Hausner efter stormvejr på de sociale medier: Det værste er ikke de mange negative mails i min indbakke – det værste er, at jeg laver en børnefejl, som går ud over holdet, fansene og mig selv!

0

Af Simon Fenger

Efter nederlaget på hjemmebane imod Brøndby har der været negativ opmærksomhed omkring Sebastian Hausner på de sociale medier. Vi tog til lørdagens træning på Fredensvang for at tale med Hausner og David Nielsen om samspillet imellem fans og spillere.

Som fan af en fodboldklub har man i sagens natur et ønske om, at holdet klarer sig bedst muligt. Et hold klarer sig som oftest bedst muligt, hvis spillerne på holdet gør det godt. Det er derfor nærliggende, som fan at stille sig selv spørgsmålet: Er der noget jeg, som fan, kan gøre for at spillerne gør det godt?

Nogle fans må tilsyneladende være af den opfattelse, at fodboldspillere spiller bedre, hvis man giver dem en ordentlig sviner, når de har lavet fejl. De mennesker der har denne forståelse af tingene havde tidligere kun tiden på stadion til rådighed til at lange ud efter egne spillere. Efter de sociale mediers indtog har de nu fået dels en direkte adgang til spillerne via personlige beskeder og dels en platform til at mangfoldiggøre deres synspunkter.

Vi var nysgerrige for at høre Hausner og David om påvirkningen fra hhv. tribunerne og internetkrigerne har en betydning og hvordan man i givet fald hjælper sit hold bedst som fan.

”Jeg er kommet nogenlunde ovenpå igen efter tilbagelægningen i Brøndby-kampen. Den ramte mig hårdere personligt end nogen af de beskeder, jeg fik i min indbakke. Det ramte mig personligt, at jeg laver en børnefejl på den måde fordi det en kamp imod Brøndby altid er en vigtig kamp både for os og fansene. Beskederne i min indbakke var egentligt lidt ligegyldige, fordi den ramte mig mere på min stolthed.”

 

Vi spurgte Hausner ind til, hvor meget fejlen fylder i dagene efter kampen

”Den fylder meget, jeg er udmærket bevidst om, at hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om en dag at komme til at spille i en bedre liga, så er det fejl som den, der skal elimineres. Jeg synes egentlig selv, at jeg bortset fra fejlen spiller en fin kamp, men jeg er godt klar over, at fejlen nu er det eneste folk husker. Det er derfor noget, man bliver ved med at banke sig selv i hovedet med.”

 

Vi spurgte herefter ind til om Hausner er bevidst om den ret store polemik, der har været på de sociale medier efterfølgende, en polemik der både har budt på meget negative ytringer, men også en masse opbakning til ham.

”Jeg er på de sociale medier, og jeg har læst samtlige beskeder i min indbakke. Folk er i deres gode ret til at have en holdning om mig sålænge, det er kritik og ikke på noget personligt plan. Jeg læser det uden, at jeg sidder og kniber en tåre derhjemme”

“Jeg forstår godt, at folk kan være i deres følelsers vold, det kan vi jo også som fodboldspillere. Jeg har det fint nok med, at folk skriver, når det er berettiget. Man kan godt se om, det er noget, der er skrevet af nogen, der er i deres følelsers vold. Hvis det er ordentlig kritik, så læser jeg det og forsøger at tage det til mig”

“Jeg er ikke i tvivl om folks opbakning, ligegyldigt hvad de skriver, så ved jeg, at de gør det fordi, de grundlæggende bakker op om mig og holdet.”

 

Vi spurgte ind til, om det har nogen betydning for spillernes spil om fans generelt fremtræder med kritik eller opbakning:

”Generelt som fodboldspiller og menneske så er man skruet sammen således, at man fungerer bedst i medgang, så jeg tror da de fleste, de foretrækker at blive rost, men nogen gange så skal der også lidt ris til før, man performer sit bedste. Personligt bliver jeg meget tændt, når der er gang i den på tribunerne, men jeg er meget fokuseret på kampen, så jeg hører ikke rigtigt de enkelte tilråb.”

 

Vi spurgte herefter ind til hvordan Hausner oplever den til tider hårde tone på de sociale medier:

”Man skal naturligvis hele tiden sørge for at holde en ordentlig tone. På de sociale medier har jeg fx. ved flere lejligheder oplevet forældre til små børn svine andre mennesker til, og sådan skal det naturligvis ikke være, det er jo klart. Man skal huske, at alle er mennesker, og man ved jo ikke hvordan personen bag skærmen tager det, og sådan er det jo generelt på de sociale medier, man skal virkeligt tænke sig om”

 

Den opfordring fra Hausner er vi helt enige i!

Vi fik heldigvis, som nævnt tidligere, mulighed for at høre cheftræner David Nielsens holdning til nogle af de samme emner:

Vi spurgte ham, hvad der efter hans opfattelse er gode fans:

”Det er alle, der er passionerede omkring deres hold. Fodbold har været noget i 100 år, som vi skal passe på, vi ikke smider væk, fordi vi skal være så politisk korrekte. Jeg synes generelt, det er fedt, at der er gang i den, der er naturligvis en grænse for alting, men jeg synes, det er fedt at bevare entusiasmen omkring fodbold.”

 

Vi spurgte om hvilken effekt det, der kommer fra tribunerne har på spillet:

”For mig som spiller havde jeg det sådan, at jo mere jo bedre, jeg kunne godt bruge den ydre motivation der kom fra fansene, der er to typer spillere, dem der er drevet af indre motivation, og dem der er drevet af ydre motivation. Det vi har set i forbindelse med Corona er, at der er nogle spillere, der virkelig er steppet op efter, at der er kommet fans tilbage på stadion”

 

Vi spurgte til hvordan, det virker som spiller at blive buhet efter af sine egne fans, for eksempel hvis man er bagud ved halvleg:

”Det virker naturligvis ikke motiverende som spiller at blive buhet af, men det er en del af fodbold. Fans har nogle forventninger til deres hold, og vi vil gerne uddanne spillerne til, at de skal kunne håndtere den del af det. Jeg synes, der altid skal være plads til den del af det”

 

I forlængelse af dette spurgte vi David ind til om det i situationen med Hausner vil påvirke ham negativt eller positivt (i form af at han bliver mere hårdfør) at blive udsat for den nuværende kritik fra nogle fans på de sociale medier.

 ”Ja, Hausner bliver mere hårdfør af at få kritik, det er en del af den udvikling man skal gå igennem som spiller. Jeg kan komme med et godt eksempel: Når du spiller i Danmark så kan du ende op med, at der er 20.000 der hader dig, hvis du er Viktor Fischer for eksempel. Når du ender op med at blive Christiano Ronaldo så er der 3 milliarder, der hader dig, så jo flere der hader dig, jo bedre en spiller er du. Der er rigtigt god stemning rundt omkring på de danske stadions, det eneste problem vi har er, at folk ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt på de sociale medier, det er helt horribelt, at folk ikke kan blive stillet til ansvar for, hvad de siger og hvad de skriver”

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments