Glad Hausner til MTAC: Det var dejligt at se så mange på stadion igen

0
© Allan S Voss/Sportsphotos.dk ©

AGF vandt i går aftes over F.C. København for første gang siden 2009. Dengang var Sebastian Hausner ni år gammel. I gårsdagens 1-0 sejr spillede han en flot kamp, sammen med forsvarsmakkeren Frederik Tingager.

Af Rasmus Thomsen

For første gang siden 28. februar, måtte AGF lukke mere end 300 tilskuere ind på Ceres Park, da man i går tog imod F.C. København.

Det var en intens topkamp, hvor AGF stod som sejrherre til sidst. Det lykkedes AGF’erne at holde nullet for 10. kamp i sæsonen, hvilket bl.a. skyldtes en fremragende indsats af hjemmeholdets to midtstoppere Frederik Tingager og Sebastian Hausner.

Efter kampen var det en glad Sebastian Hausner som mødte MTAC og resten af pressen. Hausner hæftede sig særligt ved kulissen og de godt og vel 7.000 fans på lægterne.

”Det var jo nærmest helt euforiserende. Det er længe siden der har været så mange på stadion og de hjalp os virkelig igennem kampen. Så det var dejligt at se så mange på stadion igen.”

Sebastian Hausner, der blev 20 år i april, har i denne sæson fået spilletid i 13 kampe i 3F Superligaen. Den unge midtstopper spillede igen i går en stor kamp. Denne gang mod storholdet F.C. København og endda med et clean sheet til følge.

”Det er sgu ikke helt skidt. Det er selvfølgelig dejligt og vi havde jo også noget vi skulle revanchere efter sidste blackout mod AaB. Så det var dejligt, at vi fik vist lidt tænder igen.”

Med gårsdagens sejr øgede ”De Hviie” forspringet ned til de nærmeste forfølgere. AGF har nu ni point ned til Brøndby IF på 4. pladsen. Samtidig hentede man ind på FCK, så man nu har fire point op til 2. pladsen.

AGF er nu halvvejs i mesterskabsspillet, hvor der resterer fem kampe. I de fem første kampe har AGF fået 10 point.

Derfor lugter det i den grad af medaljer i Aarhus. Men om det kan blive til bronzemedaljer eller mere, har Hausner ikke tænkt så meget over endnu.

”Jeg ved ikke rigtig om vi kigger op eller ned. Det er ikke noget, som vi som sådan har gået efter. Vi har hele tiden på tænkt at vi skulle vinde, og at vi løber på banen for at vinde. For så skal vi heller ikke være så afhængige af hvordan de andre resultater flasker sig. Så vi koncentrerer os mest om os selv.”

Hvis AGF ender med at vinde medaljer, vil det være første gang siden 1997 at det lykkedes for ”De Hviie” at ende i top-3.

I 1997 var Sebastian Hausner endnu ikke født, og at den unge østjyde er tæt på at blive en del af en historisk sæson, forsøger han ikke at tænke for meget over endnu.

”Det har jeg ikke tænkt sig meget på endnu. Selvfølgelig kan man godt mærke at det bobler lidt i maven og på stadion. Men det er ikke sådan noget vi går og tænker over til hverdag.”

”Vi har egentlig stadig den samme indstilling, og den har vi tænkt os at have hele vejen igennem. Vi tager én kamp ad gangen, så kan vi også holde benene på jorden, og vi behøver ikke at blive ”cocky” og få alle mulige andre ting i hovedet.”

”Så jeg har ikke tænkt så meget over det endnu, jeg tror på, det er vigtigt at holde begge ben på jorden og sørge for at gøre sit arbejde ordentligt.”

Hausner og AGF spiller allerede igen på torsdag, når David Nielsens tropper skal på besøg hos AaB i Aalborg. Kampen fløjtes i gang kl. 18.00 på Aalborg Portland Park.

#KSDH

Tryk Log ind for at kommentere
  Få notifikation  
Notifikation ved