Foldgast fik foretaget hasteoperation

0

Da Peter Foldgast i juli måned måtte udgå fra en træningskamp med smerter i læggen, troede både han selv og AGF’s lægestab, at den nytilkomne angriber havde fået en fibersprængning, hvilket ville udsætte hans rigtige debut for AGF i noget tid. Det viste sig dog at være endnu værre end først antaget, da en operation i lørdags var nødvendig. Det fortæller TV2 Sporten i dag.

Skaden i lægmusklen viste sig at være en stor hinde, der havde lagt sig omkring musklen. Hinden er nu fjernet, men der går endnu nogle uger, inden Foldgast er klar til kamp. “Vi troede ikke det var så slemt, men sidst på ugen tog vi en hurtig beslutning om at operere, da det viste sig ikke at være en fibersprængning, og jeg følte et tilbagefald“, siger Peter Foldgast til TV 2 Sporten.

AGF har som bekendt fået en meget skuffende start på den nye sæson, og det frustrerer tydeligvis Peter Foldgast, at han endnu ikke har været i stand til at hjælpe holdet på banen. “Det har været frustrerende at sidde og se på. Spillet har ofte været til mere, og det samme har indstillingen. Men vi har manglet kynismen omkring dødboldene, og jeg føler, at jeg måske kunne have bidraget med noget i de mange nederlag. Det har jeg i hvert fald haft helt vild lyst til“, siger Foldgast til TV2.

Der går formentlig 5 uger, inden Peter Foldgast er klar til sin debut i den hvide trøje.

Foto: agf.co.dk

Få notifikation
Notifikation ved
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments