Hævnen udeblev for AGF da fire dødbolde sikrede AaB sejren

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

Af Mattias Sundroos

Det ellers formstærke AGF-hold måtte indkassere det første 3F Superliga nederlag efter Corona-pausen, da man sløsede i defensiven på dødboldene.

Humøret har været lige så godt som vejret de sidste mange dage i Aarhus. AGF ligner for alvor en bronzefavorit og begynder sågar at spise sig ind på FCK på andenpladsen, så hvorfor skulle man ikke gå og smile i smilets by i tiden? Hvis der skulle være noget, så skulle det da lige være fraværet af profilerne: Backman, Bundu og Amini, som idag endnu engang var udeladt af truppen. Dertil kunne man tilføje, at sekseren Nicolai Poulsen også var ude med karantæne.

Dette betød derfor debut fra start til 19-årige Albert Grønbæk og dermed hele 3 unge GF’er i dagens start-elleve. Selvom både sølv- og bronzemedaljer er, hvad der er fokus på i tiden, så var der ingen tvivl om, at hævn også var på tapetet i dag for AGF over nederlaget i pokalsemifinalen mod netop AaB. Det var også noget adm. direktør, Jacob Nielsen, understregede inden kampen til TV3 Sport:

“Jeg går stadig og små irriterer mig over kampen, vi tabte i AaB, så jeg håber virkelig vi smadrer dem i dag!”

Dog skulle hævnen udeblive på en dag, hvor defensiven skal hjem og se sig selv i spejlet.

 

Referat:

Første halvleg

AGF-spillerne løb ind på det solfyldte Ceres Park her til aften med selvtilliden i orden. De havde ikke blot lige slået 3F Superligaens førerhold, FCM, men de løb også ind på et stadion, hvor de ikke havde tabt siden oktober-måned sidste år. Denne selvtillid så man tydeligt fra spillerne i hvidt, som så snart muligheden bød sig kørte på med kontraerne og stor tro på tingene. Især start-debutanten Albert Grønbæk sprudlede af selvtillid, hvilket man fik smag på af flere omgange. Allerede efter 4 min spillede Grønbæk Ankersen fri på venstresiden i en kontramulighed. Ankersen snød de første to AaB-spillere med et par skudfinter, men Thelander nåede ind og blokerede afslutningen til et hjørnespark.

Selvom AaB forsøgte sig med deres boldbessidende fodbold og et par høje tværafleveringer fra start, som jo var det der slog AGF lidt ud af kurs i pokalsemifinalen, så virkede AGF’erne til at være der mere fra start i dag og tillod ikke AaB meget fra første halvlegs start. Det eneste tidspunkt man virkelig holdte vejret inden vandpausen, var da Hausner lagde en arm omkring Lucas Andersens skulder/hals, hvor han så lod sig falde. Dommeren vinkede dog afvisende, og ingen straffespark.

Der skulle stå mere Grønbæk på første halvleg, da Eskelinen efter 26 minutter sendte en bold frem, som Ankersen fik snittet videre i dybden til unge Albert Grønbæk, men Grønbæk sparkede desværre bolden forbi mål. Hvis en anden spiller skulle nævnes end Grønbæk, så var det Jakob Ankersen, som spillede sin kamp nr. 100 i den hvide trøje. Han kom frem til mange halve muligheder, men uden det fornødne slutprodukt.

Efter 35 minutter kom så endnu en AGF mulighed. AaBs Lukas Klitten var langsom på fødderne, hvilket Thorsteinsson opsnappede, hvortil han erobrede bolden og sendte Mortensen i dybden. Mortensen valgte at sparke med det samme, men bolden snittede stolpen og røg ud til målspark.

Dog skulle det hele vende op og ned på bare seks minutter. Et langt indkast fra Lucas Andersen blev snittet videre af Thelander, hvortil Eskelinen ikke kunne gøre andet end bare at se til, at bolden sejlede over ham og i mål. 1-0 til gæsterne fra AaB. Blot 2 minutter efter skulle et indkast blive afgørende igen. Denne gang blev Fossum sendt i dybden og han kunne smart lægge bolden ind til van Weert, som kunne bringe AaB foran 2-0. Endnu en gang måtte AGF-fansene sidde og håbe på et comeback fra deres drenge i hvidt.

Det skulle dog ikke stoppe der. Et minut før pausen blev et AaB-hjørnespark headet væk, men Fossum first-timede en flugter direkte i kassen og 6 dårlige minutter for AGF skulle resultere i en 3-0 føring til gæsterne fra AaB. Dog kunne AGF gå til pausen med lidt håb i sigte, da man viste, at man også kunne bruge indkastene fornuftigt. Diks med indkastet, Tingager med videresnitningen, og 100-kampsjubælaren, Jakob Ankersen, på pletten. 1-3 til pausen.

Underholdende 15 minutter, men skræmmende mangel på fokus fra AGF-spillerne. Dog kunne man ikke lade være med at sidde med tankerne på comebacket i Herning, hvor AGF ligeledes var bagud med 3-1. Spændende, hvilket udtryk vi ville få at se fra anden halvlegs start.

Anden halvleg

AGF startede ud med et højt tryk på AaB med både direkte spil og mange bolde til duelspil. Det var også allerede ved at give udbetaling ved kasse 1, da Thorsteinsson på en kontra lagde bolden af til Kevin Diks, som lagde bolden videre til målscorer Ankersen, men som desværre overplacerede afslutningen. Ellers en fin mulighed efter blot 2 minutters spil af anden halvleg.

Der skulle dog ikke gå mere end 9 minutter af anden halvleg før David skulle spille begge sine offensive esser fra bænken, Nicklas Helenius og Gift Links, og dermed ændre formationen til 4-4-2. Signallet var dermed tydeligt, man skulle jagte for enhver pris. Det taktiske modsvar fra AaB kom dog med det samme ved, blot to minutter efter, at skifte to midterforsvarere ind, og ændrede dermed fomationen til et fem-mandsforsvar.

Dette resulterede i et voldsomt pres omkring AaB-feltet, hvor unge Albert Grønbæk bl.a. var på nippet til at trække et straffespark efter 60 minutter, ligesom han gjorde det sidst han spillede mod AaB, da han afdriblede en AaB-spiller i feltet, men dommeren vinkede afvisende. Og bombardementet skulle ikke slutte her. Fire minutter efter sendte Links en bold over til Thorsteinsson, som bankede bolden hårdt og fladt ind foran mål. Her kom Helenius på bolden, men overliggeren afviste.

Dog døde presset fra AGF’erne lidt i takt med, at slutfløjtet nærmede sig, og største chance var i det 84′ minut, da Munksgaard servede et indlæg til indskiftede Helenius, men han headede over mål. Det skulle dog blive endnu værre for AGF, da unge Tengstedt sparkede et frispark direkte i kassen to minutter inde i overtiden.

AGF må derfor se deres uovervindelige stime efter Corona-pausen stoppe i dag. Skal der for alvor snakkes om sølv i Aarhus, så kræver det en sejr over FCK i næste søndag på Ceres Park.

 

Kampfakta:

AGF – AaB: 1-4 (1-3)

0-1: Rasmus Thelander (38′)
0-2: Tom van Weert (40′)
0-3: Iver Fossum (44′)
1-3: Jakob Ankersen (45+3′)
1-4: Søren Tingstedt (90+2′)

 

Startopstillinger:

AGF:

Målmand: William Eskelinen

Forsvar: Kevin Diks (80: Alexander Munksgaard), Frederik Tingager, Sebastian Hausner, Casper Højer Nielsen (80: Alex Gersbach)

Midtbane: Albert Grønbæk, Benjamin Hvidt (75: Juelsgård), Bror Blume (54: Nicklas Helenius)

Angreb: Jon Thorsteinsson, Patrick Mortensen, Jakob Ankersen (54: Gift Links)

Bænk: Kasper T. Kristensen, Jesper Juelsgård, Alexander Munksgaard, Magnus Anbo, Alex Gersbach, Gift Links, Nicklas Helenius

AaB:

Målmand: Hansen

Forsvar: Pallensen, Thelander (57: Ross), Okore, L. Klitten (45: Kristensen)

Midtbane: Fossum, Kakeeto, Olsen

Angreb: Kusk (45: Tengstedt), van Weert (57: Pedersen), Andersen (74: Børsting)

Bænk: Christensen, Kristensen, Pedersen, Ross, Børsting, O. Kliten, Tengstedt

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved