Helenius var ikke i tvivl om skiftet: “AGF er en kæmpe klub”

0
Morethanaclub.dk

I går kunne AGF meddele, at en rigtig Superliga-kending var blevet hentet til klubben. Nicklas Helenius har fortid i AaB, Silkeborg og OB, og nu kan han altså skrive AGF på CV’et. 

Særligt huskes Helenius for den strålende tid i AaB, det mislykkede Premier League-forsøg i Aston Villa og de lange målfarlige ben. Men nu skal den 28-årige angriber forsøge lykken i verdens bedste klub.

Han har et overraskende godt målscoringssnit, en ideel angriberhøjde og så har han, i følge PC, stadig sulten efter at lave kasser:

– Nicklas er en spiller med et overordentligt godt målscoringssnit – ja faktisk er han den tredje-mest scorende aktive spiller i Superligaen, og han har dermed for længst bevist sig som en ‘proven’ målscorer. De samtaler David Nielsen og jeg har haft med Nicklas har ligeledes overbevist os om, at han stadigvæk har sulten efter at lave mål og fortsat drives af at bevise sig som fodboldspiller – det er vi ikke i tvivl om, at han kommer til at gøre hos os, siger Peter Christiansen til AGF.dk.

Helenius var ikke i tvivl

Efter en halvrolig sæson i OB og blot 14 startplader, så var Nicklas Helenius ikke i tvivl om, at et skifte til en af Danmarks største klubber var et godt match:

– Da jeg først hørte om AGF’s interesse var jeg slet ikke i tvivl om, at det ville jeg rigtig gerne. Det er en kæmpe klub og det har altid været fedt at spille i Ceres Park som modstander. Det glæder jeg mig til nu at gøre som AGF’er, siger Nicklas Helenius, der ser frem til at blive en del af AGF-truppen og møde sine kommende holdkammerater.

Nu får vi glæden af det lange hyl i tre år, og i første omgang skal han konkurrere med Hattrick Mortensen og en formstærk Alexander Ammitzbøll, to spillere som Helenius sagtens kan se fidusen i at spille ved siden af:

– Jeg er en rutineret spiller efterhånden, og jeg ser frem til at bidrage med min erfaring og kompetencer i truppen, hvor der er to dygtige angribere i forvejen med hver deres kompetencer som jeg supplerer godt.

Velkommen til Nicklas! #NH15

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved