Interview med Casper Sloth – Del 1: Om gennembrud i AGF, utilfredse fans og udlandsdrømme

0

I november 2012 debuterede AGF-spilleren Casper Sloth på A-landsholdet. 20-årige Sloth spillede en flot debut-kamp i venskabskampen mod Tyrkiet. I alt blev det til otte landskampe.

Den tidligere AGF-profil Casper Sloth er i dag blevet 28 år. Han er uden klub, og har været det siden 31. januar i år, hvor han fik ophævet sin kontrakt med skotske Motherwell FC.

Af Rasmus Thomsen

Som du kunne læse for et par uger siden, er Casper Sloth ledig på markedet. Og den tidligere AGF-profil vil gerne genforenes med sin tidligere klub.

Morethanaclub har snakket med Casper Sloth om karrieren. I dette interview ser Casper Sloth blandt andet tilbage på tiden i AGF, hvor han også fortæller om forholdet til Erik Rasmussen og Peter Sørensen. 

Sloth fortæller også om sine udlandsdrømme, der gjorde ham lidt upopulær hos fansene i AGF.

I dag er Casper Sloth i sin bedste fodboldalder, 28 år gammel. Sloth har dog ikke for alvor fået gang i den karriere, der bragte ham til toppen allerede som 20-årig.

Bliv klogere på Casper Sloths karriere i dette interview, der udkommer i to dele.

Først spoler vi tiden tilbage til 2004.

 

Fra Brabrand IF til AGF

Som dreng spillede Casper Sloth fodbold i Aarhus-forstaden Brabrand. Som de fleste andre små drenge drømte Sloth om at komme til at spille for byens storhold, AGF. 

Allerede som 11-årig gik drømmen i opfyldelse, da Casper Sloth skiftede Brabrand IF ud med AGF.

“Det var dét, man gerne ville. Jeg har jo holdt med AGF siden, jeg var helt lille, og jeg kom også på stadion, da jeg var helt lille. Så selvom det hele startede ude i Brabrand, havde jeg altid ønsket at komme ind til AGF.

Så selvom jeg kun var 11 år dengang, var det en stor ting at skifte. Jeg kan huske, at jeg var mega nervøs første gang, jeg skulle derud”

Casper Sloth var allerede dengang et stort talent, og han var nøje udvalgt af AGF. Folk fra AGF tog rundt og sikrede sig de største talenter i Aarhus og omegn. 

“Dengang samlede AGF mange børn fra klubber i og omkring Aarhus, lidt ligesom man også gør i dag. De samler jo de bedste spillere op fra de klubber, der ligger rundt i og omkring Aarhus”.

“Så nogle af de andre havde jeg spillet mod og nogle af dem, kendte jeg også lidt på forhånd. Men det var vildt spændende på det tidspunkt, og allerede dengang drømte jeg om at komme op at spille på førsteholdet. Man drømte jo allerede fra start af”.

Allerede inden Casper Sloth blev voksen, lykkedes det for ham at blive en del af Superliga-truppen i AGF.

 

Debut i AGF og Superligaen

Dengang hed cheftræneren på klubbens bedste mandskab Erik Rasmussen. Erik Rasmussen så hurtigt et stort lys i midtbanespilleren. Derfor blev Casper Sloth indlemmet i Superliga-truppen, som en af de absolut yngste spillere. Sloth sprang nogle ungdomsår over for at spille seniorfodbold. 

“Jeg tror, at jeg var 16 år, da jeg blev rykket op. Jeg var juniorspiller, og så skippede jeg ynglinge og blev i stedet rykket op i førsteholdstruppen. Så spillede jeg mest med 2. divisionsholdet. Dengang var der ikke reservehold, så det hed 2. division dengang med andetholdet”

“Så jeg kan huske, at jeg spillede på 2. divisionsholdet i et halvt års tid, inden jeg fik debut på førsteholdet som 17-årig”

Man har ofte hørt historier om, at springet fra ungdomsfodbold til senior kan være svært for en ung gut.

Casper Sloth oplevede da også en forandring, men han husker tilbage på en god tid blandt mere rutinerede holdkammerater. Miljøet var dog mere konkurrencepræget, end Sloth havde været vant til.

“De har sgu altid været super fine. Vi havde selvfølgelig nogle store spillere på det tidspunkt og nogle, som man har set op til i mange år. Men jeg synes altid, at alle folk har været total cool”

“Selvfølgelig var det lidt hårdt at komme derop. Men der er jo også meget mere konkurrence, end når du kommer fra ungdomsfodbold. Det handler jo kun om at vinde i seniorfodbold. Det er professionelt og det er dét folk lever af, så man kan ikke forvente andet”

“Men igen, jeg synes altid folk har været mega cool. Selvfølgelig har jeg nogen gange fået noget at vide, men det er jo normalt. Så det var meget positivt. Men dengang var man jo også så ung, så alt var meget spændende, og man var meget ydmyg, da man kom op. Men jeg har kun godt at sige om det”.

Sloth blev hurtigt en fast del af holdet, og efter debuten som 17-årig gik det stærkt. I disse år var Casper Sloth også en del af diverse u-landshold

 

Stort pres i AGF

Der kan gå flere år i mellem, at spillere fra ungdomsafdelingen i AGF får deres endelige gennembrud på førsteholdet. Ofte hører man om et stort pres i AGF. Et pres fra medier, fans og resten af fodbold-danmark, som muligvis gør det svært som ung AGF’er. 

Casper Sloth genkender det med presset. Han henviser også til, at andre unge spillere i landets bedste række næppe oplever det samme pres i deres respektive klubber.

“Jeg kan godt følge, hvad folk siger. Når du f.eks. ser FC Nordsjælland nu, er det ikke noget ondt ord om FC Nordsjælland, for de har vanvittig mange gode spillere og de finder nogle nye hele tiden.” 

“Men der sidder jo ikke et øje, når de spiller. Selvfølgelig er der nok lidt pres for, at folk gerne vil frem og gerne vil spille. Men det er jo ikke sådan, at hvis de spiller vanvittigt dårligt, så sidder der ikke 12.000 og er utilfredse, som der er på samme måde i Aarhus”.

“Så på den måde kan jeg godt følge, at der måske ikke er samme form for pres (i andre klubber, red.). Men jeg har også altid haft en form for pres på mig selv”.

Sloth sammenligner AGF med Brøndby IF og FCK, hvad angår presset for de unge spillere i Superligaen. 

Den tidligere profil mener dog ikke, at pres udefra nødvendigvis er en negativ ting. De fleste fodboldspillere ønsker at spille i en storklub med mange tilskuere. 

Den oplevelse er bare lidt sjovere når det går godt, end når det går skidt.

“Men det der så også er fedt derude (i AGF, red.), det er når det går godt. Lige så vel som det gør nu. Så kan man jo også se hvordan det er. Så får du også et ekstra boost”.

“Men sådan tror jeg altid det er. Folk vil selvfølgelig helst spille i store klubber. Og når det så går dårligt, så er det selvfølgelig ikke så spændende, men når det går godt, er det federe for alle”.

“Så på den måde er der nok et større pres. Men jeg vil ikke sige, at jeg sådan har følt det på den måde. Men jeg har godt kunnet mærke at folk har håbet, at vi skulle klare det godt.” 

“Man har jo længtes efter det i så lang tid. Men jeg føler ikke, at det har været på en negativ måde. Jeg synes kun, det har været fedt, at der har været interesse og mange tilskuere”.

Kort tid efter debuten i 2009, kommer Casper Sloth og resten af AGF-mandskabet for alvor til at mærke en af de mindre sjove tider i klubbens historie. 

 

Gennembrud under Erik Rasmussen – endte med nedrykning

I efterårssæsonen 2009 er AGF en kort stund på 1. pladsen i Superligaen. Det er sjovt at være AGF-spiller og det er sjovt at være fan. 

Men sæsonen skulle langt fra gå, som man håbede på. Drømme om medaljer og succes, endte i stedet med et stort mareridt, da klubben rykkede ud af landets bedste række.

Og det var selvom Erik Rasmussens mandskab talte flere store profiler, hvoraf Jakob Poulsen, Martin Jørgensen og Benny Feilhaber alle var med til VM-slutrunden kort efter nedrykningen med AGF.

På trods af nedrykningen, husker Casper Sloth tilbage på debut-sæsonen med mange gode minder.

“Vores hold var super godt og Erik var en mega god træner, for en ung spiller som mig i hvert fald. Når man kommer op som ung, kan man selvfølgelig godt være lidt nervøs. Men han var god til at få en til at slappe helt af. Og han sagde hele tiden, hvor god han vidste jeg var, og jeg skulle bare spille og tage det stille og roligt”. 

“Selvom det måske er småting, så er det rart at få at vide, når man er 17 år. Så selvom der var pres, så følte jeg ikke, at hvis jeg spillede en dårlig kamp, så ville jeg aldrig komme til at spille igen. Så der var han rigtig god, og han var god overfor mennesker og til at snakke med os unge mennesker. Det var rigtig godt, det må man sige”.

Selvom Casper Sloth var ung og bl.a. spillede på hold med flere landsholdsspillere, så følte han sig velkommen og godt tilpas. Holdkammeraterne var altid gode og venlige mod de unge folk.

“Mine holdkammerater var også super gode til det. At få en til at føle sig godt tilpas. Det handler selvfølgelig om, at du skal vise noget på banen, og hvis du gør det, så får du nok også lidt mere respekt, sådan er det generelt. Men de var stadig gode til at tage godt imod en og sørge for at guide, hjælpe og støtte generelt”.

Den store deroute fra tophold til bundhold, var ikke særlig positiv. Men en ung spiller som Casper Sloth, kunne dog godt få lidt positivt ud af det, blandt andet muligheden for mere spilletid.

“Men ja jeg kom op i en sæson, hvor vi startede godt, men hvor vi endte med at rykke ned. Og på det tidspunkt var det selvfølgelig noget lort. Men for mig var det godt. Vi havde et par skader, så jeg spillede en del det forår. Men selvfølgelig var det noget lort, at vi rykkede ned, det var det værste der kunne ske”.

Selvom AGF styrede mod den anden nedrykning inden for få år, var Casper Sloth en af lyspunkterne i det forår. Og Sloth gjorde sit til, at holdet skulle undgå nedrykning. 

Sloth bidrog blandt andet med godt spil og flere vigtige mål.

“Ja, jeg fik et ret godt gennembrud dér. Hvor jeg kom i gang, og begyndte at spille og score mål. Men det endte ærgerligt. Men jeg kan også huske, at vi havde et par vigtige spillere ude. Jakob Poulsen var skadet hele det forår der og jeg tror det var Dan Thomassen, der røg ud med sin ankel. Og Benny Feilhaber. Vi havde mange, der var skadet der i hvert fald”.

 

Godt hold i 1. division

Nedrykningen var en realitet og selvom Casper Sloth havde fået godt med spilletid i løbet af foråret, var det en træls tid.

Nedrykningen gav dog igen Sloth mulighed for mere spilletid. Spilletiden blev dog begrænset for Sloth i 1. division.

“Altså man kan sige, det gjorde ikke noget godt at rykke ned. På nogen måde. Det eneste der måske var okay, var at en ung spiller som mig, fik større mulighed for at spille.”

“Jeg blev dog rimelig hurtigt skadet det år i 1. division, hvor jeg blev sparket ned. Så jeg mistede en del kampe, kan jeg huske”.

Selvom AGF endnu engang rykkede ud af Superligaen, lykkedes man med at bevare stort set hele truppen. 

Netop kontinuiteten i den stærke trup blev ifølge Sloth en af de helt store årsager til, at man lykkedes med oprykning i første hug. 

“Men man kan sige, at vi beholdt jo næsten hele vores hold. Jeg tror kun, det var Jakob Poulsen, der blev solgt dengang. Så vi havde jo et rigtig godt hold, og vi rykkede også op den sæson, syv runder før tid eller sådan noget”.

“Men selvfølgelig var det noget lort. AGF skal jo være i Superligaen, og står det til mig skal de jo også være i toppen, som de er nu. Men det gode var så, at vi kunne holde på det hold og sørge for at komme så hurtigt tilbage”.

 

Hård men fair Peter Sørensen

Selvom spillertruppen forblev nogenlunde intakt endte man med at udskifte træneren, da nedrykningen blev en realitet. Afløseren blev en helt anden trænertype end spillerne havde været vant til. Erik Rasmussen blev fyret og ind kom Peter Sørensen. 

Der har været skrevet meget om Peter Sørensens tid i AGF. Casper Sloth beretter om en træner, der var anderledes end forgængeren.

Men Sørensens stil har Casper Sloth det fint med. Sørensen og Sloths veje endte også med at blive krydset igen nogle år senere.

“Og så i forhold til Peter Sørensen. Han var selvfølgelig en anden træner, han var noget mere hård. Og noget mere, hvad skal jeg sige… Man kunne høre ham lidt mere. Han er lidt mere råbende end Erik Rasmussen var.”

“Men jeg har egentlig altid synes, at Peter er en rigtig god træner. Det er også derfor, jeg har haft ham i så mange år og at jeg har haft ham efterfølgende (I Silkeborg IF, red.).” 

“Han er hård men fair. Det synes jeg sgu altid, han har været. Jeg har ikke noget imod, at folk er hårde og kan råbe lidt, så længe der er noget bag og det ikke bare er at råbe for at råbe”

 

Superliga-profil med udlandsdrømme

Tilbage i Superligaen fortsatte Casper Sloth, hvor han slap inden nedrykningen. Han spillede godt, scorede mål og han blev hurtigt en profil i ligaen. 

Ligesom Sloth havde drømt om at spille for AGF, da han var barn, drømte han nu om at komme til udlandet. Casper Sloth blev også landsholdsspiller i denne periode. 

Så med landskampe på CV’et og en fast startplads hos AGF ønskede Sloth at prøve sig af i udlandet. Sloth og klubben var dog ikke helt enige om, hvad midtbanespilleren skulle koste.

Sloth følte lidt at AGF havde lovet ham noget, som de ikke kunne holde. Derfor oplevede man, at Sloth kom med lidt negative bemærkninger i pressen.

“Men der blev jeg sådan lidt, at når man er 20-21 år, som jeg var på det tidspunkt, og man lige var kommet på landsholdet og man selvfølgelig havde en drøm om at komme til udlandet, så vil man selvfølgelig gerne det”.

Midtbanespilleren ville på dette tidspunkt udnytte sin situation, som Superliga-profil og landsholdspiller, til at skifte til udlandet.

“Men det var nok noget med timingen med, at jeg var, hvor jeg var og det kørte godt. Jeg ville gerne udnytte, at jeg havde en god sæson. Man ved jo selv, hvad der kan ske i fodbold, f.eks. at lige pludselig spiller man ikke så godt og så ved man aldrig, hvad der kommer til at ske”.

“Så der var nok lidt ting, der var lidt uenigheder om. I hvert fald, at der blev sagt noget, som så lige pludselig var anderledes. Men altså det er jo fodbold og det kender jeg efterhånden så godt, så jeg ved hvordan det er”.

 

Utilfredse fans – “nu skal han tage sig sammen og lukke r….”

Nogle gange kom det til at fremstå, som om at Casper Sloth ikke gad AGF mere.

Sloth er i dag velovervejet og moden når han fortæller om tiden dengang. Profilen med de mange drømme, ville ikke vælge AGF fra, men udlandet til. 

Når man snakker med Casper Sloth i dag, er det tydeligt, at de varme følelser for AGF stadig skinner igennem.

“Ikke sagt, at jeg ikke var glad i AGF, for det har jeg altid været. Og den dag i dag holder jeg også med AGF og jeg følger AGF. Og jeg vil til enhver tid spille for AGF. Så det er slet ikke noget med det.”

Opbakningen fra fansene dengang forsvandt lidt og mange havde svært ved at forstå hvorfor han skulle fortælle pressen om sin utilfredshed.

28-årige Casper Sloth kan i dag godt forstå, hvis nogle fans var lidt utilfredse med ham dengang. Sloth havde nok ageret lidt anderledes i dag end han gjorde dengang. 

 “Nej, altså jeg kunne nok godt mærke at folk var utilfredse, men jeg kan jo også godt sætte mig ind i det. Hvis jeg stod som fan og så en der brokkede sig lidt, og måske gerne ville videre og sådan. Det kan jeg sagtens følge.” 

“Men altså nu er jeg jo blevet ældre og klogere, så den dag i dag ville jeg selvfølgelig takle tingene anderledes. Men når man står der som 20-årig, og ikke rigtig har prøvet andet, men har en drøm om at komme til udlandet, og komme videre. Men ja på den måde kan jeg sagtens følge det (utilfredsheden blandt fansene, red.). 

“Og jeg kan da også godt forstå, at der er nogen der har tænkt at nu skal han tage sig sammen og lukke røven.”

“Men som jeg siger, jeg tror bare, at når man er så ung… Man bliver jo klogere. Og i dag vil jeg helt sikkert også have gjort nogle ting anderledes. Men man lærer jo også af at blive ældre og oplever lidt forskellige ting. Så på den måde kan jeg godt følge, at folk måske tænkte det”.

 

Vi takker Casper Sloth for sin ærlighed i interviewet. Du kan glæde dig til del 2, hvor Casper Sloth fortæller om en turbulent tid i Leeds, og om drømmene for fremtiden.

I del 2 åbner Sloth også op for, hvorfor opholdende i AaB og Silkeborg IF er endt som de er. Ligesom Sloth sætter ord på om han har “spildt sit talent”.

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved