Hvor står dansk fodbold og AGF i forhold til corona-virussen?

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Dansk fodbold er nu blevet suspenderet på ubestemt tid, EM 2020 bliver til EM 2021 og Corona-virussens varighed forbliver fortsat i det uvisse.

Af Mattias Sundroos

 

Ja, det ligner efterhånden lange udsigter til, at vi kan få den runde bold, som vi elsker så højt, at se igen. Situationen med Corona-virussen udvikler sig i voldsom hast, ikke bare nationalt, men globalt. Lande lukker ned og lukker af, antallet af smittede er stødt stigende og prognoserne har svært ved at spå om fremtiden.

Denne artikel skal dog ikke blive en artikel, der brygger videre på frygt og usikkerhed, men istedet et forsøg på at danne et overblik over, hvor dansk fodbold og AGF står i forhold til alt dette, og hvad de mulige scenarier og seneste nyheder er. Så få fyldt kaffekoppen godt op og læn dig tilbage, og lad MTAC give dig det store overblik.

 

Hvad er seneste nyt? 

Tilbage for præcis en uge siden i dag, valgte man fra divisionsforeningen at suspendere 3F Superligaen og alle andre danske ligaer i 2 uger grundet Corona-virussen. Inden da havde man nået for første gang i dansk fodbolds historie at spille en 3F Superligarunde for tomme tribuner. Et syn, der normalt kun forbindes med træningskampe eller som straf for ulovlige hændelser fra klubbernes fans.

Dengang var det håbet, at 3F Superligaen kunne genoptages igen, højst sandsynligt for tomme tribuner, allerede fra slut marts af. Dette kommer dog ikke til at ske, da man nu i divisionforeningen har meldt ud, at dansk fodbold er suspenderet på ubestemt tid.

Til det havde direktør for divisionsforeningen Claus Thomsen følgende at sige til bold.dk:

“Så selvom vi nu suspenderer turneringerne på ubestemt tid, så gør vi alt for at være klar igen, så snart det er muligt. Målet er at få turneringerne afviklet inden 30. juni, men om nødvendigt kan der også blive spillet enkelte kampe på den anden side af den dato.” 

Denne udmelding kom i kølvandet på UEFAs beslutning om at udsætte EM 2020 til 2021, så man nu, som Claus referer til, har en udsat deadline for de nationale turneringer, der hedder d. 30 juni istedet for start juni, da EM 2020 skulle være blevet skudt i gang allerede d. 12/06 med kampen Tyrkiet – Italien.

Dette er en beslutning, som man i Divisionsforeningen begræder med det ene øje og smiler over med det andet:

“Vi er tilfredse med råderummet til 30. juni, som vi mener, vi kan arbejde ud fra, men vi aner ikke, hvornår vi kan spille igen, og dét bliver det afgørende. Dog er udskydelsen af EM 2020 vanvittig ærgerlig” – siger turneringschef i divisionsforening Peter Ebbesen til bold.dk.

 

Hvilke scenarier står vi så overfor i dansk fodbold?

Vi redegjorde tidligere i artiklen “Kampen mod Randers FC er aflyst og det samme er Superligaen de næste to uger” for, hvilke muligheder man i Seria A på daværende tidspunkt havde opsat:

  1. Man aflyser turneringen, og kårer ingen vinder eller nedrykker
  2. Man lader sæsonen være afgjort ved den nuværende stilling
  3. Man laver playoff-kampe om mesterskabet, europæiske pladser og nedrykning, for at få det afviklet hurtigst muligt.

 

Fokuset for divisionsforeningen ligger dog kun på at få færdigspillet 3F Superligaen, som situationen ser ud lige nu:

“Turneringerne skal afgøres, så vi kan få sat gang i en ny sæson, og dermed få genstartet fodboldens økosystem i sæsonen 2020/21” – siger Claus Thomsen til bold.dk

Dette bakker Peter Ebbesen også op om, og forsikrer, at de vil gøre alt for at kunne spille 3F Superligaen færdig, og at man lige nu ikke vil svare på alle mulige andre scenarier, da det hele så bliver spekulativt og hypotetisk:

“Vi er tilfredse med at have til 30. juni til at færdiggøre turneringerne, og vi vil gøre alt, der står i vores magt for at færdiggøre dem alle på normal vis. Men hvornår vi kommer i gang igen, er det altoverskyggende spørgsmål. Det bliver afgørende, men er også noget, som ingen af os kan svare på.” – siger Ebbesen til DR

 

Men hvis vi alligevel skal blive lidt spekulative og hypotestiske, hvilke andre muligheder er der så, hvis man ikke bliver i stand til at færdigspille sæsonen?

Det engelske medie, Dailystar, har forsøgt at redegøre for de 4 mulige scenarier Premier League står overfor, hvilket meget vel kan blive de samme scenarier, vi står overfor herhjemme i vores helt egen 3F Superliga. Så dem kigger vi lige hurtigt på her:

 

Scenarie nr. 1: Sæsonen forlænges

Man snakker om i England, at hvis man kan genoptage sæsonen indenfor deres nye suspensionsdeadline d. 30/04, så kan sæsonen sagtens nå at blive færdigsspillet. Hvis denne deadline bliver gældende i Danmark forsikrer direktør for divisionsforeningen Claus Thomsen til DR, at selv hvis vi kommer helt hen til maj før, vi kan genoptage 3F Superligaen, så kan den færdigsspilles:

“Hvis vi nu bliver nødsaget til at udsætte kampene helt indtil maj, så er det stadig muligt at få afsluttet den igangværende turnering i år. Vi har en værktøjskasse, som vi kan tage i brug, og her er et af redskaberne, at vi kan spille med et meget komprimeret kampprogram” – siger Claus Thomsen til DR.

 

Scenarie nr. 2: Sæsonen bliver afsluttet som den står

Dette scenarie vil betyde, at man skulle kigge på 3F Superligaen og dermed krone FCM som vinder, Silkeborg IF, Esbjerg fB og Hobro IK ville dermed blive erklæret nedrykkere, og vi i Aarhus ville kunne fejre en noget uortodoks bronzemedalje. Dette er selvfølgelig ikke første prioriteten lige nu, da man på mange måder kan snakke om en sportslig uretfærdighed især overfor de hold, der i de seneste kampe har opnået momentum. Dog ikke det værste scenarie for “De Hviie”.

Dette var dog ikke noget sportschef Peter “PC” Christiansen gad at forholde sig for meget til, da Århus Stiftidende spurgte ham ind til det:

“Det er da klart, at når vi har haft en så god sæson, som vi har haft indtil videre, og ligger til, som vi gør på en tredjeplads og én kamp fra en pokalfinale, er vi da ærgerlige over situationen, men igen: Der er altså ting, der er større og vigtigere derude. Vi må indrette os efter, hvad der sker, og så forholde os til det, når vi ved noget mere konkret, siger han.” 

 

Scenarie nr. 3: Sæsonen bliver annulleret

Dette er især den helt store polemik i England i øjeblikket, da dette scenarie vil fratage Liverpool deres første mesterskab i 30 år. I Danmark vil det også fratage AGF deres første bronzemedalje i over 20 år, dog virker uretfærdigheden endnu større i det engelske, da Liverpool lige nu fører den engelske Premier League med hele 25 point.

Hvis dette scenarie skulle udspille sig, så ville det i grove træk betyde, at sæsonen vil blive fjernet fra historiebøgerne og blot stå som uden vinder. Dette virker dog især urealistik, da man har en turneringsændring fra 14 hold til 12 hold i 3F Superligaen pr. næste sæson, og dermed ikke ville kunne erklære nogen nedrykkere.

 

Scenarie nr. 4: Ingen nedrykkere og én oprykker 

Dette er nok det mest urealistiske scenarie, da det ville udvide 3F Superligaen fra 14 hold til 15 efter man sidste år blev enige om, at den skulle skæres ned fra 14 til 12 hold. Dog er dette scenarie en mulighed, en meget urealistisk en af slagsen, men ikke desto mindre, så var Hobro-formand Lars Kühnel ude at ytre sig om idéen til bold.dk:

“Den model ville for mig at se være en af de mindst uretfærdige. Fordi der er ikke nogen, der slår sig på en nedrykning, og der er et hold, som fører 1. division ret stort, som vel sagtens også har fortjent at rykke op. Så man kan sige, at det vil være en af de modeller, hvor der er færrest, der slår sig. Men så kan du jo sige, at det tænker Hobro selvfølgelig, fordi de ligger som en af de tre nederste, så derfor har jeg ikke den store interesse i at udtale mig om spekulation om, hvordan turneringen skal afvikles.” 

 

Hvad gør man i AGF lige nu og hvordan holder man spillerne til ilden?

Der er ingen tvivl om, at det er en svær situation både klubben og spillerne står i lige nu, da alting er så uhåndgribeligt og uvist. Dog mener AGF’s topscorer Patrick Mortensen, at det er nu, at spillerne skal vise sig som sande professionelle og holde motivationen ved lige:

”Det bliver en speciel tid. Man kan måske sammenligne det lidt med en vinterpause, hvor man skal holde sig i gang og selvtræne, og vi skal nu vise, at vi er professionelle og kan stå distancen. Der er lavet en god plan og klubben har lagt nogen gode retningslinjer, så det er egentlig bare at følge det og så give den gas. For det gælder om at være være klar, for når vi starter op igen kan kampene komme hurtigt” – fortæller Patrick Mortensen i et fjern-interview fra sin lejlighed, hvor han har indrettet et træningsrum til agf.dk

Den står derfor i selvtræningens tegn for spillerne i øjeblikket, hvor de hver især har fået “lektier” med hjem i form af et træningsprogram, som skal overholdes og som konstant bliver tilpasset:

“Vores situation er den, at spillerne træner hjemmefra ud fra nøje udarbejdet individuelle programmer […] Vi har i forvejen et ret præcist billede af, hvor hver enkelt spiller i truppen er rent fysisk, da de bliver nøje monitoreret i hverdagen, og de var også før den her situation ret så gode til at passe deres individuelle træning i styrkerummet. Det kendetegner spillerne i den her trup, så det er jeg helt tryg ved. De ved, hvad de skal, og vi ved, hvad de kan” – kommer det fra sportschefen, “PC” til agf.dk

Selvom om tilliden til spillerne er noget PC ligger vægt på, så er det dog ikke ladt helt op til dem selv, hvorvidt spillerne får trænet. Man holder nemlig øje med dem igennem en app:

“Hver enkelt spiller har fået et nøje udarbejdet individuelt program med hjem. Det er fysiske øvelser, de kan lave på stuegulvet, i garagen eller hvor de nu har lyst. Herefter indrapporterer de så de fysiske data via en app, så vores stab kan se, hvordan det står til og eventuelt kan følge op telefonisk. Derudover skal de naturligvis også løbe nogle ture ude i det fri, hvor tempo og intensitet er tilpasset den enkeltes behov og evner. Og det er ikke ren leverpostej” – forklarer AGF-sportschef Peter ”PC” Christiansen til Århus Stiftidende

Det er dog ikke kun på det fysiske plan, at spillerne har fået “lektier” for.

”Udover at holde formen ved lige og sparke til en bold ude i haven, er der også video-lektier til spillerne. Hver enkelt har nu tiden til at gennemse noget video fra holdets kampe. De får tilsendt en række videoklip, der både er individuelt tilpassede i forhold til deres egen rolle og position, men også i forhold til holdet som helhed” – Siger “PC” til Århus Stiftidende

Vi må derfor tro på, at spillerne både mentalt og fysisk stadig står knivskarpt, hvis sæsonen bliver genoptaget, eller i hvert fald, så knivskarpt som omstændighederne tillader.

 

Er der andre alternativer til selvtræningen? Hvad gør andre?

Der er ingen tvivl om, at selvtræningen virker til at være den løsning, der passer bedst til regeringens opfordringer, hvilket også er grunden til, at 11 ud af 14 hold i 3F Superligaen har forpligtiget deres spillere til kun at må træne alene derhjemme. Situationen er dog lidt en anden for 3 sjællandske superligaklubber:

“FCK har indstillet sin fælles træning på ubestemt tid, og fra søndag den 15. marts vil truppen træne et par gange om ugen i grupper af tre til fire spillere med en medarbejder fra klubben.”  – Det skriver klubben på sin hjemmeside, hvor det berettes, at holdets skadede spillere fortsat kommer i klubhuset for at genoptræne ifølge bold.dk

“Alle FC Nordsjællands Superliga- og Kvindeligaspillere vil, efter eget ønske, fortsætte med at træne i klubben få gange om ugen. Dog bliver det i mindre grupper og mindre hyppigt end normalt. Træningen er frivillig for hver enkel spiller” – skriver FC Nordsjælland på sin hjemmeside ifølge bold.dk

“Klubbens spillere må selv vælge, om de vil troppe op på anlægget og deltage i fælles træning med førsteholdstrænerne, eller om de vil selvtræne derhjemme. De spillere, som ikke ønsker at deltage i den fælles træning af den ene eller anden årsag, vil få mulighed for at selvtræne derhjemme, lyder det på klubbens hjemmeside.” – Lyder det fra Lyngby BK ifølge bold.dk

 

Hvordan forholder I jer til alt dette og hvad håber I på? Skriv endelig jeres tanker og kommentarer i kommentarfeltet nedenfor.

 

 

 

 

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved