Hausner om VAR-situationer til MTAC: ”Hvad skal man gøre?”

0
© Nicklas Jacobsen - JacobsenPhotography

Af Rasmus Lykke Therkelsen

Det var en heftig forestilling onsdag aften, da AGF med 10 mand i 87 minutter skuffende tabte 0-1 hjemme mod FC Nordsjælland. Sebastian Hausner stod ved siden af forsvarsmakker Bubacarr Sanneh, og tog sig efter kampen tid til at give et par ord til MTAC om situationen og kampen som helhed.

”SÅDAN, BUBBA!,” lød det fra AGF-bænken umiddelbart efter en tackling fra Bubacarr Sanneh mod FC Nordsjællands Ibrahim Sadiq. AGFs gambianske midterforsvarer kom først på bolden i en vigtig situation og fik clearet den ud af farezonen. Alt var godt. Indtil spillet blev stoppet kort tid efter.

Bubacarr Sanneh ramte i forbindelse med clearingen også skinnebenet på Sadiq, som efterlod den ghanesiske angriber i enorm smerte. Ifølge dommer Morten Krogh gav det, efter et kort VAR-tjek, incitament til at dømme et rødt kort til Sanneh.

Ved siden af ham stod Sebastian Hausner, som så situationen fra tæt hold. Han udtalte sig således om, hvordan han så situationen om Sannehs røde kort, som unægteligt ændrede kampbilledet nærmest fra første fløjt:

”Det første, der skete var, at jeg hørte, at han (Sanneh, red.) ramte bolden. Jeg tænker: ”Fint nok, så bliver der ikke dømt noget,” og løber videre. Lige pludselig begyndte folk at råbe og skrige omkring et rødt kort, og så blev jeg jo overrasket. Hvis det røde kort havde været så klokkeklart, var der nok dømt frispark til at starte med. Men så var vi jo bagefter meget indstillede på, at det bare var på med arbejdshandskerne,” fortalte Hausner til MTAC, og uddybede yderligere:

”Der er jo ikke nogen, der bevidst går efter at sparke nogen ned, når man i samme ombæring prøver at cleare en bold. Jeg føler også bare, at det er en svær situation. Hvad skal man gøre? Samme situation i Parken, hvor bolden blev headet ned på Benjamin Hvidts arm – igen; Hvad skal man gøre? Men; that’s the game now.”

 

Ja, sådan er gamet nemlig. Og det er ikke første gang, heller ikke i denne sæson, at AGF har været i undertal i stort set hele kampen. Så handler det om at få det bedste ud af kampen, og Hausner mente, at AGF godt, rent pointmæssigt, kunne have fået mere ud af kampen, selvom man var i undertal.

”Jeg vil egentlig mene, at vi gjorde det godt. Det var lidt lige ved og næsten. Der var et par gange, hvor vi fik dem presset hårdt op, og kom helt ind i feltet, og der manglede vi egentlig bare nogle marginaler. Spørger du mig, blev Patrick Mortensen også skubbet i ryggen to gange. Og det er jo bare sådan nogle situationer, som vi håber opstår ved, at vi får skubbet spillet højere op. Vi går ind til alle kampe som om, at vi skal vinde dem, og så er det lige meget, om vi er 11 eller 10 mand. Sådan var det også i dag.”

 

Hvordan var det at spille alene, mand mod mand imod Nordsjællands hurtige angribere?

”I dag var de jo ikke de hurtigste. Jeg tror kun, det var i anden halvleg, de kom bag os et par gange, men det fik vi lukket meget hurtigt ned for. Nu tæller jeg ikke lige FCN’s chancer, men jeg føler ikke, vi blev overrumplet. Selvom de var flere end os, føler jeg egentlig ikke, at det var mere Nordsjælland end os i dag,” fortalte en Sebastian Hausner i storform til MTAC.

Så er der jo ikke meget andet for end at revanchere sig i næste kamp. Her gælder det de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.

 

Hvad skal forbedres for at I kan tage til MCH Arena og slå FC Midtjylland?

”I dag bragte vi en fed intensitet og god energi, og det er også det, der skal til mod FC Midtjylland. De er bestemt også et godt hold, men vi har jo spillet et par drabelige kampe mod dem. Så bringer vi den intensitet, vi er kendt for, skal det nok blive en fed kamp,” afsluttede Hausner.

AGF møder FC Midtjylland på søndag klokken 16:00.

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments