skal kæmpe sig til en plads på 1. holdet:

– Jeg kunne da også have grædt da jeg havde spillet 3-4 kampe i 79, og så blev det ikke til mere for mig. Og så kunne jeg gå ned og spille på 2. holdet, de spillede i Jyllands-serien på det tidspunkt. Der spillede jeg ude på bane 2. Det skulle man da også lige sunde sig over i situationen. Hvad skete der lige der, nu troede jeg lige det skulle være sjovt ikke?

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved