Interview med David Nielsen: ”Vi skal kunne spille hurtigere, vi skal kunne spille forskellige typer af kampe”

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Af Mattias Sundroos

Oven på kun små to ugers ferie, så var David og resten af truppen tilbage i træning i torsdags, hvor der var smil på læben, nye spillere i truppen og en ny assistenttræner ved roret. Alle tre ting var med til at gøre cheftræneren fortrøstningsfuld frem mod den nye sæson.

 

Der har allerede nu været en smule udskiftning i AGF-truppen, som for første gang i 23 år kunne fejre medaljer i sidste sæson, men som også for første gang i 8 år er tilbage ude i Europa, hvor finske FC Honka venter d. 27 august i Ceres Park.

Her var David klar i spyttet i forhold til kommende transfers:

”Det er de spillere, der trænede i dag, der skal gøres klar til at spille mod FC Honka i Europa League-kvalen om fjorten dage. Det er der mit fokus er”

 

Det var derfor en meget kontant og fokuseret cheftræner, der kort kun affeje de store spekulationer om det resterende transfervindue, da det for ham ikke var en bekymring, men noget han trygt overlader til PC.

”Jeg går aldrig og håber på noget. Jeg arbejder med de spillere, der er her, og kommer der spillere ind, lykkes vi med noget, er det da en super bonus. Men ligesom, når vi får en spiller skadet, må vi forholde os til det, og ikke gå og håbe på, at der kommer nogen udefra og løser det for os”

 

Dog har man i år allerede fået tilgang af to nye spillere, Søren Tengstedt, som med sine 20 år debuterede sidste sæson for AaB og nåede at spille 15 kampe og lave 2 mål og 1 assist, og Milan Jevtovic, som ankommer fra det serbiske storhold Røde Stjerne, hvor han bl.a. var indskifter i det famøse Champions League kvalifikationsopgør i Parken, hvor Røde Stjerne slog FCK ud efter straffesparkskonkurrence.

“Ja, det er jo to forskellige spillere. Milan er jo en østeuropæisk, benhamrende hård og altofrende spiller, og Søren er en dansk fodboldspiller med fantastisk blik for spillet og kanon teknik. Så det vi skal med Søren, det er jo at give ham AGF-intensiteten, så har vi en forholdsvis dygtig fodboldspiller”

 

Karlsen skal gøre AGF skarpere på bolden

Der var ingen tvivl om både spillere og trænere var utrolig glade for at være tilbage på Fredensvang i torsdags, hvor der bl.a. også blev givet stående klapsalver til de nye folk i og omkring truppen. Især den nye assistent træner kom i fokus fra start, da han bl.a. stod for et par af pasningsøvelserne.

“Det føles fint at være tilbage, det er jo ikke fordi vi ikke kan huske, at vi var her sidst. Dejligt at møde den nye gruppe spillere, så det er super fint. Det har været en god dag, fået Karlsen på plads, så det har været dejligt. Det har vi brugt nogen dage på, mig og PC, så det har været super”

 

David var også helt klar i spyttet om, hvad det er Karlsen kommer ind med, og hvor AGF skal sætte fokus på at forbedre sig den kommende sæson.

“Så er det jo klart, at det også er noget vi har kigget på, hvad det er, vi skal nu som hold, hvad vi gerne vil udbygge som hold. Her har vi fundet en, der også har kunne hjælpe os til det, så det har været godt, uden at vi skal lave os selv om til FC Nordsjælland, så er det jo klart, at det vi har analyseret på os, er de steder vi er nødt til at blive bedre for at kunne blive ved med at kæmpe med, hvor vi gør, så er det helt klart også i en del af spillet med bolden og paratheden på bolden som han i dag allerede lige har blæst alle spillere bagover i en pasningsøvelse. Folk stod og snork sov, så det var et meget godt eksempel.” 

 

Et øget fokus på, hvad der skal ske, når man er på bolden, er hvad Karlsen ifølge David, skal ind og forbedre, men det betyder ikke at spillestilen i AGF skal ændres.

“Nej, vi skal være bedre på bolden, men vi ikke være bedre til at have bolden, der er ikke nogen grund til at have bolden. Der skal mere kvalitet, i det vi laver, når vi er på bolden, vi skal kunne spille hurtigere, vi skal kunne spille forskellige typer af kampe. Nogle kampe vil modstanderne trække sig længere tilbage, andre vil skubbe op. Det er mere kvaliteten og paratheden som vi er optaget af. Vi er et hold, der sidste år endte med at producere et hav af chancer med vores fuldstændige rapide angrebsspil, det skal vi kunne holde fast i, men kampene kan også ændre sig.”

 

Det er dog ikke kun den taktiske forståelse, den tidligere midtbanekriger med over 100 superligakampe på CV’et er hentet ind på. Hans personlighedstype har nemlig også været et kæmpe plus for David.

“Det er en sulten mand. De folk jeg altid har omkring mig, det er sultne folk som gerne vil noget. Denne her gang har vi fundet en tidligere spiller, som har leveret et utrætteligt arbejde i analysen af fodbold og forståelsen af træningsopbygning, og de her ting her”

“En fantastisk person, jeg er utrolig glad for, at det har kunne lade sig gøre at få Karlsen på plads fordi jeg har haft nogle rigtige gode samtaler med ham. Det er en dygtig fodboldtræner, som også har været ude at prøve på egen hud, hvordan det er at stå nede i første division, som for mig er et helt essentielt og fantastisk sted at blive en bedre træner, så det er jeg glad for, og jeg er glad for, at vi har kunne finde en dansker, der kunne opfylde de krav som vi har” 

 

Så flankeret af Styrmand Karlsen ved roret har David nu sat alt fokus på den kommende sæson og lader sig ikke hænge i den seneste sæsons successer.

“Det er en ny gruppe og en ny sæson, så vi kommer til at, for spillerne og mig, så er det næste kamp vi ser frem imod. Vi skal opbygge sult og gejst, og så er det faktisk ligegyldigt, hvad der tidligere er foregået de sidste par år. Det noget fansene, sponsorerne og resten af klubben er rigtige glade for, men vi er nødt til at skulle ud at finde de næste procenter, og sørge for, at vi får et godt hold på banen, så det er det vi arbejder på” 

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved