Interview med en legende: Bent Wachmann – Del 1 af 2

0
Morethanaclub.dk

”Vi er en klub med stolte traditioner”. Sådan lyder en af de utallige linjer, som fansene synger ned til nutidens spillere på Ceres Park. Men med mange års medalje og pokaltørke, kan det være svært at huske de stolte traditioner og tiden med succes og metal.

Derfor tog vi os en snak med en af fortidens helte, Bent Wachmann.

Bent Wachmann var en del af det succesrige 80’er hold som sikrede sig det danske mesterskab i 1986, samt to pokaltitler i henholdsvis 1987 og 1988.

Bent Wachmann spillede hele sin seniorkarriere i AGF, fra debuten i 1979 til karrierestoppet i 1989.

Efter karrierestoppet fortsatte han sit arbejde i AGF, dog på den anden side af skrivebordet. Han var bl.a. AGF-direktør i årene 1994-1998. I dag er han ansat som klubbens netværkschef.

Vi møder Bent Wachmann i Ceres Café tæt ved sit kontor, i de tilknyttede lokaler ved Ceres Arena. Da vi tager hul på snakken om Wachmanns AGF-karriere, både på og uden for banen, konstaterer han selv: Jeg kan et eller andet med medaljer, hvorefter han smiler bredt.

Aarhus-rivalisering

Bent Wachmann voksede op tæt på træningsanlægget ved Fredensvang. Som 7-årig startede han til fodbold, og da flere af klassekammeraterne allerede spillede i klubben tæt på barndomshjemmet, faldt valget på AGF.

Tilbage i midten af 60’erne da Bent Wachmann begyndte til fodbold, så man en større rivalisering mellem klubberne i Aarhus, end man ser i dag. Dengang havde AGF ikke eneret på prædikatet ”Byens Hold”.

Bent Wachmanns egen far, havde selv en lang karriere bag sig, i Arbejdernes Idrætsklub AIA, som dengang hørte til på Åhavevej. På det tidspunkt var det ikke en populær beslutning, at lade sin søn starte i AGF. Wachmann fortæller, at hans far blev ”scoused” en del af de andre arbejdere nede i AIA, da de hørte at sønnen var startet i AGF.

Heller ikke for familien Stampe var det nemt at se deres søn skifte til AGF. AGF-legenden John Stampe, kom oprindeligt fra Åbyhøj, hvor far Peder passede banerne og mor Agnes passede klubhuset.

Men ifølge Bent Wachmann, var familien Stampe godt klar over, at skulle deres søn vinde noget, så var han nødt til at skifte til AGF. Også selvom det gjorde ondt på hele familien.

I forhold til rivaliseringen med de andre Aarhus-klubber, husker Wachmann også tydeligt en af farens holdkammerater, AIA-koryfæet Poul Pedersen, som i øvrigt er Viktor Fishers bedstefar.

– Poul Pedersen nærmede sig faktisk aldrig AGF’s anlæg, og jeg tror aldrig han har været der. Man nærmede sig ikke ”de hvide”. Det var en forbudt frugt dengang.

Bent Wachmann mener dog, at rivaliseringen i Aarhus er mildnet med årene og i dag oplever han det anderledes:

– Jeg tror de fleste har det sådan, at man godt kan spille fodbold i Skovbakken eller Hjortshøj og så banke AGF i serie 4. Men om søndagen holder vi allesammen med AGF. Og sådan var det bestemt ikke dengang.

AGF støvsugede spillere – endte som ”Byens Hold”

I dag står AGF tilbage som ”Byens Hold”, uden synderlig konkurrence fra byens andre klubber.

Men hvordan lykkedes det?

Bent Wachmann kan ikke lade være med, at nævne én bestemt person, der har haft stor indflydelse på, at AGF endte som storebror.

Nemlig den gamle stjerne fra 50’erne og 60’erne John Amdisen.

John Amdisen fungerede i flere år som manager for AGF, hvor han var med til, at skabe de første store hold i 80’erne.

Wachmann fortæller, at John Amdisen samlede de bedste AGF-spillere og supplerede dem med gode danske spillere rundt omkring fra landet.

Man støvsugede også byen for talenter. Bent Wachmann nævner igen Stampe fra Åbyhøj, som man i sidste ende fik lokket til Fredensvang: – Amdisen har siddet i mange timer nede i klubhuset ved Peder Stampe, for at få John Stampe til AGF.

Debut i ”den hårde skole”

I 1979 fik Bent Wachmann debut på AGF’s 1. hold. En kamp som han stadig husker tydeligt i dag: – Jeg debuterede på min 20 års fødselsdag, på Østerbro Stadion, hvor vi vandt 3-0.

Wachmanns første tid på 1. holdet, var ikke en dans på roser. Han var hverken klar eller god nok, til at spille på 1. holdet endnu: – Jeg tror jeg fik en 4-5 kampe i min debutsæson i 79. Ellers spillede jeg de fleste kampe på 2. holdet.

Op gennem 1980’erne oplevede Bent Wachmann og resten af AGF-holdet en masse succes. Succesen kom igennem en hård og konkurrencepræget kultur som man igennem en årrække havde fået opbygget.

Spillerne havde et godt forhold til hinanden uden for banen, men på træningsbanen var det anderledes. Især for en 20-årig ung knægt, der netop var rykket op på 1. holdet:

– Det var den hårde skole, det må jeg sige. Som ung og håbefuld, kan jeg mindes nogle ting under træning, hvor jeg virkelig blev sat på plads, af de gamle rutinerede. Også nogle af dem som er mine gode venner i dag.

Bent Wachmann fortæller videre:

– Der var en helt klar kultur dengang. Når der kom en ung lømmel, så skulle man ikke bare tro, at man kunne komme ind og tage en fast plads på holdet. Der blev gået til vaflerne, specielt til træning.

En del af gamet – kunne de tåle mosten, var de velkomne

Bent Wachmann vænnede sig mere og mere til 1. holdet og op gennem 80’erne blev han stamspiller på holdet, med stor succes til følge.

For nyligt deltog Bent Wachmann også i et afsnit af Eurosport-dokumentaren ”AGF – mellem håb og håbløshed”.

I afsnittet hører man Mark Rieper fortælle om sine oplevelser, som helt ung spiller i AGF. Her husker Rieper bl.a. at ”Benno” (Bent Wachmann) flere gange savede ham ned under træning.

Vi spørger Bent Wachmann om han kan huske, at han har savet nogle af de unge spillere over når de kom op på 1. holdet: 

– Det har jeg utvivlsomt, men jeg husker det ikke. Wachmann griner og fortsætter: – Det var en del af gamet. De fik en hårdhændet men kærlig behandling. Og kunne de tåle mosten, så var de velkomne.

Når man snakker om tiden dengang, står det klart, at især træningskulturen havde stor betydning for holdet.

Bent Wachmann husker det stadig tydeligt, og han mener at holdet blev vindere igennem måden man trænede på. Man havde en klar filosofi, hvor man altid gav sig 100 %, uanset om man trænede eller spillede kamp.

”Hvis jeg vil være med her, så må jeg steppe op”

Bent Wachmann nåede igennem sin karriere at spille sammen med mange profiler. I 1986 talte holdet bl.a. spillere som; Troels Rasmussen, John Stampe, Bjørn Kristensen, Jan Bartram, Lars Lundkvist og Flemming Povlsen.

Specielt to spillere, fik ifølge Wachmann stor indflydelse på træningskulturen, som man skabte i starten af 80’erne.

Den ene var Lars Lundkvist som man hentede i Skovbakken. Den anden var Lars Bastrup som havde international erfaring fra sin tid i Kickers Offenbach.

– Lars Bastrup er den mest ubehagelige mand som jeg nogensinde har trænet med. At træne med Lars… Altså jeg kan stadig mærke hans støvlespidser i akillessenerne, fra når han pressede mig til træning, siger Bent Wachmann, hvorefter han fortsætter:

– Det var hele tiden med til, at minde en om, at hvis jeg vil være med her, så må jeg steppe op, og det var det vi lærte til træning. Og det er uden tvivl en af årsagerne til, at vi blev så gode. Det var at vi hele tiden optimerede os til træning.

Sommerkampe var værdifulde

Hård og god træning var dog ikke det eneste som udviklede holdet. Tilbage i 80’erne deltog AGF også flere gange i Uefa Intertoto Cup.

Deltagelsen i ”Toto Cuppen” gjorde, at Bent Wachmann og de andre AGF-spillere ikke havde tid til sommerferie.

Derimod fik de værdifuld erfaring:

–  Vi deltog i ”Toto Cuppen” hvor vi spillede 6 internationale kampe i vores sommerferie. Jeg tror at de her internationale kampe, var med til at give os et løft. At vi hvert år deltog i ”Toto Cuppen” og mødte internationale hold, var med til at give os det ekstra, frem for at spille mod hold som Brønshøj og Vanløse. I stedet mødte vi f.eks. Wismut Aue, Young Boys eller Brno – vi var de mærkeligste steder henne om sommeren.

Kampene i ”Toto Cuppen” gav dog ikke kun AGF-spillerne europæisk kamptræning. Det gav også spillerne et unikt sammenhold, da de kørte til kampene i bus:

– Det var helt 100 % med til at give os et kæmpe løft, også fordi vi var sammen om det.

Vi spillede gerne 2 udebanekampe i træk og så kørte vi med bus hele vejen ned gennem Østtyskland og spillede på den anden side i det gamle DDR. Overnattede og kørte videre. Så trænede vi og spillede måske endnu en kamp i f.eks. Østrig, inden vi så tog bussen hjem igen.

Læs med igen senere på ugen, når vi fortsætter med del 2 af 2.

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved